Månedsarkiv: december 2003

Fiskefeberen

Jeg er bange for at jeg er syg. Se mig dette billede af mig selv. Jeg fejler tydeligvis et eller andet. Det er ikke en helt almindelig sygdom. Det er en tilbagevendende feber, en fiskefeber. Det er først for nylig, at det er gået op for mig, at min besættelse af fiskeri er sygelig. Der er visse symptomer der afslører denne særlige sygdom: Det er fx kun de færreste der foretrækker, at deres hænder er slimede og lugter af fisk…? Dette er højest unormalt. Mens normale mennesker ville sove længe på en søndag i oktober hvor regnen siler ned, kan jeg, stærkt påvirket af fiskefeberen, finde på at stå op før solen og begive mig udenfor. Jeg fisker ofte når der er landskamp, fordi så får jeg pladsen for mig selv. De fleste jeg kender mener, at midt på dagen er den bedste tid at opholde sig på stranden om sommeren. Jeg har den modsatte mening, og går først derned lidt før solnedgang, og bliver der gerne til den står op igen. Desuden foretrækker de fleste kedelige strækninger med sand, hvor jeg mener, at stenede strande med masser af tang er langt at foretrække. Er der noget sygeligt galt med mig?

At kalde mit fiskeri en hobby, er en hån, ligesom at sige, at en astronaut på vej ud i rummet “skal på arbejde”. Det er nået til et punkt, hvor jeg tænker på de store der slap væk når jeg ligger og falder søvn, drømmer om skrigende bremser når jeg sover, og vågner klar til at fiske, eller oftere, ked af at det ikke er lige det jeg skal netop den dag. Jeg kan ikke rejse uden at medbringe fiskegrej, og læser først flere bøger om fiskeriet i området jeg er på vej til. Ja,  jeg har faktisk en hel reol til mine fiskebøger og fiskeblade og en til alle mine andre mindre vigtige bøger. Når jeg bliver ramt af feberen, og jeg ikke kan komme ud at fiske, tager jeg ikke til hospitalet men til mit fluebindebord. Her kan jeg sidde og fantasere om fremtidige fiskeoplevelser. Mine ønskeliste ved jul og fødselsdage er simpel: Giv mig hvad som helst, så længe det har at gøre med fisk. Små detaljer, såsom at alle mine computer-passwords er fisk, min nøglering er en wobbler, og at jeg kan over 50 fiskenavne på latin tyder på, at denne feber har sejret over mit immunforsvar for længst. Alle billederne på min væg er af fisk, og alle de penge jeg tjener går til fiskegrej. Jeg kan sagtens forsvare at købe endnu en 7 fods stang, da den har en lidt anderledes aktion end mine 6 andre. Jeg har sågar overvejet at få job i en grejbutik, da min lønseddel alligevel går til fiskegrej, og jeg på denne måde ville kunne få lidt rabat…

Jeg ved ikke hvornår jeg først blev smittet med denne sygdom. Måske var det første gang jeg som tiårig stod med en hjemmelavet stang, som angiveligt ikke var god nok til at fange fisk, men til gengæld var tilstrækkelig for at overføre de farlige fiskebaciller fra det inficerede vand op igennem sikkerhedsnålen, sejlgarnen og bambuspinden til mine hænder. Siden da bliver tilstanden forstærket af små momenter, som når en trykbølge forekommer bag ved mit blink, eller en godt placeret tørflue forvinder med et stille svup. Det er disse øjeblikke der styrker feberen og spreder den til alle dele af min krop. I starten gjaldt det om at fange så mange fisk som mulig. Så udviklede sygdommen sig til at jeg jagtede så stor en fisk som mulig. Nu er det udfordringen der driver mig, og jeg er mest fascineret af de fisk på den anden side af kloden – dem der er sværest at fange og kræver mest teknik og kunnen. 

Jeg kan ikke beslutte, om jeg er ked af, at jeg er smittet med denne tilbagevendende feber,- jeg elsker jo at fiske. Men at den har krævet meget at mine nærmeste, er der ikke tvivl om. Min familie hører mig ikke tale om andet. Når min kone viser mig sin nye jakke, ser jeg straks nye fluebindings materialer. Når hun spørger, om jeg gå en aftentur ved vandet, kigger hun mærkeligt på mig, når jeg svarer “ja”, og begynder at tage waders på. Jeg har intet billede af hende i min pung, men kan altid hive billeder af mine flotteste fisk frem. Ja, selv min hund må være træt af min lidenskab, da den har haft en krog i poten op til flere gange.

Jeg har snakket med min læge om min tilstand. Hun var ikke meget hjælp, og foreslog at jeg prøvede golf i stedet? Faktisk er de eneste folk der forstår min sygdom, dem der også er smittet. Forfatterne til mine fiskebøger og fiskeguides i fremmede lande er nogle af de folk der kender til min sygdom, da den er meget udbredt hos dem. Måske besidder de evnen til at kurere mig, men det er tvivlsomt, da jeg faktisk anser dem som idoler.

Jeg tror, at jeg må acceptere denne fiskefeber. Jeg håber endda, at jeg kan smitte mine børn og børnebørn. Indtil da er der kun en form for terapi der hjælper på min tilstand, og det der den der foregår ved vandet med en fiskestang i hånden.

Den store, De mange og De grimme

Vi befinder os i Tromsø i Nordnorge. Jeg er taget herop for at studere fiskebiologi på universitetet. Det nærmeste vi kommer på fiskene, er ved dissekering i laboratoriet. Jeg må tage sagen i egen hånd, hvis jeg vil  kigge nærmere på fiskene i levende live. Så er det jo heldigt, at jeg har medbragt flere stænger end bøger på mit “studieophold”. Indtil videre har jeg holdt min fiskefeber ved lige ved hjælp af fangster af småsej og torsk op til 4 kg fra kysten, men jeg må nå helt derud hvor de store bor, inden mit fly letter mod hjemlandet. Bådleje er dyrt heroppe, så jeg er glad, når jeg finder en sejlbåd til billig leje. En sejlbåd er nok ikke optimal, men så længe den får os ud på dybere vand er jeg tilfreds. (Det skal lige nævnes at jeg godt kan finde ud af at sejle.) Jeg får overtalt min kæreste og 2 andre danske studerende til en 2-dages tur. Båden bliver pakket med proviant, soveposer og en masse havgrej, og vi er fyldt med de højeste forventninger da vi stikker til søs.

Med vind i sejlet og solskin i nakken sejler vi hen til en plads med god strøm, hvor vi mener, at der bør være godt efter torsk. At dette var min heldige uge burde jeg ha’ vidst, da dette var første gang, jeg skulle prøve min nye havstang, som jeg havde netop havde købt for penge, jeg vandt i pokerspil et par dage tidligere.

Sejlet hives ned og pirkene sænkes. Dette skulle vare en helt særlig fisketur, og det viste sig med det samme, da første hug er på min nye stang og meget tungt. Min pokergevinst bliver testet til sit fulde på denne første fisk som dunker nede i dybet. Vandet er klart, og vi ser, at det er en torsk et stykke før den bakses helt op til overfladen. “Holdkæft hvor er den stor” udbryder Jannik, mens der gøres klar til landing. Vi er jo bare et par gutter og en tøs på tur, og er ikke forberedt på storfisk, så tanken om et stort net eller en gaf har ikke strejfet os. Men Martin får fat bag gællerne og smider den op på dækket. Man skulle tro vi var til fodboldkamp og ikke på fisketur, for det næste der sker er, at vi alle hopper i båden med armene over hovedet, mens vi råber og skriger og giver høj fem. Det er tydeligt, at ingen af os før har været i nærheden af en torsk af den størrelse eller forventet noget lignende på vores lille ekspedition. Vægten kommer frem. Op til denne tur har jeg drømt om måler. Når vægten viser 11 kg, er min dag, min fisketur – ja mit semester i Nordnorge reddet. Vi skal være i båden 24 timer mere uden køleboks, så fisken ryger i vandet med et stort plump og svømmer direkte mod bunden.

Jeg er overvældet af fiskelykke og nyder en velfortjent kold norsk øl, mens jeg ser de andre fange adskillige mindre torsk og hyser, men så er det tid til noget nyt. Næste stop er en plads den lokale grejbutik anbefalede som Norges bedste plads til havkat, og efter denne tur, skal meget til for at overbevise mig om noget andet. Med en sejlbåd tager det tid at komme fra fiskeplads til fiskeplads, men sejlturerne er fine i sig selv – især med en måler på samvittigheden. Det er efterhånden blevet aften, og vinden har taget af, så sejlbåden driver helt perfekt. Aften betyder ikke at det bliver mørkt, for solen går ikke ned heroppe om sommeren. Tænk bare hvilke muligheder det giver for en ivrig fisker!

Vi gør havkatte-pirkene klare.  Jeg har bundet ekstra sølvglitter på som lokkeeffekt, et tip fra samme grejhandler der anbefalede stedet. Min kæreste døber hendes pilk “Diskodronningen” pga. dens sølvglitter og lyserøde “skørt”. Havkat er en aggressiv fisk, og vi dunker pirkene mod bunden i håb om at fremprovokere et hug. Diskodronningens dunkende flirt og flagrende skørt bliver åbenbart for meget for en havkat, for Malene er den første der får bid. Det er et godt stykke optil overfladen, og hun får lov til at arbejde før den kommer op. Martin griber fat i forfanget, og heldigvis har han medbragt en stor balje til at opbevare fisken i, da det ville være for farlig for os og båden at have den liggende på dækket. Havkatten prøver at bide alt den kan komme i nærheden af. En geddes tænder kan virke faretruende skarpe, men en havkats kæber kunne snildt knuse knoglerne i ens hånd… Den lever af at knuse og spise dyr som muslinger og søpindsvin. Dette ses på dens kraftige kæber og store tænder. “Hold kæft hvor er den da grim” udbryder Jannik. Han har fuldstændig ret. Dette må være en af de grimmeste fisk der findes. Jeg er den næste der får en missekat op, og når jeg kigger på havkattens grimme fjæs indser jeg, at denne fisk er noget ganske særligt. Det er lidt ligesom at lande en smuk ørred på kysten, bare modsat… Man husker sin største fisk, sin smukkeste fisk, men min grimmeste fisk, den vil jeg også huske længe endnu.

 

Havkattene bliver ved med at hugge med små mellemrum, og vi bliver efterhånden ømme i armene og trætte af se deres stygge udtryk, og beslutter os at prøve en tredje plads efter torsk igen. Hvornår skal vi sove?, spørger Malene, men da det er lyst hele natten, er vi tre gutter ivrige efter at fiske videre. Klokken er næsten midnat, og det går jo så godt, så hvorfor stoppe nu?

Nu er vi ude i midten af et sund, hvor der efterhånden er blevet helt vindstille. Ikke godt for sejlbåden, men fint for os der driver stille med strømmen i sundet mellem bjerge og midnatssol. Når vi først finder torskene er de ikke til at slippe af med. Jeg har aldrig oplevet noget limende. De er ikke så store som den første, men de er alle vegne. Vi sænker pirken til bunden, strammer op, og ofte er der hug før vi når at give et ryk. Jannik, som også har ophænger på, fanger to ad gangen og udbryder “hold kæft hvor er der da mange”. Jeg kunne være erhversfisker, med det antal vi fanger, men det er snarere dyreplageri, da vi sætter dem alle ud efter at have været en igennem en  rimelig traumatisk oplevelse. Jeg klemmer modhageren ind på min pilk, så fiskene er nemmere at få af krogen. De nægter simpelthen at holde op med at bide, og da vi efterhånden er blevet så trætte af at fiske beslutter vi at lægge os på anker og sove. I morgen har vi stadig hele dagen til at fiske i før vi skal aflevere båden!

Havkat på pilk?

I Danmark fanges havkat stort set kun på agn og pirke bruges ikke til dem. I Nordnorge er pirke meget populære efter havkat, eller steinbitt, som de kalder den. De bruger runde pirke som er tungest i bunden. Så tilsættes en masse blæksprutteskørter og fjer og flash, hvis man har fluebindegrej. Disse fiskes så ved at lade pirken dunke mod bunden, så hårdt som muligt. Dette ophidser havkatten og den hugger af aggressivitet. Desværre er det meste af havkat-fiskeriet i Danmark på vrag, og man ville derfor sikkert miste mange pirke hvis man skulle dunke dem mod vraget. Men hvis du fisker steder hvor der er dybt, med en stenbund med muslinger og søpindsvin, og der findes havkat, prøv da en provokerende pirk og se om det norske kneb virker. 

Drømmen om at fange en fisk større end mig selv

Da jeg var lille og fiskede i det lokale gadekær, var det ikke den der fangede den største fisk der fik lov til at blære sig, men den der til sidst havde fanget den største sum af skaller, aborrer og karusser. Antallet var altafgørende. Siden da, er både jeg og min verden vokset. Og det er fisken i mine drømme også. Jeg er blevet besat af tanken om at fange en stor fisk, en kæmpe fisk- en fisk større end mig selv. Jo større des bedre. Billeder fra fiskeblade af kæmpe marlins, stør og andre enorme fisk fascinerer mig. Hvis Freud skulle analysere de forskellige faser i en lystfiskers udvikling, ville denne besættelse af at fange en kæmpe fisk sikkert indtage en fremtrædende plads i hans beskrivelse. I sin bog om ørred- og laksefiskeri gennem 75 år beskriver Edward R. Hewitt de tre vigtige stadier i en lystfiskers liv. Først vil han bare fange så mange fisk som muligt. Dernæst stræber han efter at fange den størst mulige fisk. Og til sidst studerer han teknikker og grej i håb om at fange den mest vanskelige fisk. På dette sidste trin er han mere interesseret i selve sporten end i fisken. Ingen tvivl om at jeg stadigvæk befinder mig på det andet trin. Men hvor stor er stor, og hvad er stort nok? For mit vedkommende var målet klart. Jeg måtte fange en fisk større end mig selv. Det var et håndgribeligt mål, og ikke fordi jeg er en blærerøv, men det lyder da godt at kunne sige: “Det er da ikke noget- jeg har fanget fisk større end dig!”

Dette mål er desværre ret svært at opnå i Danmark, så jeg måtte søge til udlandet. Lejligheden til at opfylde drømmen om den store fisk bød sig, da jeg skulle ud og bo i en hytte på en lille ø på Floridas vestkyst kaldet Cayo Costa, med min kæreste. Det var forår, og der fandtes mange hajer i området på dette tidspunkt. Jeg glædede mig som en lille knægt glæder sig til juleaften.

Forberedelserne går i gang. Jeg læser mig klog på hajfiskeri, grej, madding og teknik. Jeg køber lange stålforfang, et ordentligt hjul og store, stærke kroge, og jeg sætter lineøjer og hjulholder på et kosteskaft. Det sidste passer vist ikke helt, men den stang jeg købte, føltes som et kosteskaft. Jeg har også mit mavebælte til at fighte fisk med. Det er et jeg har fået for lang tid siden af to gymnasiekammerater. Gaven var ment som en spøg, men den der griner sidst ler bedst, og jeg kan fortælle at bæltet fik store slidmærker på denne tur.

Så ankommer vi endelig til Cayo Costa, en lille fredet ø med teltpladser og et par primitive hytter. Der sidder pelikaner på bådbroen og en mindre alligator i vandet byder os velkommen.  Der er mangrovesump på den ene side af øen og lange smukke strande uden mennesker på den anden side. Det er  det perfekte sted at være på ferie. Min viden om hajerne gør så bare, at jeg er mere interesseret i at fiske end i at bade…

Så snart vi har pakket ud, hiver vi strandstolene, fiskestængerne og stangholderne ned til vandet. Tættere på paradis kommer man sjældent. Her sidder jeg i varmen et par timer før solnedgang, sammen med min kæreste på en vidunderlig tropeø, og foran mig står der fire stangholdere med riggede stænger i. To rigget med rejer til at fange hajmadding, en med en levende agnfisk til mellemstore tropefisk, og kosteskaftet står og venter på at vi fanger noget stort nok til hajmadding. Jo det er ikke værst.

At første hug kommer kun ti min. efter vi har sat os, gør det bare endnu bedre. Bremsen sidder løs, og noget trækker flere meter line af den lille stang med reje på, inden jeg når at gribe den og give modhug. Der er fast fisk og jeg hiver en malle på et par kilo ind. Herligt, men ikke den rigtige slags til hajmadding.

Kort tid senere fanger vi en lille jack, og spændingen stiger. Nu skal den store stang rigges til. Jacken er en fedtet fisk, og sender derfor gode duftspor som hajer kan følge fra store afstande hen til maddingen. Jeg dræber jacken, stikker den med en kniv så den bløder godt, og putter den på enden af et stålforfang på den store stang. Ud med den, og så er der bare at vente på klik-klik-klik lyden fra spolen. Bare tanken om denne lyd, som altid signalerer at lige om lidt sker der noget vildt, får mig stadig til at springe op af sædet og gøre klar til modhugget.

En time og et par “småfisk” senere lyder det: klik-klik-klik… Jeg farer op af sædet. Noget har fat i jacken. Klik-klik-klik-klik, den bliver ved med at trække line af hjulet. Jeg tager stangen op i hænderne, sætter den i frispole og putter min tommelfingeren på linerullen. Det er en dejlig fornemmelse at mærke en stor fisk svømme af sted med ens madding i munden, mens man venter på at give modhug. Da jeg ikke kan klare spændingen mere, giver jeg modhug så hårdt som jeg kan. Jeg mærker en stor modstand, men pludselig er den væk. Da jeg hiver linen ind, ser jeg at jacken blevet bidt midt over. Det var helt sikkert en haj, men jeg havde ikke givet den tid til at tage agnen helt ind i munden. Gad vide om den var større end mig selv…

Den halve jack røg ud igen, blodig og duftende, og så venter vi bare. Vi aftaler at næste gang der var hug, er det min kæreste Malenes tur til at prøve… Tyve min. går, klik-klik-klik … Vi farer op igen. Hun griber stangen og spørger, hvordan er det nu er man sætter den i frigear. Jeg hjælper og minder hende om, at jeg ikke havde givet den sidste nok tid. Hun ved godt hvad det gælder om, og venter før hun sætter modhugget hårdt og kontant, ved at tage nogle skridt op ad stranden samtidig. Det var åbenbart det rigtige tidspunkt fordi bremsen synger og indikerer fast fisk. Ekstatisk og samtidig lidt jaloux ser jeg kosteskaftet bøje og Malene kæmpe med denne meget stærke fisk. Hun får bæltet på, men er ved at være godt træt efter 20 minutters fight. Jeg spørger om jeg skal overtage, ikke tale om! Fisken har endnu ikke vist sig, og vi ved ikke hvad det er. Både fisken og Malene er begyndt at vise tegn på træthed, men hun presser den og får den tæt på land. Da ser vi at det ikke var en haj, men en kæmpe rokke. Denne slags har en giftig pig på halen og vi må passe godt på. Vi får rokken lige op i bølgekanten, tager et foto og kapper så linen tæt på krogen. Godt træt i armene siger Malene at jeg godt må få den næste der hugger på hajstangen. Fint siger jeg, stadig ret jaloux.

Der er ingen grund til at sulke, for der går bare fem minutter før hjulet synger igen. Måske havde alt postyret med rokken lokket noget nærmere…? Jeg griber stangen og giver modhug. Denne gang på det rigtige tidspunkt. Det er en god fight, og lidt senere lander jeg en “lemon shark” på omkring halvanden meter. Det er for farligt at prøve at hive en haj af denne størrelse op på land, så vi tager et foto og kapper linen mens den er tæt på strandkanten. Denne fisk var måske ikke lige så stor som mig, men at påstå jeg er skuffet ville være tåbeligt. Jeg sætter mig meget glad og tilfreds i min strandstol og nyder solnedgangen, stedet, min kærestes selskab og min viden om at hajfiskeri kun bliver bedre efter solen er gået ned…

Vi fanger endnu en stor rokke og flere forskellige “mindre” fisk i skumringen hvoraf flere bliver til hajmadding. Så sker det jeg har drømt om hele mit liv. En haj på over 2 meter tager maddingen og min krog i munden. Det der sker efter jeg giver modhug, er nok det mest intense jeg nogensinde har oplevet. Jeg bliver fuldstændig overvældet af dette dyrs vilje og styrke. Jeg mindes knap at den svømmede, men bare at den sprang som vild og gal og lavede et kæmpe plask hvor den landede. Selvom bremsen var stram, måtte jeg måtte løbe langs med stranden, med tommelfingeren på spolen for at bremse den og forhindre den i at tage alt linen af mit hjul. Jeg var ikke opmærksom på hvor meget friktionen brændte min tommelfinger, men det runde væskefyldte brandmærke jeg bar de næste dage mindede mig om det. Hajer springer sjældent, men dette eksemplar var en af de ekstremt aggressive “bullsharks”, og åbenbart en der virkelig ikke kunne lide at have min krog i munden. Man ville måske tro at jeg var skuffet da den landede på linen og knækkede den, men sådan mindes jeg det ikke. Jeg var nærmest lettet. Dette monsters voldsomhed og energi var tydeligvis mere end jeg kunne magte, og den slog mig ud i første runde. Velfortjent. Den gav mig aldrig en chance, men lod mig stå hjælpeløs på stranden, selv med min tykke line, stålforfang og kosteskaftet. Det hele gik så stærkt at vi ikke nåede at få et billede, men jeg kan stadig se den springende bullshark for mig til hver en tid. Den kommer tilbage i mine drømme, hvor den desværre også knækker linen hver gang.

Vi fangede flere mindre hajer i løbet af natten, men at fange en fisk der var større end mig selv, blev det ikke til i denne omgang. Det afholder mig dog ikke fra at betragte turen til denne lille paradisiske ø som en af de bedste fisketure jeg nogensinde har haft.Siden da er det faktisk lykkedes mig at fange en fisk, større end mig selv. Men det er en anden historie……

 

Hvis du er interesseret i at fiske på Cayo Costa, så tjek den tur jeg arrangerer her.

Den sjællandske nordkyst

Storørred fra dette efterår

Normalt begynder fiskeriet på den sjællandske nordkyst at ebbe ud i begyndelsen af november. De lave temperaturer gør at størstedelen af havørrederne søger mod fjordene eller længere sydpå hvor saltindholdet er lavere. I år har det været anderledes og nordkysten har fisket godt hele november. 

Grunden til det gode fiskeri kan søges mange steder, men jeg er ret sikker på at en af de væsentlige årsager er, at november har været varmere end normalt. Således har november i år været varmere end oktober og antallet af frostnætter har været minimalt. Der er ingen grund til at fiskeriet ikke skal kunne fortsætte december ud, bare temperaturerne holder sig milde.

En anden ting der har kendetegnet november måned er at fiskene har foretrukket det lave vand. På en tur sidst i november fik jeg fem havørreder til at tage fluen mens jeg selv stod inde på land. Det var iøvrigt efter at jeg havde gennemfisket to “sikre” rev uden held… Efterfølgende har jeg haft fine ture med mange fisk og bemærket at fødeudbudet har været større end normalt. Fugle og marsvin har jaget tæt på land og det har i det hele taget virket lidt som om tingene er forskudt end smule i forhold til årstiden. 

Tre fede nordkystørreder der faldt for en lyserød glimmerreje

Fluevalget på nordkysten er ret nemt og fiskene er meget sjældent kræsne. Sikre topscorer er lyserøde glimmerrejer og forskellige rejeimitationer – gerne i store størrelser. Gennem de seneste år har hvide hacklefluer været godt fangne og lyse fluer har altid været et hit året igennem. Jeg ved ikke helt hvorfor hvide fluer er så effektive på nordkysten, men det hænger måske sammen med at der tit fiskes over sandbund. Således vælger erfarne fluefiskere der fisker under lidt sydligere himmelstrøg ofte fluefarve efter den bund de fisker over. Noget som helt sikkert kan bruges som guideline for fluevalget i det hjemlige kystfiskeri.

Brunei og Singapore

Brunei, det lille olierige midt paa Borneo samt Singapore, en lille oe syd for Den Malaysiske Halvoe er nok de 2 rigeste lande i SOE-Asien. Brunei er kommet nemt til sin rigdom, mens Singapore har arbejdet haardt for at opnaa det udviklingsstadie, landet har nu.

Brunei:

Hvis man er i Malaysisk Borneo enten i delstaten Sabah eller Sarawak, og vil besoge begge disse stater, saa kan man naesten ikke komme uden om Brunei, der ligger lige mellem dem. Det er svaert at komme over land mellem de to delstater, saa enten maa man flyve over Brunei, eller ogsaa tage over land gennem Brunei. Jeg valgte den sidste mulighed. Brunei er godt nok et dyrt land, en del dyrere end Malaysia, men jeg synes nu det kunne vaere sjovt lige af aflaegge dette lille land et besoeg.

Landets oekonomi er naesten udelukkende baseret paa olie, og sultanen af Brunei blev paa et tidspunkt anset som verdens rigeste mand, den aere tilfalder nu i disse dage nok Bill Gates. Olie ressourcerne vil dog maaske allerede begynde at vaere opbrugt i aar 2020, og saa kan landet ikke basere sin oekonomi paa meget andet end toemmer. Indtil nu har det meste af landets regnskove faaet lov til at staa uberoert hen.

Jeg forventede at komme til et meget rigt land med glinsende bygninger og store biler. Det var ikke helt saa fint, som jeg havde regnet med. Faktisk saa jeg ogsaa nogle fattige folk. Sultanen scorer nok 99% af landets indtaegt, saa han lever i sus og dus, men han kunne maaske godt give lidt mere til sit folk. Men rigt er landet bestemt, man kunne godt maerke en forskel fra Malaysia. Der var en del store biler og mange meget dyre huse i udkanten af landets hovedstad, Bandar Seri Begawan.

Sevaerdigheder: Efter et par dage i landet vil man allerede loebe toer for aktiviteter. I hovedstaden er der et par meget flotte moskeer, men ellers ikke meget andet. Ellers kan man besoege regnskoven eller verdens stoerste forlystelsespark, der ligger naer Bandar Seri Begawan.

En muslimsk ordensstat: Brunei er noget mere muslimsk end f.eks. Malaysia. Oel og alkohol kan ikke koebes i landet, og kvinder og maend, der ikke er gift, kan ikke gaa haand i haand. Dette er bare nogle af de mange regler eller uskrevne regler som landet besidder.

Paa en internetcafe saa jeg foelgende skilt:

No Smoking, No alcohol, No Pornography, No chewing gum, No School uniform.

Hvad er der nu galt med skoleuniform, er det for anstoedende?

Da jeg skulle ud af landet igen brugte jeg en bus. Her var der kontrol med bussens hastighed. Hvis han koerte hurtigere en han maatte, saa begyndte et apparat at bippe helt vildt, overholdt han farten, saa bippede det mindre. Men det larmede altsaa hele tiden, og busturen var paa et par timer, saa det var lidt irriterende.

Singapore

Singapore er et I-land ligesom Danmark. Det kan man snildt maerke, og landet har en staerk oekonomi baseret paa handel, IT og finans. Hele oeen er ikke Singapore by, der er ogsaa groenne omraader og smaa lommer af regnskov.

Fra Sentosa Island. kontrasten mellem groent og massevis af tankskibe.

Sevaerdigheder: Singapore har relativt meget at byde paa, hvis man har penge. Prislejet er europaeisk, og landet er dyrere and Brunei, og uden tvivl det dyreste land i Syd Oest Asien. Der er en god Zoo, botanisk have og end del andre dyreparker. Lige syd for Singapore oeen finder man oeen Sentosa, der er er en turist og attraktionsoe. Der er gode strande her, museeer og mange forlystelser. Man kan tage en svaevebane ud til oeen med imponerende udsigter over den kaempemaessige Singapore havn.

Singapore paa en vaad, graa december dag. Foto: LN

Ordensstat: Man har hoert saa meget om Singapore, at det er et land, hvor naesten alt er ulovligt. Jeg lagde nu ikke saa meget maerke til det, og saa kun faa advarselsskilte. Man skal dog nok ikke spytte, urinere eller smide tyggegummi paa gaden med politiet i naerheden.

Valuta: Singapore dollar og Brunei dollar er akkurat lige meget vaerd, saa de er aabenbart bundet til hinanden. I Brunei kan man nemt betale med Singapore$ i stedet for den lokale Brunei$


The End