Royal Trek

Onsdag den 27-11-2002

Grunden til at denne trekking tur bliver kaldt Royal Trek er at for nogle år tilbage gik en engelsk prins denne tur.

Trekking turen foregår ved to søer i Pokhara området i vest Nepal.

I bussen møder jeg en tiggende handicappede dreng som jeg også har mødt dagen før.

Denne tiggende dreng har en arm der sidder skævt. Han viser så turisterne en seddel hvor på der står at han er fattig, handicappet og beder om penge. Hvis man først har læst hans seddel så er han ikke til at slibe af med. Jeg aviser drengen og andre tiggere så snart jeg ser dem ved at vinke dem af høfligt men bestemt. Min trekking tur begynder ved en militær lejer.

Jeg ser flere små landbrug, hvor bønderne høster deres marker på gammeldags maner med håndsejl.

Adskillige små børn råber choclate, school pen, rupes i håb om at jeg vil forærer dem nogle af de sidst nævnte effekter.

Ved en fejltagelse kommer jeg til at vælge den forkerte vej. Jeg møder nogle bønder, men da jeg spørger dem om vej peger den mod nord og den anden mod syd.

Det er ikke altid at nepaleserne kan læse eller forstå, hvad man siger så for ikke at tabe ansigt når man spørger dem om vej så peger de bare i en eller anden retning.

Jeg vender om og går tilbage til det det sidste sikre udgangs punkt.

Natten tilbringer jeg i en lille by kaldet Majhthana. Jeg bor på et primitivt og simpelt hotel. Manden i huset taler godt engelsk og servere gratis brændevin til mig, men det smager ikke særligt godt.

Torsdag den 28-11-2002.

Dagen før har jeg mødt en venlig nepaleser, der invertere mig til gratis morgenmad bestående af ris og grøntsager.
Denne ret kaldes dal bat, og er meget populær i Nepal og spises flere gange om dagen.
Grunden til at nepaleserne er specielt flinke og imødekommende er at denne vandretur-trekking tur kun er meget lidt brugt af turister.

På min videre vandring samme dag bliver jeg stoppet af nogle gamle damer, der er meget forundret over, at jeg vandrer alene i bjergene. De advarer mig.
Men de er dog så flinke, at de også invertere mig indenfor til dal bat bestående af ris og grøntsager, og giver mig en bunke klementiner med i rygsækken gratis. Måden som damerne beder en om at komme hen til en på er modsat af i Danmark. Så i første omgang troede jeg at de vinkede mig væk.

Jeg går videre og møder en anden gammel dame, der rækker hånden frem imod mig. Jeg giver hende en af de mandariner, som jeg lige har fået gratis.
 i Nepal så, det sker, at når nogle fattige nepalesere, ser en udlænding tiger de penge eller mad.

Jeg møder en pige, der beder om kuglepen og slik. Jeg afviser hende, da dette også er det bedste at gøre.

Jeg ser solnedgangen , der er meget flot idet, at Annapurna bjergene farves røde.

Efter ca. Ni timers vandring når jeg målet Landsbyen Shyaklung.
Jeg går ind og spørger efter husly et par steder. Overraskende afviser de mig.
Tredje gang er lykkens gang. En flink nepaleser siger ja tak til, at jeg kan bo og spise hos ham gratis. Folk er fattige, men de har hjertet på det rette sted idet, at de ikke er blank For at give gratis kost og logi til en rig mand fra vesten.

En stor flok børn stimler sammen om mig imens, at jeg spiser dal bat.
Der ingen elektricitet så lys fås ved brug af stearinlys.
Den nat sover jeg på en overdækket terrasse med masser af frisk luft.

Dette er en god dag idet at jeg ikke har brugt en krone. 

29-10-2002

Jeg starter dagen med at få serveret varm oksemælk lige fra koen.

Jeg taler med naboens dreng, der taler godt engelsk. Naboens dreng er landmand og arbejder 8-10 timer hver dag.

Han følger mig på vej en lille landsby, der ligger på toppen af et bjerg, herfra er der en meget smuk udsigt. Jeg finder en lille restaurant, hvor jeg indtager min frokost.

Lidt senere møder jeg en flok små piger, der bærer vand på ryggen i nogle små krukker.

Jeg gør nu flere forsøg på at finde vejen til en landsby der hedder Talbesi. Men det er meget svært da kort og virkelighed ikke stemmer overens.

Jeg bliver flere gange advaret imod at gå alene i bjergene, da der ifølge de lokale kan være banditter, der kan finde på at røve turisterne. Jeg forsætter ufortrødent min gang.

Jeg går op til et tempel. Fra templet følger jeg en sti der fører mig tilbage til hovedvejen.

Det er sidst på dagen så jeg vælger at spørge om husly hos en nepaleser.

Manden i huset smiler, og giver mig husly med det samme.

Jeg giver konen i huset 100 rs-10 kr. for mad og husly.

Hun tager imod pengene og tænker ikke at øjeblik på at bede om flere penge.

Deres yngste barn løber rundt med kun en bluse på kroppen.

Familien har mange små børn, der alle er meget nysgerrige.

Vi sidder på gulvet og spiser aftensmad, der består af den tradtionlle dalbath med ris og grøntsager.

Da familien ikke ejer bestik må jeg spise med fingerende.

Heldig vis har naboen en dreng, der kan tale lidt engelsk. Ellers foregår al kommunikation ved hjælp af fingersprog.

Natten tilbringer jeg på deres terrasse

Lørdag den 30-11-2002

Da jeg vågner er jeg noget radbrække  efter at have sovet en hel nat på en terrasse.

Til morgenmad får jeg serveret den sædvanlige nepalesiske ret bestående af ris og grøntsager. Jeg er så småt begyndt at blive lidt træt af denne ret.

To af mandens drenge følger mig på vej til landsbyen kaldet Talbesi. Uden hjælp udefra vil jeg ikke kunne finde vej til landsbyen Talbesi.

Ved bunden af bjerget står jeg foran nogle markeder. Jeg balancere over en flod på en træstamme. Jeg ser nogle nepalesiske mænd lave halm balder ved hjælp af tre til fire køer, som de får til at gå i rundkreds med et reb bundet fast til dem. Jeg vil betegne dette som en nepalesisk halmpresser.

Endelig når jeg landsbyen Talbesi. Jeg stopper op og studere mit kort. En stor flok børn omringer mig og kigger nysgerrigt med på mit kort.

En mand i landsbyen spørger mig om jeg kan tale arabisk. Jeg må skuffe ham,

og sige at det eneste jeg kan sige er salam, hvilket betyder farvel.

Jeg ser nu flere landmænd, der pløjer deres markeder ved hjælp af deres okser.

Denne måde at pløje marker på tror jeg ikke, at vi har brugt de sidste 50 år i Danmark.

Min trekking tur ender i landsbyen Begnas Tal Bazar. Ved denne landsby ligger en sø kaldet Begnas Tal. Denne sø har jeg nu brugt tre dage på at gå rundt om.

En god ting er at jeg ikke har mødt andre turister på denne tur.

Ved ankomst til Pokhara får jeg en ful kropsmassage, hvilket er meget rart efter fire dage i bjergene.

Igen har jeg haft nogle dage med utrogelige store oplevelser til meget små penge.

Hvis man ønsker at vandre i Nepal, så er det bedst at gøre dette fra oktober til marts.

Ens rygsæk skal ikke veje mere end 10 kg til 12 kg.

En rimelig god form og et par gode vandre støvler er et must.

Det er bedst at være to. Men det er ikke nødvendigt.

 

Med venlig Hilsen

Jens Peter Nielsen