Østersøen

Nogen gange skal man tage på tur, blot fordi det er muligt.

I løbet af de sidste år har jeg haft fornøjelsen af mange ture til Østersøen. Det har givet helt unikke vragoplevelser og nogle muligheder for at komme til at dykke med mange forskellige typer mennesker.

De første ture var typiske klub ture i ex-fiskekuttere hvor livet leves i et afslappet tempo mens man var afsted. Klubben som var arrangør af turen var en gammel CMAS klub med stolte traditioner for god vragdykning. Og jeg tør lige love for at de bød på god vragdykning.

For en der var vant til jyske muddervrag samt selvfølgeligt diverse norske standardvrag var det en fantastisk åbenbaring at opleve hvordan man kunne dykke på vrag som man stadig kunne identificere. Det faktum at der ikke var søblomster (vrag slim !) over det hele og endda at man ikke blev ædt på dekostop af glubske brandmænd var noget der helt klart tiltalte mig.

Vragene der blev disket op med på min første tur i Østersøen var klassikeren Ares, kæmpen Bonita, den stemningsfulde Vendee (Elsa Martini) og til slut et hurtigt besøg hos coasteren Irivk. Med sådan en stærk introduktion var det svært at undgå at blive imponeret.

Noget andet der tiltalte mig var sigten, tænk at det skulle findes indenfor overskuelig rejse fra Danmark. Den første tur resulterede i en serie billeder som jeg er godt tilfreds med, selv ved gentagene kritiske granskninger.

Efterfølgende fik jeg mulighed for at dykke Undine og Jacobus Fritzen, i særdeleshed Undine er et pragtfuldt dyk. Jeg brugte det som sammenligning til de dyk jeg havde i Nordsøen, Projekt Jyllandsslaget, hvor vi dykkede på dets søsterskib Frauenlob. Dybderne var de samme 40-50m men Undine ved sin beliggenhed i klart Østersøs vand var et bedre dyk.

Ved Bornholm har jeg haft stor fornøjelse af at dykke Affaire, en hyggelig lille træskonnert og har spekuleret over hvor mange m3 tømmer der lå spildt ud over havbunden da jeg dykkede Koronowo.

Selv om jeg ikke er frygtelig meget for vrag rester, jeg har altid foretrukket at der er lidt mere struktur på mine vrag, så har jeg bestemt også nydt de dyk jeg har haft på Ada. Hun ligger ved Bornholm på 42 meter. Der er kun rester tilbage, men alligevel et flot syn da de ligger i god sigt. Det klare grønne vand har som regel en magisk virkning på de fleste dyk. På mange trævrag der er et par hundrede år gamle, er det kun et par forkølede spanter der stikker op af sandet. Men på Ada er der langt bedre oplevelser end det, de store brudstykker af skroget vidner om noget der må have været et flot syn i sine velmagtsdage.

Det er også her at jeg har haft nærkontakt med de største torsk jeg nogensinde har set. Når man stille svømmer rundt og kigger ind under de store skrogdele, bliver man næsten skræmt ved synet af  fisk på størrelse med en japansk mellemklassesbil. De kigger på en som at de vil sige “det her er mit hus makker, og jeg husker ikke at have inviteret dig indenfor!!”

Som så mange andre har jeg da også været en tur henne omkring Ubåden for at hilse på der.

Faktisk ved en hurtig sammentælling over mine dyk på Østersøs vrag, er der 22 forskellige vrag der hvert især har efterladt deres indtryk af vragdyknings kvalitet, som der er svært at få andre steder.

Her taler vi ikke om tophemmelige positioner hvor man skal være medlem af den rigtige klike for at få del i. Nej de kan alle findes på internettet og i dykinfo, hvor svært kan det være.

Hvad gør man så hvis man får mulighed for at springe på en bådtur. Ja, det er egentligt enkelt, hvis dine dykkermæssige færdigheder er i orden så tag af sted. Det er muligt at du har dykket nogle af de vrag der bydes på, men kvaliteten er så god at de sagtens kan tåle indtil flere gensyn.

En gang imellem er man nød til bare at sige “JA og sådan er det” De nærmere rationelle argumenter er ikke ligefrem i overtal når det drejer sig om dykning så hvorfor starte nu.

Med således en effektivt pacificeret samvittighed kan man slæbe sin makker med til dykkerskibet og tvinge den stakkels mand til at udholde et par døgn med god mad, grønt vand, vanvittigt selskab og ikke mindst vrag der skal udforskes.

Og udforskning, ja det er jo dét, det drejer sig om.

Udstyret er klargjort, vi har blandet fornuftigt gas til dykket og planlagt gode bundtider fra 40 til 60 minutter på bunden. Nedstigningen gennem det grønne vand er noget af det bedste jeg ved. Jeg venter altid spændt på hvornår de første mørke konturer dukker frem og man begynder at kunne skimte det der er vores legeplads i den næste times tid.

Og mens vi er dernede i det grønne tusmørke, er vi nogle af de mest priviligerede folk. Det kan da godt være at det er gammelkendte vrag, det kan da godt være at der har været hundrede dykkere før os. Men mens vi er dér er det os der går på opdagelse, så er det os der mærker historiens vingesus.

Det er en mulighed for alle os der dyrker denne særlige form for galskab for at slippe væk fra tv shoppen, fladpandede quiz shows og lys-reguleringer der altid viser rødt når man har travlt. Når vi beskæftiger os med dykning er der ingen af disse daglige irritationsmomenter der er i stand til at nå os.

Hvorfor dykker vi og hvorfor vælger feinsmeichere at gøre det i Østersøens grønne vand?

Ja, kig på billederne, se hvor du får mest vragoplevelse for den tid du bruger.

Valget er faktisk ikke så svært hvis man bare vælger det der føles godt.