At opleve verden med egne øjne…

“For virkeligt at opleve verden maa man tage ud i den. Man kan ikke faa verden ind under huden ved at se den bag en tv-skaerm. Kun ved at komme afsted kan man faa bekraeftet eller afkraeftet de billeder man har af verden, og opleve om den nu er, som man havde forestillet sig”

Dette ser jeg som essensen af at rejse. Alle de lande og byer som jeg besoeger paa min tur, har jeg inden afrejse fra Dk haft en ide om, hvordan saa ud. Men selv om man har set fjernsyn om et land, saa er det meget anderledes naar man foerst er ude i det. Det er isaer begreber om fattigdom der efter en rejse vil staa hoejt i hukommelsen. Billeder paa TV fortaeller kun lidt af historien og er tit manipuleret.

Lugte kan man heller ikke fornemme fra en sofa i Dk, de kan kun opleves ude, hvor det sker, og der er mange lugte – specielt i Syd Oest Asien. Nogle gange gode lugte af mad, men ogsaa tit grimme lugte af forurening, urin eller affald. Det hele er isaer slemt, naar solen bare bader ned.

En af de oplevelser, der har gjort stoerst indtryk paa mig, er nedenstaaende. Jeg havde det meget daarligt ved at se, hvad jeg saa, og var lidt maabende over synet. Dette ser man ikke i TV, men det er virkeligheden, desvaerre.


 

“Jeg staar paa daekket af faergen ved indsejlingen til havnen i Cebu City, Filipinerne. Jeg kigger ind over byen og udover havnen. Pludseligt ser jeg en traebaad med paahaengsmotor med stor hast naerme sig den store faerge. Farten mod faergen er meget hoej, og jeg taenker, hvad er nu det for noget? I baaden ser jeg en mand, der sidder bagerst og styrer baaden, han har et stort smil paa. I baaden er hele hans familie, og baaden er sikkert deres hjem. Det ser ud til, at der er 5 boern, nogle af dem noegne, og moderen sidder forest i baaden med en ammende baby paa maven og med et udspaendt klaede i haenderne. Klaedet er et stykke stof paahaeftet to traekaeppe, og det er gult. (baaden til hoejre paa nedenstaende billede)

Det gaar op for mig, at det maa vaere tiggere. En utrolig fattig familie, der maa ernaere sig og holde sig i live ved denne bedrift. Det er frygteligt at taenke sig. Det mest utrolige er, at mange af dem har smil paa laeben, selvom de lever paa graensen af liv og doed. Det kan vi i den vestlige verden laere noget af. Vi er ikke i akut livsnoed, og kan tit flippe ud over selv smaa problemer. Men maaske op mod 80 % af verdens befolkning lever i fattigdom, og hver dag er en kamp for dem, en kamp for at skaffe penge og mad, og holde sig i live. Alle disse tanker flyver gennem hovedet, mens jeg bare maabende staar og ser det hele, og faar det godt og grundigt ind under huden.

 Jeg har stor respekt for dem, og foeler dybt med dem. Men inderst taenker jeg, at det maaske i vis grad lidt er deres egen skyld. Hvis du lever et usselt og fattigt liv, hvorfor saa saette saa mange boern i verden?, det er da for dyrt, og at saette et spaedbarns liv paa spil er da uetisk.Dette er den vestlige tankemaade, vores noegle til velstand er bl.a.familieplanlaegning. Men befolkningstilvaeksten er desvaerre uhyggelig hoej i de fattige lande, de ser boern som en forsikring til alderdommen, og flere boern betyder flere, der kan indsamle mad og penge. Men flere boern betyder ogsaa flere udgifter, saa hvad er egentlig det bedste?

Fra baaden er der langt op til passagerdaekket, men jeg fornemmer, hvad det gaar ud paa. Moderen i baaden holder klaedet ud, og saa skal vi paa faergen kaste moenter og andet godt ned til dem. Selv med et klaede kan det vaere svaert at fange en moent kastet fra 10 meters hoejde. Et par enkelte pesos bliver kastet ud fra daekket og moderen er meget god til at fange dem med hendes net. Hun takker og boenfalder om mere. Det hele bliver sat noget mere i relief, naar man ved, at der gaar 55 pesos paa en dollar. Det er smaapenge, men meget for dem. En ny baad kommer op til faergen, meget lig den foerste, deres net er blot lyseroedt.

Tiggerbaade i Cebu havn. November 2003. Foto: LN

Udover penge ryger der ogsaa lidt mad ned mod dem, blandt andet chips. Boernene i baadene er straks over maden, som gribbe. Jeg bliver ved med at taenke, at dette da er noget af det voldsomste, jeg nogensinde har oplevet, jeg har naesten gaasehud, og fatter ikke, at jeg staar og ser dette skuespil.Men det er ikke et skuespil, det er virkelighed. Jeg foeler mig hjaelpeloes, hvad kan jeg goere? Jeg proever at analysere situationen, og kommer frem til, at jeg finder det forkert at kaste ting ud til dem. Jeg vil ikke goere det. Paa den ene side, vil jeg da gerne hjaelpe dem, men foeler ikke, at det er den rigtige maade. Ved at kaste ting ud, saa stoetter du denne form for tiggeri, og holder familierne inde i denne daarlige rytme. Dette kan ikke vaere den rigtige maade. Det afholder dem fra at tjene penge paa en mere fornuftig maade, og naar alt kommer til alt, saa kan vi turister egentlig ikke goere meget. Regeringen og det filipinske samfund maa tage vare om dette soergelige problem. 

Tiden gaar, faergen er laenge om at laegge til kaj, saa flere baade kommer til. Nogle ting og penge havner i vandet, og folkene i baadene kaemper som dyr om at faa fat i noget, der med danske oejne kun har en vaerdi af 10 oerer. Der er kamp om sagerne, og selv smaa boern kaster sig ud i vandet, for livet. Det ser noget farligt ud, og det hele bliver bare vildere og vildere. De raaber i vilden sky, nogle faar mere end andre, og det goer ikke stemningen bedre. Nogle opfordrer passagerere paa faergen til at kaste ting ud i vandet, saa folkene i traebaadene kan kaste sig efter det. Jeg foeler det noget absurt, at lave saadan et show ud af saadan en alvorlig situation.

Flere baade er kommet til, og folk er i vandet. Foto: LN

Det hele kulminerer, da faergen stoeder paa grund. Mudder spreder sig lynhurtigt ud mod baadene, og nu er det da virkeligt farligt at have smaa boern flydende rundt i vandet. Nogle bliver fanget i det grumsede vand, men heldigvis ser ingen ud til at komme noget til.

Faergen stoeder paa grund, og mudder spredes. Foto: LN

Rystet forlader jeg kort tid efter faergen. En stor oplevelse rigere, men en oplevelse af de mere ubehagelige og bizarre. En oplevelse, jeg vil huske laenge. En oplevelse, der er saa meget staerkere end de billeder man oplever fra medier. Det er virkeligheden, taenk over det. Dagene derefter taenker jeg over ikke at koebe mere mad end jeg kan spise. Har jeg for meget, gir jeg det til tiggere paa gaden. Men i laengden falder jeg tilbage til den vestlige rytme, ser uden om fattigdommen. Oplevelser som denne er dog vigtig, saa vi i vesten rigtigt kan faa oejnene op for verdens problemer, og man ser det aller bedst LIVE.

Desvaere skal det dog ind med ske, foer vi forstaar alvoren. Disse grumme forhold er ikke enestaaende. Som rejsende ser man mange lignende episoder. Det er haardt psykisk, men en noedvendighed at opleve.


 

The End