Månedsarkiv: november 2003

Østersøen

Nogen gange skal man tage på tur, blot fordi det er muligt.

I løbet af de sidste år har jeg haft fornøjelsen af mange ture til Østersøen. Det har givet helt unikke vragoplevelser og nogle muligheder for at komme til at dykke med mange forskellige typer mennesker.

De første ture var typiske klub ture i ex-fiskekuttere hvor livet leves i et afslappet tempo mens man var afsted. Klubben som var arrangør af turen var en gammel CMAS klub med stolte traditioner for god vragdykning. Og jeg tør lige love for at de bød på god vragdykning.

For en der var vant til jyske muddervrag samt selvfølgeligt diverse norske standardvrag var det en fantastisk åbenbaring at opleve hvordan man kunne dykke på vrag som man stadig kunne identificere. Det faktum at der ikke var søblomster (vrag slim !) over det hele og endda at man ikke blev ædt på dekostop af glubske brandmænd var noget der helt klart tiltalte mig.

Vragene der blev disket op med på min første tur i Østersøen var klassikeren Ares, kæmpen Bonita, den stemningsfulde Vendee (Elsa Martini) og til slut et hurtigt besøg hos coasteren Irivk. Med sådan en stærk introduktion var det svært at undgå at blive imponeret.

Noget andet der tiltalte mig var sigten, tænk at det skulle findes indenfor overskuelig rejse fra Danmark. Den første tur resulterede i en serie billeder som jeg er godt tilfreds med, selv ved gentagene kritiske granskninger.

Efterfølgende fik jeg mulighed for at dykke Undine og Jacobus Fritzen, i særdeleshed Undine er et pragtfuldt dyk. Jeg brugte det som sammenligning til de dyk jeg havde i Nordsøen, Projekt Jyllandsslaget, hvor vi dykkede på dets søsterskib Frauenlob. Dybderne var de samme 40-50m men Undine ved sin beliggenhed i klart Østersøs vand var et bedre dyk.

Ved Bornholm har jeg haft stor fornøjelse af at dykke Affaire, en hyggelig lille træskonnert og har spekuleret over hvor mange m3 tømmer der lå spildt ud over havbunden da jeg dykkede Koronowo.

Selv om jeg ikke er frygtelig meget for vrag rester, jeg har altid foretrukket at der er lidt mere struktur på mine vrag, så har jeg bestemt også nydt de dyk jeg har haft på Ada. Hun ligger ved Bornholm på 42 meter. Der er kun rester tilbage, men alligevel et flot syn da de ligger i god sigt. Det klare grønne vand har som regel en magisk virkning på de fleste dyk. På mange trævrag der er et par hundrede år gamle, er det kun et par forkølede spanter der stikker op af sandet. Men på Ada er der langt bedre oplevelser end det, de store brudstykker af skroget vidner om noget der må have været et flot syn i sine velmagtsdage.

Det er også her at jeg har haft nærkontakt med de største torsk jeg nogensinde har set. Når man stille svømmer rundt og kigger ind under de store skrogdele, bliver man næsten skræmt ved synet af  fisk på størrelse med en japansk mellemklassesbil. De kigger på en som at de vil sige “det her er mit hus makker, og jeg husker ikke at have inviteret dig indenfor!!”

Som så mange andre har jeg da også været en tur henne omkring Ubåden for at hilse på der.

Faktisk ved en hurtig sammentælling over mine dyk på Østersøs vrag, er der 22 forskellige vrag der hvert især har efterladt deres indtryk af vragdyknings kvalitet, som der er svært at få andre steder.

Her taler vi ikke om tophemmelige positioner hvor man skal være medlem af den rigtige klike for at få del i. Nej de kan alle findes på internettet og i dykinfo, hvor svært kan det være.

Hvad gør man så hvis man får mulighed for at springe på en bådtur. Ja, det er egentligt enkelt, hvis dine dykkermæssige færdigheder er i orden så tag af sted. Det er muligt at du har dykket nogle af de vrag der bydes på, men kvaliteten er så god at de sagtens kan tåle indtil flere gensyn.

En gang imellem er man nød til bare at sige “JA og sådan er det” De nærmere rationelle argumenter er ikke ligefrem i overtal når det drejer sig om dykning så hvorfor starte nu.

Med således en effektivt pacificeret samvittighed kan man slæbe sin makker med til dykkerskibet og tvinge den stakkels mand til at udholde et par døgn med god mad, grønt vand, vanvittigt selskab og ikke mindst vrag der skal udforskes.

Og udforskning, ja det er jo dét, det drejer sig om.

Udstyret er klargjort, vi har blandet fornuftigt gas til dykket og planlagt gode bundtider fra 40 til 60 minutter på bunden. Nedstigningen gennem det grønne vand er noget af det bedste jeg ved. Jeg venter altid spændt på hvornår de første mørke konturer dukker frem og man begynder at kunne skimte det der er vores legeplads i den næste times tid.

Og mens vi er dernede i det grønne tusmørke, er vi nogle af de mest priviligerede folk. Det kan da godt være at det er gammelkendte vrag, det kan da godt være at der har været hundrede dykkere før os. Men mens vi er dér er det os der går på opdagelse, så er det os der mærker historiens vingesus.

Det er en mulighed for alle os der dyrker denne særlige form for galskab for at slippe væk fra tv shoppen, fladpandede quiz shows og lys-reguleringer der altid viser rødt når man har travlt. Når vi beskæftiger os med dykning er der ingen af disse daglige irritationsmomenter der er i stand til at nå os.

Hvorfor dykker vi og hvorfor vælger feinsmeichere at gøre det i Østersøens grønne vand?

Ja, kig på billederne, se hvor du får mest vragoplevelse for den tid du bruger.

Valget er faktisk ikke så svært hvis man bare vælger det der føles godt.

At opleve verden med egne øjne…

“For virkeligt at opleve verden maa man tage ud i den. Man kan ikke faa verden ind under huden ved at se den bag en tv-skaerm. Kun ved at komme afsted kan man faa bekraeftet eller afkraeftet de billeder man har af verden, og opleve om den nu er, som man havde forestillet sig”

Dette ser jeg som essensen af at rejse. Alle de lande og byer som jeg besoeger paa min tur, har jeg inden afrejse fra Dk haft en ide om, hvordan saa ud. Men selv om man har set fjernsyn om et land, saa er det meget anderledes naar man foerst er ude i det. Det er isaer begreber om fattigdom der efter en rejse vil staa hoejt i hukommelsen. Billeder paa TV fortaeller kun lidt af historien og er tit manipuleret.

Lugte kan man heller ikke fornemme fra en sofa i Dk, de kan kun opleves ude, hvor det sker, og der er mange lugte – specielt i Syd Oest Asien. Nogle gange gode lugte af mad, men ogsaa tit grimme lugte af forurening, urin eller affald. Det hele er isaer slemt, naar solen bare bader ned.

En af de oplevelser, der har gjort stoerst indtryk paa mig, er nedenstaaende. Jeg havde det meget daarligt ved at se, hvad jeg saa, og var lidt maabende over synet. Dette ser man ikke i TV, men det er virkeligheden, desvaerre.


 

“Jeg staar paa daekket af faergen ved indsejlingen til havnen i Cebu City, Filipinerne. Jeg kigger ind over byen og udover havnen. Pludseligt ser jeg en traebaad med paahaengsmotor med stor hast naerme sig den store faerge. Farten mod faergen er meget hoej, og jeg taenker, hvad er nu det for noget? I baaden ser jeg en mand, der sidder bagerst og styrer baaden, han har et stort smil paa. I baaden er hele hans familie, og baaden er sikkert deres hjem. Det ser ud til, at der er 5 boern, nogle af dem noegne, og moderen sidder forest i baaden med en ammende baby paa maven og med et udspaendt klaede i haenderne. Klaedet er et stykke stof paahaeftet to traekaeppe, og det er gult. (baaden til hoejre paa nedenstaende billede)

Det gaar op for mig, at det maa vaere tiggere. En utrolig fattig familie, der maa ernaere sig og holde sig i live ved denne bedrift. Det er frygteligt at taenke sig. Det mest utrolige er, at mange af dem har smil paa laeben, selvom de lever paa graensen af liv og doed. Det kan vi i den vestlige verden laere noget af. Vi er ikke i akut livsnoed, og kan tit flippe ud over selv smaa problemer. Men maaske op mod 80 % af verdens befolkning lever i fattigdom, og hver dag er en kamp for dem, en kamp for at skaffe penge og mad, og holde sig i live. Alle disse tanker flyver gennem hovedet, mens jeg bare maabende staar og ser det hele, og faar det godt og grundigt ind under huden.

 Jeg har stor respekt for dem, og foeler dybt med dem. Men inderst taenker jeg, at det maaske i vis grad lidt er deres egen skyld. Hvis du lever et usselt og fattigt liv, hvorfor saa saette saa mange boern i verden?, det er da for dyrt, og at saette et spaedbarns liv paa spil er da uetisk.Dette er den vestlige tankemaade, vores noegle til velstand er bl.a.familieplanlaegning. Men befolkningstilvaeksten er desvaerre uhyggelig hoej i de fattige lande, de ser boern som en forsikring til alderdommen, og flere boern betyder flere, der kan indsamle mad og penge. Men flere boern betyder ogsaa flere udgifter, saa hvad er egentlig det bedste?

Fra baaden er der langt op til passagerdaekket, men jeg fornemmer, hvad det gaar ud paa. Moderen i baaden holder klaedet ud, og saa skal vi paa faergen kaste moenter og andet godt ned til dem. Selv med et klaede kan det vaere svaert at fange en moent kastet fra 10 meters hoejde. Et par enkelte pesos bliver kastet ud fra daekket og moderen er meget god til at fange dem med hendes net. Hun takker og boenfalder om mere. Det hele bliver sat noget mere i relief, naar man ved, at der gaar 55 pesos paa en dollar. Det er smaapenge, men meget for dem. En ny baad kommer op til faergen, meget lig den foerste, deres net er blot lyseroedt.

Tiggerbaade i Cebu havn. November 2003. Foto: LN

Udover penge ryger der ogsaa lidt mad ned mod dem, blandt andet chips. Boernene i baadene er straks over maden, som gribbe. Jeg bliver ved med at taenke, at dette da er noget af det voldsomste, jeg nogensinde har oplevet, jeg har naesten gaasehud, og fatter ikke, at jeg staar og ser dette skuespil.Men det er ikke et skuespil, det er virkelighed. Jeg foeler mig hjaelpeloes, hvad kan jeg goere? Jeg proever at analysere situationen, og kommer frem til, at jeg finder det forkert at kaste ting ud til dem. Jeg vil ikke goere det. Paa den ene side, vil jeg da gerne hjaelpe dem, men foeler ikke, at det er den rigtige maade. Ved at kaste ting ud, saa stoetter du denne form for tiggeri, og holder familierne inde i denne daarlige rytme. Dette kan ikke vaere den rigtige maade. Det afholder dem fra at tjene penge paa en mere fornuftig maade, og naar alt kommer til alt, saa kan vi turister egentlig ikke goere meget. Regeringen og det filipinske samfund maa tage vare om dette soergelige problem. 

Tiden gaar, faergen er laenge om at laegge til kaj, saa flere baade kommer til. Nogle ting og penge havner i vandet, og folkene i baadene kaemper som dyr om at faa fat i noget, der med danske oejne kun har en vaerdi af 10 oerer. Der er kamp om sagerne, og selv smaa boern kaster sig ud i vandet, for livet. Det ser noget farligt ud, og det hele bliver bare vildere og vildere. De raaber i vilden sky, nogle faar mere end andre, og det goer ikke stemningen bedre. Nogle opfordrer passagerere paa faergen til at kaste ting ud i vandet, saa folkene i traebaadene kan kaste sig efter det. Jeg foeler det noget absurt, at lave saadan et show ud af saadan en alvorlig situation.

Flere baade er kommet til, og folk er i vandet. Foto: LN

Det hele kulminerer, da faergen stoeder paa grund. Mudder spreder sig lynhurtigt ud mod baadene, og nu er det da virkeligt farligt at have smaa boern flydende rundt i vandet. Nogle bliver fanget i det grumsede vand, men heldigvis ser ingen ud til at komme noget til.

Faergen stoeder paa grund, og mudder spredes. Foto: LN

Rystet forlader jeg kort tid efter faergen. En stor oplevelse rigere, men en oplevelse af de mere ubehagelige og bizarre. En oplevelse, jeg vil huske laenge. En oplevelse, der er saa meget staerkere end de billeder man oplever fra medier. Det er virkeligheden, taenk over det. Dagene derefter taenker jeg over ikke at koebe mere mad end jeg kan spise. Har jeg for meget, gir jeg det til tiggere paa gaden. Men i laengden falder jeg tilbage til den vestlige rytme, ser uden om fattigdommen. Oplevelser som denne er dog vigtig, saa vi i vesten rigtigt kan faa oejnene op for verdens problemer, og man ser det aller bedst LIVE.

Desvaere skal det dog ind med ske, foer vi forstaar alvoren. Disse grumme forhold er ikke enestaaende. Som rejsende ser man mange lignende episoder. Det er haardt psykisk, men en noedvendighed at opleve.


 

The End

Vapper, en legeplads for dykkere

I de baltiske lande befandt sig under kommunisternes styre en ret stor fiskeflåde. Mange af disse skibe havde karakter af egentlige fiskefabrikker der var i stand til at støvsuge Østersøen for fisk. Nok meget smart hvis man skal brødføde en hel nation af sultne arbejdere. Men ud fra et bæredygtigt fiskeris synspunkt, var det knapt så godt. Ud over at kunne levere mad til folket, var der undertiden også trawlere der blev bygget som radioovervågningsskibe. Status som civil trawler kunne dermed udnyttes til at komme tættere på de gamle modstandere uden at vække for meget opsigt.

Netop i den forbindelse er jeg stødt på et interessant rygte omkring Vapper. Jeg har snakket med nogle gamle garvede vragdykkere der dykkede på den kort tid efter den gik ned. De undrede sig over at den havde et forholdsmæssigt stort og veludstyret radiorum. Et almindeligt fiskeskib har behov for grej til vejrmeldingen og til at finde fiskene med. Men her var tilsyneladende plads til langt mere end det. Det er derfor nærliggende at forestille sig at Vapper i sin tjenestetid havde både civile og efterretningsmæssige formål.

Ved kommunismens og jerntæppets fald i slutningen af firserne, blev der pludseligt en stor mængde overskuds skibe. Fartøjer af civil karakter og reelle militære formål blev solgt ud for at hjembringe lidt valuta til de hårdt trængte lande. Nogle steder blev de genanvendt i deres oprindelige formål. Andre steder som f.eks. Cuba og Cayman øerne blev de tidligere østlands krigsskibe sænket med det formål at tiltrække mere dykkerturisme.

D. 13 oktober 1994 blev Vapper solgt til Ibson Trading i Dubai, Forenede Arabiske Emirater til nedskrotning. Som nedslidt fiskefabrik var den usælgelig i almindelig handel og man havde derfor større gevinst i ren skrotværdi. Ophugningen skulle foregå i Indien. Dér er vokset en storindustri op på dedikerede strande, hvor der foretages nedbrydning af kasserede skibe. Dels er de stedlige myndigheders syn på arbejds- og miljøforhold meget tilgivende, dels er arbejdskraften tilstrækkelig billig. Skibene bliver simpelthen sejlet for fuld kraft op på stranden til de står grundstødt. Så går man i gang med at skære dem i småstykker. Det blev det russiske selskab RaffTransFlot der fik opgaven at bugsere Vapper fra Estland til sin endelige destination… Ud fra hvordan de løste opgaven må man sige at det bestemt ikke var raffineret transport de tilbød, men set med dykkeres øjne alligevel ganske flot.

Vapper havde været under bugsering i et par dage, da uheldet indtraf om natten til den 19 december 1994. Slæbetrossen knækkede og den begyndte at gå ukontrolleret i søen. Skibet drejede så den ikke længere tog bølgerne ret på. Vejret var relativt hårdt, så der gik ikke lang tid førend Vapper begyndte at blive overskyllet. Det fik hurtigt skroget til at oversvømme og den sank i en opretstående stilling.

I begyndelsen kunne man finde det nye vrag uden nogen instrumenter, man behøvede blot at sejle hen til de to mastetoppe der stak 2 meter op ad vandet. Selv om det nok ikke var Ibson Trading’s plan, virkede det som om at man havde skræddersyet uheldet til dykningsbehov.

Efter et stykke tid besluttede de svenske myndigheder desværre at pålægge vraget med et dykkerforbud, dette varede fra august 1995 til august 2000. De der ansøgte om en særlig dykningstilladelse, blev afvist med begrundelsen, at myndighederne frygtede at dykning på vraget skulle frigøre en olieforurening fra skibet.

Når man dykker vraget i dag stikker mastetoppende ikke længere op ad vandet, men det syntes også at være det eneste større tab der er forekommet på 7 år. Naturligvis er der steder hvor Vapper ikke er 100% intakt, men det bidrager blot til den rigtige vragstemning.

For de som ønsker at have et godt vragdyk, enten som fornøjelse eller uddannelse er Vapper en fremragende option. Den tilbyder de samme muligheder som Johannes L, se vragartiklen for denne andetsteds.

Her er alting bare større og opretstående. Gode penetreringsmuligheder, respektabel størrelse og mulighed for at øve forskellige former for fototeknik.

FAKTA

  • Navn: EK-7508 Vapper
  • Position: 55:14,425N 12:48,155Ø
  • Datum wgs84
  • Område: Udmundingen af Østersøen, syd for Falsterbro
  • Vragtype: Stor hæktrawler / fiskefabrik

Tekniske data

  • Byggeår og sted: 1974, Wolkswerft Stralsund, Tyskland
  • Længde: 101,83m
  • Bredde: 15,22m
  • Tonnage: 3019,18 reg.t.
  • Nationalitet: Estisk

Dybder

  • Max dybde 27m
  • Min dybde 6m

 

Seværdigheder: En tur henover agterdækket vil lede til interessante nedstigningshuller for en penetrering i selve fiskefabrikken. Der står det hele komplet med transportbånd. Vær forsigtig så du ikke forstyrrer det lag af mudder der ligger overalt. I broen og beboelseskvarteret kan man også svømme en tur indenfor. På fordækket er der en ca. 5 meter dyb skakt der leder ned til de forskellige etager på skibet. En generel svømmetur rundt på skibet vil byde på fine oplevelser for alle dykkere. Der står stadigt alverdens spil, trapper, lastebomme og andet godt på vraget

Dykkersikkerhed: A flag skal naturligvis føres og ved penetrering skal guideline anvendes.

Sigt: varierende fra 2 til 15m. Øverste vandlag kan være grumset, men sigten bliver bedre når man går dybere.

Strøm: Der kan forekomme strøm på stedet, men er generelt svag.

Foto: På dage med meget grums i de lave dybder, kan man lave gode billeder i fiskefabrikken og ved andet penetration. Overbygningen byder på interessante strukturer som god baggrunds kulisse for rigtige vragbilleder.

Fauna: Let muslingebegroning.

Dykkercentre: Vraget kan ofte dykkes med Malmø Sports Dykker Klub. Se www.msdk.se under linket “Stromboli”

Batad Risterrasser

“Ifugao Risterrasserne omkring byerne Banaue, Bontoc og Batad (Filipinerne) er blevet doebt verdens “8. vidunder”. Disse risterrasser er 2000 til 3000 aar gamle, og nogle steder er de 1500 meter hoeje.”

De flotteste terrasser findes nok omkring den lille bjergby Batad, ca. 20 km. fra den stoerre by Banaue. Begge disse byer ligger i bjergkaeden Cordillera central paa den store oe Luzon, hvor ogsaa hovedstaden Manila er placeret. I de samme bjergomraaeder kan man ogsaa stadig stoede paa stamme folk, der stadig lever efter aeldgamle traditioner. Det er ikke mange aar siden nogle af stammerne har lagt deres hovedjagt paa hylden.

Transport til Banaue

Fra Manila tager det ca. 8-10 timer i bus at naa Banaue, men det vilde terraen kan goere tiden meget varieret fra dag til dag. I regntiden fra omkring juni til oktober vil det normalt tage laengst tid, og jordskred kan da blokere vejen. En anden laengere men smukkere vej gaar via Baguio og Bontoc til Banaue. Busturen fra Manila til Baguio tager omtrent 6 timer. Vejen fra Baguio til Bontoc er en af de smukkeste i bjergene, men den tager tid. Ca. 7 timer tager det at koere denne straekning gennem bjergene. Fra Bontoc tager det igen 2-3 timer i bus/jeepney til Banaue.

Jeepneyen er en institution i Filipinerne. De foerste jeepneyer blev bygget ud fra de militaere jeeps, som amerikanerne efterlod efter Anden Verdenskrig. Jeepneyen bygges nu i Filipinerne, og er en forlaenget udgave af den amerikanske jeep. Man sidder bagi jeepneyen sidelaens til koerselsretningen og under et overdaekket lad, der kan huse lige saa mange mennesker, som chaffoeren foeler han kan presse ind. Normalt er det ca. 12-14 personer, men ofte er der langt flere passagerer. Jeepneyen er desuden meget udsmykket, og oftest spaekfyldt med amerikanske slogans eller kristne budskaber.

Baaede busser og jeepneys er billige transport midler i Filipinerne. Men man sidder en del bedre i en air con bus end i en jeepney, hvor stoev og roeg kan traenge ind. Der er meget luftforurening i de stoerre byer.

Traditionelle huse ved Bontoc Museum

Banaue Risterrasser
Dette er maaske de mest kendte af risterraserne, men jeg var nu ikke saa imponeret. Dette skyldes nok, at byen er saa grim og relativ stor. Nogle risterrasser er blevet oedelagt ved byens ekspansion. Fra et viewpont oven for byen er de mange hoejdemeter med risterrasser dog meget imponerende, men udsigten nede fra selve byen er ikke saa god. Langt bedre er risterraserne ved Batad. Noget af det mest imponerende, jeg har set laenge.

Batad og risterrasserne

Batad Risterrasser

Fra Banaue kan man enten tage en jeepney eller en tricycle 12 km. af en hullet bjergvej til man kommer til den sti, der gaar til Batad. Vandreturen til Batad er paa 9 km., og foerst gaar det opad til en bjergkam, og dernaest ned i den dal, hvor den charmerende lille by ligger. Det hele virker meget mere eventyrligt, naar man skal vandre for at komme dertil. Man skal vandre naesten 8 km. foer man naar en mindre bjergkam, hvor der er en utrolig udsigt over risterrasserne. Det er muligt at overnatte i byen, og udsigten fra ens hotel er blandt de bedste i verden.


De haengende kister ved Sagada

En anden sevaerdighed ude i de bjergegne er de haengende kister ved Sagada. Denne bjergby ligger naer den stoerre by bontoc. Tidligere blev beboerne i denne by begravet i kister, der blev haengt op paa stejle klippevaege eller gemt i huler. Det er et bizart syn at se disse kister paa klipperne. Der er bus fra Baguio eller jeepney fra Bontoc til Sagada.

Haengende kister ved Sagada


The End

Royal Trek

Onsdag den 27-11-2002

Grunden til at denne trekking tur bliver kaldt Royal Trek er at for nogle år tilbage gik en engelsk prins denne tur.

Trekking turen foregår ved to søer i Pokhara området i vest Nepal.

I bussen møder jeg en tiggende handicappede dreng som jeg også har mødt dagen før.

Denne tiggende dreng har en arm der sidder skævt. Han viser så turisterne en seddel hvor på der står at han er fattig, handicappet og beder om penge. Hvis man først har læst hans seddel så er han ikke til at slibe af med. Jeg aviser drengen og andre tiggere så snart jeg ser dem ved at vinke dem af høfligt men bestemt. Min trekking tur begynder ved en militær lejer.

Jeg ser flere små landbrug, hvor bønderne høster deres marker på gammeldags maner med håndsejl.

Adskillige små børn råber choclate, school pen, rupes i håb om at jeg vil forærer dem nogle af de sidst nævnte effekter.

Ved en fejltagelse kommer jeg til at vælge den forkerte vej. Jeg møder nogle bønder, men da jeg spørger dem om vej peger den mod nord og den anden mod syd.

Det er ikke altid at nepaleserne kan læse eller forstå, hvad man siger så for ikke at tabe ansigt når man spørger dem om vej så peger de bare i en eller anden retning.

Jeg vender om og går tilbage til det det sidste sikre udgangs punkt.

Natten tilbringer jeg i en lille by kaldet Majhthana. Jeg bor på et primitivt og simpelt hotel. Manden i huset taler godt engelsk og servere gratis brændevin til mig, men det smager ikke særligt godt.

Torsdag den 28-11-2002.

Dagen før har jeg mødt en venlig nepaleser, der invertere mig til gratis morgenmad bestående af ris og grøntsager.
Denne ret kaldes dal bat, og er meget populær i Nepal og spises flere gange om dagen.
Grunden til at nepaleserne er specielt flinke og imødekommende er at denne vandretur-trekking tur kun er meget lidt brugt af turister.

På min videre vandring samme dag bliver jeg stoppet af nogle gamle damer, der er meget forundret over, at jeg vandrer alene i bjergene. De advarer mig.
Men de er dog så flinke, at de også invertere mig indenfor til dal bat bestående af ris og grøntsager, og giver mig en bunke klementiner med i rygsækken gratis. Måden som damerne beder en om at komme hen til en på er modsat af i Danmark. Så i første omgang troede jeg at de vinkede mig væk.

Jeg går videre og møder en anden gammel dame, der rækker hånden frem imod mig. Jeg giver hende en af de mandariner, som jeg lige har fået gratis.
 i Nepal så, det sker, at når nogle fattige nepalesere, ser en udlænding tiger de penge eller mad.

Jeg møder en pige, der beder om kuglepen og slik. Jeg afviser hende, da dette også er det bedste at gøre.

Jeg ser solnedgangen , der er meget flot idet, at Annapurna bjergene farves røde.

Efter ca. Ni timers vandring når jeg målet Landsbyen Shyaklung.
Jeg går ind og spørger efter husly et par steder. Overraskende afviser de mig.
Tredje gang er lykkens gang. En flink nepaleser siger ja tak til, at jeg kan bo og spise hos ham gratis. Folk er fattige, men de har hjertet på det rette sted idet, at de ikke er blank For at give gratis kost og logi til en rig mand fra vesten.

En stor flok børn stimler sammen om mig imens, at jeg spiser dal bat.
Der ingen elektricitet så lys fås ved brug af stearinlys.
Den nat sover jeg på en overdækket terrasse med masser af frisk luft.

Dette er en god dag idet at jeg ikke har brugt en krone. 

29-10-2002

Jeg starter dagen med at få serveret varm oksemælk lige fra koen.

Jeg taler med naboens dreng, der taler godt engelsk. Naboens dreng er landmand og arbejder 8-10 timer hver dag.

Han følger mig på vej en lille landsby, der ligger på toppen af et bjerg, herfra er der en meget smuk udsigt. Jeg finder en lille restaurant, hvor jeg indtager min frokost.

Lidt senere møder jeg en flok små piger, der bærer vand på ryggen i nogle små krukker.

Jeg gør nu flere forsøg på at finde vejen til en landsby der hedder Talbesi. Men det er meget svært da kort og virkelighed ikke stemmer overens.

Jeg bliver flere gange advaret imod at gå alene i bjergene, da der ifølge de lokale kan være banditter, der kan finde på at røve turisterne. Jeg forsætter ufortrødent min gang.

Jeg går op til et tempel. Fra templet følger jeg en sti der fører mig tilbage til hovedvejen.

Det er sidst på dagen så jeg vælger at spørge om husly hos en nepaleser.

Manden i huset smiler, og giver mig husly med det samme.

Jeg giver konen i huset 100 rs-10 kr. for mad og husly.

Hun tager imod pengene og tænker ikke at øjeblik på at bede om flere penge.

Deres yngste barn løber rundt med kun en bluse på kroppen.

Familien har mange små børn, der alle er meget nysgerrige.

Vi sidder på gulvet og spiser aftensmad, der består af den tradtionlle dalbath med ris og grøntsager.

Da familien ikke ejer bestik må jeg spise med fingerende.

Heldig vis har naboen en dreng, der kan tale lidt engelsk. Ellers foregår al kommunikation ved hjælp af fingersprog.

Natten tilbringer jeg på deres terrasse

Lørdag den 30-11-2002

Da jeg vågner er jeg noget radbrække  efter at have sovet en hel nat på en terrasse.

Til morgenmad får jeg serveret den sædvanlige nepalesiske ret bestående af ris og grøntsager. Jeg er så småt begyndt at blive lidt træt af denne ret.

To af mandens drenge følger mig på vej til landsbyen kaldet Talbesi. Uden hjælp udefra vil jeg ikke kunne finde vej til landsbyen Talbesi.

Ved bunden af bjerget står jeg foran nogle markeder. Jeg balancere over en flod på en træstamme. Jeg ser nogle nepalesiske mænd lave halm balder ved hjælp af tre til fire køer, som de får til at gå i rundkreds med et reb bundet fast til dem. Jeg vil betegne dette som en nepalesisk halmpresser.

Endelig når jeg landsbyen Talbesi. Jeg stopper op og studere mit kort. En stor flok børn omringer mig og kigger nysgerrigt med på mit kort.

En mand i landsbyen spørger mig om jeg kan tale arabisk. Jeg må skuffe ham,

og sige at det eneste jeg kan sige er salam, hvilket betyder farvel.

Jeg ser nu flere landmænd, der pløjer deres markeder ved hjælp af deres okser.

Denne måde at pløje marker på tror jeg ikke, at vi har brugt de sidste 50 år i Danmark.

Min trekking tur ender i landsbyen Begnas Tal Bazar. Ved denne landsby ligger en sø kaldet Begnas Tal. Denne sø har jeg nu brugt tre dage på at gå rundt om.

En god ting er at jeg ikke har mødt andre turister på denne tur.

Ved ankomst til Pokhara får jeg en ful kropsmassage, hvilket er meget rart efter fire dage i bjergene.

Igen har jeg haft nogle dage med utrogelige store oplevelser til meget små penge.

Hvis man ønsker at vandre i Nepal, så er det bedst at gøre dette fra oktober til marts.

Ens rygsæk skal ikke veje mere end 10 kg til 12 kg.

En rimelig god form og et par gode vandre støvler er et must.

Det er bedst at være to. Men det er ikke nødvendigt.

 

Med venlig Hilsen

Jens Peter Nielsen

Birgit ex Wargön

Et af Øresunds populære vrag.

Selv en inkarneret jyde må erkende at sjællænderne er forfordelt når det gælder god vragdykning. De har nem adgang til Storebælt, Øresund og Østersøen, noget som bestemt er misundelses værdigt.

For nordsjællænderne ligger det meget naturlig at springe i Øresund, med den mængde af populære vrag og med de mange muligheder for at komme ud til dem er det meget forståeligt.

Øresund kan dog være udfordrende at dykke i, særligt omkring indsnævringen Helsingør / Helsingborg kan der være en del strøm. Det er en af de ulemper man må tage med hvis man ønsker at dykke på Birgit da hun ligger nær denne indsnævring. Derfor bør enhver dykkertur starte med en realistisk strømvurdering. En god måde at gøre dette på er at kigge på en af de store farvandsbøjer. Hvis de trækker et kølvand med tydelige strømhvirvler så bør man dykke på et af de vrag der ligger i den bredere del af Øresund.

Birgit, eller Wargön der er navnet som den primært kendes under, er i dag et populært dykkermål. Mange dykkere har sikkert sendt en venlig tanke til de uheldige sømænd, der forsynede os med så mange interessante dykkemål. I tilfældet med Birgit er baggrunden for vores “legeplads” således.

Flere steder er der mulighed for at kigge ind i revner og sprækker

I 1896 blev der bygget et dampskib på Göteborgs Mekaniska Werkstad under navnet Wargön til rederiet Vargöns AB.

Det var et lille skib med længde 30,04m bredde 6,80m og 212 brt. Det sejlede i 22 år med stykgods for de oprindelige ejere indtil 1918 hvor det blev solgt fra.

30. September 1918 blev hun solgt til direktør Claes Birger Below for kr. 202.500,- der omdøbte sit nyindkøbte skib til Birgit. Desværre for Below fik han ikke glæde af Birgit ret længe.

Kun 1½ måned senere gik det galt i Øresund.

Den 19 november om aftenen, gik Birgit ned imod Øresund. Hun var på vej fra Göteborg til Lübeck med en last af våd træmasse og papirballer til avistryk, da de observerede et modsejlene skibs grønne lanterne til styrbords side.

Det var damperen Alice af Ystad der var på vej fra Hernösand til Menstad med en last af cement.

Fra Birgit kunne de pludselig se at Alice ændrede sin kurs da den røde sidelanterne blev tydelig. I overensstemmelse dermed skyndte Birgit lægge en undvigende kurs.

Få minutter senere blev det klart at Alice brugte hele Øresund til sin sejlads, hun slingrede voldsomt og på sidste udsving var hun alt for tæt på Birgit til at nogen kunne nå at gøre noget.

For fuld kraft pløjede Alice stævnen ind midtskibs i Birgits styrbords side. De to tørnede sammen med et kæmpe brag og nogle af de 200 kg. papirs baller der var surret på Birgits dæk fløj rundt i luften.

Kollisionen lavede et stor flænge i skroget og vandet væltede ind. Det stod hurtigt klart at Birgit var på vej ned og det ville gå stærkt.

Besætningen på Birgit kravlede alle ombord i Alice, rystede men ellers uskadte. Da Alice bakkede væk fra det beskadigede skib, gik der kun et kvarter til Birgit var helt forsvundet.

På dage hvor strømmen har renset dækket, kan man stadig se resterne af de tunge papirsballer der blev kastet rundt ved sammenstødet.

Ved søforhøret der blev afholdt i Porsgrund d. 25 November kom det frem at Alice havde sejlet uden udkigspost og den ansvarshavende styrmand befandt sig på agterdækket, hvor han havde travlt med at føre logbogen.

Det betød at kun den uerfarende rorgænger foretog skibets navigering, noget som han tydeligvis dumpede med et kæmpe brag.

Det er tydeligt at se hvor kollisionen skete.

FAKTA

  • Navn Birgit tidligere Wargön
  • Position 56:04,893N 12:36,198E
  • Område Øresund imellem trafikseparering
  • Vragtype Fragtskib, dampdrevet

Sø gelænderet på Birgit

Tekniske data

  • Byggeår og sted: 1896 i Göteborgs Mekaniska Werkstad AB
  • Længde: 30,04m
  • Bredde: 6,8m
  • Tonnage: 212 brt
  • Reder: Claes Birger Below, Stokholm
  • Nationalitet: Svensk

Dybder

  • Max dybde: 30
  • Min dybde: 22

Seværdigheder: Vraget er relativt intakt og med detaljer så som dæksspil tydeligt genkendeligt. På en god dag er der mulighed for at man kan se lasten af de store papirballer. Overbygningen er faldet sammen, bagvæggen står dog intakt.

Sigt: 1 til 10m, typisk 2-3m

Strøm: Der kan være en stærk overfladestrøm, så derfor startes alt dykning med en realistisk vurdering af strømmen i forhold til deltagernes evner / erfaring. Kig på farvands bøjerne, hvis de trækker et sydende og boblende kølvand, så finder man et andet sted at dykke !!

Dykkersikkerhed: A flag skal som altid føres. Vær 100 % sikker på at du kan finde tilbage til opstigningslinen, fri opstigning frarådes kraftigt af hensyn til overfladetrafikken.

Dykning er ikke forbudt, men jævnfør søfartsreglerne kan sejlads med både være problematisk. Søg information og forhold dig derfor til den.

Foto: I stævnen er 2 store ankre med spil. Ror og skrue udgør fine fotomotiver på 30m, resterne af overbygningen giver nogle interessante strukturer.

Fauna: Kraftig bevoksning af sønelliker og dødemandshånd, hjemsted for en del nøgensnegle.

Dykkercentre: Master Dive Helsingør 49 20 33 88

Gilleleje Dykkercenter 48 35 56 51

Nissens Dive Team, charterbåd med plads til 8 dykkere 22 25 88 01

Desuden arrangeres regelmæssigt ture af de lokale dykkerklubber.

Af hensyn til sikkerheden skal deltagere med ovenstående tur udbydere, være godkendt af turarrangøren.