Så er der for alvor kommet gang i fladfiskene i Storebælt

Det er netop nu et af de bedste tidspunkter på året hvis det er store fladfisk man går efter, og fiskeriet bliver normalt bedre og bedre indtil midten af december.

Fiskeriet i Storebælt plejer at være præget at mange skrubber og issinger, men netop nu fanges der desuden også rødspætter.

De sidste par dage af efterårsferien brugte jeg sammen med nogle fiskekammerater på Storebælt, hvor vi skulle prøve at fange nogle gode fladfisk.

Torsdag aften blev der “pumpet” sandorm så vi var klar til at fiske når det blev lyst fredag morgen. Det viste sig at være en god ide, fordi det var om formiddagen at vi fangede flest fisk. Vi fik ialt 59 fladfisk hvoraf 21 var rødspætter (4 over 1kg) den dag, så der er basis for stegte rødspætter med kartofler og persillesovs i den kommende tid.

Undertegnede med et par flotte fladfisk. Rødspætte 1,25kg og Skrubbe 1,275kg

Lørdag var vi afsted igen og selvom det var lidt dårligere blev det aligevel en god dag. Vi fangede ialt 40 fladfisk, dog kun ca. 10 rødspætter men igen var der fisk over kiloet.