Klatring i New Zealand

Hvis man er til bouldering er der ét sted i NZ, som skal besøges; Castle Hill.

Her er masser af udfordringer, og området er så lidt overrendt, at man har rig mulighed for at finde og arbejde på sine helt egne boulder-problemer. Desuden er der gratis camping, muligheder for caving og flodtrekking på sidelinien – og helt guddommeligt smukt.

Generelt er New Zealand efter min mening ikke et klatremekka. Der er indtil flere steder at klatre, men landet er “ungt” og mange steder stadig vulkansk aktivt, hvilket betyder at de fleste klippetyper også er meget unge – og dermed ofte løse, skarpe og beskidte. Hvis man er til bouldering derimod, er der ingen grund til at brokke sig. Så tager man nemlig bare til Castle Hill.

Småt er også godt

Castle Hill er et stort bakket område overstrøet med bløde, grå kalkstens-klippestykker. Der er en næsten højtideligt stille stemning over området, hvor alt hvad man kan høre er vindens susen i græsset, og man kan se milevidt omkring. Stilheden og vidderne skyldes, at Castle Hill ligger ude i ingenting midt på syd-øen i New Zealand.

Fra Christchurch drejer man ind af State highway 73, der går midt gennem øen mod Arthurs Pass, og cirka en time senere vil man ikke kunne undgå at se området, der ligger til venstre for vejen. Ret fremme foran ligger også Flock Hill, som er et lignende klatreområde, hvor store sten ligger hulter til bulter i det høje græs.

Castle Hill er til fri afbenyttelse for klatrere, modsat flere andre steder på øen, hvor man skal have tilladelse af den lokale farmer. Stort set alt land i NZ tilhører én eller anden, så det er altid en god ide at undersøge, inden man klatrer løs. Dette gælder blandt andet for Flock Hill.

Fantastisk boulderproblem med led top-out!

Vil man klatre i Castle Hill er der nok at tage fat på. Se evt. på siden http://www.climb.co.nz/Places/Canterbury/CastleHill/Castle-Hill-Climbing.htm hvor der er guides til de forskellige dele af området.
Som nævnt er Castle Hill stadig relativt nyopdaget og meget lidt overrendt, og der er derfor rig mulighed for at finde sine egne små boulderproblemer. Det betyder dog også, at områdets ruter ikke er så detaljeret kortlagt endnu, men det er så vidt vides muligt at få rimelige guider over området i sport- og fritids butikker i Christchurch.

Det, der karakteriserer typen af klipperne i Castle Hill er, at de har meget runde former og nogen gange umiddelbart uhyggeligt få ting at stå på og holde i. Primært er der skrå, runde flader, hvor man skal bruge hele håndfladen til at holde fat. De huller, der er i stenene er runde og afslebne.
Typisk finder man et problem og giver sig i kast med at klatre op og når præcis til det punkt hvor man tænker “fedt, jeg er oppe”… for så at opdage, at der ingenting er at holde fast i i toppen. Og så hænger man der, mens man mentalt suger sig fast til klippen med hele kroppen – en såkaldt “full body smear”, som de lokale kalder det. Men det er det, der er den specifikke udfordring ved Castle Hill og en ret enestående chance for at få trænet sin balance. Det betyder dog også, at det på varme og fugtige dage kan være et ekstra krævende område at klatre i, idet der ikke er optimale forhold for friktionen. Den varmeste del af året i NZ er fra november til februar.

Dan Smith tager tilløb til toppen

Praktisk og husly

Omkring 5-6 kilometer længere henne af vejen, hvis du kommer fra Christchurch, kan du finde en ikke særlig tydeligt skiltet DOC (Department Of Conservation) campingplads, hvor du kan bo gratis. Der er intet vand, så du skal have dit eget med, hvis du ikke vil drikke af den flod, der løber gennem pladsen. Det kan du som regel godt – vi gjorde det og havde det fint. Der er heller ikke elektricitet eller gas, så du skal have eget lys og kogegrej med. Til gengæld har du en idyllisk lille campingplads, ofte helt for dig selv. Det er også en god ide at proviantere lidt, inden du kører til Castle Hill, hvis du ikke vil bruge en masse tid på at køre de 15-20 km. frem og tilbage til de nærmeste småbyer, hvor butikkerne i øvrigt lukker ret tidligt. At have en bil er et ret stort must.

Det er i øvrigt værd at advare om de bjergpapegøjer, der bebor området omkring castle Hill, og som faktisk findes på det meste af sydøens vestkyst. De hedder kea papegøjer, og de er sjove, helt ufatteligt nysgerrige, men desværre også meget destruktive! Det er en rigtig dårlig ide at fodre dem, ligesom du ikke bør stimulere deres nysgerrighed ved at lade noget som helt ligge på jorden – i hvert fald ikke hvis du ønsker at se det igen i hel tilstand. Dette gælder desværre også nogen gange for biler og telte, som enkelte keas godt kan finde på at give sig i kast med. De elsker vinduesviskere og teltbarduner. Det kan derfor være en ide at pakke sit telt sammen og lægge det i bilen, når man ikke er der. Det med vinduesviskerne må man så tage, som det kommer…

Fridags caving

På højre side af vejen, også lidt længere nede end den første del af Castle Hill området ligger en parkeringsplads, hvorfra der er adgang til Flock Hill og til en underjordisk flod, der som et større hulesystem snor sig gennem den underliggende klippegrund. Her kan man på eget ansvar tage på et lille 300 meters cavingeventyr, der kun kræver, at man har en stærk lommelygte (helst vandtæt, for man bliver våd!), solide sko og ikke lider af klaustrofobi. Det er ret spændende og der er nogle fascinerende huleformationer derinde. Bemærk dog at du aldrig må gå derind, hvis det lige har regnet meget af fare for springfloder.