Affaire, et stemningsfuldt træskibs dyk

At Østersøen er et pragtfuldt dykkervand er jo en velkendt sag for kræsne dykkere. Omkring Bornholm findes der stribevis af flotte naturdyk. Men de fleste tager ikke kun dertil for at dykke stranddyk. De ønsker også at se nogle af de velbevarede vrag der ligger i det klare vand. Typisk er den Bornholmske vragdykning i den dybere ende, så man skal være forberedt på 35-40m som standard. Dette betyder nogle indlysende udstyrs og uddannelses / erfaringsmæssige forhold, men er de i orden så kan man have nogle pragtfulde vragoplevelser.

Med disse forudsætninger på plads er vraget Affaire et pragtfuldt dyk. Det sidder opret på bunden på 42m, dækket er på 38m. Da vi besøgte den i foråret var der fint naturlig lys, dykkerlygten blev kun tændt når der skulle undersøges detaljer på vraget.

Normalt er jeg ikke så begejstret for 100 år gamle træskibsvrag, da de for det meste bare er et par forkølede spanter som pæleormene ikke har fortæret endnu. Men i Østersøens lave saltindhold foregår der kun en meget langsom nedbrydning af vragene.

Der eksisterer lidt uenighed om stavemåden af navnet på dette vrag. Én bog, Bornholmske strandinger Bind 1, opgiver det til Affaire. Men i Norsk Veritas: Klasseregister Over Norske Skibe, står navnet opført til Affaire. Da Veritas er det officielle register, må man gå ud fra at de har ret i deres stavemåde.

Skibet blev bygget i Stavanger i 1876 til reder E. Bendsen, Stavanger.

Det var rigget som en galease, 82 fod lang og 19,7 fod bred og en tonnage på 109 reg. ton.

E. Bendsen beholdte ejerskabet igennem hele dens levetid, mens kaptajnen blev udskiftet i 6 tilfælde fra 1876 til 1893.

Norsk Veritas registreringen viser at Affaire havde foretaget reparationer og forstærkninger i kølen efter et tidligere havari.

I December 1893 var Affaire på vej fra Riga til England med en last af rapskager da de blev fanget i dårligt vejr. Kaptajnen siden 1892, L. Børresen, besluttede at søge landdækning ved Bornholm, men klippeøen var desværre ikke i stand til at yde nogen nævneværdig beskyttelse. De forsøgte at ride stormen af ud for den Bornholmske østkyst mens vinden og bølgerne gav dem en hård medfart. Sådan klarede de sig i et par dage, før uheldet indtraf.

Om natten mellem den 15-16 december blev Affaire presset ind mod kysten og grundstødte.

I et stykke tid stod de i den stærke brænding og bankede mod klippegrunden. men det lykkedes besætningen at bringe den flot igen. Derefter drev Affaire ud fra kysten.

Desværre var skaden allerede sket, under grundstødningen blev der slået læk i skroget og der var intet den trætte besætning kunne gøre for at stanse den. Alle mand blev beordret i redningsbåden og de roede for egen kraft ind til Årsdale havn.

Der kunne de følge Affaire’s endeligt, da hun efter et stykke tid forsvandt i det oprørte hav.

Således lå vraget glemt på bunden fra 1893 til 1976. I August 1976 fik en lokal dykker positionen af fiskerne mod at hjælpe dem med et lille problem. Vraget var så intakt at masterne stadig stod opret og det generede fiskeriet. Han fik til opgave at fjerne masterne, så fiskerne havde mindre risiko for trawlhold. Opgaven klarede han til karakter 13 ved at bortsprænge masterne, så selve skroget forblev i en flot tilstand selv efter denne aktion.

I årenes løb er der blevet dykket flittigt på Affaire og ved sammenligning med de gamle dykkerhistorier og tegninger bliver det klart at nedbrydningen begynder at vise sig. I begyndelsen af 1990’erne mistede vraget sit bovspryd til et nærgående trawl og bagbords side sank sammen. På trods af dette tab, er Affaire stadig et rigtigt godt vragdyk.

FAKTA

  • Navn: Affaire
  • Position: 55:06,153N 15:10,227Ø
  • Datum: ED50
  • Område: Østersøen, Bornholm udfor Årsdale
  • Vragtype: Galease
  • Byggeår og sted: 1876 i Stavanger
  • Længde: 82 fod
  • Bredde: 19,7 fod
  • Tonnage: 109
  • Reder: E. Berentsen
  • Nationalitet: Norsk

Dybder

  • Max dybde 42
  • Min dybde 38

Seværdigheder: Et flot træskib med let nedbrydning. Da det ligger i Østersøen er der typisk god sigt og man får dermed det store overblik som man tit savner på andre danske vrag.

Dykkersikkerhed: Dybden ligger på grænsen af almindelig dykning, men derudover er det et nemt dyk. A flag skal som altid føres i båden. Oxygen udstyr skal naturligvis være til stede for enhver dybere dykning.

Sigt 10 til 30+ meter

Strøm: Kun sjældent, men svag.

Foto: Her kan skydes gode stemnings billeder med vidvinkel. De farvebilleder der er vist her, er alle skudt på 200 ISO film, med lukketider omkring 2-4 sekunder. For at undgå rystede billeder blev kameraet monteret på et stort trebens stativ. Sort / hvid billederne er skudt med 1600 ISO film for at opnå lukketider på 1/15 sek. Det gjorde det muligt at lave håndholdt, svævende kameraføring.

Fauna: Let muslinge begroning

Dykkercentre: Kontakt dykkerklubben Calypso for ture til vraget. Forespørg om deres sikkerhedspolitik for udstyr til dybere dykning.

Kontaktpersonen er Calypso formand, Jesper Munk 40573775