Månedsarkiv: oktober 2003

Go Fishing åbner ny afdeling

På lørdag den 1. november åbnes dørene op for en ny butik i Hillerød. På åbningsdagen er butikken åben fra 9.30 – 17.30, og  der bydes på en forfriskning dagen igennem.

Der er mange forrygende åbningstilbud, og et par af de interessante er nævnt her:

ABU Ambassadeur big game 9000 og 10000.
Den nye version af disse klassiske hjul til havfiskeri.
Normalpris kr. 1999,-
Åbningspris frit valg kr. 899,-

Tica hjul alle modeller – 50 %
F.eks. Aries GR 3000   Normalpris kr. 599,- 
Åbningspris – 50 % kr. 299,-

Ovenstående er kun et lille udpluk af dagens herligheder. Vil du se resten så er adressen Helsingørsgade 34 den. 1. november.

Alle der køber varer den dag får et gratis ½ års abonnement på Fiske-Feber med hjem i posen.

http://www.go-fishing.dk

Mariager Fjord

Den sidste måneds tid har fiskeriet været virkelig godt i Danmark smukkeste fjord. Det er altid en stor fornøjelse at fiske i Mariager Fjord og en endnu større glæde når dagen bliver kronet med en fjordørred eller to. I den forgangne tid har det mest været de mange flotte regnbuer, fjorden har givet der har været samtaleemne for de fleste fiskere ved fjorden. Jeg har hørt om flest fisk fra Stinesminde, Krogen og Vive, men fjordens vagabonder er sikkert at finde overalt.

En meget positiv ting er, at der ofte har været tale om flotte, helfinnede fisk i bedste kondition. De fleste fisk har ligget omkring kiloet, og jeg har ikke hørt om nogen, der har fanget de store 3 – 4 kilos regnbuer uden finner og med helt forkerte proportioner. Fisk der ofte er udsluppet fra havbrug, og ikke har fået tid til at genfinde de mere vilde former og levevis. Langt størstedelen af de regnbuer der fanges i Mariager fjord kommer fra dambrug og det virker til, at det er netop den faktor der skaber flotte, helfinnede fisk med de rigtige proportioner.

Har regnbueørredfiskereit været godt syntes jeg derimod, at havørredfiskeriet har svigtet en del, men det er måske bare mig der har været uheldig og fisket de forkert steder?

Hvert efterår har et par kammerater og jeg en uges ferie i oktober, hvor størstedelen af tiden bliver brugt på ture til Limfjorden og Mariager Fjord.

Den første dag tog vi til Mariager Fjord for at fiske et par timer ved “Krogen”. Efter min menning er det et af de flotteste steder at fiske og af og til giver det også fisk. Sjovt nok er det som om at gennemsnittet på fiskene er lidt større end andre steder og undermålere ikke findes i det store antal man ofte oplever i områder som Ørnedalsbugten m.m.

Vinden kom skrådt ind på kysten over højre skulder så det var ikke specielt sjovt at være højre håndskaster. Derimod havde Krestian ingen problemer, da han er venstrehåndet og ikke blev generet af vinden. Jeg valgte et mindre rev, mens Krestian fiskede på indersiden af nogle garn på ganske lavt vand. Allerede i første kast blev hans lille Red Tag Palmer taget i et vældigt sug og straks tog fisken et lynsnart udløb efterfulgt af to høje spring. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at det var en regnbue han havde kroget mest på grund af det ukontrollerede måde fisken fightede på. Korte udløb i alle retninger og en fisk der springer selv uden at der lægges pres på fisken er ofte en regnbueørred og denne var ingen undtagelse. Efter en rum tid var fisken endelig klar og vi kunne begge beundre en pragtfuld, stålblank steelhead på omkring 50 cm. Hele finner, et par enkelte havlus og ellers helt perfekte propoirtioner.

Vi fiskede lidt videre i den kraftig vind der nu havde tiltaget og et par enkelte fjordørreder forbarmede sig over os og blev landet blot for at få friheden igen. Smukke, tætprikkede fisk der alle var et stykke under målet. Herefter besluttede vi at stoppe og vi sad et stykke tid med den skoldhede kaffe og nød synet af en smuk, blank regnbueørred.

Fiskeriet i Mariager topper nu og i den komne tid. Fiskene færdes tit i stimer og kan være vanskelige. Små fluer fisket på flydeline plejer at være den rette medicin og en flue som Red Tag er en sikker topscorer blandt fjordens eksperter. Fanger man ingen fisk er det sjældent at turen har været forgæves. Fjorden er i sandhed et af de flotteste steder man kan sende fluen eller blinket ud her i landet!

Så er der for alvor kommet gang i fladfiskene i Storebælt

Det er netop nu et af de bedste tidspunkter på året hvis det er store fladfisk man går efter, og fiskeriet bliver normalt bedre og bedre indtil midten af december.

Fiskeriet i Storebælt plejer at være præget at mange skrubber og issinger, men netop nu fanges der desuden også rødspætter.

De sidste par dage af efterårsferien brugte jeg sammen med nogle fiskekammerater på Storebælt, hvor vi skulle prøve at fange nogle gode fladfisk.

Torsdag aften blev der “pumpet” sandorm så vi var klar til at fiske når det blev lyst fredag morgen. Det viste sig at være en god ide, fordi det var om formiddagen at vi fangede flest fisk. Vi fik ialt 59 fladfisk hvoraf 21 var rødspætter (4 over 1kg) den dag, så der er basis for stegte rødspætter med kartofler og persillesovs i den kommende tid.

Undertegnede med et par flotte fladfisk. Rødspætte 1,25kg og Skrubbe 1,275kg

Lørdag var vi afsted igen og selvom det var lidt dårligere blev det aligevel en god dag. Vi fangede ialt 40 fladfisk, dog kun ca. 10 rødspætter men igen var der fisk over kiloet.

Klatring i New Zealand

Hvis man er til bouldering er der ét sted i NZ, som skal besøges; Castle Hill.

Her er masser af udfordringer, og området er så lidt overrendt, at man har rig mulighed for at finde og arbejde på sine helt egne boulder-problemer. Desuden er der gratis camping, muligheder for caving og flodtrekking på sidelinien – og helt guddommeligt smukt.

Generelt er New Zealand efter min mening ikke et klatremekka. Der er indtil flere steder at klatre, men landet er “ungt” og mange steder stadig vulkansk aktivt, hvilket betyder at de fleste klippetyper også er meget unge – og dermed ofte løse, skarpe og beskidte. Hvis man er til bouldering derimod, er der ingen grund til at brokke sig. Så tager man nemlig bare til Castle Hill.

Småt er også godt

Castle Hill er et stort bakket område overstrøet med bløde, grå kalkstens-klippestykker. Der er en næsten højtideligt stille stemning over området, hvor alt hvad man kan høre er vindens susen i græsset, og man kan se milevidt omkring. Stilheden og vidderne skyldes, at Castle Hill ligger ude i ingenting midt på syd-øen i New Zealand.

Fra Christchurch drejer man ind af State highway 73, der går midt gennem øen mod Arthurs Pass, og cirka en time senere vil man ikke kunne undgå at se området, der ligger til venstre for vejen. Ret fremme foran ligger også Flock Hill, som er et lignende klatreområde, hvor store sten ligger hulter til bulter i det høje græs.

Castle Hill er til fri afbenyttelse for klatrere, modsat flere andre steder på øen, hvor man skal have tilladelse af den lokale farmer. Stort set alt land i NZ tilhører én eller anden, så det er altid en god ide at undersøge, inden man klatrer løs. Dette gælder blandt andet for Flock Hill.

Fantastisk boulderproblem med led top-out!

Vil man klatre i Castle Hill er der nok at tage fat på. Se evt. på siden http://www.climb.co.nz/Places/Canterbury/CastleHill/Castle-Hill-Climbing.htm hvor der er guides til de forskellige dele af området.
Som nævnt er Castle Hill stadig relativt nyopdaget og meget lidt overrendt, og der er derfor rig mulighed for at finde sine egne små boulderproblemer. Det betyder dog også, at områdets ruter ikke er så detaljeret kortlagt endnu, men det er så vidt vides muligt at få rimelige guider over området i sport- og fritids butikker i Christchurch.

Det, der karakteriserer typen af klipperne i Castle Hill er, at de har meget runde former og nogen gange umiddelbart uhyggeligt få ting at stå på og holde i. Primært er der skrå, runde flader, hvor man skal bruge hele håndfladen til at holde fat. De huller, der er i stenene er runde og afslebne.
Typisk finder man et problem og giver sig i kast med at klatre op og når præcis til det punkt hvor man tænker “fedt, jeg er oppe”… for så at opdage, at der ingenting er at holde fast i i toppen. Og så hænger man der, mens man mentalt suger sig fast til klippen med hele kroppen – en såkaldt “full body smear”, som de lokale kalder det. Men det er det, der er den specifikke udfordring ved Castle Hill og en ret enestående chance for at få trænet sin balance. Det betyder dog også, at det på varme og fugtige dage kan være et ekstra krævende område at klatre i, idet der ikke er optimale forhold for friktionen. Den varmeste del af året i NZ er fra november til februar.

Dan Smith tager tilløb til toppen

Praktisk og husly

Omkring 5-6 kilometer længere henne af vejen, hvis du kommer fra Christchurch, kan du finde en ikke særlig tydeligt skiltet DOC (Department Of Conservation) campingplads, hvor du kan bo gratis. Der er intet vand, så du skal have dit eget med, hvis du ikke vil drikke af den flod, der løber gennem pladsen. Det kan du som regel godt – vi gjorde det og havde det fint. Der er heller ikke elektricitet eller gas, så du skal have eget lys og kogegrej med. Til gengæld har du en idyllisk lille campingplads, ofte helt for dig selv. Det er også en god ide at proviantere lidt, inden du kører til Castle Hill, hvis du ikke vil bruge en masse tid på at køre de 15-20 km. frem og tilbage til de nærmeste småbyer, hvor butikkerne i øvrigt lukker ret tidligt. At have en bil er et ret stort must.

Det er i øvrigt værd at advare om de bjergpapegøjer, der bebor området omkring castle Hill, og som faktisk findes på det meste af sydøens vestkyst. De hedder kea papegøjer, og de er sjove, helt ufatteligt nysgerrige, men desværre også meget destruktive! Det er en rigtig dårlig ide at fodre dem, ligesom du ikke bør stimulere deres nysgerrighed ved at lade noget som helt ligge på jorden – i hvert fald ikke hvis du ønsker at se det igen i hel tilstand. Dette gælder desværre også nogen gange for biler og telte, som enkelte keas godt kan finde på at give sig i kast med. De elsker vinduesviskere og teltbarduner. Det kan derfor være en ide at pakke sit telt sammen og lægge det i bilen, når man ikke er der. Det med vinduesviskerne må man så tage, som det kommer…

Fridags caving

På højre side af vejen, også lidt længere nede end den første del af Castle Hill området ligger en parkeringsplads, hvorfra der er adgang til Flock Hill og til en underjordisk flod, der som et større hulesystem snor sig gennem den underliggende klippegrund. Her kan man på eget ansvar tage på et lille 300 meters cavingeventyr, der kun kræver, at man har en stærk lommelygte (helst vandtæt, for man bliver våd!), solide sko og ikke lider af klaustrofobi. Det er ret spændende og der er nogle fascinerende huleformationer derinde. Bemærk dog at du aldrig må gå derind, hvis det lige har regnet meget af fare for springfloder.

Hanoi, Vietnam

Jeg har nu vaeret i det nordlige Vietnam omkring Hanoi i omtrent 10 dage. Her er meget at se, og meget at tage sig til, saa dage bliver hurtigt til en uge. Hanoi er en meget charmerende by, og ogsaa varieret. I den gamle bydel er gaderne smalle og travle, men ikke langt derfra finder man store boulevarder og groenne omraader. Hoan Kiem soeen er Hanois hjerte, men spredt udover hele byen findes mange andre dejlige soeer. Det foerste indtryk man faar af byen kan dog godt vaere lidt afskraekkende. Trafikken er noget af det vaerste, jeg har oplevet. Gaderne er overfyldte med knallerter og motorcykler, saa det er en udfordring at vaere fodgaenger. Det er ogsaa en stor oplevelse at leje en cykel eller knallert og koere rundt paa opdagelse i byen. Man skal dog holde tungen lige i munden og kigge sig godt for. Men man vender sig til det, og efterhaanden bliver det hverdag og egentlig meget afslappet. Det er en stor by, men der hviler alligevel en provinsiel stemning over Hanoi, og snart bliver trafikken en sevaerdighed i sig selv.

Knallert kaos i Hanoi’ s gader. Foto: LN, oktober 2003

Af andre sevaerdigheder i byen kan naevnes templer og museer. Hanoi har isaer mange gode museer, der skildrer ” Den Amerikanske Krig” i Vietnam. Der findes baaede et army museum, et air force museum og et faengsels museum, samt flere andre.

MIG 21 ved Air Force Museet. Foto: LN, oktober 2003

Hanoi er ogsaa byen, hvor “Uncle Ho” (Ho Chi Minh) boede og regerede. Han er en overordentlig populaer mand her i Vietnam, og man kan baaede besoege hans museum og hans Mausoleum. En god sevaerdighed er Ho Chi Minh’s stilt house, der ligger taet paa det gamle praesident palads og naer ved mausoleet. Her levede Uncle Ho i perioden 1958 til 1969 i et ydmygt traehus.

Ho Chi Minh’ s Mausoleum i Hanoi. Foto: LN, oktober 2003

Der er snesevis af udflugter man kan tage paa fra Hanoi. De 2 populaereste er Sapa og Halong Bay. Sapa er en landsby i det nordvestlige Vietnam naer graensen til Kina. Her kan man opleve minoritets befolkninger i smukke bjergrige omgivelser med mange rismarker. Her er ogsaa mange gode treks, bl.a. til toppen af bjerget Fansipan, Vietnams hoejeste (3143 meter).

Halong Bay er nok den stoerste turistattraktion i hele Vietnam. Stedet er optaget som et Unesco World Heritage Site, og er et smukt naturomraade. I bugten findes ca. 3000 kalkstensoeer, der rejser sig stejlt op fra det groenne havvand. Paa mange af oeerne findes endvidere mange store og flotte drypstenshuler. Det er en fornoejelse at sejle rundt mellem de mange oeer, ogsaa kajak og svoemning er populaert. Cat Ba Island er den stoerste oe i bugten, og mange af de organiserede ture inkluderer en eller flere overnatninger her. Det er en meget kuperet oe, hvor der er gode treks og et par ok strande. Overnatning paa baad tilbydes ogsaa, og dette kan jeg staerkt anbefale. Jeg sov paa daekket under fuldmaanens skaer og omgivet af kalstensbjerge.

Kalkstensoeer i Halong Bay. Foto: LN, oktober 2003. Desvaerre skidt vejr.

Sydvest for Hanoi findes et lignende kartslandskab ala Halong bay. Her rejser klipperne sig dog ikke op af havet, men op fra rismarkerne. Her kan man sejle i robaaede eller bambus baaede i det flotte landskab, og man kan paa taet hold se, hvordan landbefolningen lever. Ogsaa her er der mange huler, og i en enkelt af disse findes Perfume Pagoda, et af de helligste steder i Vietnam

Rotur i karst landskab 70 km. vest for Hanoi. Foto: LN, oktober 2003

Organisering: Der er masser at turselskaber i Hanoi, og turerne er meget billige. Jeg betalte eksempelvis kun 23 dollar for en tredages tur til Halong Bay, prisen inkluderede al transport, mad, entreer og guideservice. Drikkevarer skal man selv koebe. Kim Cafe Travel er maaske det billigste selskab. Ogsaa jysk rejsebureau har et kontor i Hanoi, paa Hang Bac street nummer 88. Her kan man snakke med en dansk rejsekonsulent, der kan hjaelpe med at arrangere ture og komme med gode raad.


 

The End

Flyvrag

Flyvraget der ligger ved Brandsø syd er en Stirling MK.I med serienummer W7441. Et firemotorers tungt bombefly med et vingespænd på 99 ft, og en længde på 87 ft, 3 in. Det havde en normal tomvægt på 46900 pund, en normal laste vægt på 59400 pund og endelig en max vægt på 70000 pund.

Rækkevidden for flyet var på 740 miles med en bombelast på 5000 pund. Den kunne dog nå op på en rækkevidde på 1930 miles, hvis man reducerede bombelasten ned til 1500 pund.

Normal hastighed for flyet var 200 miles i timen i 15000 fods højde. Max hastigheden var 260 miles i 10500 fods højde. Motorerne var 14 cylindrede stjerne motorer af typen Bristol Hercules XI på hver 1590 hk. De 14 cylindre var monteret i to rækker på hver 7 cylindre.

Bevæbningen bestod af i alt 8 kaliber 0,303 Browning maskingeværer. To i næsetårnet, to i rygtårnet og fire i agtertårnet.

Stirlingen blev skudt ned den 29 September 1941 af en Messerschmidt Bf 110 natjager. Ved nedslaget i vandet blev flyet slået helt i stykker, så vraget i dag er spredt over mindre område. Man kan stadig finde mange spændende løsdele så som motorcylindre, instrumentdele, dele af skroget og landingshjul med mere.

Dybden er max 9 meter, så alle kan være med. Dog kræver det en jolle eller en gummibåd, da der fra havnen i Hejlsminde, som er nærmeste slæbested, er ca. 5 min. sejlads ud til vraget. Der kan være lidt strøm, men det plejer ikke at være nogen problem.

Aftentur til Stevns

I øjeblikket blæser det kraftigt fra vest og regnen har varet ved et stykke tid nu. Efteråret har for alvor bidt sig fast og det er svært at indrømme, at vi går en kold og mørk tid i møde. Fiskeriet er dog heldigvis ikke hæmmet af det dårlige vejr. Lige nu ligger vandtemperaturen i leje der passer havørreden særdeles godt og der kan fanges fisk hele døgnet.

I søndags, d. 5 oktober, tog en kammerart og jeg bilen en sen eftermiddag og satte kursen mod Stevns. Vinden var jævn til hård og efter at have kæmpet lidt med fluelinerne i den kraftige pålandsvind ved Køge Sønakke, kørte vi ned til de store rev ved Fællesskov eller Feriekolonien som området hedder lokalt. Det er sjældent at rende ind i de rene fiskeeventyr her, men til gengæld byder området på et af landets smukkeste kystpladser.

Da vi ankom var der allerede to fiskere igang med at afsøgge revet med spinnegrejet og kort efter kom endnu en. Heldigvis er der plads nok og kort efter var Hans og jeg igang med at afsøge de mange lommer og huller området byder på. Blæretangen står stadig højt, men med fluegrejet var det muligt at fiske omkring de mange tangklatter.

Tit stiller de store efterårsfisk sig helt inde på lavt vand i tangfyldte områder. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske skal forklaringen findes i, at de store farvede fisk foretrækker små fødeemner som mysis og tanglopper. 

Vi havde vel fisket i en times tid, da jeg kiggede over mod Hans. Han sendte fluen skrådt ind mod land og kort efter spændtes hans lette klasse 5 stang helt i bund og en fin fisk væltede ud af vandet. Det blev en lang fight på det lette udstyr og den vigtigste opgave var at styre fisken mellen den megen blæretang. Tilsidst lykkedes det dog for Hans at få den fine fisk kanet op mellem strandens sten og vi nød begge synet af den flotte fisk over en kop kaffe. Fisken var utrolig tyk og det overraskede os meget, at den fik vægten til at snige sig op på 2.1 kilo. Efter at have sundet os lidt fiskede vi begge til månen lyste op uden at mærke det mindste. Det gjorde dog intet. Med Hans’ flotte fisk var aftenen reddet!

 

Efterår på Kysten

 To havørreder på brudefærd der huggede med 15 min. mellemrum

Efteråret er for alvor ved at komme i gang. De sidste dage har budt på kraftige
vinde og lave temperaturer og træernes løv kæmper nu for alvor for at bevare
deres status.

Efteråret markerer ligeledes at kysten for alvor er kommet i gang. I skrivende
stund er der gode chancer for at få sit livs havørred på næsten alle pladser.
Fiskene trækker mod ferskvand og dette træk foregår mange steder langs med land. Havørreden raster ofte på oplagte pladser som muslingerev, odder eller områder hvor to-meter kurven skærer tæt under land. Udmundinger af fjorde er klare hotspots, men det er slet ikke udsædvanligt at møde havørreden på pladser der selv i det hektiske forår ikke har kastet fisk af sig.

Stevns har givet utrolig mange flotte fisk i de seneste 4 uger. En god kammerat fik således sit livs fisk på 5.5 kg der tog en lille Falsk Mudler fisket forenden af et langt tyndt forfang på klasse 7 udstyr. En sådan fisk glemmes aldrig og det var en kæmpe fornøjelse at følge fighten og derpå lande den flotte fisk. Stevns er tit et af de steder der høres først om når det gælder efterårets storfisk og det plejer at være en udmærket regel, at når først Stevns har kastet de første store efterårsørreder af sig, er resten af Sjælland ved at komme i gang. Hvad det skyldes ved jeg ikke, men det forholder sig ofte sådan.

Farvet havørred et stykke over de 60 cm

Havørredfiskeriet er i den komne tid et udpræget dagsfiskeri. Morgen og aftenfiskeriet er stadig generelt døgnets bedste tidspunkter, men fiskes der udelukkende efter de store gydevandrere har jeg altid haft bedst held i midt på dagen. Dog skal det nævnes at morgenfiskeriet af og til har været helt fantastisk. Dette er specielt sket i områder hvor en gruppe farvede fisk har taget ophold i længere tid.  

Disse store, farvede fisk er ikke specielt interesserede i at jage, men det betyder bestemt ikke at de ikke kan fanges. Fiskeriet kan tit være noget underligt noget. Den ene dag falder fiskene for næsten alt de bliver præsenteret for, den næste dag er de derimod stort set umulige at fange og viser sig i høje spring der kun gør frustrationen over de udeblevne hug større. I år har det heldigvis ikke været så svært – indtil nu. De fisk jeg har fået har hugget meget kontant og flere af dem har haft fluen begravet helt nede i svælget. Det virker også som om der er flere farvede fisk end hvad der ellers normalt er langs de Sjællandske kyster. Flere ture har kun givet farvede fisk og der har været meget langt mellem de helt blanke fisk der som bekendt er det foretrukne bytte.

Et sæt fluer der alle har givet fisk i dette efterår

I efteråret bruger jeg to typer fluer: de mere imiterende og de direkte provokerende. Tit er det sådan at det er sidstnævnte gruppe der fisker overlegent og det er ofte et hot orange eller lyserød sag der sidder i enden af forfanget frem for en mere traditionel, imiterende flue. Det betyder dog ikke at den første gruppe fluer skal gå i glemmebogen. Der er dage hvor ørreden viser sig dovent og uinteresseret. Sådanne dage er nærmest “umulige” og her kan en lille diskret Grå Frede eller Red Tag Palmer i små størrelser rede dagen.

Affaire, et stemningsfuldt træskibs dyk

At Østersøen er et pragtfuldt dykkervand er jo en velkendt sag for kræsne dykkere. Omkring Bornholm findes der stribevis af flotte naturdyk. Men de fleste tager ikke kun dertil for at dykke stranddyk. De ønsker også at se nogle af de velbevarede vrag der ligger i det klare vand. Typisk er den Bornholmske vragdykning i den dybere ende, så man skal være forberedt på 35-40m som standard. Dette betyder nogle indlysende udstyrs og uddannelses / erfaringsmæssige forhold, men er de i orden så kan man have nogle pragtfulde vragoplevelser.

Med disse forudsætninger på plads er vraget Affaire et pragtfuldt dyk. Det sidder opret på bunden på 42m, dækket er på 38m. Da vi besøgte den i foråret var der fint naturlig lys, dykkerlygten blev kun tændt når der skulle undersøges detaljer på vraget.

Normalt er jeg ikke så begejstret for 100 år gamle træskibsvrag, da de for det meste bare er et par forkølede spanter som pæleormene ikke har fortæret endnu. Men i Østersøens lave saltindhold foregår der kun en meget langsom nedbrydning af vragene.

Der eksisterer lidt uenighed om stavemåden af navnet på dette vrag. Én bog, Bornholmske strandinger Bind 1, opgiver det til Affaire. Men i Norsk Veritas: Klasseregister Over Norske Skibe, står navnet opført til Affaire. Da Veritas er det officielle register, må man gå ud fra at de har ret i deres stavemåde.

Skibet blev bygget i Stavanger i 1876 til reder E. Bendsen, Stavanger.

Det var rigget som en galease, 82 fod lang og 19,7 fod bred og en tonnage på 109 reg. ton.

E. Bendsen beholdte ejerskabet igennem hele dens levetid, mens kaptajnen blev udskiftet i 6 tilfælde fra 1876 til 1893.

Norsk Veritas registreringen viser at Affaire havde foretaget reparationer og forstærkninger i kølen efter et tidligere havari.

I December 1893 var Affaire på vej fra Riga til England med en last af rapskager da de blev fanget i dårligt vejr. Kaptajnen siden 1892, L. Børresen, besluttede at søge landdækning ved Bornholm, men klippeøen var desværre ikke i stand til at yde nogen nævneværdig beskyttelse. De forsøgte at ride stormen af ud for den Bornholmske østkyst mens vinden og bølgerne gav dem en hård medfart. Sådan klarede de sig i et par dage, før uheldet indtraf.

Om natten mellem den 15-16 december blev Affaire presset ind mod kysten og grundstødte.

I et stykke tid stod de i den stærke brænding og bankede mod klippegrunden. men det lykkedes besætningen at bringe den flot igen. Derefter drev Affaire ud fra kysten.

Desværre var skaden allerede sket, under grundstødningen blev der slået læk i skroget og der var intet den trætte besætning kunne gøre for at stanse den. Alle mand blev beordret i redningsbåden og de roede for egen kraft ind til Årsdale havn.

Der kunne de følge Affaire’s endeligt, da hun efter et stykke tid forsvandt i det oprørte hav.

Således lå vraget glemt på bunden fra 1893 til 1976. I August 1976 fik en lokal dykker positionen af fiskerne mod at hjælpe dem med et lille problem. Vraget var så intakt at masterne stadig stod opret og det generede fiskeriet. Han fik til opgave at fjerne masterne, så fiskerne havde mindre risiko for trawlhold. Opgaven klarede han til karakter 13 ved at bortsprænge masterne, så selve skroget forblev i en flot tilstand selv efter denne aktion.

I årenes løb er der blevet dykket flittigt på Affaire og ved sammenligning med de gamle dykkerhistorier og tegninger bliver det klart at nedbrydningen begynder at vise sig. I begyndelsen af 1990’erne mistede vraget sit bovspryd til et nærgående trawl og bagbords side sank sammen. På trods af dette tab, er Affaire stadig et rigtigt godt vragdyk.

FAKTA

  • Navn: Affaire
  • Position: 55:06,153N 15:10,227Ø
  • Datum: ED50
  • Område: Østersøen, Bornholm udfor Årsdale
  • Vragtype: Galease
  • Byggeår og sted: 1876 i Stavanger
  • Længde: 82 fod
  • Bredde: 19,7 fod
  • Tonnage: 109
  • Reder: E. Berentsen
  • Nationalitet: Norsk

Dybder

  • Max dybde 42
  • Min dybde 38

Seværdigheder: Et flot træskib med let nedbrydning. Da det ligger i Østersøen er der typisk god sigt og man får dermed det store overblik som man tit savner på andre danske vrag.

Dykkersikkerhed: Dybden ligger på grænsen af almindelig dykning, men derudover er det et nemt dyk. A flag skal som altid føres i båden. Oxygen udstyr skal naturligvis være til stede for enhver dybere dykning.

Sigt 10 til 30+ meter

Strøm: Kun sjældent, men svag.

Foto: Her kan skydes gode stemnings billeder med vidvinkel. De farvebilleder der er vist her, er alle skudt på 200 ISO film, med lukketider omkring 2-4 sekunder. For at undgå rystede billeder blev kameraet monteret på et stort trebens stativ. Sort / hvid billederne er skudt med 1600 ISO film for at opnå lukketider på 1/15 sek. Det gjorde det muligt at lave håndholdt, svævende kameraføring.

Fauna: Let muslinge begroning

Dykkercentre: Kontakt dykkerklubben Calypso for ture til vraget. Forespørg om deres sikkerhedspolitik for udstyr til dybere dykning.

Kontaktpersonen er Calypso formand, Jesper Munk 40573775

Backpacking in South East Asia

Laos er det mindst udviklede land i Syd Oest Asien, og lidt af et aandehul i forhold til mange af de andre overbefolkede lande i omraadet. Landet har omtrent det samme indbyggertal som Danmark, men paa et langt stoerre areal. Hovedstaden Vientianne har kun omkring 200.000 indbyggere, og det er det eneste sted, hvor jeg saa et par trafiklys. De fleste folk bor paa landet, og trafikken er meget begraenset, hvilket er dejligt. Jeg havde hoert at vejene skulle vaere i daarlig stand foer jeg ankom til Laos, men jeg fandt dem nu meget gode. Maaske fordi vejnettet er relativt nyt, saa asfalten er stadig god. Hele min tur fra det nordlige Laos over byerne Luang Prabang og Vang Vieng til Vientianne var der god asfaltvej. Landet er dog meget bjergrigt, saa vejene svinger meget og transport tager relativ lang tid. Mange turister ankommer til Laos fra Thailand og tager en slowboat paa Mekong floden til Luang Prabang. Herefter gaar det sydpaa til Vientianne. Derfra kan man vaelge at krydse til Thailand igen, besoege det sydlige Laos, eller som jeg tage en bus til Vietnam. Da de fleste backpackere foelger denne rute, virker det noget turistet. Tager man vaek fra denne rute kan man faa det hele for sig selv, men visse steder kan det stadigt vaere farligt at rejse i Laos, saa pas paa. Overfald paa busser og backpackere er set foer i landet.

Selve Laos har maaske ikke de helt store sevaerdigheder i sammenligning med de tilgraensende lande. Den stoerste sevaerdighed er vel faktisk at slappe af. Luang Prabang, den anden stoerste by, er dog en flot gammel kongeby, med mange smukke templer. I omraadet er der mange flotte vandfald, og man kan tage en sejltur paa Mekong floden.

Vandfald naer Luang Prabang. Foto: LN

Tempel i Luang Prabang. Foto: LN

Vang Vieng lidt laengere sydpaa er et stor hangout for backpackere, men har ikke den samme charme som Luang Prabang. Vang Vieng  er et meget afslappet sted, der lever af sine turister. Her kan man se de nyeste hollywood film paa byens barer og restauranter og spise western food. De stoerste attraktioner i omraadet er drypstenshuler, samt rafte i kajakker eller i gummiringe.

Rismark naer Vang Vieng. Foto: LN

Udspring fra klippe og kajakrafting. Foto: LN

Hovedstaden Vientianne har naesten intet at byde paa udover en del flotte templer.

Golden Stupa i Vientianne. Foto: LN

Prisniveauet er helt i bund i Laos. Jeg levede for omkring 1000 kroner paa 2 uger, altsaa under 100 kroner per dag. overnatninger kan faes saa billigt som 1 dollar. Transport er ogsaa meget billigt, mens oel og mad er lidt dyrere, men set med danske oejne, stadig billigt. Et godt maaltid kan koebes for 2 dollar.


 

The End