Månedsarkiv: august 2003

Stor Pighvarre fra Storebælt

Jeg har tidligere forsøgt at fange de store fladfisk men det har aldrig været den store succes.
Tirsdag morgen stod jeg tidligt op for at få nogle timer inden der kom noget vind på havet. Den første time gav ikke noget, men efter vi flyttede plads fik vi hurtigt en under målet.

Jeg havde yderligere nogle hug inden der var fast fisk igen. Denne var dog af en helt anden kaliber, og min far kunne nette en flot pighvar på 2,2kg for mig.

Mont Blanc

Oplevelser fra Europas top

Steffen Kjær, født den 26. december 1971. Arbejder som teambuilder, foredragsholder og skribent.

I otte år arbejdede Steffen med unge i foreninger og på institutioner. Siden blev han instruktør og personalechef i teambuilding-branchen, hvor han underviste erhvervslivets ledere i samarbejde og kommunikation.

I starten af 90´erne blev friluftslivet og de mange kanoture i Sverige Steffens foretrukne fritidsbeskæftigelse. Senere blev bjergbestigning og klatring den største interesse – og den helt store leverandør af gode venskaber og uforglemmelige oplevelser. Steffen påstår selv, at han har brugt mere af sit voksne liv i naturen, end på sofaen.

I denne bog får læseren mulighed for at følge Steffen og vennen Brian i deres bestigning af Mont Blanc. Bogen er en ærlig skildring af deres anstrengelser på bjerget og giver samtidig et underholdende indblik i deres særprægede humor. Steffen Kjær er medlem af Dansk Bjergklub og har klatret siden 1994. I sommeren 1999 begyndte han at klatre sammen med vennen Brian Jørgensen. Sammen har de oplevet ’store øjeblikke’ og ‘groteske situationer’ i bjergene. I 2001 måtte de opgive deres fælles drøm om at nå toppen af Europas højeste bjerg – Mont Blanc. Men i 2002 tog de tilbage for at gøre endnu et forsøg.

‘Jeg tager et skridt… og et til. Jeg må lige stoppe og puste et øjeblik. Kom nu, Steffen, siger jeg til mig selv. Et skridt mere… og et til. Dette er en hård kamp. Selvom vi er forberedte og har hørt alt om denne stigning, kan vi ikke gøre mere, end vi gør. Kroppen kræver ilt. Vi må affinde os med tempoet og acceptere, at kroppen sætter grænser. Jeg synes, vi har klatret i evigheder, men når jeg kigger op, er toppen stadig, hvor den var før – langt væk!’

‘Det er et fantastisk øjeblik. Solen er ved at stå op og farver allerede toppen af Mont Blanc med flotte varme nuancer. Bjerget er uimodståeligt! Dette er belønningen for vores store slid. Jeg vil aldrig blive træt af dette syn – at se solen kaste sine morgenstråler på de sneklædte bjerge. Jeg ville ønske, at jeg kunne dele øjeblikket med mange flere!’

Udkom: 13. august 2003.
Bogladepris: 200,- kr.
Sider: 205 Illustreret med farvefotos.
ISBN 87-90958-46-2

http://www.mellemgaard.dk

Backpacking in East Asia

Dette er historien om, hvordan man tager til Moskva, og derfra forsoeger at komme til Peking via det omfattende russiske jernbanenet, og hvad dette medfoerer af op og nedture. I slutningen af juli tog jeg og en kammerat til Moskva uden paa forhaand at have booket nogle togbilletter til Peking. Vi ville have frie haender og det skulle da nok lykkes, var vi overbeviste om. Der var flere ruter at vaelge imellem, men vi fandt ud af, at det nok blev nemmest at tage normalruten gennem Sibirien og saa krydse til Peking gennem Mongoliet eller alternativt en rute uden om Mongoliet.

Kunsten at koebe sine billetter: Da min kammerat skulle flyve hjem fra Peking i slutningen af august, saa var det rimeligt vigtigt, at vi kom dertil. Vi ville derfor helst allerede fra Moskva booke det sidste delstraek, der skulle tage os dertil. Dette viste sig at blive en umulig opgave. Ved billetskraenkerne var der naesten altid en lang koe, billetudstederne var derfor stressede. Efter en halv time, naar vi saa endeligt naaede frem, ja saa fandt vi som regel ud af, at de intet engelsk kunne overhovedet, og at de var temmeligt uhjaelsomme over for turister som os, saa det endte alt for tit med, at der intet kom ud af det. Det var altid en sur russisk mama der ventede os ved skraenten. Allerede i koeen kunne man regne ud, at dette ikke ville gaa godt. Paa stationen havde vi intet held. Med hvad saa med selve det private selskab, der driver togdriften i Rusland. Alt saa godt ud udefra, der var en super engelsk oversaettelse af alt muligt vedroerende togkoersel. Aha, dette maatte kunne lykkes, men nej. Vi endte med at bruge over to timer der med at blive henvist til alle mulige steder i bygningen, og ingen kunne selvfoelgelig engelsk, hvilket vi synes var noget maerkeligt i saadan et serviceerhverv, der maa paataenke at servicere en del turister. Det virkede som om, de aldrig havde set udenlandske turister foer, at de ikke var gearet til saadan en opgave. Der er maaske en grund til, at langt de fleste turister vaelger at reservere deres transsibiriske billet hjemmefra. Jysk rejsebureau havde advaret os om, at det kunne blive besvaerligt, men vi skulle vise dem, hvor svaert kunne det vaere? Naeste mulighed maatte vaere et rejsebureau. Her kunne de naermest heller ikke snakke engelsk, men vi laerte nogle ting om det russiske system. Det er naermest helt umuligt at booke billetter fra byer, man ikke selv er i, og ogsaa svaert at booke billetter ud i fremtiden. Det nemmeste er at koebe en billet paa selve rejsedagen fra den by man er I, men dette er der mange russere der goer, saa man skal vaere tidligt ude.

Ergo: Vi kunne godt koebe en billet direkte fra Moskva til Peking uden stop, men dette var jo ikke droemmen. Vi valgte derfor til sidst at koebe en billet til byen Yekateringburg ca. 1800 km. fra Moskva, men kun en femtedel af vejen til Peking. I den by ventede os flere problemer. Igen kunne vi kun booke et delstraek, denne gang til byen Novosibirsk, 3300 km. fra Moskva, saa maatte vi bare haabe at vi laengere fremme kunne faa en plads til Peking, men togene bliver faerre jo laengere oestpaa man kommer.

Opturen i Novosibirsk: ” Den saedvanlige jagt paa togbilletter gik igang. Intet held paa togstationen – og vi var nede. Vi har tidligere forsoegt et par rejsebureauer uden held, saa vi troede ikke meget paa det, da vi forsoegte igen. Men nu skete der noget. Medejeren Natalie kunne rent faktisk snakke en del engelsk. Hun forstod vores problemer, og tog som den foerste sagen i sine haender. Det lykkedes os at booke en billet til Irkutsk (5150 km. fra Moskva). Vi fik ogsaa lokket hende til at ringe til et rejsebureau i Irkutsk for derigennem at booke en billet videre til Peking. Hun fik heldigt fat i et bureau, hvor ejeren var tysker. Jeg snakkede med ham i telefon, og han mente nemt, at han kunne finde nogle pladser til os, naar vi kom til Irkutsk. Imens Natalie sendte en pige ned paa banegaarden for at ordne vores billetter blev vi inviteret ind paa hendes kontor, hvor hun boed paa kaffe og the. Vi havde svaert ved at fatte denne drejning, at vi pludseligt havde moedt en super flink og imoedekommende russer, der gjorde en stor indsats for at hjaelpe os. Det var befriende. Men der var mere held. En medarbejder i bureauet skulle stoppe med at arbejde denne dag, saa hun boed paa brandy. Saadan endte vi med at sidde paa et kontor og drikke kaffe og brandy og blive halvsnaldrede, det var nu helt sjovt. Vi forlod stedet ophoejede og fik straks en af de gode billige russiske oel for at celebrere lidt mere”

I Irkutsk fik vi saa ogsaa billetten til Peking.

Livet ombord: Man havde maaske for store forventninger til en togtur gennem Rusland, at det var et eventyr. Hvis man er heldig at vaere i kupe med eksempelvis andre backpackere eller engelsk talende russere, kan det sikkert vaere meget sjovt, men ellers er det en kamp for at bruge tid. Vi fik dog indimellem lidt smaa gode samtaler koerende med andre russiske rejsende, men vi moedte faktisk aldrig andre turister som os selv ombord, det foeltes som om vi var de eneste udlaendige. Vores tur blev paa 8900 km. uden om Mongoliet, med en samlet rejsetid paa lidt over 6 doegn. Til saadan en tur har man brug for en god bog, masser af musik, en kortmakker og lidt vodka. Vi delte dog kupe med en roedoejet vodkadrikkende russer paa et tidspunkt, dette er vel lidt af de forventninger man har til saadan en tur, men hvor fedt er det egentlig i laengden at se en russer, der er afhaengig af flasken. Landskabet var heller ikke saa flot og afvekslende som man havde haabet paa. Kupeen var ganske udemaerket, der var 4 senge i saadan en kupe, og god plads til bagage. I hver vogn kunne man ogsaa finde en saakaldt Samovar, en stor beholder med kogende vand. Instant kaffe og frysetoerret mad er et hit til saadan en tur. Toget rystede og larmede ganske ofte en del, men ellers gik det ganske smertefrit, det svaereste er jo faktisk at faa en plads paa toget, i hvert fald i hoejsaesonnen!!!!!

Ruter: Der er flere ruter at vaelge imellem fra Moskva til Peking. Den originale transsibiriske rute loeber fra Moskva til Vladivostok, og kun i Rusland. En tur paa over 9000 km., og et par tusinde mere, hvis den skal forlaenges til Peking. Den mest bruge rute af turister er den trans mongolske fra Moskva til Perking via Mongoliet. Dette er ogsaa den korteste rute med sine 7600 km. Vi brugte den Trans Manchuriske rute, der gaar uden om Mongoliet, og derfor kommer op paa 8900 km. En anden men maaske vanskelig rute gaar fra Moskva til Peking via Kasakstan og det vestlige Kina. En tur paa over 9000 km.

Organisering: Proev lykken selv som os, eller ogsaa kan jysk rejsebureau eller Penguin Travel i Danmark vaere behjaelpelige. Men det kan goeres billigt paa egen haand, vi brugte lige under 2000 kroner paa de 9000 km. fra Moskva til Peking, ganske godt.

 

 

 

 

Home sweet home…

Det er altid underligt at vende næsen hjemad – “ude godt men hjemme bedst”

Vi forlod spanien tidligt om morgenen for at køre et par timer uden bagende sol. Alerede da vi startede pigerne første gang syntes vi at Gittes motorcykel lød lidt underligt – tomgangen var lidt høj. Vi justede på tomgangsskruen og skød det hen med at de havde stået tre dage i bagende sol. – Samtidig føltes min motorcykel meget treg og havde tendens til overstyring – igen fik de tre dage i varmen skylden. – Efter ca 20 km var den gal – Gittes choker sat sig fast og den overskydende benzin antændte i udstødningen med knald til følge. Motorcyklen blev skildt og vi fik løst problemet – chokeren havde simpelt hen ikke været brugt ca. 2000 km og skidt og møj havde låst kontakten med motoren fast. – Vi kontrollerede luttrykket på pigerne – ingen problemer, dog havde jeg ca. en tredje del luft i mit fordæk – lige lidt nok, men ok den hvilede på fordækket da den holdt stille i Spanien.

Afsted det gik – ca. 600 km, gennem Lyon i øsende regn (omkring midt i Frankrig). Mit dæk føltes igen trægt og vi pumpede det igen, kørte ca. 50 km og fandt en campingplads. Her så Gitte luft boble ud af mit dæk – to steder… – ikke noget godt tegn:-(

Vi parkede min motorcykel på et Citroen værksted for natten, således at det ikke stod på en tilfældig mark uden luft om morgenen