Kalymnos Prioriterer Klatreturister

Kalymnos, en lille ø i Middelhavet med grønne og lyseblå farver i havet, storslåede kalkstensklipper i orange overhæng og grotter uanset hvor du ser hen. Vi er kørt til enden af  vejen – der hvor absolut ingen trafik forstyrer nattesøvnen. Alligevel holdes vi vågne af et dyr hvis støjniveau, når det lander hen over øret, langt overgår de rigtige flyvemaskiner. Endnu er øen på 15000 indbyggere forskånet flystøj. Men landingsbanen og et stort overskud af hotelkomplekser er bygget. Allerede før det hele er taget i brug, mærker man den selvudslettende process. Oprindeligt er Kalymnos kendt for de naturlige svampe som voksede i havet rundt om øen. Tilrejsende for hundrede år siden beundrede de nøgne dykkere som kunne blive under vand op til fire – fem minutter for at samle de magiske badesvampe. Nu har fiskeopdræt overtaget scenen. Udslidt italiensk udstyr er placeret i de smukke bugter. Ved fodringstid besøger de vilde fisk sine slægtninge, og nogle er heldige med at rømme. Med simple snører forsøger dykkernes efterkommere at fange disse smuler fra de riges bord.

Specielt om vinteren ligger turisterhvervet brak. Mere alvorligt bliver det når opdrætsanlæggene har overbelastet kysterne og badevandet. Da er beboernes livsgrundlag for alvor ødelagt og kun klatrerturister vil bidrage til den spinkle økonomi. Masseturismen Skrottet Øen består nemlig af et sandt orgie af klatremuligheder, som ø-styret fører kontrol med og informerer om. Ved ankomst får man udleveret en guide, og mærkede stier fører dig helt uforvirret frem til ruterne, selvfølgelig med påskrevne navne. George Hatzismalis, leder af  ø-styrets sportskontor, oplyser at klatring er et nyt indsatsområde. Traditionel charterturisme indfrier ikke forventningerne, derfor har man ansøgt EU’s regionalfonde om støtte til endnu flere bolte. Som med udnyttelsen af kysten er der udsigt til frit at boltre sig i de utallige grotter. Hvis hr Hatzismalis godkender dig får du boremaskine og bolte udleveret. Men fri kunkurrence er der selvfølgelig ikke. En dygtig græsk klatrer har bemyndigelse til at justere graderinger og stjerner i guiden. Det er klart når EU er indblandet forekommer også udstrakt brug af “korruption”. Flere ruter med kryds, bolle og nodetegn og sød musik i ørerne, kan der kun siges en positiv ting om: man behøver ikke slide sko og hud op i eventuelle repetitioner. Derimod genstår en masse overhængende linier jomfrueligt nøgne. Tendensen afspejler at sportskontoret satser på at tiltrække den største gruppe af klatrere, nemlig “tyske slabklatrere” eller middelgode udøvere. Derfor er fordelingen af ruter atypisk i forhold til nyboltede områder andre steder i Europa. Der er flest ruter i graden 6a – 7b og få ruter hårdere end 7c. Men potentialet for at bolte ruter til eliten er enormt. Enhver som har kræfter til at gå i en halv time opad bakke, kan få sit eget crag med ruter i verdensklasse. Foreløbigt er det, efter min mening, kun sektor Odyssey som kommer i den kategori med i alt 59 ruter: syv 6b; otte 6c; seks 7a; 13 7b; fem 7c og tre 8a, plus en del fine lette ruter. Her er baner i flere stilarter; slab, vertikal og overhæng i diedre (Fouska 7a+) med tufaer og stalakitter. Vi fandt ingen fabrikerede eller chippede ruter;
det forklarer til dels at klatringen forekommer cruxet og derfor mere naturlig end visse steder i Sydeuropa, hvor ruterne er lige lovlig “jævne”. Dog vil jeg anbefale DNA, 7b på sektor Grande Grotta. On sight-orthodokse advares nu om at springe en sætning over. Cruxene er
nemlig at klippe de 14 slynger imens du hygger dig i en behagelig kneebar og efterfølgende rense ruten. Med næsten 45 graders hæng, er det en god ide at opleve ruten en gang til ved at rense på bagtov. Prøv endvidere Mind Boogle 7b+, 30 meter, 16 velplacerede bolte på både
overhængende og slabede crux plus en fintet stalakitlegeplads i toppen. Grande Grotta, som er alle tiders stallakitvidunder, er lukket for videre boltning. Ej på grund af faren for at blive ramt af et vidunder, men for at bevare den æstetiske værdi af de hængende kalkklumper. Jeg skulle ønske man også ville vurdere risiko; og endvidere, adaptere blot et minimum af samme krakilske hensyn til naturen inden for andre aktiviteter. Lokal Idyl i Forfald Det forekommer ekstra tydeligt på en turist-ø, at flere aktiviteter både udgør en væsentlig fare og ødelægger naturen. For eksempel den konstante åbne afbrænding af affald i
en af dalene på øen, eller den voldsomme trafik til alt for små gader. Konsekvensen er et hav af disse EU-scottere – som i øvrigt også klatrerne lejer. Dette inferno af knallertstøj og røg gør
det ulideligt at bruge den ellers fine og hyggelige hovedby, Pothia. Netop på en ø så lille som Kalymnos, ser man kontravirkningen af EU’s indsprøjtninger. Endnu er her ingen Mac D, eller store supermarkeder, men tendensen ses tydeligt – alt centreres om Pothia. Dette i en – i
udgangpunktet – fantastisk økonomi hvor der er flere små butikker og restauranter end fisk tilbage i havet. Blot at stadig flere kører til Pothia for handle bla. den uhyre delikate Kalymnos timianhonning, men også  helt almindelige ting som brød,  appelsiner og bananer. Og hver gang får du en plasticpose som bliver brændt i dalen eller flyver rundt på strandene. Her optræder de sammen med andet olietilklistret affald. Ja, det lyder utroligt negativt, men jeg beretter blot hvad jeg ser, at grækerne skifter olie i havet, og kaster rundt om sig med
bilskrot, vaskemaskiner og andre hvide og brune varer. Jeg forstår jo at grækerne mister moralen når myndighederne ikke tilrettelægger for at kvitte sig med affaldet eller når en olietanker lækker mere olie, end hele Kalymnos når at bruge før verden løber tør. Ellers er grækerne de fineste folk, og på denne ø lider de ikke af turistitis. Det ser man på den umiddelbare glæde ved at hilse på os, og især Snorre som bare er 6
måneder. Brødpigen råber Bjuuutiful når hun ser ham og selv teenagedrenge viser sine skrukhormoner på denne græske ø. De gamle gør alskens tegn for hans helse; gid nogen ville danse en soldans for os.
Velkommen Tilbage når Solen Skinner, selv om vi er så tæt på Sahara, at vi får flyvesand i salaten, regner det omtrent hver tredje dag – akkurat nok til at holde tufaerne våde. De lokale påstår dog at dette år er helt
usædvanligt koldt og regnfuldt. Det er bare vanskeligt at tro, når de har bygget kantsten op i en halv meters højde, præcis nok til at dæmme op for de flodbølger som skyller gennem byen når det styrtregner. Mere skumle er stormene med tyfonagtige vindstød. Som en hund der
kommer op af vandet, ryster bilen sig, og vi klamrer os fast til hinanden i håb om at den ikke vælter. Dog er det ofte dejligt januarvejr og vi lærer at acceptere våde greb. Det er ærgerligt i slutgrebet på en marginal 7b+ on sight, til gengæld morsomt når det sker uventet. 6a+ er “altid” en sikker opvarming for både Marianne og mig selv – men pludselig kommer hun skudt ud af en kanon – flyvende. Jeg vil vædde en tusse på at det ikke kommer til at ske for mig, men selv om jeg klatrer ekstraordinært sikkert, bliver jeg catapultet af ruten nøjagtig samme sted. Det giver os begge en personlig antirekord, og vi foreslår nu at
Mia’s place 6a+ på sektor Palace, bliver omdøbt til Mia’s catapult. Jeg anbefaler også sektor Baby House, med to fine 7a og en første klasses 7b. Sektoren burde have navn efter kolibrierne som summer rundt  i en nydelig blomstereng under ruterne. Grækenland er jo et
sandt navneparadis og ruterne har ofte mytologiske navne.
Som f.eks. Sisyphos – ham der altid trillede ned lige før toppen. Det bør jo være en bestseller, men blev nuppet af en 4c. Min mor kan gå 4c uden at ramle i toppen! Gudernes gud har også sin rute – Zeus 5b. Jeg ved godt, at for en nybegynder, er det helt fantastisk at fange en babymakrel. Men hallo! – se det fra Zeus’ synsvinkel – kære navnedøber! Det er måske lidt for meget forlangt, at den korrupte græker også skal holde regnskab på navnene, oveni graderinger og stjerner og EU-tilskud.