Månedsarkiv: juni 2003

Stallingfiskeri i Holtum å

Holtum å ligger i nærheden af Brande og Dalum lystfiskerforening, som Jens er medlem af, har neget fiskevand der.

Vi ankom lidt over middag og havde besluttet at dele stykket i 2, så vi kunne få noget at spise undervejs. Jeg har altid drømt om at fange en stalling på tørflue, så det havde jeg regnet med at vi skulle i dag, men den kraftige vind gjorde det umuligt at fiske med så let grej. Derfor blev spinnestængerne pakket ud, og vi gik igang.

Efter 3 timers fiskeri havde vi kun fanget et par små regnbueørreder, og vi besluttede at starte kogegrejet. Vi fik en gd middag bestående af ristede pølser og pastaret, tilberedt på stormkøkken.

Vi mente at sådan som fiskeriet var kunne vi lige så godt tage en pølse mere og en enkelt øl, for det var ganske hyggeligt at sidde i skovkanten.

Efter spisningen gik vi igang med fiskeriet igen.

Det var ikke blevet bedre hen på aftenen, og det var stadig små regnbueørreder samt enkelte bækørreder og en aborre som vi fik ud af det.

Det blev desværre ikke til nogle stalling denne gang, men jeg regner med at prøve igen på et andet tidspunkt.

 

Sydens sol tur retur.

5000 km tur tilbagelagt i løbet af 3 uger på to motorcykler i juli måned – feriehøjsæson og den varmeste måned i året. Hvorfor?? Ja – Hvorfor ikke??? Og hvis vi kunne få sponsorater til det meste – nej, det kan vist ikke lade sig gøre…

Sådan startede det med vores tur sydpå sommeren 2003. En tidlig forårsdag 2002 på Nørrebrogade ved den årlig tur til Bakken. Koldt i vejret – næsten ingen blade på træerne og så dukker ideen op. Stærkt inspireret af “The Diceman” (dokumentar fra Discovery) og en god og stor portion gå-på-mod blev det startskuddet til højdepunktet for sommeren 2003. Efterhånden blev de mange tanker og ideer til en overordnet ide. Turen skal være styret af tilfældighedsprincippet. Dog er der et større overordnet mål – Madrid – da vi kender nogen som bor i hovedstaden.

Hvem er vi – Nic Ejsted og Gitte L. Nielsen. To studerende på henholdsvis 23 og 21 år, bosat på Frederiksberg.

Som studerende er det ingen hemmelighed at pengene til tider er ret så små – men grundet Nic’s karriere i forsvaret og et par kloge forældre, havde vi et fundament at starte med. Dog manglede vi det sidste for at det kunne lade sig gøre. Vi begyndte derfor at ringe til forskellige firmaer, som vi mente kunne have interesse i vores tur. Hovedsagligt blev det firmaer der kunne få testet nogle af deres produkter, men listen var lang. Det endte dog med at Shell Danmark, som den største sponsor, gik ind i vores projekt. Derefter er det gået lidt glattere og vi er endt med yderligere en primær sponsor MC-select i Vejle.

I mellemtiden havde jeg, Gitte, taget kørekort til motorcykel og Nic havde købt en større og nyere motorcykel. Jeg fik nu lov til at overtage den gamle og nåede en enkelt tur inden at vinteren startede sidste år. De 3 måneder, hvor det er mindre forsvarligt at kører motorcykel, gik med at få udstyret i orden og planlægning af forårets 2 prøvekørsler.

Så da foråret kom startede vi med at klargøre motorcyklerne og deltog så den traditionsrige Bakke-åbning som en slags ilddåb. Trods det danske vejr så blev der kørt når vi kunne. På dette tidspunkt havde vi fået næsten alt udstyr på plads, men manglede sadeltasker og tanktaske til Nic’s motorcykel, som det sidste sponsorat.

De to prøvekørsler i foråret forløb glat.  Den første var i påsken og den anden i Kristihimmelsfart-ferien. Påsken kom og vi fik pakket i et par lånte sadeltasker. Dem vi have fået sponsoreret var endnu ikke leveret til butikken, så vi måtte låne. Afsted til Sønderjylland hvor det først stop var Frøslev-lejren i Padborg. Selvom det var midten af april, var det et skønt vejr. Dog sov vi indenfor den første nat. Anden nat blev tilbragt på en campingplads i Oksbøl efter at have rundet Tønder, Ribe og Esbjerg. En kold nat, for da vores udstyr er købt til at kunne bruges når det er meget varmt og ikke når det er frostvejr. Vel hjemme igen efter en vellykket første prøvetur, fik vi styr på det som ikke var helt på plads. 
Slutningen af maj tog vi på vores anden prøvetur til Skagen. Denne gang var al vores udstyr i orden, alt var på plads og vi havde pakket til 3 uger selvom det var 3 dage turen denne gang tog. Turen startede og vi fik kørt omkring 350 km den første dag – dagen efter kørte vi en 300 km og sidste dag blev det til 250 km. Al vores udstyr var klart og vi fik fundet en vis rutine i at pakke ud og pakke ned i løbet af kort tid.  Efter vores mening skulle vi nu være 99,9 % klar til turen sydpå om ca. 4 uger – kun 4 UGER – HJÆLP!!!

Det seriøse Put&Take-fiskeri.

I takt med at det er blevet mere og mere besværligt, for menig mand at finde et godt naturligt fiskested, er udbudet af Put&Take søer steget. Fiskeformen slog for alvor igennem herhjemme i 1990’erne, og er efterhånden blevet en hel industri. Der er imidlertid mange lystfiskere, som rynker på næsen af denne form for fiskeri, og er af den opfattelse, at Put&Take-søerne kun er mål for overvægtige tyske fruentimmere og støjende familieudflugter. Denne påstand kunne måske retfærdiggøres for nogle år siden, men i dag er situationen en ganske anden.

Det kan faktisk lade sig gøre at finde glimrende søer, hvor man for et relativt beskedent beløb, kan underholde sig med lidt godt, udfordrende og spændende fiskeri. Hemmeligheden består i at finde en sø man synes om. Der findes diverse guider som beskriver søerne, og disse guider kan være udmærket inspiration til, hvor fisketuren skal gå hen. Man bør, efter min mening, dog ikke stirre sig blind på antallet af stjerner, som en sø har fået tildelt i guiden. Antallet af stjerner afhænger nemlig af mange ting, og faktorer som f.eks. legeplads og kaffeautomat, som jo ikke har noget med det egentlige fiskeri at gøre, har indflydelse på vurderingen. Selv foretrækker jeg at søen er så naturlig som muligt.

Fiskeriet i en god Put&Take-sø er, efter min mening, fuldt på højde med fiskeriet i en naturlig sø med en naturlig fiskebestand. Der er dog stadig søer, hvor man praktisk talt blot skal hive fiskene på land, disse søer kendes ofte på, at man skal betale pr. fanget fisk, eller max må fange 3 fisk pr. dag. Har man derimod fundet en god sø, er der ingen garanti for at få fisk på bordet. Der skal naturligvis være en god mulighed for at få bid, men der bør stadig være spænding om, hvorvidt det lykkes denne gang.

Jeg har selv brugt mange timer ved mange forskellige søer rundt om i landet, og vil i kommende artikler beskrive nogle af de bedste oplevelser.

Knæk og bræk.

Så er vi på vej til Mørrum

Mørrums åen i Blekinge i Sverige, lokker hvert år tusinde af lystfiskere til fra mange lande.

Trods at dagskortprisen i år er oppe på SEK 500,- kunne fiskekontoret allerede i midten af april melde alt udsolgt for de næste to måneder.

Fiskeriet deroppe går strygende der bliver i øjeblikket taget mellem 10 og 15 laks om dagen og det er meget flot. 

Her ser vi Jan Roneld fra Danmark fighte laks i Pool 2.

Fra Mandag d. 27 maj og 10 dage frem vil jeg endnu en gang prøve lykken med Mørrums kæmper.

Pink Porno

Enhver lystfisker har et specielt blink eller en spinner som han værdsætter særligt højt. Det kan skyldes at det er det første blink man modtog eller at der har vist sig at netop dette blink kan redde en dag der ellers kunne se ud til at blive en nul tur. Fluefiskere har det på samme møde med deres fluer. Her kan det være farve eller mønster, der gør hele forskellen. Den flue jeg her vil beskrive er hverken speciel køn eller har krævet en særlig bindeteknink. Faktisk er den skyld i hån og hovedrysten fra mine fiskekammerater, men ikke desto mindre bliver den gang på gang bundet forenden af linen og det er sjældent den svigter mig.
Kært barn har mange navne og denne flue går bl.a. under navnet: Flammen, selv foretrækker jeg dog det lidt mere erotiske: Pink Porno. Jeg har efter hånden testet den på en lang række fiskearter og de alle synes at være vilde med den. Lige fra store steelhead i Canada til vore hjemlige havørreder har lukket kæberne om denne lille lyserøde godte.

  Pink Porno
Krog: Streamer (saltvandsbestandig) 4-6
Tråd: Flou rød
Vægtbelastning: Blytråd el. Lign.
Hale: Pink Flashabourør
Krop: Pink Flashabourør
Vinge: Pink Flashabourør
Bemærkninger: Fluen kan som alternativ vægtbelastes ved at udstyre den med kuglekædeøjne

Start med at vægtbelaste fluen. Hvis man ikke bryder sig om at bruge blytråd af forureningsmæssige årsager, kan kobbertråd bruges.
Efter vægtbelastningen laver jeg en underkrop, så kroppen ikke klapper sammen. Det kan undlades, men det får fluen til at fylde mere i vandet. (billede 1)

1.
Efter at underkroppen er færdig, skubbes flashabourøret ind over krogen. Lad en centimeter stikke ud bag krogbøjningen.
Lav et par beviklinger og slut af med en knude, der lakeres. (Billede 2 og 3)

2.

3.
Tråden fæstnes igen ved hovedet med et par beviklinger. Det overskydende flashabourør flosses op og krænges ned over fluen. Det sikres med et par beviklinger og der afsluttes med en knude og lakering. (Billede 4 og 5)

4.

5.

Kalymnos Prioriterer Klatreturister

Kalymnos, en lille ø i Middelhavet med grønne og lyseblå farver i havet, storslåede kalkstensklipper i orange overhæng og grotter uanset hvor du ser hen. Vi er kørt til enden af  vejen – der hvor absolut ingen trafik forstyrer nattesøvnen. Alligevel holdes vi vågne af et dyr hvis støjniveau, når det lander hen over øret, langt overgår de rigtige flyvemaskiner. Endnu er øen på 15000 indbyggere forskånet flystøj. Men landingsbanen og et stort overskud af hotelkomplekser er bygget. Allerede før det hele er taget i brug, mærker man den selvudslettende process. Oprindeligt er Kalymnos kendt for de naturlige svampe som voksede i havet rundt om øen. Tilrejsende for hundrede år siden beundrede de nøgne dykkere som kunne blive under vand op til fire – fem minutter for at samle de magiske badesvampe. Nu har fiskeopdræt overtaget scenen. Udslidt italiensk udstyr er placeret i de smukke bugter. Ved fodringstid besøger de vilde fisk sine slægtninge, og nogle er heldige med at rømme. Med simple snører forsøger dykkernes efterkommere at fange disse smuler fra de riges bord.

Specielt om vinteren ligger turisterhvervet brak. Mere alvorligt bliver det når opdrætsanlæggene har overbelastet kysterne og badevandet. Da er beboernes livsgrundlag for alvor ødelagt og kun klatrerturister vil bidrage til den spinkle økonomi. Masseturismen Skrottet Øen består nemlig af et sandt orgie af klatremuligheder, som ø-styret fører kontrol med og informerer om. Ved ankomst får man udleveret en guide, og mærkede stier fører dig helt uforvirret frem til ruterne, selvfølgelig med påskrevne navne. George Hatzismalis, leder af  ø-styrets sportskontor, oplyser at klatring er et nyt indsatsområde. Traditionel charterturisme indfrier ikke forventningerne, derfor har man ansøgt EU’s regionalfonde om støtte til endnu flere bolte. Som med udnyttelsen af kysten er der udsigt til frit at boltre sig i de utallige grotter. Hvis hr Hatzismalis godkender dig får du boremaskine og bolte udleveret. Men fri kunkurrence er der selvfølgelig ikke. En dygtig græsk klatrer har bemyndigelse til at justere graderinger og stjerner i guiden. Det er klart når EU er indblandet forekommer også udstrakt brug af “korruption”. Flere ruter med kryds, bolle og nodetegn og sød musik i ørerne, kan der kun siges en positiv ting om: man behøver ikke slide sko og hud op i eventuelle repetitioner. Derimod genstår en masse overhængende linier jomfrueligt nøgne. Tendensen afspejler at sportskontoret satser på at tiltrække den største gruppe af klatrere, nemlig “tyske slabklatrere” eller middelgode udøvere. Derfor er fordelingen af ruter atypisk i forhold til nyboltede områder andre steder i Europa. Der er flest ruter i graden 6a – 7b og få ruter hårdere end 7c. Men potentialet for at bolte ruter til eliten er enormt. Enhver som har kræfter til at gå i en halv time opad bakke, kan få sit eget crag med ruter i verdensklasse. Foreløbigt er det, efter min mening, kun sektor Odyssey som kommer i den kategori med i alt 59 ruter: syv 6b; otte 6c; seks 7a; 13 7b; fem 7c og tre 8a, plus en del fine lette ruter. Her er baner i flere stilarter; slab, vertikal og overhæng i diedre (Fouska 7a+) med tufaer og stalakitter. Vi fandt ingen fabrikerede eller chippede ruter;
det forklarer til dels at klatringen forekommer cruxet og derfor mere naturlig end visse steder i Sydeuropa, hvor ruterne er lige lovlig “jævne”. Dog vil jeg anbefale DNA, 7b på sektor Grande Grotta. On sight-orthodokse advares nu om at springe en sætning over. Cruxene er
nemlig at klippe de 14 slynger imens du hygger dig i en behagelig kneebar og efterfølgende rense ruten. Med næsten 45 graders hæng, er det en god ide at opleve ruten en gang til ved at rense på bagtov. Prøv endvidere Mind Boogle 7b+, 30 meter, 16 velplacerede bolte på både
overhængende og slabede crux plus en fintet stalakitlegeplads i toppen. Grande Grotta, som er alle tiders stallakitvidunder, er lukket for videre boltning. Ej på grund af faren for at blive ramt af et vidunder, men for at bevare den æstetiske værdi af de hængende kalkklumper. Jeg skulle ønske man også ville vurdere risiko; og endvidere, adaptere blot et minimum af samme krakilske hensyn til naturen inden for andre aktiviteter. Lokal Idyl i Forfald Det forekommer ekstra tydeligt på en turist-ø, at flere aktiviteter både udgør en væsentlig fare og ødelægger naturen. For eksempel den konstante åbne afbrænding af affald i
en af dalene på øen, eller den voldsomme trafik til alt for små gader. Konsekvensen er et hav af disse EU-scottere – som i øvrigt også klatrerne lejer. Dette inferno af knallertstøj og røg gør
det ulideligt at bruge den ellers fine og hyggelige hovedby, Pothia. Netop på en ø så lille som Kalymnos, ser man kontravirkningen af EU’s indsprøjtninger. Endnu er her ingen Mac D, eller store supermarkeder, men tendensen ses tydeligt – alt centreres om Pothia. Dette i en – i
udgangpunktet – fantastisk økonomi hvor der er flere små butikker og restauranter end fisk tilbage i havet. Blot at stadig flere kører til Pothia for handle bla. den uhyre delikate Kalymnos timianhonning, men også  helt almindelige ting som brød,  appelsiner og bananer. Og hver gang får du en plasticpose som bliver brændt i dalen eller flyver rundt på strandene. Her optræder de sammen med andet olietilklistret affald. Ja, det lyder utroligt negativt, men jeg beretter blot hvad jeg ser, at grækerne skifter olie i havet, og kaster rundt om sig med
bilskrot, vaskemaskiner og andre hvide og brune varer. Jeg forstår jo at grækerne mister moralen når myndighederne ikke tilrettelægger for at kvitte sig med affaldet eller når en olietanker lækker mere olie, end hele Kalymnos når at bruge før verden løber tør. Ellers er grækerne de fineste folk, og på denne ø lider de ikke af turistitis. Det ser man på den umiddelbare glæde ved at hilse på os, og især Snorre som bare er 6
måneder. Brødpigen råber Bjuuutiful når hun ser ham og selv teenagedrenge viser sine skrukhormoner på denne græske ø. De gamle gør alskens tegn for hans helse; gid nogen ville danse en soldans for os.
Velkommen Tilbage når Solen Skinner, selv om vi er så tæt på Sahara, at vi får flyvesand i salaten, regner det omtrent hver tredje dag – akkurat nok til at holde tufaerne våde. De lokale påstår dog at dette år er helt
usædvanligt koldt og regnfuldt. Det er bare vanskeligt at tro, når de har bygget kantsten op i en halv meters højde, præcis nok til at dæmme op for de flodbølger som skyller gennem byen når det styrtregner. Mere skumle er stormene med tyfonagtige vindstød. Som en hund der
kommer op af vandet, ryster bilen sig, og vi klamrer os fast til hinanden i håb om at den ikke vælter. Dog er det ofte dejligt januarvejr og vi lærer at acceptere våde greb. Det er ærgerligt i slutgrebet på en marginal 7b+ on sight, til gengæld morsomt når det sker uventet. 6a+ er “altid” en sikker opvarming for både Marianne og mig selv – men pludselig kommer hun skudt ud af en kanon – flyvende. Jeg vil vædde en tusse på at det ikke kommer til at ske for mig, men selv om jeg klatrer ekstraordinært sikkert, bliver jeg catapultet af ruten nøjagtig samme sted. Det giver os begge en personlig antirekord, og vi foreslår nu at
Mia’s place 6a+ på sektor Palace, bliver omdøbt til Mia’s catapult. Jeg anbefaler også sektor Baby House, med to fine 7a og en første klasses 7b. Sektoren burde have navn efter kolibrierne som summer rundt  i en nydelig blomstereng under ruterne. Grækenland er jo et
sandt navneparadis og ruterne har ofte mytologiske navne.
Som f.eks. Sisyphos – ham der altid trillede ned lige før toppen. Det bør jo være en bestseller, men blev nuppet af en 4c. Min mor kan gå 4c uden at ramle i toppen! Gudernes gud har også sin rute – Zeus 5b. Jeg ved godt, at for en nybegynder, er det helt fantastisk at fange en babymakrel. Men hallo! – se det fra Zeus’ synsvinkel – kære navnedøber! Det er måske lidt for meget forlangt, at den korrupte græker også skal holde regnskab på navnene, oveni graderinger og stjerner og EU-tilskud.

Backpacking i Sydøstasien

Fra Slutningen af Juli 2003 og frem mod marts 2004 vil jeg backpacke i Sydøst Asien, og jeg vil prøve løbende at sende rejseartikler hjem til adventureguiden. Turen kommer omtrent til at forløbe gennem følgende lande: Rusland, Kasakstan, (Kirgisistan), Kina, Laos, Vietnam, Filipinerne, Malaysia, Brunei, Singapore, (Indonesien), Thailand, Cambodia, Myanmar, (Bangladesh), Nepal og Indien. Landene i parantes er usikre, hvorvidt de skal indgå i rejseplanen.

Stenskoven ved Kunming, Kina

Første del af rejsen bliver en overland tur med den trans centralasiatiske jernbane fra Moskva til Peking via Kasakstan. En spændende rute, som kun de færeste turister benytter sig af, den trans mongolske jernbanerute er klart mest populær.

Jeg kan forestille mig, at der vil komme rejseskildringer om jernbane turen gennem centralasien, måske byhistorier fra Moskva og Peking, Angkor templerne i Cambodia, Bagan templerne i Myanmar, trekking i Nepal mm, og hvis muligt en rejseskildring fra alle de lande jeg kommer igennem.

Risterasser i Filipinerne

Andre historier kunne omhandle up to date info om SARS, strandguide, full moon partys, ja hvem ved, følg med i føljetonnen, “Backpacking in East Asia”

se mere info på min hjemmeside

Her nogle af godterne der venter forude

Angkor, Cambodia

http://www.angkorwat.org

Bagan, Myanmar


Bohol, Filipinerne


The End