Drømmen om de 6000 meter (2.del)

(Fortsættelse af tidligere artikel)

Sajama Village: Fra Sajama by i 4200 meters højde er der den vildeste udsigt man kan forestille sig. Man kan se 4 vulkaner, Sajama (6542m), Parinacota (6340m), Pomerape (6220m), og Guallatiri (6066m). Sidstnævnte står og ryger en smule. Parinacota er rent faktisk lige inde i Chile, mens vulkanen lige ved siden af (Pomerape) skulle være boliviansk. Efter min vurdering er Parinacota bestemt en af de smukkeste vulkaner i verden, den er meget symmetrisk og dækket af et kønt snedække de øverste ca. 800 meter.

Parinacota (tv) og Pomerape (th) set fra Sajama byen (4200 moh)

Synet af Parinacota var simpelthen for betagende. Jeg fik igen en afsindig lyst til at bestige denne vulkan, hvilket jo var drømmen helt fra starten af. Dette skulle kunne gøres på to dage, men nu var spørgsmålet om jeg kunne finde en kvaliciceret guide og leje noget udstyr. Byen var, som vi havde hørt, noget øde, men alligevel fik jeg en aftale i hus med en gut der havde en jeep. Næste dag ville jeg kunne få et lift de ca. 25 km. til foden af Parinacota og jeg kunne få en ung lokal guide med, der dog ikke kunne snakke engelsk. Det sted hvor jeg spiste min aftensmad, der bestod af lamakød og pomfritter, kunne jeg leje noget udstyr. Jeg valgte at leje et par steigeisen og en isøkse.

Parinacota bestigning, dag 1: Min kammerat Lars var desvære lidt syg, vi vidste ikke hvad han fejlede, men han havde af og til noget feber, så han kunne ikke være med til bestigningen. Alene tog jeg afsted, hvilket gjorde det hele noget dyrere. Det kostede hele 40 US$ at køre de 25 km. i jeep fra Sajama by til foden af Parinacota, og altså 80 $ ialt, det er jo sindsygt i et ellers meget billigt land!! På de 25 km. lykkedes det at løbe tør for benzin, sidde fast i sandet et par gange, og så smadrede chafføren også lige koblingen, som han dog fik fikset igen, og der var ekstra benzin med på taget. Alt dette kunne ikke overraske mig mere, når det gælder transport, skal man være forberedt på det værste i Bolivia, hvilket vi jo i hvert fald selv erfarede flere gange.

Udover dette havde jeg også hyret en guide, da det kan være farligt selv at give sig i kast med et bjerg af denne kaliber. Han var kun 20 år, men kostede også 40$ om dagen. Han havde dog besteget Parinacota et par gange, og også den nærliggende vulkan, Sajama (6542 m), det højeste bjerg i Bolivia. Han havde ovenikøbet været med til at spille fodbold på toppen af Sajama i 2001, hvilket selvsagt er verdensrekord for fodbold i højden!!

Tilbage til bestigningen. Vi ankom i jeep til 4600 meter kl. 14. Herfra skulle jeg og guiden gå de 800 højdemeter op til campo alto (High camp) i 5400 meter. Det var vildt hårdt, da jeg både havde telt, brænder, tyk sovepose og en masse tøj med, og luften var meget tynd. Jeg fik dog lokket guiden til at slæbe en smule, da jeg var ved at gå kold på de 40 grader stejle askeskråninger!!

Vi kom til Campo Alto lidt før det blev mørkt, kl. 17.15, lige omkring sne grænsen. Det bliver kulmørkt i Bolivia omkring kl. 18.30. Her nær ækvator går solen meget stejlt op og ned, så der er nærmest ikke noget tusmørke. Om dagen er det lunt, selv på altiplano 4000 meter over havet, men når solen går ned, bliver det enddog meget koldt. Vi fik lavet mad, og var i posen allerede kl. 19.

Parinacota bestigning, dag 2: Det frøs meget om natten, min cola i teltet var stivfrossen ved daggry. Det var meningen, at vi skulle begynde bestigningen kl 5 om morgenen, hvor det var mørkt og meget koldt. Jeg havde dog næsten ikke sovet (typisk i højden) og havde en lille kvalme, så jeg frygtede højdesyge og udskød bestigningen til kl.8. På dette tidspunkt havde jeg stadig en lille kvalme, men besluttede at forsøge mig mod toppen. Fik jeg det dårligere, ville jeg straks fortælle guiden, at vi skulle gå ned.

I 5500 meter tog vi steigeisen under støvlere, og fra nu af var det den rene snevandring på 40 grader stejle skråninger. Det var selvsagt meget hårdt, vi gik på tværs af skråningen (zig zag), men jeg måtte holde pustepause meget ofte. Dette betød, af vi nærmest ikke kom nogle vegne, sådan føltes det i hvert fald. Det er meget vigtigt at have tålmodighed og jernvilje, når man bestiger bjerge, det er en meget langsom proces, et skridt af gangen, men toppen bliver ved med at være langt væk. Vi havde ikke rigtigt været i form i Sydamerika, kørte i bus hele tiden eller spiste burgere og fritter/kylling (svært at få andet), så min form var ikke i top, slet ikke. Vi havde dog været på altiplano i næsten 4 uger, så jeg var meget godt akklimatiseret til 4000 meter, utroligt vigtigt.

Måske var det vildt koldt om natten, men det var næsten uudholdeligt varmt i sneen omkring kl.10, jeg havde lyst til at smide alt tøjet, men vinden (når den var der, det var ok vejr) var kølig. Varmen gjorde det hele endnu hårdere, og skråningen var bare så stejl, så man næsten ikke fatter det, og den blev ved. Den vedvarende konstante hældning er ulempen ved vulkaner, men der er sjældent så mange gletschere, hvilket gør det muligt at bestige mange vulkaner uden brug af reb. Vi havde steigeisen og isøkse med. Man skal passe på ikke at falde og skride ned af de stejle skråninger, dette var eneste faremoment udover højdesyge ved bestigningen. Isøksen skulle bruges til at stoppe sådanne fald, det kom dog heldigvis slet ikke så langt, jeg følte mig ok tryg på skråningen, sneen var god og hård.

Efterhånden tækte jeg på at give op, da jeg hele tiden skulle have pustepause, men hvis jeg havde tålmodighed nok, og kunne undgå højdesyge, så skulle det vel lykkes på et eller andet tidspunkt. Jeg satte et nyt mål, bare at komme over de 6000 meter og slå min rekord fra Kilimanjaro i Afrika. Efterhånden lykkedes dette, og mit højdeur gik i sort, da det kun virker til 6000 meter, et godt tegn. Vi fortsatte den langsomme fremmarch. For at holde mig gående tænkte jeg på min nye lille nevø, Marius. Han skulle ikke have en onkel, der sådan bare lige giver op, og ikke har fightervilje. Dette hjalp mig hele vejen til toppen. Vi ankom kl. 12.15 til kraterranden i omkring 6300 meter over havet. Jeg undgik de store højdesyge symptomer, der plagede mig på Kilimanjaro, og der var en fantastisk udsigt fra toppen mod de nærliggende vulkaner, og ned i krateret, der var fyldt med sne.

Sejrens sødme, maj 2002. Kraterranden af Parinacota.

Nedturen var også slem, jeg var træt, og når man gik ned af den stejle skråning skulle man især være koncentreret for ikke at falde. Vi nåede ned til 4600 meter til kl. 15.30 og kort efter ankom jeepen for at hente os. Det var med ro i sjælen at turen gik tilbage til Sajama landsbyen, min drøm om at komme over de 6000 meter var ført ud i livet.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Bjerge: Der er mange gode egnede bjerge i Sydamerika over 6000 meter, og Parinacota er blandt de nemmeste. Men som nævnt ovenfor er det utroligt smukke bjerg, Huayna Potosi, nær La Paz også en populær mulighed. La Paz har et rigt udvalg af turarrøngerer til bjergtoppe i den nærliggende bjergkæde, Cordillera Real. En sværere mulighed er bjerget Illimani (6460m), der tydeligt ses fra La Paz. I Peru er området omkring Huaraz et mekka for trekkere og bjergbestigere, og her findes nogle af de flotteste bjerge i Sydamerika, blandt andet det fantastisk smukke Alpamayo, der dog lige er under de 6000 meter. Perus højeste bjerg Huascaran ( 6768m) findes også i dette område. I Equador kan bjerget Chimborazo (6267m) være en oplagt mulighed.Udstyr: På Parinacota kan man nøjes med isøkse og steigeisen for sin egen sikkerhed, men på mange andre bjerge vil det også være nødvendigt med reb og klatreudstyr. Gode solbriller og varmt tøj er en selvfølge.Transport: Sajama by ligger nogle kilometer fra asfaltvejen, der forbinder La Paz i Bolivia med Arica i Chile. Man kan stå af ved asfaltvejen og håbe på et lift til Sajama, der er noget langt at gå, men ikke umuligt. En anden mulighed er at tage med bus fra La Paz og sydpå til byen Patacamaya. Her kan man fange små minibusser, der kører helt til Sajama landsbyen. Dette var hvad vi selv gjorde.

En flybillet Sydamerika t/r løber op i omkring 6000-7000 kroner.Sæson: Parinacota kan bestiges året rundt, men i visse perioder kan der være dannet mange ispenitentes på bjerget, som kan gøre en bestigning vanskelig. Jeg tror månederne omkring maj-september er gode, her vil der være et godt og mere ensformigt snedække, da det er umiddelbart efter regntiden.Turarrangører: La Paz har masser af brugbare selskaber eller prøv selv lykken i Sajama parken, hvor der dog ikke er meget at komme efter. Der er egentlig ingen butikker i byen, man kan få lidt mad hos de lokale, og leje lidt udstyr hist og pist. Det er en god ide selv at tage mad med til Sajama, da man ikke kan få meget andet en lokalt lamakød, og jeg synes personligt ikke det smagte fremragende, og det var sejt.

Huaraz

La Paz

Litteratur:

Lonely Planet Bolivia  online rejseguide

Andes.org.uk  info om alle bjerge i Sydamerika over 6000 meter

 

 

The End……….