Min første havørred

Jeg havde de sidste 5 år kæmpet en hård kamp for at overliste en havørred i Vejle å.
Jeg havde afluret nogle af de gode havørred fiskere og prøvede så på at gøre det samme som dem, men lige lidt hjalp det. Det var ved at være lidt frustrerende at se alle de andre fange fisk.
Så en dag fik jeg en ide til en flue, som jeg ville prøve at binde. Et eksemplar blev bundet en halv time før jeg skulle ud at fiske.

Jeg kom ud til åen og der var så nogle af de garvede fiskere. Det var overskyet og det blæste egentlig rimelig godt, det skulle efter sigende være godt havørred vejr.
Jeg riggede til og begav mig ned til åen, fluen jeg lige havde bundet sad for enden af forfanget. Jeg vidste at der i et godt hul lidt længere nede af åen stod en havørred, havde set den dagen før. Jeg fiskede stille og roligt ned mod hullet, der var ikke meget aktivitet i åen. Det var nu blevet tusmørke og jeg var nået til hullet, det blev fisket grundigt i gennem, men der skete ikke rigtig noget så jeg stod helt og faldt i staver. Pludselig mærkede jeg et voldsomt dunk i stangen, helt uden at tænke mig om gav jeg modhug. Jeg rystede over hele kroppen og mine ben var som gelé. Det var en tung fisk kunne jeg mærke, den tog med det samme et udløb hvorefter jeg fik den ind på 5 meter line. Den stod tungt ude i strømmen og tappede egentlige mere mig for kræfter end jeg tappede den.
Nu kom en af de andre fiskere, han spurgte om jeg havde mærket noget og jeg fik fremstammet “Jeg har fisk på” . Han tilbød mig at hjælpe med landingen. Da den var klar til landing tændte han sin pandelygte, sikke en fisk tænkte jeg det var mit livs største fisk. Han fik den i nettet og båret op bagved på græsset.
Da vi sad og snakkede og kiggede på fisken, tror jeg at jeg var verdens lykkeligste mand. Jeg havde selvfølgelig ikke fået mit kamera med. Så jeg pakkede sammen og skyndte mig hjem, så min kæreste kunne tage et billede af den mens den stadig så frisk ud.
Fisken målte 72 cm og vejede 4,5 kg. Det var en rigtig fin fisk at indvie havørred fiskeriet med. Fluen som jeg bandt blev døbt Nattens Djævel.