Drømmen om de 6000 meter (1.del)

Drømmen opstår: Drømmen om at komme over de 6000 meter opstod vel næsten lige efter, at jeg i sommeren 2000 havde besteget Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, der med sine 5895 meter lige akkurat ikke nåede op over denne grænse. Dengang havde jeg været på toppen sammen med min studiekammerat Lars, og da vi to i 2001 så småt begyndte at planlægge en længere tur til Sydamerika til foråret 2002, var en bestigning af en 6000’er inde i billedet med det samme.

 

Efter at have besteget det højeste bjerg i Afrika, ville det selvfølgelig også være en drøm at stå på toppen af det højeste i Sydamerika, Aconcagua på 6962 meter. Men der var dog visse begrænsninger. Den ene var økonomien, vi skulle være i Sydamerika i 3 1/2 månede og også et smut til USA, så budgettet var ikke så stort. En anden begrænsning var vores tekniske kunnen. Vi havde ingen erfaring med teknisk bjergbestigning, så vi skulle finde et bjerg, der ikke krævede den store bjergbestignings ekspertise og samtidig et bjerg, der kunne bestiges med få penge på lommen.

Aconcagua skrinlægges: Med disse forbehold blev det klart, at Aconcagua ville blive for dyrt for os, og måske også for krævende. Godt nok er Aconcagua sandsynligvis det højeste bjerg i verden, der kan bestiges uden den store tekniske kunnen, men bjerget er højt samt meget koldt og blæsende. Det ville kræve en del dage og en del udstyr at give sig i kast med dette bjerg, og dette ville bringe de samlede udgifter op på et niveau, som vi ikke kunne magte, med alt det andet vi skulle i Sydamerika. I stedet besluttede vi os for at foretage et trek for foden af Aconcagua og kigge os om efter et andet egnet bjerg over 6000 meter at gå i krig med.

 

Cerro Aconcagua

 

Den mægtige sydvæg på næsten 3000 højdemeter

 

 

 

 

 

 

Foto: Marts 2002 (LN)

 

Sydamerikas fordele: Hvis man ikke kender til teknisk bjergbestigning, men alligevel har en drøm om at komme over de 6000 meter, så har man måske de bedste muligheder i Sydamerika. Der er mange vulkaner over de 6000 meter, og vulkaner er typisk mindre krævende teknisk end egentlige bjerge. Dette skyldes vulkanernes symmetri, der eksponerer sneen mod solen, og der er ikke så mange læpunkter, hvor sneen kan fyge sammen. Dette bevirker, at gletscherdannelse ikke er så fremtræden på vulkaner som på bjerge. Kan man blive fri for gletschere og ekstremt stejle passager, så kan man også undgå at bruge reb og kende til rebteknikker. En anden fordel i Sydamerika er klimaet. Dette gælder i hvert fald for de toppe, der ligger i Andeskæden på grænsen mellem det nordligste Chile og Argentina, og på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger nemlig den knastørre Atacamaørken, hvormed vejret ofte er godt og stabilt og snemængden på bjergene er begrænset. Snegrænsen ligger faktisk normalt helt oppe ved 5500 meter over havet og nogle steder næsten 6000 meter på nordvendte skråninger.

Volcan Licancabur. 5916 meter, men næsten snefri på nordsiden

En tredie meget stor fordel i dette område er højplateauet, der strækker sig fra det nordligste Argentina og til det sydligste Peru, og som dækker en stor del af det vestlige Bolivia. De fleste vulkaner i dette område rejser sig op fra dette plateau, hvilket betyder, at højdeforskellen mellem base og top “kun” er på ca. 1500-2000 meter. Der er altså gode chancer for at få en optimal højdeakklimatisering, hvilket er så super vigtigt, når man skal bestige høje bjerge. Et par uger på højplateauet og man er godt rustet.

Udvælgelse af det rette bjerg: Med denne viden gav vi os i kast med at kigge efter nogle gode egnede vulkaner eller bjerge i det omtalte område. I det nordlige Chile på grænsen til Argentina fandt vi vulkanen Ojos del Salado, der med sine 6893 meter skulle være verdens højeste vulkan, og det andet højeste bjerg i Sydamerika efter Aconcagua. Vi kunne læse os frem til, at vulkanen ikke skulle være specielt teknisk, og snemængden var ikke af betydning. På den negative side var dog vulkanens afsides beliggenhed og problemer med en ordentlig akklimatisering. Det tiltalte os dog meget at komme til at stå på toppen af den højeste vulkan, men alligevel endte vi med at finde en mere egnet kandidat i Sajama National Parken på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger 4 høje vulkaner på over 6000 meter lige ved siden af hinanden i nærheden af den asfalterede hovedvej mellem Arica i Chile og La Paz i Bolivia. Tilgængeligheden var altså god, og samtidig rejste vulkanerne sig op fra et 4200 meter højt plateau, hvilket kunne give en god akklimatisering. Området passede også perfekt med vores planlagte rutevalg i Bolivia, idet vi ville kunne akklimatisere på det høje plateau i Bolivia i en 3 ugers tid før vi ville tage til Sajama parken.

I Sajama National Parken kunne vi vælge mellem Sajama på 6542 meter (Bolivias højeste punkt), Parinacota på 6340 meter og Pomerape på 6220 meter. Sajama er en kæmpemæssig vulkan, men kræver en smule teknik. Parinacota derimod blev jeg forelsket i ved første øjekast. Sjældent har jeg set en så flot og symmetrisk vulkan med et nydeligt hvidt snedække de øverste 700-800 meter. Tilmed skulle Parinacota også have et stort flot krater, som man kunne se ned i. Sagen var klar, i marts 2002 rejste vi til Sydamerika med den forventning, at det var Parinacota, der skulle få vores drøm til at gå i opfyldelse.

Volcan Parinacota, 6340 meter.

Nye overvejelser i La Paz: Vi ankom til La Paz, Bolivia i starten af maj 2002, hvor vi ville kunne opbevare nogle af vores ting, mens vi ville tage en afstikker til Sajama Parken. I La Paz forhørte jeg mig om priser og muligheder for at bestige et bjerg over 6000 meter. De fleste bureauer anbefalede, at vi i stedet skulle forsøge os på bjerget Huayna Potosi (6088m), der ligger i bjergkæden Cordillera Real tæt på La Paz. Dette kunne gøres for rimelige penge omkring de 125 US$ per person. Ture arrangeret fra La Paz til Sajama Parken med eventuel bestigning af Sajama eller Parinacota ville blive noget dyrere, især som følge af den længere transport fra La Paz. Og mulighederne for at arrangere bestigninger fra selve Sajama Village i Sajama National parken skulle ikke være så gode. Det skulle være svært at opdrive engelsktalende guider i den lille by, og udbuddet af udstyr ville være begrænset. Under alle omstændigheder ville vi tage ned til Sajama parken, da det skulle være et flot sted, og i hvert fald mindst lave et trek i området. Så kunne vi altid tage tilbage til La Paz og forsøge os på Huayna Potosi, der jo også er over de 6000 meter. Med denne plan tog vi med bussen mod Sajama Village, hvor vi allerede fra over 100 kilometers afstand kunne se de sneklædte vulkaner knejse mod en dybblå himmel. Det kildede i min mave med de utroligt flotte udsigter, der var noget stort i vente.

To be continued…………………