Månedsarkiv: april 2003

To kulturer mødes

Under et ophold i Kangerlusuaq eller Sønderstrømfjord som byen hedder på dansk, var jeg ude at køre på isen 2 gange, og det var meget forskellige oplevelser.

Der er en stor oplevelse at sidde på en slæde efter 12 hunde, som trækker med alle kræfter hen over isen. Hundene er trænet gennem mange generationer og for dem er det lykken at komme ud og trække en slæde. Vi blev inden turen klædt på med sælskindstøj og store støvler så det var muligt at holde varmen.

Det viste sig dog ikke at være noget problem, for temperaturen var minus 5 grader og det er ikke ualmindeligt med minus 20 til 30 grader i april måned. Det betød at også hundene havde det varmt.

Efter turen på hundeslæde var det tur til at prøve den moderne form for slædekørsel, nemlig snescoter.

Hvor man på hundeslæden var et med naturen var turen på snescoter meget mere præget at action. Vi fik hver sin scoter og en kort instruktion i hvordan man gav gas og bremsede. Herefter var det bare at begive sig afsted over isen.

De første kilometer gik det stille

og roligt men efterhånden som vi blev mere dus med scoteren steg hastigheden. Der er nogle meget hurtige maskiner og når man kører over ujævn havis føles det endnu vildere. Hastigheden på snescoteren er 10 gange så høj som på slæden og nogle af scoterne topper først ved 160 km/t.

Det er en lige så stor oplevelse at køre scoter som hundeslæde, men der er 2 så forskellige ting at man ikke kan sammenligne det. Jeg vil på det kraftigste anbefale at man kører hundeslæde hvis man tager til Grønland, og hvis man er til fart og spænding skal man også prøve snescoteren.

God tur.

Min første havørred

Jeg havde de sidste 5 år kæmpet en hård kamp for at overliste en havørred i Vejle å.
Jeg havde afluret nogle af de gode havørred fiskere og prøvede så på at gøre det samme som dem, men lige lidt hjalp det. Det var ved at være lidt frustrerende at se alle de andre fange fisk.
Så en dag fik jeg en ide til en flue, som jeg ville prøve at binde. Et eksemplar blev bundet en halv time før jeg skulle ud at fiske.

Jeg kom ud til åen og der var så nogle af de garvede fiskere. Det var overskyet og det blæste egentlig rimelig godt, det skulle efter sigende være godt havørred vejr.
Jeg riggede til og begav mig ned til åen, fluen jeg lige havde bundet sad for enden af forfanget. Jeg vidste at der i et godt hul lidt længere nede af åen stod en havørred, havde set den dagen før. Jeg fiskede stille og roligt ned mod hullet, der var ikke meget aktivitet i åen. Det var nu blevet tusmørke og jeg var nået til hullet, det blev fisket grundigt i gennem, men der skete ikke rigtig noget så jeg stod helt og faldt i staver. Pludselig mærkede jeg et voldsomt dunk i stangen, helt uden at tænke mig om gav jeg modhug. Jeg rystede over hele kroppen og mine ben var som gelé. Det var en tung fisk kunne jeg mærke, den tog med det samme et udløb hvorefter jeg fik den ind på 5 meter line. Den stod tungt ude i strømmen og tappede egentlige mere mig for kræfter end jeg tappede den.
Nu kom en af de andre fiskere, han spurgte om jeg havde mærket noget og jeg fik fremstammet “Jeg har fisk på” . Han tilbød mig at hjælpe med landingen. Da den var klar til landing tændte han sin pandelygte, sikke en fisk tænkte jeg det var mit livs største fisk. Han fik den i nettet og båret op bagved på græsset.
Da vi sad og snakkede og kiggede på fisken, tror jeg at jeg var verdens lykkeligste mand. Jeg havde selvfølgelig ikke fået mit kamera med. Så jeg pakkede sammen og skyndte mig hjem, så min kæreste kunne tage et billede af den mens den stadig så frisk ud.
Fisken målte 72 cm og vejede 4,5 kg. Det var en rigtig fin fisk at indvie havørred fiskeriet med. Fluen som jeg bandt blev døbt Nattens Djævel.

Langfredag er Store Ørreddag på Bornholm


Det er ørreder som denne der giver flotte præmier langfredag
Her en 3- kilos fra Hvideodde

Langfredag er for de bornholmske lystfiskere og alle fisketuristerne den helt store dag ,.
Det er her at alle der har den mindste interesse for at fiske efter havørred er ude med snøren. Det er en 35 år gammel konkurrence arrangeret af Bornholms sportsfiskerforening
I daglig tale kaldet BSF.
Der er mange store flotte Præmier bla. er der et Guld hjul fra Abu til den der fanger den største ørred denne dag . Samlet præmiesum er på over 25.000 kr.
Konkurrencen starter kl. 00.01 fredag nat og køre frem til kl. 18.00 Med opvejning og præmieuddeling ved BSF ’s klubhus på havnen / Nørrekås i Rønne.


Ved opvejningen går hyggesnakken blandt lystfiskerne , om man har fanget noget eller ikke og bare har nydt dagen og fået en masse frisk luft.
Det er en tradition for mange bornholmere at følge præmieuddelingen og der stå år efter år op til 3-400 publikummer og ser de flotte fisk og de trætte fiskere
Fiskekort til 80,- kan købes på øens Q 8 tank stationer og hos øens fluebinding i Rønne og grejhandler Dus med dyrene i Rønne og Neksø.
Endvidere skal der også være løst lovpligtigt fisketegn

Laksefiskeri ved Simrishamn

Onsdag aften blev båden spændt efter bilen og jeg tog med min fiskekammerat på laksefiskeri. Køreturen blev afbrudt af et stop ved Hydro Texaco i Slagelse, som altid er god for nogle gode tilbud til lystfiskeren. Herefter fortsatte vi over øresundsbroen og 100km gennem Sverige til vi nåede Simrishamn som skulle være vores udgangshavn de næste 4 dage.

Torsdag morgen var vejret perfekt og vi forlod havnen klokken 6.00 og satte kursen mod Bornholm. Jeg havde hørt at fiskeriet de seneste dage var godt på nogle pladser nord-vest for Bornholm. Efter en time havde vi sat alt grejet og trollede rundt i området ved noget som hedder Stenhullet. For Torben som jeg havde med var det første gang at han stiftede bekendskab med trollingfiskeri, selvom han havde fisket hele livet.

Allerede efter en times fiskeri var der hug på den ene stang som fiskede i 120 fods dybde. Det var på en af Torbens stænger og det var med stor glæde at jeg kunne nette hans debutlaks på 3,2 kg efter så kort tid. Fisken blev fanget på en hvid/orange Jack Rapid fisket efter en hvid/orange flasher.

Vi blev i området og det viste sig at være fornuftigt. Kun 1½ time efter vores første fisk var der hug igen. Denne gang var det min tur og jeg kunne godt mærke at det var en lidt større fisk. Fisken havde hugget på en overfladestang med en sølv Apex fisket efter en sølv dipsydiver. Det var en ren fornøjelse at vi kunne lande vores anden laks indenfor 3 timer, men at det skulle blive turens største troede vi ikke på det tidspunkt. Den vejede 4,6kg og under normale omstændigheder er der gode muligheder for at fange større fisk. Om eftermiddagen blæste det op og der var en frisk vind da vi kom i havn.

Næste morgen havde vinden taget til og det var ikke muligt at komme på vandet. Vi gik inde i byen og håbede på at vinden skulle lægge sig lidt over middag men det skete desværre ikke. Herefter kørte vi tilbage til vores hytte hvor vi tog en velfortjent lur.

Lørdag morgen blæste det også meget og da vejrudsigten så dårlig ud for de kommende dage valgte vi at køre hjem. Jeg håber på at komme afsted i starten af maj, for det er lidt svært at leve med kun en fiskedag efter laks.

Drømmen om de 6000 meter (1.del)

Drømmen opstår: Drømmen om at komme over de 6000 meter opstod vel næsten lige efter, at jeg i sommeren 2000 havde besteget Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, der med sine 5895 meter lige akkurat ikke nåede op over denne grænse. Dengang havde jeg været på toppen sammen med min studiekammerat Lars, og da vi to i 2001 så småt begyndte at planlægge en længere tur til Sydamerika til foråret 2002, var en bestigning af en 6000’er inde i billedet med det samme.

 

Efter at have besteget det højeste bjerg i Afrika, ville det selvfølgelig også være en drøm at stå på toppen af det højeste i Sydamerika, Aconcagua på 6962 meter. Men der var dog visse begrænsninger. Den ene var økonomien, vi skulle være i Sydamerika i 3 1/2 månede og også et smut til USA, så budgettet var ikke så stort. En anden begrænsning var vores tekniske kunnen. Vi havde ingen erfaring med teknisk bjergbestigning, så vi skulle finde et bjerg, der ikke krævede den store bjergbestignings ekspertise og samtidig et bjerg, der kunne bestiges med få penge på lommen.

Aconcagua skrinlægges: Med disse forbehold blev det klart, at Aconcagua ville blive for dyrt for os, og måske også for krævende. Godt nok er Aconcagua sandsynligvis det højeste bjerg i verden, der kan bestiges uden den store tekniske kunnen, men bjerget er højt samt meget koldt og blæsende. Det ville kræve en del dage og en del udstyr at give sig i kast med dette bjerg, og dette ville bringe de samlede udgifter op på et niveau, som vi ikke kunne magte, med alt det andet vi skulle i Sydamerika. I stedet besluttede vi os for at foretage et trek for foden af Aconcagua og kigge os om efter et andet egnet bjerg over 6000 meter at gå i krig med.

 

Cerro Aconcagua

 

Den mægtige sydvæg på næsten 3000 højdemeter

 

 

 

 

 

 

Foto: Marts 2002 (LN)

 

Sydamerikas fordele: Hvis man ikke kender til teknisk bjergbestigning, men alligevel har en drøm om at komme over de 6000 meter, så har man måske de bedste muligheder i Sydamerika. Der er mange vulkaner over de 6000 meter, og vulkaner er typisk mindre krævende teknisk end egentlige bjerge. Dette skyldes vulkanernes symmetri, der eksponerer sneen mod solen, og der er ikke så mange læpunkter, hvor sneen kan fyge sammen. Dette bevirker, at gletscherdannelse ikke er så fremtræden på vulkaner som på bjerge. Kan man blive fri for gletschere og ekstremt stejle passager, så kan man også undgå at bruge reb og kende til rebteknikker. En anden fordel i Sydamerika er klimaet. Dette gælder i hvert fald for de toppe, der ligger i Andeskæden på grænsen mellem det nordligste Chile og Argentina, og på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger nemlig den knastørre Atacamaørken, hvormed vejret ofte er godt og stabilt og snemængden på bjergene er begrænset. Snegrænsen ligger faktisk normalt helt oppe ved 5500 meter over havet og nogle steder næsten 6000 meter på nordvendte skråninger.

Volcan Licancabur. 5916 meter, men næsten snefri på nordsiden

En tredie meget stor fordel i dette område er højplateauet, der strækker sig fra det nordligste Argentina og til det sydligste Peru, og som dækker en stor del af det vestlige Bolivia. De fleste vulkaner i dette område rejser sig op fra dette plateau, hvilket betyder, at højdeforskellen mellem base og top “kun” er på ca. 1500-2000 meter. Der er altså gode chancer for at få en optimal højdeakklimatisering, hvilket er så super vigtigt, når man skal bestige høje bjerge. Et par uger på højplateauet og man er godt rustet.

Udvælgelse af det rette bjerg: Med denne viden gav vi os i kast med at kigge efter nogle gode egnede vulkaner eller bjerge i det omtalte område. I det nordlige Chile på grænsen til Argentina fandt vi vulkanen Ojos del Salado, der med sine 6893 meter skulle være verdens højeste vulkan, og det andet højeste bjerg i Sydamerika efter Aconcagua. Vi kunne læse os frem til, at vulkanen ikke skulle være specielt teknisk, og snemængden var ikke af betydning. På den negative side var dog vulkanens afsides beliggenhed og problemer med en ordentlig akklimatisering. Det tiltalte os dog meget at komme til at stå på toppen af den højeste vulkan, men alligevel endte vi med at finde en mere egnet kandidat i Sajama National Parken på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger 4 høje vulkaner på over 6000 meter lige ved siden af hinanden i nærheden af den asfalterede hovedvej mellem Arica i Chile og La Paz i Bolivia. Tilgængeligheden var altså god, og samtidig rejste vulkanerne sig op fra et 4200 meter højt plateau, hvilket kunne give en god akklimatisering. Området passede også perfekt med vores planlagte rutevalg i Bolivia, idet vi ville kunne akklimatisere på det høje plateau i Bolivia i en 3 ugers tid før vi ville tage til Sajama parken.

I Sajama National Parken kunne vi vælge mellem Sajama på 6542 meter (Bolivias højeste punkt), Parinacota på 6340 meter og Pomerape på 6220 meter. Sajama er en kæmpemæssig vulkan, men kræver en smule teknik. Parinacota derimod blev jeg forelsket i ved første øjekast. Sjældent har jeg set en så flot og symmetrisk vulkan med et nydeligt hvidt snedække de øverste 700-800 meter. Tilmed skulle Parinacota også have et stort flot krater, som man kunne se ned i. Sagen var klar, i marts 2002 rejste vi til Sydamerika med den forventning, at det var Parinacota, der skulle få vores drøm til at gå i opfyldelse.

Volcan Parinacota, 6340 meter.

Nye overvejelser i La Paz: Vi ankom til La Paz, Bolivia i starten af maj 2002, hvor vi ville kunne opbevare nogle af vores ting, mens vi ville tage en afstikker til Sajama Parken. I La Paz forhørte jeg mig om priser og muligheder for at bestige et bjerg over 6000 meter. De fleste bureauer anbefalede, at vi i stedet skulle forsøge os på bjerget Huayna Potosi (6088m), der ligger i bjergkæden Cordillera Real tæt på La Paz. Dette kunne gøres for rimelige penge omkring de 125 US$ per person. Ture arrangeret fra La Paz til Sajama Parken med eventuel bestigning af Sajama eller Parinacota ville blive noget dyrere, især som følge af den længere transport fra La Paz. Og mulighederne for at arrangere bestigninger fra selve Sajama Village i Sajama National parken skulle ikke være så gode. Det skulle være svært at opdrive engelsktalende guider i den lille by, og udbuddet af udstyr ville være begrænset. Under alle omstændigheder ville vi tage ned til Sajama parken, da det skulle være et flot sted, og i hvert fald mindst lave et trek i området. Så kunne vi altid tage tilbage til La Paz og forsøge os på Huayna Potosi, der jo også er over de 6000 meter. Med denne plan tog vi med bussen mod Sajama Village, hvor vi allerede fra over 100 kilometers afstand kunne se de sneklædte vulkaner knejse mod en dybblå himmel. Det kildede i min mave med de utroligt flotte udsigter, der var noget stort i vente.

To be continued…………………