Ingen fisk i Øresund

Den seneste uge har fiskeriet ikke været særligt godt på sundet, og i weekenden var det meget dårligt. Trods en del vind og ikke ret høje temperaturer, var vi 4 som kørte til Helsingør for at fange de eftertragtede torsk over 10 kg.

Lørdag var der et par andre småbåde som trodsede vejret og ligesom os søgte efter buler på de kendte pladser i området mellem Helsingør og Helsingborg. Det viste sig hurtigt at der var meget få fisk og det betød at flere både ikke fangede noget. Vi brugte noget tid på at fange sild, så nu har jeg agnfisk til de første ture på Det Gule Rev senere på måneden.

Med en vandtemperatur lige omkring 0 grader og minus 2 garder i luften frøs det hurtigt til is på fordækket af båden, og det havde helt sikkert været mere komfortabelt ombord på en turbåd.

Søndag var vinden aftaget lidt men der var ikke kommet flere fisk. Der var i løbet af formiddagen ikke nogle fornuftige buler, men omkring middag skete der lidt. Vi så at der på turbådene blev fanget nogle enkelte mellemfisk, og Thomas fik dagens torsk på 7,25kg.

Efter denne weekend står det kart, at nu er vinterens fiskeri efter torsk slut, og båden skal gøres klar til laksefiskeriet i Simrishanm.