Guide til trekking i det Sydvestlige USA

Ørkenstaterne i det Sydvestlige USA er et mekka forvidunderlige treks på alle niveauer. Der er noget for enhver smag, både for dem, der er til de korte dagstreks tæt på den civiliserede verden, men også dem der vil ud i ødemarken og overnatte primitivt. Naturen er varieret i dette område, men er især kendt for nogle af de smukkeste ørkenscenarier i verden og klippeformationer i alle former og farver. Jeg tager udgangspunkt i nogle af de bedste treks, som jeg selv har været på, men der vil også være links til andre treks. Mange af de bedste vandreture findes i de Nationalparker, som jeg har beskrevet i en anden artikel (guide til Nationalparker i det Sydvestlige USA), og der er god information om trekking muligheder under disse parkers hjemmeside.


DAGS-TREKS

Navaho loop trail

Sted: Bryce Canyon National Park, Utah

Længde: ca. 2 km. (rundtur)

Niveau: let

Natur: Kalkstenssøjler (hoodoos) i flotte farver og former

Højdemeter: ca. 100 m. ned og op igen

Thors Hammer (hoodoo)

Varemærket for Bryce Canyon er de i tusindvis af lyserøde kalkstenssøjler, der som nåle peger mod himlen.

Fra diverse udsigtspunkter er dette et imponerende syn, men det bliver mere spændende, når man går ned blandt dem, og på “Wall Street”, en del af Navaho loop stien, føler man sig noget lille mellem disse enorme erosionssøjler. Der er mange andre suveræne vandrestier i parken, se herunder.

Oversigt over treks i Bryce Canyon NP: www.nps.gov/brca/hiking.htm

“Wall Street”


Angels Landing

Sted: Zion National Park, Utah

Længde: 8 km. (rundtur)

Niveau: middel/hård

Natur: Super udsigter over Zion kløften fra toppen af et klippefremspring

Højdemeter: 453 meter op og ned igen.

Udsigt fra Angels Landing

Dette er et meget godt trek hvad angår både skønhed og udfordring. Målet med turen er at nå ud på spidsen af et klippefremspring, der bærer navnet Angels landing. For at komme dertil skal man ikke være alt for bange for højder og store dropoffs på op mod 400 meter. Flere steder er stien så stejl, at man må holde ved kæder for ikke at falde i afgrunden.

400 meter drop of fra stien

Stien er asfalteret i starten, men de sidste meter mod toppen er det mere mild klatring end vandring. Udsigten fra toppen er formidabel.

Zion National Parken byder på rigtig mange gode treks, og også mange af flere dages varighed, hvor man kan overnatte ude i den vilde natur. Et meget berømt trek er “The Narrows”, hvor man vandrer i Virgin floden, hvor kløften bliver så smal som 5-6 meter, men mange hundrede meter dyb. Dette trek er livsfarligt, hvis man befinder sig i kløften under et tordenskyld, så det er vigtigt kun at bevæge sig afsted i stabilt vejr. Dette trek kræver permit, og er på ca. 26 km.

Oversigt over treks i Zion NP: http://www.nps.gov/zion


Devils Garden/Double O Arch

Sted: Arches National Park, Utah

Længde: 6,8 km. (rundtur)

Niveau: Let/middel

Natur: Stenbuer

Højdemeter: flad, lidt op og ned

Delicate Arch

Den største koncentration af stenbuer i parken findes i området, der kaldes Devils Garden. På den6,8 km. rundtur ses mange buer, bl.a. Landscape Arch, der har et spænd på ca. 90 meter (verdensrekord) og den smukke Double O Arch. (tv). I parken findes også et af mine favorit treks, et trek på 4,8 km. (rundtur), der tager én til den ubeskriveligt smukke bue “Delicate Arch”, der har en fantastisk placering nær en afgrund. Double O Arch

Oversigt over andre treks i Arches NP: www.nps.gov/arch/hike.htm


 

The Joint Trail

Sted: Canyonlands National Park, Utah

Længde: 18 km (rundtur)

Niveau: middel/hård

Natur: Vildnæs af kløfter og klipper

Højdemeter: Lidt op og ned

Jesper i Sprækken (the joint)

Canyonlands National Park er efter min vurdering et af de bedste steder for trekking i mere vilde og primitive omgivelser. Her er udfordringer for enhver. Mange stier er svære at følge, og mere primitive, kun markeret med stenvarder. Landskabet er forunderligt og varieret. For at komme til “The joint Trail” må man først følge andre stier. Parken er inddelt i 3 områder, og dette trek finder sted i det område, der hedder “Needles distriktet”. Som navnet antyder, så går The Joint trail i en snæver sprække i klipperne. Nogle steder er sprækken så smal som en person, så det er en lidt af en klaustrobisk oplevelse, men meget speciel. (se billede ovenfor)

Needles distriktet er meget vildt, men endnu mere vildt og ufremkommeligt er “Maze distriktet”.

Oversigt over treks i Needles distriktet: www.nps.gov/cany/needles/lhikes.htm


MIDDELLANGE TREKS MED OVERNATNING

Mt. Whitney Trail

Sted: Inyo National Forests, Californien

Længde: ca. 35 km. (rundtur)

Niveau: Hård

Natur: Bjergscenarier

Højdemeter: 2500-4418m.

Dette trek er beskrevet i en anden artikel her på AdventureGuide.dk ( Trekking Peaks i USA). Whitney Stien tager én til toppen af det højeste bjerg i USA’s 48 sammenhængende stater, og det er den højeste sti i hele USA. Permit er påkrævet.

www.hiking-world.com/whitney.shtml


Half Dome

Sted: Yosemite National Park, Californien

Længde: 27,4 km. (rundtur)

Niveau: Hård

Natur: Vandfald og stejle granitklipper

Højdemeter: 1100-2695m.

Half Dome

Dette er et enestående trek. Målet med turen er toppen af bjerget Half Dome (halvkuplen), der er skåret midt over af en gletcher i tidernes morgen, hvormed man har fået et bjerg, der ligner en halvkuppel, og som er voldsomt stejlt til alle sider. Den side, der vender mod Yosemite dalen er den stejleste og mest imponerende, her er der et lodret fald på omkring 1600 højdemeter fra top til dal, og de øverste 600 meter af bjergvæggen skråner på intet tidspunkt mindre end 83 grader. Min modige kammerat på afsatsen

Det sted hvor bjerget er mindst stejl har man opsat nogle kæder, så trekkere har mulighed for at komme op på toppen. Her har bjerget dog stadig en hældning på omkring 45 grader, så bestigningen er ikke for mennesker med for megen højdeskræk, og man skal klare hele 274 højdemeter på denne måde!. På toppen kan man, hvis man har modet, sidde med benene ud over afgrunden med det 1600 meter frie fald til dalen (se billede ovenfor). På stien mod toppen passeres de to vandfald Vernal Fall og Nevada Fall, der er ligeså er ret imponerende. Stien er meget stejl visse steder, så den trækker en del tænder ud. Det er mindst et to dages trek, og det er normalt at overnatte i Little Yosemite Valley. Dette er et sted, hvor bjørne ofte kigger forbi. I 1997, da jeg første gang var på denne tur, kunne jeg og min kammerat høre en bjørn liste gryntende rundt uden for vores telt midt om natten, og også på min seneste tur var der en bjørn på campen. Der er også gode chancer for at se andet dyreliv, såsom hjorte, firben og måske en klapperslange. Jordegern er over det hele. Permit er påkrævet for overnatning.

Yosemite er et utroligt populært sted for klatrere og trekkere, så der kan være meget trængsel på stierne, men parken er så stor, så man kan komme langt ud i vildmarken, hvor man ikke møder nogen.

Oversigt over treks i Yosemite NP: www.nps.gov/yose/trip/hiking.htm

www.hiking-world.com/halfdome.shtml


LANGE TREKS MED FLERE OVERNATNINGER

Sted: Grand Canyon National Park, Arizona

Længde: ca. 75 km.

Niveau: Hård

Natur: Verdens største kløft

Højdemeter: ialt ca. 7000 meter

Der er over 300 km. i bil fra den ene kant af Grand Canyon til den anden, mens der på tværs af kløften er et stykke over 30 km. En tur fra den ene side til den anden og tilbage igen, kan foretages på stierne Bright Angel Trail, North Kaibab trail, og South Kaibab trail, og det vil nok være normalt at bruge omkring 5 dage på denne bedrift. Permit er påkrævet for overnatning, og der skal bookes i meget god tid.

Læs mere om Grand Canyon i en tidligere artikel her på adventureguiden ( backpacker/grandcanyon)


Pacific Crest Trail

Denne sti løber hele vejen gennem det vestlige USA i nord-syd gående retning, gennem staterne Californien, Oregon og Washington. At gå hele distancen ville nok tage et par måneder, men man kan måske nøjes med at vandre nogle deletapper. Stien går mest oppe i bjergene, i bjergkæderne Sierra Nevada Range og North Cascades Range.

Links:

www.pcthiker.com

www.pct.com

www.pcta.org


The End