Udsigten er fantastisk, og vi tager det hele til os, mens vi ligger i bussen på vej til Tibet. Efter at have forladt Golmud er vi langsomt, men støt, steget højere og højere op. I løbet af aftenen eller natten skal vi passere et pas i 5200 meters højde, og man kan allerede mærke, at luften er blevet tyndere. Så langt øjet rækker ser vi majestætiske bjerge strække sig mod himlen, og hist og her ser vi sne. Stadigt sjældnere passerer vi små landsbyer, som ligger som klumper af bygninger langs vejen. Livet ser hårdt ud i disse småbyer, men lidt velstand må der være; mange huse har en parabol på taget. Sceneriet er fantastisk, men det kan man ikke sige om bussen. Den hoster og harker, og liggepladserne er små og ukomfortable. Det bliver en lang tur.

 

Pause på turen og landskabet omkring os

Vi kører over passet, og flere af passagererne kan mærke et begyndende ubehag, som om højdesygen kommer snigende. Vi drikker masser af vand og prøver på ikke at falde i søvn for at modvirke det. På et tidspunkt gør vi holdt, så chaufførerne kan få noget at spise. Da vi ser restauranten, priser vi os lykkelige for, at vi selv har medbragt forsyninger. Stedet er uhumsk, grænsende til det perverse. Toilettet er ikke meget bedre, men skal man så skal man…

I løbet af natten indtræffer første uheld. Motoren giver op, og chaufførerne kæmper nogle timer med at reparere den. Det er forbavsende at de er i stand til dèt, endsige at køre bussen, for mens den ene kører, tager den anden godt for sig af lasten, som består af dusinvis af kasser med øl. Jeg er glad for, at vi ikke kører på de smalle bjergveje i Nepal. Her i Tibet er der trods alt plads til uheld. Chaufførerne får gang i motoren igen, og vi fortsætter vor rejse. Nat bliver til dag, og vi fortsætter støt fremad gennem det flotte landskab, kun afbrudt af enkelte stop for mad eller toiletbesøg. Ved et af stoppene er der ingen toiletter, og mens min kæreste går bag en mur, må jeg holde de fritgående geder væk. Et uheld kommer sjældent alene, og pludselig punkterer bussen. Det er dog til at klare med reservehjulet, og efter ikke alt for lang tid er vi afsted igen. Ud på eftermiddagen passerer vi de 28 timer, og burde være fremme i Lhasa, men der er åbenbart lang vej endnu. Endnu to punkteringer gør, at vi kommer langsomt frem. Der er ikke flere reservehjul, og chaufførerne må lappe dækkene hver gang det går galt. Ud på aftenen er vi endnu ikke fremme. Vi gør atter holdt, og jeg spørger chaufførerne hvor langt vi er fra Lhasa. 150 kilometer er svaret, og det lyder jo ikke så slemt. Bussen kører faktisk rimelig hurtigt – når den altså kører.

Potala-paladset

Men minutterne bliver til timer, og timerne bliver ulidelige i den trange bus. Vi er stadig ikke fremme, og pludselig bryder bussen sammen igen. Klokken har passeret midnat, og mens jeg står udenfor og ser på reparationsarbejdet, går det op for mig, at det nu er min fødselsdag. Jeg bliver 25 idag, og skal åbenbart fejre det første af dagen i en gammel bus. Men hvad gør det, når man kan stå i over firetusinde meters højde og se på stjerneskud. Det er faktisk ikke så slemt at bussen ikke kan køre, og selvom vi ikke synes det er sjovt lige nu, ved vi, at denne tur bliver en af de oplevelser vi vil huske længe, og sikkert grine ad en dag. 

Og miraklet sker; efter 45 timer i bus triller vi på tredjedagen, tidligt om morgenen, ind i Lhasa. Vi bliver mødt på busstationen af guiden for tredagesturen, som i minibus fragter os til det hotel vi ønsker. Vi er dog nødt til at hamre på porten for at få receptionisterne op, men vi bliver da lukket ind, og lidt i syv om morgenen kan vi endelig dejse om i rigtige senge. Hvilken lykke!

Vi står først op ud på eftermiddagen, og fejrer – sammen med vores lidelsesfæller fra bussen – min fødselsdag på behørig vis med yakokse-burgere. Ikke det klogeste valg, fortæller vore maver senere. Vi løber stafet med toiletrullen, og skiftes til at kæmpe os gennem den stillestående sværm af fluer som bevogter døren til toilettet. Toiletterne er ikke pæne, men resten af Banak Shol, hotellet hvor vi bor, er flot, bygget helt i træ, med tre etager og en dejlig gårdhave, hvor man kan slappe af og nyde den stærke sol.

Potala-paladset

Dagen efter starter den obligatoriske tur, men allerede da bussen ankommer, aner vi uråd. Guiden er plørefuld, og generelt ikke til megen hjælp. Vi får dog ud af ham, at kravet om at betale 100 kroner pr. dag, sålænge man opholder sig i Tibet, ikke bliver håndhævet. Billetten til Chengdu kan dog ikke refunderes, og vi ærgrer os over, at vi sagtens kunne have gennemført vore planer om tre uger i Tibet alligevel. Men det er der ikke noget at gøre ved nu, og vi vil bare have det bedste ud af de dage vi har. ‘Turen’, som i praksis viser sig at være transport mellem de forskellige seværdigheder, og absolut ikke den høje billetpris værd, starter naturligt nok med Potala-paladset. Potala er oprindeligt Dalai Lamas residens, men siden han flygtede til Indien for godt 50 år siden, har paladset ikke været brugt af de øverste religiøse ledere. Det er dog stadig hjemsted for hundredevis af munke.

Indergård i Potala

Allerede nede fra vejen ser man, hvor pragtfuldt paladset er. En enorm bygning i hvide og brune farver, og med gylden udsmykning på toppen. I sandhed et imponerende syn. Trapper går op langs facaden til billetkontoret, og efter at have betalt, kommer vi ind i selve paladset. Paladset består af utallige rum, langt over tusinde ifølge den overrislede guide, og man kan næsten ikke få det hele ind. De fleste af rummene er forskellige i udformning og udsmykning, eller sådan føles det i hvert fald når man går rundt derinde. Man kan let forvilde sig i labyrinten af rum i alle størrelser.

 

Scener fra Potala

I et af rummene bliver vi mødt af den velkendte, sødlige duft af røgelse, og ser en munk, som rytmisk slår på en lille tromme. Det er som taget ud af et eventyr, og man føler næsten, at tiden står stille derinde. Det er magisk. Andre rum indeholder store kar med yakoksesmør, som kan brænde. I lyset – og lugten – fra det brændende smør ser vi endeløse samlinger af religiøse skrifter og hundredevis af forgyldte statuer af forskellige religiøse skikkelser. Det er simpelthen fantastisk, og det eneste minus er, at vi ser meget få munke. Dem vi ser, er ikke meget for at snakke med os, og vi er skuffede, indtil vi ser de små videokameraer, som er forsøgt skjult oppe under loftet i de fleste rum. Kommunistkinas jerngreb føles med èt.

     

Buddhaer og indergård

Fra taget af paladset er der en enestående udsigt over Lhasa og dalen byen ligger i, Lhasa Valley. Eneste plet på det smukke billede er den åbne plads overfor paladset, hvor det kinesiske flag vejer i vinden. Det må virkelig være en torn i øjet på tibetanerne. Men selv ikke den nærværende følelse af kynisk magt kan tage helhedsbilledet af Potala fra os. En fantastisk og enestående del af tibetansk kultur, og uden tvivl et af verdens smukkeste bygningsværker.

        

Fra taget og en af de åbne gårde

Da vi kommer ud af Potala-paladset, går turen til Lama’ens sommerresidens, som også er flot, men som i vore øjne ikke kan måle sig med Potala. Det bliver svært at imponere os fra nu af. Ikke desto mindre er sommerresidensen en stor oplevelse, med mange flotte eksempler på tibetansk arkitektur og kunst.

Sidst på dagen tager vi tilbage til hotellet, og nyder, at vi endnu en gang kan sove i rigtige senge. Det er ikke til at beskrive, hvad næsten to døgn i bus gør ved en. Vi er kvæstede, men det kan være, at det er på grund af det lavere iltindhold i luften. Men vi beslutter at udforske Lhasa dagen efter.

Vi har stadig fem dage i Tibet, og vi har endnu kun set en lille del af dette vidunderlige land. De kommende dage vil byde på undere..