Månedsarkiv: februar 2003

Langs Rhonefloden

Lons le Saunier  – Villars les Dombes   93 km.

En begivenhedsløs dag. En solløs dag. Alle 93 km blev tilbagelagt på en trøstesløs hovedvej, skulder om skulder med den hidsige trafik. Ingen cykelsti. Min del af vejen var afskåret fra bilernes af en hvid stiplet streg. Her er vist ikke anden trafik end den benzindrevede. Den eneste mentale beskæftigelse jeg har lidt under, har været domineret af en sirlig optælling af kilometerne, som de sneglede sig forbi. Imellem kilometerstenene forestiller jeg mig drømmende campingpladsens lindrende brusekabine, den lokale restaurants overdådige menu. Selve middagen bliver nok ikke mere end en opvarmet dåse et eller andet, og bruseren er sikkert istykker. Men man kan vel altid drømme.               På campingpladsen  tilbyder indehaveren mig, at jeg kan tilbringe natten i fjernsynsstuen! Temperaturen falder tilsyneladende til 3 C. om natten, og af erfaring ved jeg, at det i et telt ville være meget koldt. Jeg takker mange gange, og indlogerer mig med en pude i nakken, soveposen op under næsen, øjnene fæstnet til skærmen. Et fjernsyn! For første gang i fem uger – hvilken lækkerbidsken! Halvvejs igennem en kedelig fodboldkamp vågner jeg med et sæt. De to kommentatorer har lullet mig i søvn. Et hurtigt tryk på knappen, og jeg sønker døsigt ned i den afbrudte drøm igen. En drøm om bedre vejr, og flere fjernsynsstuer!

Villars les Dombes  –  Chanas    (via Lyon)  70 km.

Jeg er som tappet for kræfter. Efter de første 30 km til Lyon havde jeg brugt alle mine energireserver, og de sidste 40 km udviklede sig til en 3 timer lang pine. Solen kom endog frem fra sit skjul, skinnende imellem de forbidrivende skyer, men lige meget hjalp det. Omend hård – bød dagen på en overmåde dejlig rute. To gange passerede jeg nogle luksuscruisere der lå til kajs. Begge gange kastede jeg lange misundelige ærgerrige blikke efter dem. Sikken en verden de har at byde på. Jeg smugkiggede ind af et suitevindue, og så en stue på ca 30 kvm. 30kvm. af ren luksus under dæk – over dæk en af de dejligste udsigter i sydeuropa! Det er en oplevelse jeg under mig selv; sådan at tilbringe et par måneder i uforskammet komfort, flydende omkring på Europas flodnet. At tilbringe en driverferie langs Rhonedalens bredder, uden nogensinde at skulle løfte en finger, om ikke andet da for at sippe til champagnen, lyder i øjeblikket som den slags kreative ferieudfoldelse, jeg vil hengive mig til i fremtiden. Jeg er skam stadig glad for at være afsted; hvordan kunne jeg være andet så dejligt et sted som her – men må samtidig underkaste mig perioder af frustration og mismod, når målet synes at være så langt væk som fra starten. Dertil skal lægges betydelige fysiske anstrengelser samt den mentalt udmattende effekt ved at være alene i så lang tid: behovet for at dele de mange fremmede og spændende sanseindtryk. Til tider bliver det næsten for meget! På de lange trættende dage som idag, sker det en gang imellem at jeg om aftenen vågner som af en døs uden at kunne erindre nogen af dagens begivenheder. For mit indre kører den hvide stiplede streg blot monotont forbi, absorberende ethvert af hukommelsens kraftspring.                                                                                           I dag var ikke en af disse dage, dertil er landskabet for spektakulært, men ikke desto mindre var jeg ved ankomsten til Chanas meget udmattet. Endda så udmattet, at jeg vågner midt om natten, ovenpå soveposen – fuldt påklædt, til lyden af teltdøren flagrende i nattevinden som et spøgelse.  

 

 

  

Sinne Nordfisk

Lille fisketrawler på 30 x 7 m Ca. 130 brt.
Vraget står ret på bunden, med en lille krængning mod styrbord.
Bunden på 22 meter, dækket på ca 18 m.
På styrehuset sidder lidt trawl. I bagbordsside ser man det store hak, hvor Sinne i vinteren 1978 blev ramt af den tyske færge “Oliver Twist”
Sigten kan variere, men regn med 5-7 meter og en let strøm.
Vraget er moderat begroet med søanemoner.
Trædækket er furet, men ellers i god stand. Der er flere steder hvor man kan komme ind i vraget, men pladsen er trang, så vær meget forsigtig. I flere år har en stor stenbider haft fast boplads ved styrbords ræling lige bag bakken. 

Position: N 55:49.121 E 12.42.094

Grønlænderfiskeri

Vi skruer lige tiden tilbage til d. 15.11.2002, den sidste dag i sæsonen ved Gudenåen. Jeg er ved åen denne sidste dag i sæsonen, jeg har selvfølgelig stangen med, og fisker da også en lille smule, men ellers er det nu mest for at sige tak for sæsonen til “mine medfiskere”. Det har været en god sæson, den startede lidt sent, men bedre sent en aldrig, status er, at jeg fra d. 18.09.02 – 22.10.02, landede 9 laks og 8 havørred, den største vejede 4,3 kg og målte 79 cm. Min største fornøjelse, er at sige på gensyn til Stig, vi har igennem hele sæsonen kæmpet om hvem der fik flest havørred og laks. Stig nåede 16 stk. indenfor nævnte kategori, så det var med mindst mulig margin, at jeg kunne trække det længste strå, men det er nu med en vis stolthed, for med til historien hører, at Stig er en af Gudenåens veteraner, en fremragende fisker med mindst 40 års rutine, og sjældent under 20 ædelfisk om året. Stigs rekord fra Gudenå er en laks på imponerede 12,6 kg.

Datoen 16. Januar er en mærkedag for lystfiskere i Gudenåen, fredningen af ædelfisk ophører, og en ny spændende sæson tager sin begyndelse, uanset vejr og vind må man bare til åen denne dato. I år, er det særligt spændende, det har nemlig været ret koldt i en længere periode, og det betyder, at der skulle være gode muligheder for fange de såkaldte “grønlændere” , der i koldt vejr trækker godt op i åen, og hvis jeg skal fange grønlændere, skal de altså trække et godt stykke op, da jeg fortrinsvis fisker i Gudenåen ved Langå. Det vil måske lige være på sin plads, at fastslå, at en “grønlænder” er en ikke kønsmoden havørred, med en størrelse lige omkring målet, altså 40 cm, og en vægt på sjældent over 2 kg.

Premieredagen kastede ikke nogle grønlændere af sig, men grejet og jeg fik da noget frisk luft, så det var o.k.

I de følgende dage hørte jeg mig lidt om, hvad der rørte sig hos de lokale lystfiskere, de fleste havde ikke fanget noget, og ingen havde fanget grønlændere, dog havde en enkelt lokal fisker fanget 7 stk. “skidtfisk”, som han udtrykte det, altså nedfaldsfisk som skal genudsættes.

Torsdag den 23. Januar, skulle være dagen, nu skulle der fanges fisk, jeg var virkelig opsat, så afsted til åen. Vejret var fint, let overskyet og et par graders varme, en af mine foretrukne spinnere er en Mepps nr. 5, gerne gul krop og kobber blad, det skulle være den der skulle bruges i dag, ingen tvivl om det, så på med spinneren og i gang.

Jeg havde heldet med mig. Efter ca. 15 min. fiskeri kaster jeg opstrøms, og spinner så ind så langsomt som strømmen tillader det, jeg kan mærke at jeg er ved bunden, og da spinneren er ca 5 m ude i åen kommer hugget, jeg kan mærke, at det er en livlig fisk, så jeg er ikke i tvivl om, at det er en grønlænder. Jeg haler den nænsomt ind, uden den store modstand, det viser sig sig at være den flotteste grønlænder, knaldblank, 43 cm. lang og en vægt på 1,3 kg.

Jeg havde fået det jeg kom efter, så jeg stopper fiskeriet og kører hjem, jeg tænker på det er herligt, vi skal have fisk til aften, jeg synes, også at der er herligt, at fangstjournalen allerede starter d. 23 Januar 2003.

Helle, min kone, bestemmer at vi skal have den hvidvinsdampet, så det skal vi så.

Hvidvinsdampet fisk, kartofler, dampede grønsager, en god hollandaisesauce og et godt glas hvidvin dertil, så er livet ikke det værste man har.

I uge 7 kommer min fiskekammerat Bo hjem til Langå på vinter ferie, så skal der fiskes, så den næste artikel, kommer til at hedde : Vinterferie ved Gudenå.

Dykning efter tegl og tallerkener ved Daugård Strand

Hvad
Et nemt og lavt dyk. Perfekt som årets første dyk efter vinterpausen, eller for nybegynderen, der skal ud på egen hånd. Mulighed for at se masser af tegl og enkelte tallerkner, der er blevet dumpet eller tabt af tidligere teglværk.

Hvem
Alle med et gyldigt certifikat.

Hvor
Ved Daugård Strand, 15 km vest for Vejle.

Kort og Matrikelstyrelsen

Hvordan

Kort og Matrikelstyrelsen

Der parkeres på P-pladsen. Gå i vandet nede for enden af vejen og dyk så ud til 4-5 meter. Dyk herefter mod nord nogle minutter, så skulle I gerne støde på teglene. Herefter kan der dykkes tilbage mod vejen. Der er enkelte stengrupper, men ellers er ikke det store at kigge på.

Rating
Dykket er jævnt kedeligt. Bunden er meget bar, men interesser man sig for lokal historie og har man lyst til at se på tegl og tallerkner er dykket OK. Men AdventureGuide giver ikke mere end: 3 Finner (ud af 10).

Se også Dykning ved Daugård 2

DM i trolling fiskeri 2002

Vejret var i weekenden med arrangørerne fra Sjællands småbådsfiskeklub da de arrangerede DM i trollingfiskeri i Køge bugt. Det flotte vejr lokkede 116 både til start og der blev også fanget rigtig mange flotte fisk.

Der blev i alt fanget 14 havørreder over 4 kg med den største på 7,9kg fanget af Thomas Eriksen.

Resultatliste

  Skipper Havørred Torsk Hornfisk Point
1 Jørgen Als 6,840 3,635 0,58 255,125
2 Svend-Åge Ankjær 6,275 2,515 0,66 235,825
3 Lars Ole Hansen 6,200 3,25  0,545 232,700
4 Thomas Eriksen 7,900 1,640 0,430 229,900
5 Jens Gøth 4,670 3,07 0,645 210,400
6 Steen Petersen 5,740 2,435 0,495 205,775
7 Henrik Fenneberg 5,675 0,745 195,450
8 Peter Svendsen 4,505 3,005  0,525 192,925
9 Flemming Svare 6,205 1,120 0,470 192,600
10 Jørgen Fehmerling 4,890 1,475 0,60 185,925

Syv dage i Tibet

Udsigten er fantastisk, og vi tager det hele til os, mens vi ligger i bussen på vej til Tibet. Efter at have forladt Golmud er vi langsomt, men støt, steget højere og højere op. I løbet af aftenen eller natten skal vi passere et pas i 5200 meters højde, og man kan allerede mærke, at luften er blevet tyndere. Så langt øjet rækker ser vi majestætiske bjerge strække sig mod himlen, og hist og her ser vi sne. Stadigt sjældnere passerer vi små landsbyer, som ligger som klumper af bygninger langs vejen. Livet ser hårdt ud i disse småbyer, men lidt velstand må der være; mange huse har en parabol på taget. Sceneriet er fantastisk, men det kan man ikke sige om bussen. Den hoster og harker, og liggepladserne er små og ukomfortable. Det bliver en lang tur.

 

Pause på turen og landskabet omkring os

Vi kører over passet, og flere af passagererne kan mærke et begyndende ubehag, som om højdesygen kommer snigende. Vi drikker masser af vand og prøver på ikke at falde i søvn for at modvirke det. På et tidspunkt gør vi holdt, så chaufførerne kan få noget at spise. Da vi ser restauranten, priser vi os lykkelige for, at vi selv har medbragt forsyninger. Stedet er uhumsk, grænsende til det perverse. Toilettet er ikke meget bedre, men skal man så skal man…

I løbet af natten indtræffer første uheld. Motoren giver op, og chaufførerne kæmper nogle timer med at reparere den. Det er forbavsende at de er i stand til dèt, endsige at køre bussen, for mens den ene kører, tager den anden godt for sig af lasten, som består af dusinvis af kasser med øl. Jeg er glad for, at vi ikke kører på de smalle bjergveje i Nepal. Her i Tibet er der trods alt plads til uheld. Chaufførerne får gang i motoren igen, og vi fortsætter vor rejse. Nat bliver til dag, og vi fortsætter støt fremad gennem det flotte landskab, kun afbrudt af enkelte stop for mad eller toiletbesøg. Ved et af stoppene er der ingen toiletter, og mens min kæreste går bag en mur, må jeg holde de fritgående geder væk. Et uheld kommer sjældent alene, og pludselig punkterer bussen. Det er dog til at klare med reservehjulet, og efter ikke alt for lang tid er vi afsted igen. Ud på eftermiddagen passerer vi de 28 timer, og burde være fremme i Lhasa, men der er åbenbart lang vej endnu. Endnu to punkteringer gør, at vi kommer langsomt frem. Der er ikke flere reservehjul, og chaufførerne må lappe dækkene hver gang det går galt. Ud på aftenen er vi endnu ikke fremme. Vi gør atter holdt, og jeg spørger chaufførerne hvor langt vi er fra Lhasa. 150 kilometer er svaret, og det lyder jo ikke så slemt. Bussen kører faktisk rimelig hurtigt – når den altså kører.

Potala-paladset

Men minutterne bliver til timer, og timerne bliver ulidelige i den trange bus. Vi er stadig ikke fremme, og pludselig bryder bussen sammen igen. Klokken har passeret midnat, og mens jeg står udenfor og ser på reparationsarbejdet, går det op for mig, at det nu er min fødselsdag. Jeg bliver 25 idag, og skal åbenbart fejre det første af dagen i en gammel bus. Men hvad gør det, når man kan stå i over firetusinde meters højde og se på stjerneskud. Det er faktisk ikke så slemt at bussen ikke kan køre, og selvom vi ikke synes det er sjovt lige nu, ved vi, at denne tur bliver en af de oplevelser vi vil huske længe, og sikkert grine ad en dag. 

Og miraklet sker; efter 45 timer i bus triller vi på tredjedagen, tidligt om morgenen, ind i Lhasa. Vi bliver mødt på busstationen af guiden for tredagesturen, som i minibus fragter os til det hotel vi ønsker. Vi er dog nødt til at hamre på porten for at få receptionisterne op, men vi bliver da lukket ind, og lidt i syv om morgenen kan vi endelig dejse om i rigtige senge. Hvilken lykke!

Vi står først op ud på eftermiddagen, og fejrer – sammen med vores lidelsesfæller fra bussen – min fødselsdag på behørig vis med yakokse-burgere. Ikke det klogeste valg, fortæller vore maver senere. Vi løber stafet med toiletrullen, og skiftes til at kæmpe os gennem den stillestående sværm af fluer som bevogter døren til toilettet. Toiletterne er ikke pæne, men resten af Banak Shol, hotellet hvor vi bor, er flot, bygget helt i træ, med tre etager og en dejlig gårdhave, hvor man kan slappe af og nyde den stærke sol.

Potala-paladset

Dagen efter starter den obligatoriske tur, men allerede da bussen ankommer, aner vi uråd. Guiden er plørefuld, og generelt ikke til megen hjælp. Vi får dog ud af ham, at kravet om at betale 100 kroner pr. dag, sålænge man opholder sig i Tibet, ikke bliver håndhævet. Billetten til Chengdu kan dog ikke refunderes, og vi ærgrer os over, at vi sagtens kunne have gennemført vore planer om tre uger i Tibet alligevel. Men det er der ikke noget at gøre ved nu, og vi vil bare have det bedste ud af de dage vi har. ‘Turen’, som i praksis viser sig at være transport mellem de forskellige seværdigheder, og absolut ikke den høje billetpris værd, starter naturligt nok med Potala-paladset. Potala er oprindeligt Dalai Lamas residens, men siden han flygtede til Indien for godt 50 år siden, har paladset ikke været brugt af de øverste religiøse ledere. Det er dog stadig hjemsted for hundredevis af munke.

Indergård i Potala

Allerede nede fra vejen ser man, hvor pragtfuldt paladset er. En enorm bygning i hvide og brune farver, og med gylden udsmykning på toppen. I sandhed et imponerende syn. Trapper går op langs facaden til billetkontoret, og efter at have betalt, kommer vi ind i selve paladset. Paladset består af utallige rum, langt over tusinde ifølge den overrislede guide, og man kan næsten ikke få det hele ind. De fleste af rummene er forskellige i udformning og udsmykning, eller sådan føles det i hvert fald når man går rundt derinde. Man kan let forvilde sig i labyrinten af rum i alle størrelser.

 

Scener fra Potala

I et af rummene bliver vi mødt af den velkendte, sødlige duft af røgelse, og ser en munk, som rytmisk slår på en lille tromme. Det er som taget ud af et eventyr, og man føler næsten, at tiden står stille derinde. Det er magisk. Andre rum indeholder store kar med yakoksesmør, som kan brænde. I lyset – og lugten – fra det brændende smør ser vi endeløse samlinger af religiøse skrifter og hundredevis af forgyldte statuer af forskellige religiøse skikkelser. Det er simpelthen fantastisk, og det eneste minus er, at vi ser meget få munke. Dem vi ser, er ikke meget for at snakke med os, og vi er skuffede, indtil vi ser de små videokameraer, som er forsøgt skjult oppe under loftet i de fleste rum. Kommunistkinas jerngreb føles med èt.

     

Buddhaer og indergård

Fra taget af paladset er der en enestående udsigt over Lhasa og dalen byen ligger i, Lhasa Valley. Eneste plet på det smukke billede er den åbne plads overfor paladset, hvor det kinesiske flag vejer i vinden. Det må virkelig være en torn i øjet på tibetanerne. Men selv ikke den nærværende følelse af kynisk magt kan tage helhedsbilledet af Potala fra os. En fantastisk og enestående del af tibetansk kultur, og uden tvivl et af verdens smukkeste bygningsværker.

        

Fra taget og en af de åbne gårde

Da vi kommer ud af Potala-paladset, går turen til Lama’ens sommerresidens, som også er flot, men som i vore øjne ikke kan måle sig med Potala. Det bliver svært at imponere os fra nu af. Ikke desto mindre er sommerresidensen en stor oplevelse, med mange flotte eksempler på tibetansk arkitektur og kunst.

Sidst på dagen tager vi tilbage til hotellet, og nyder, at vi endnu en gang kan sove i rigtige senge. Det er ikke til at beskrive, hvad næsten to døgn i bus gør ved en. Vi er kvæstede, men det kan være, at det er på grund af det lavere iltindhold i luften. Men vi beslutter at udforske Lhasa dagen efter.

Vi har stadig fem dage i Tibet, og vi har endnu kun set en lille del af dette vidunderlige land. De kommende dage vil byde på undere..

 

Fra Schweiz til Frankrig

Biel (Schweiz) – Pontarlier (Frankrig)    82 km

Hvis jeg husker rigtigt, vågnede jeg fem gange i nat på grund af kulden, til lyden af regnen der trommede på teltet. Der er noget melankolsk over denne lyd, den minder mig, ganske modsat, om billedet af silhouetterne af hundredevis af myg der danser mod segldugen. Følelsen af at være ganske alene, men stadig beskyttet og tryg, som var man gemt i en membran uigennemtrængelig for resten af verden. Der er dog mange ting jeg ikke kan beskytte mig imod; en af dem er anstrengelser. Og netop anstrengelser blev min skæbne undervejs til Frankrig: Til dels de skrappe stigninger voldte mig problemer, men ikke kun på grund af højden, at det blev og koldere og koldere jo længere jeg kom op, var ligeledes en væsentlig faktor. Mange gange måtte jeg stoppe for at banke lidt liv i mine frosne, følelsesløse hænder, og måtte således sande at det tynde par cykelhandsker jeg har ikke er nok. Stort set hele dagen gik det op af bakke, de sidste ti kilometers beskedne fald mod Pontarlier undtaget. I dag fik jeg for alvor en forsmag på hvad venter mig i Pyranæerne. En nagende tvivl er langsomt ved at bide sig fast i mit sind; har jeg taget munden for fuld. Jeg frygter ikke de lange skrappe stigninger, de snævre bjergpas, eller trafikken – men kulden der ubestrideligt vil herske så højt oppe, så langt inde i efteråret, kan få mig til at tvivle. Jeg vil, under alle omstændigheder, få brug for nye handsker der dækker både håndled og fingre, men den tid den sorg – jeg er endnu langt derfra. Kulden og anstrengelserne usagt var det en god dag.    Midt i dagens strabadser stødte jeg selvfølgelig også på en grænsepost. Under planlægningen af turen var jeg lidt nervøs for trafikken i netop de snævre bjergpas, men indtil videre har der ikke været nogen problemer. Billisterne sænker forsvarligt farten når de ser mig, og kører udenom i store buer. De tyske og schweiziske veje har været overordenligt gode, men kun ti kilometer inde i Frankrig kan jeg desværre mærke en forskel. Venligheden med hvilken jeg bliver modtaget er imidlertid intakt. Frankrig er nået. Inden jeg tog afsked med Schweiz nåede jeg dog at købe en gigantisk plade chokolade, to store stykke ost, og en pakke brød. I Pontarlier, 826 m over havet, står mit telt på en trestjernet bakkeskråning. Her er så koldt som i Danmark om vinteren. Himmelen er dækket af et tykt tæppe af skyer, og når det ikke direkte regner, lægger en konstant støvregn sin fugtige hinde over alle forhåbninger om et glimt af solen og varmen.

   Pontarlier – Lons le Saunier       80 km

Kulden var i nat så bedøvende, at den vækkede mig flere gange. Kl. fem om morgenen vågnede jeg for sidste gang, og lå døsigt i et stykke tid, og nød en morgentræt radioværts udsøgte valg af melankolske jazztoner. Regnen gav fra seks til syv sit besyv med, med en trommen så blid, at skulle jeg ikke selv trommes på, havde jeg fundet tid til at nyde dens insisterende våde drømme akkompagnant. Da jeg endelig stod op, måtte en skoldhed bruser arbejde i en halv time, før jeg følte mig bare nogenlunde klar til at kaste mig mod dagens dont. Morgenfrosten er stadig bidende, og med en hånd på styret og en i jakkelommen, besidder kravet om nye handsker endnu engang mine tanker. Men da jeg allerede efter en time havde cyklet så langt, at Jura bjergene havde spredt sig på horisontens vifte som et dejligt postkort, steg humøret og rejseglæden et par grader i takt med den langsomt stigende temperatur. På behørig afstand er de skam et smukt syn. Over tinderne, fra nord til syd, vælter sig i evig bevægelse et bælte af kulde og frost. Disse tåger falder i et med himmelens lavthængende skyer, og udvisker skellet mellem himmel og jord. Himmelen hænger lavt i dag, og efter at have gennemført dagens etape, mangler jeg stadig at finde et hul i skydækkets kapsel. Det er nu flere dage siden jeg sidst så det blå.    Hele dagen går det nedad, dog uden at vejret bliver spor bedre. I Lons le Saunier, hvor jeg efter endt måltid sidder på en lille cafe, regner det stadig. Jeg har ingen lyst til at tage tilbage til mit fugtige lille telt. Men i dag er vaskedag og nødvendigheder trænger sig på. Der er heldigvis vaskefaciliteter på campingpladsen, og det eneste rene jeg har tilbage er, ironisk nok, mine badebukser.

Gammel Dansk cup 2003

I foråret afvikles en kæmpe havfiskekonkurrence, med udgangspunkt fra 24 forskellige havne rundt omkring i landet.

Konkurrencen er opbygget med 2 indledende runder, der afvikles onsdag den 21. maj og lørdag den 24. maj 2003. Her gælder der om at fange den største fisk på båden, og dermed sikre sig en plads i finalen, som afvikles søndag den 1. juni,  på Det Gule Rev med sejlads fra Hanstholm.

I finalen kæmpes der om følgende priæmier:

Komplet bådsæt bestående af:
RYDS 485FCI kabine båd med en 50 HK, 4-takt
Honda påhængs motor og en Brenderup trailer
værdi 150.000 kr.

Minkpels til en værdi af 35.000 kr.

10.000 kr. kontant

Udover finalepræmierne vil der være GAMMEL DANSK til først fangede fisk samt præmier til 1. 2. og 3. pladsen på de indledende sejladser.

De første 1000 tilmeldte deltagere får en eksklusive fiskekniv.

Læs mere her: www.gammeldanskcup.dk

Hvordan bliver du en bedre dykker ?

Hvordan kan det være at nogle bevæger sig lettere gennem vandet end andre. Eller hvorfor kan de dykke på udfordrende steder med større sikkerhed.

Erfaring, vil nogle måske straks svare. Uddannelse vil være et andet godt svar. Sandheden er nok en kombination af de to, både uddannelse og erfaring i de rette forhold giver de bedste resultater.

Men hvad er den dybere liggende faktor, hvad er årsagen til at søge både uddannelse og erfaring.

Det er en ting jeg kom til at tænke på da jeg snakkede med min faste u/v fotomodel. Han beklagede sig over at sidste gang han var inde hos et ellers professionelt dykkercenter, var han stødt på en grad af uvidenhed han ikke havde forventet. Her spurgte han tilfældigvis om deres synspunkt på nitrox og fik serveret en lang svada omkring gassens ulyksaligheder. I 99% af det der blev sagt var det direkte forkert og den resterende ene procent var det en tilsnigelse af sandheden. Da han er den venlige type der ikke gider diskutere unødig med folk der er superoverbevist om deres eget værd, nøjes han med at smile og nikke.

Hvad gik der galt, hvorfor var ekspedienten så fastlåst i hans opfattelse. En del af svaret kunne vel være at han altid dykkede sammen med andre der i henhold til forretningens politik skulle mene det samme. Der var udstukket klare regler for hvordan det skulle foregå, selv i hans fritid. Når han underviste skulle det foregå på samme måde der understøtter forretningens synspunkter. Alt i alt blev han bombarderet med indtryk der fortalte ham “vi har ret og du skal ikke vove at stille spørgsmålstegn derved”  Manden var simpelthen blevet mæt og selvtilfreds i sin tro på at sådan så verden nu engang ud.

Hvordan hænger det sammen med at blive en bedre dykker, sidder jeg nu bare her og hælder vand ud af ørene ? 

Det som han mangler og som er en yderst vigtig drivkraft for enhver udvikling er nysgerrighed. Evnen til at lægge sit ego på hylden for en stund og søge lidt mere viden, selv om det er mere besværligt end at læne sig tilbage og sige, jeg ved alt. Nysgerrighed er det der skal få dig til at tænke over tingene. Analysering af hvad der måske ikke er helt optimalt og hvordan man kan forbedre det.

Denne grundholdning er nødvendig for at kunne blive bedre. Det er ikke kun noget gas jeg fyrer af for at kunne sælge et kursus. Faktisk er jeg ikke interesseret i at sælge dig et kursus, selv om en del af min indtægt stammer derfra.

Ethvert kursus er en sammendrag af nogle brede erfaringer der er samlet ind gennem tiderne… Det lyder jo meget godt, men har i praksis ikke nogen som helst effekt, hvis man møder op med en ligegyldig holdning. Først når holdningen er tilpas nysgerrig er der nogen effekt ved at tage videreuddannelse. Og så er det at man reelt kan blive en bedre dykker, kombinationen ved at lære “værktøjet” at kende og derefter udføre dykkene efter kursus er det der gør dig bedre.

Så dyk, regelmæssigt, målrettet og frem for alt dyk i den virkelige verden.

Den sidste del lyder måske lidt underligt, men hvis du vil frem i verden så vil du opdage at der kan være en forskel på den reelle aktivitet og hvad der findes på internettet og nyhedsgrupperne. 

Som enhver anden hobby, uanset om det er tennis, skiløb eller mountainbiking så kan det være mere interessant at fortælle om det, end at stå storsvedende på det gyngende dæk, med morgenmaden i halsen og gøre sig klar til at kaste sig i bølgen grå.

Men der er nu ingen vej uden om, for som de siger i det amerikanske lotto “you got to play, to be a winner”