Over jorden, under himlen

Vi er på vej til Jokhang, den vigtigste religiøse bygning i Tibet. På vejen går vi gennem nogle af de bevarede tibetanske bydele, som endnu ikke er revet ned og afløst af den triste kinesiske betonarkitektur. Overalt bliver vi mødt af duften af røgelse og ser de flot udsmykkede tibetanske bygninger, med smukke, klare farver og elegant udskårne dekorationer. Man kan nemt få følelsen af, at tibetanere er det mest elegante folkefærd i verden når man ser dem i deres prangende dragter. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, selv ikke på verdens tag, og vi bliver med et revet ud af vore romantiske forestillinger, da vi støder på et lille marked, med menneskelig afføring spredt ud over det hele. En lille dreng laver stort netop som vi passerer ham, og det syn, blandet med stanken fra det store fællestoilet, anfægter straks vores hidtidige opfattelse af tibetanere. Der findes altså også mennesker i dette land, som ikke bruger hele dagen på bønner og meditation. Men det er vel kun naturligt.

 

Barkhor Square

Foran Jokhang ligger Barkhor Square, en stor plads hvor gadehandlere og souvenirsælgere har slået boder op langs husmurene. I skyggen, skjult for den brændende middagssol, ligger pilgrimme og hviler mellem bønnerne. Der er en underfundig stemning af livlig markedsplads kombineret med religiøs, stoisk ro. Udenfor Jokhang er adskillige mennesker i gang med at udføre forskellige ritualer. Vi lister forbi og ind i det tyste indre.

Jokhang

Indenfor ser vi adskillige rum med bedeflag, røgelseskar og messende munke. Som i Potala er her en eventyrlig stemning. Der er meget at se, næsten for meget, og vi begiver os ud i en af de små åbne gårde for lidt frisk luft og en pause. Oppe på taget er der, i tråd med kinesisk turisttradition, en lille butik hvor man kan købe drikkevarer og snacks. Butikken består af rustent metal og plastik, og passer bestemt ikke ind i omgivelserne, men vi lader æstetik være for et øjeblik og nyder at skylle de tørre ganer med dåsecola, bragt hertil med bus hele vejen fra Golmud. Der er en fantastisk udsigt fra taget og vi nyder det.

 

Fra taget af Jokhang

Mens vi sidder og slapper af, kommer en kinesisk turgruppe op på taget. De skal også have noget koldt at svale sig på i varmen. Vi sludrer lidt med dem, og de lader forstå, at de synes Tibet er et ret tilbagestående sted. Men heldigvis er Kina jo ved at hjælpe tibetanerne med at udvikle sig. Lufthavn, veje, bygninger og meget andet bygger kineserne. Gad vide hvor mange af disse ting tibetanerne selv har bedt om? Men det lader virkelig til, at disse kinesere mener, at de hjælper tibetanerne, ikke ødelægger deres kultur.

 

Detaljer fra Jokhang – Bedehjul udenfor Jokhang              

Et besøg i Lhasa bør også indkludere et tur til Sera-klosteret, ca. fem kilometer fra centrum. Her er mulighed for at opleve munkene debattere religion. Ikke at man forstår noget som helst, men det er alligevel en oplevelse. Munkene i Sera debatterer på en meget speciel måde. Det foregår således, at mens en munk står op og fremfører sit argument, sidder tilhørene foran ham. Et argument afsluttes med et højt klask i hænderne, som for at drive pointen ind hos tilhørerne. Disse debatter finder sted i en åben gård, og det er næsten ikke til at få ørenlyd for larmen fra klappene. Men sjovt er det.

Munkene i Sera

En dag arrangerer vi en dagstur til Ganden Kloster, ca. 40 kilometer fra Lhasa. Vi er nødt til at leje en jeep, da de offentlige transportmidler er suspenderede efter den udenlandske protest mod Kina. Den trange jeep gør ikke turen specielt behagelig, men udsigten er umådelig flot. Vi kører et stykke tid gennem Lhasadalen, inden vi begynder at kravle op gennem bjergene til klosteret. Klosteret ser ikke specielt velbesøgt ud. Der holder kun en anden jeep på parkeringspladsen da vi ankommer. Vi ser da heller ikke andre turister mens vi er der, og det er en dejlig følelse at have sådan et pragtfuldt sted helt for sig selv. Munke ser vi faktisk heller ikke mange af, men det er vist fordi de er midt i en eller anden messe. Vi vandrer rundt på må og få og beundrer klosteret. Vi dumper ved et uheld ind i køkkenet, og får straks en lektion i, hvordan man laver man til flere hundrede munke. Det hele foregår med fagter, naturligvis, ingen her taler engelsk, og vi taler ikke tibetansk. Udenfor står en ung novice og rører langsomt rundt i en stor gryde. Novicen er ikke i stand til at forklare, hvad det er han laver, men jeg er heller ikke sikker på at jeg vil vide det. Det lugter fælt, og for en gangs skyld er jeg glad for, at vi ikke skal spise med. Jeg har tidligere forsøgt mig med både Tsampa, en slags dej lavet af karskt smør og salt, og tibetansk te, med nogenlunde de samme ingredienser, og det bekom mig ikke vel. Jeg vil normalt gerne prøve lidt af den lokale mad, men tilhænger af det tibetanske køkken bliver jeg aldrig. 

Ganden Kloster

Fra toppen af bakken bag klosteret nyder vi den mageløse udsigt over dale og bjerge. Det føles som om, at hvis vi strækker os, bare lidt, kan vi røre himlen. Vi er på det sted hvor jorden hører op og himlen tager over. Skyerne synes kun at være få meter over os. Der er langt højere steder i Tibet, men netop på dette sted føler man sig virkelig på verdens tag. Fantastisk. Også her i Ganden Kloster er en rute man kan vandre, mens man udfører sine daglige bønner. Vi tager en tur rundt, og ser nogle af de flotte motiver, der er malede på sten langs ruten. Foran og bag os traver pilgrimme hvileløst afsted i jagten på nirvana.

Motiv på sten, Ganden

På vejen tilbage til Lhasa kører vi forbi et lillebitte tempel ude midt i ingenting. Der er ingen mennesker omkring, og vi drister os til at kigge ind. Der er knapt nok plads til to ad gangen derinde, men trods størrelsen er udsmykningen den samme som i Potala og Jokhang. Udenfor står et lille stativ med tre bederuller på, i skærende kontrast til de kilometerlange ruter vi har set i Lhasa.

Pilgrim, Ganden

Vores tid i Tibet er slut, og en tidlig morgen kører vi til lufthavnen for at flyve til Chengdu. Vi vil altid mindes det farverige, eventyrlige og smukke Tibet, og sidder allerede og dvæler ved minderne da flyet tager os op over bjergene og ned i de frodige dale i Sichuan-provinsen. Ned til en helt anden verden.