Middelalderbyer og supermarkeder af fantasidimensioner

Chanas  –  Cruas     95 km

Vejret er nu fuldt som man forventer det af sydeuropa. Hele dagen har jeg fulgt Rhonefloden; en lang flad strækning, kun sjældent afbrudt af bakker. På begge sider af floden kaster bjergkamme sig mod himmelen. Den smule vind der er trængt igennem bjergpartierne, til Rhonedalens midte, selve floden, rammer mig i form af medvind. Hurtigere end jeg erindrer at have kørt hidtil, får jeg overstået dagens dont, og triller således dejligt tidligt ind i en gammel middelalderby; Cruas. Byen i sig selv virker ny og trist, domineret som den er af et kæmpe kalkbrud. Mest af alt ligner den på afstand et atomkraftværk, med alle arbejdernes hytter strøet omkring værket. Over byen ligger imidlertid ruinerne af en vaskeægte middelalderby. Hugget ud af klippen, har den overraskende flot overlevet tiden og historien gennem århundreder, og tjener i dag som et fantastisk mindesmærke om et anderledes, og for længst glemt, Europa. Denne gamle by er bygget som et fæstningsværk, måske en handelsstation fra dengang floden endnu var en vigtig handelskanal, og ser ud som om tiden har impregneret alle årenes rædsler i sine sten. En spøgelsesby med minder om pest og krige – men vel også glade bønder arbejdende uden kvoter over hovedet; om høstfester, romantiske duelkampe om liv og død og smukke møer. Selv må jeg have taget mig så medtaget ud som ruinen, for man lader mig sætte mit telt op gratis. “For dig, min ven,” eksklameres på gebrokkent engelsk, “er denne nat gratis!” Jeg takker ydmygt, slår teltet op, og begiver mig ud på natte sightseeing. Cruas er så fransk som noget kan være. I de snævre, små dunkle gader, der snor sig om “atomkraftværkets” ankler, lurer jeg på franskmændende bag deres halvt lukkede gardiner. Et skyggespil med et simpelt tema; byens familier samles om maden. Min idylliske forestilling om det franske hjemmeliv, elegant og puritansk, lykkeligt, ødelægges imidlertid af en grim lille øjebæ i hvert rum. En lille lysende lyseblå kasse dominerer hver en stue. Kassen er stuernes mest fremtrædne møbel, og næsten ingen steder ser jeg folk i konversation. Dette gør mig lidt trist, og giver efterstræbende plads til en følelse af ensomhed indeni. Jeg opgiver mit ulovlige, men underholdende, nattetogt, og går på restaurant istedet. Herinde snakkes og grines højlydt omkring mig. Langsomt aftager den tomme fornemmelse – dog kun indtil jeg tålmodigt konkluderer, at flere af disse grin går på min bekostning. Dog taler jeg ikke sproget, men meget kan læses i kropssprog og mimik, og mange ord er ens!! Naturligvis lader jeg som ingenting, spiser blot sluprende op, takker nej til kaffe, forlader stedet med et kynisk smil, drikkepengeskålen rungende tom.   

Cruas  –  Le Teil             25 km

Hen ad morgenen, før jeg har begivet mig afsted igen, mærker jeg i begge knæ, en vedvarende murrende fornemmelse. Fornemmelsen vokser til en følelse af smerte, efterhånden som jeg indtager de første fem kilometer. En reflektion tillader at se smerten an, hvem ved, måske forsvinder den, men sandheden gær dog hurtigt op for mig. Jeg kommer ikke langt i dag. Den nærmeste by er Le Teil. Allerede kl. 11 står mit telt under skyggen fra et træ, mens jeg, glad for den lille pause, trasker på tur til Montelimar. En stor by umiddelbart på den anden side af floden. Dagen bliver således opslugt af lidt hjemlig korrespondence, lidt hyggelæsning på en cafe, og en rum tid prøvende at finde vej ud af et supermarked jeg havde forvildet mig ind i. Netop dette indkøbscenter var ubestridt dagens store oplevelse! Hvilken størrelse! Hvilket afsindigt udbud af varer! Hvilken kollossal forbrugerfælde!: Da jeg først var kommet ind, kunne jeg, efter at have vandret rundt i et næsegrus beundring, dårligt forlade stedet uden en souvenier; jeg måtte have et eller andet; på en aller anden måde få afreageret over for den stigende købetrang der vældede op i mig. Men netop hvad skulle skilles fra dets brødre på hylderne? Da tilsyneladende alt blev solgt her, var valget ikke nemt. I dyb forbløffelse og barnagtig eufori vadede jeg formålsløst op og ned af de kulørte indkøbsalléer, for ved et tilfælde at havne i oste afdelingen. Denne afdeling var så stor som et lille supermarked i københavn. I desperation valgte jeg lidt gedeost, og fandt tilmed i hygiejneafdelingen en tube tandpasta jeg syntes adskilte sig nok fra de 66 andre mærker, til at jeg gad bruge den. Endelig ved betalings-kasserne som strækker sig fra horisont til horisont, indespærrende små hjælpeløse uniformerede frøkener, har i min kurv indfundet sig langt mere end jeg egentlig var kommet efter: gedeost, tandpasta, vin, rosiner, lighter, og blystifter til blyanten. Indkøbsparadis eller forbrugerfælde, hvem ved…hvem tør fælde dom over reoler der støtter mod loftet? Begejstret over igen at se den blå himmel, vel undsluppet butikkens sløvende muzak, opdager jeg pludseligt at begge knæ føles meget bedre; den konstante smerte er næsten væk.                                   Bare de nu også er ok i morgen, at dette kun har været en undtagelse der bekræfter mine knæs sunde og stabile tilstand. For ærligt talt, hvis der kommer problemer med dem igen, som der desværre har været før i tiden, kan jeg dårligt se hvordan jeg kan krydse Pyranæerne. Det er med en vis bismag af malurt at jeg konkluderer dette. Rødvinen er drukket og har gjort min sind tungt og døsigt, og en knugende bitterhed har svøbet sig om min forstand. Hvis nu knæene ikke er stærke nok, hvad så? Må jeg så opgive det hele? Trist inspiration til en lang nats mareridt.