Fra Schweiz til Frankrig

Biel (Schweiz) – Pontarlier (Frankrig)    82 km

Hvis jeg husker rigtigt, vågnede jeg fem gange i nat på grund af kulden, til lyden af regnen der trommede på teltet. Der er noget melankolsk over denne lyd, den minder mig, ganske modsat, om billedet af silhouetterne af hundredevis af myg der danser mod segldugen. Følelsen af at være ganske alene, men stadig beskyttet og tryg, som var man gemt i en membran uigennemtrængelig for resten af verden. Der er dog mange ting jeg ikke kan beskytte mig imod; en af dem er anstrengelser. Og netop anstrengelser blev min skæbne undervejs til Frankrig: Til dels de skrappe stigninger voldte mig problemer, men ikke kun på grund af højden, at det blev og koldere og koldere jo længere jeg kom op, var ligeledes en væsentlig faktor. Mange gange måtte jeg stoppe for at banke lidt liv i mine frosne, følelsesløse hænder, og måtte således sande at det tynde par cykelhandsker jeg har ikke er nok. Stort set hele dagen gik det op af bakke, de sidste ti kilometers beskedne fald mod Pontarlier undtaget. I dag fik jeg for alvor en forsmag på hvad venter mig i Pyranæerne. En nagende tvivl er langsomt ved at bide sig fast i mit sind; har jeg taget munden for fuld. Jeg frygter ikke de lange skrappe stigninger, de snævre bjergpas, eller trafikken – men kulden der ubestrideligt vil herske så højt oppe, så langt inde i efteråret, kan få mig til at tvivle. Jeg vil, under alle omstændigheder, få brug for nye handsker der dækker både håndled og fingre, men den tid den sorg – jeg er endnu langt derfra. Kulden og anstrengelserne usagt var det en god dag.    Midt i dagens strabadser stødte jeg selvfølgelig også på en grænsepost. Under planlægningen af turen var jeg lidt nervøs for trafikken i netop de snævre bjergpas, men indtil videre har der ikke været nogen problemer. Billisterne sænker forsvarligt farten når de ser mig, og kører udenom i store buer. De tyske og schweiziske veje har været overordenligt gode, men kun ti kilometer inde i Frankrig kan jeg desværre mærke en forskel. Venligheden med hvilken jeg bliver modtaget er imidlertid intakt. Frankrig er nået. Inden jeg tog afsked med Schweiz nåede jeg dog at købe en gigantisk plade chokolade, to store stykke ost, og en pakke brød. I Pontarlier, 826 m over havet, står mit telt på en trestjernet bakkeskråning. Her er så koldt som i Danmark om vinteren. Himmelen er dækket af et tykt tæppe af skyer, og når det ikke direkte regner, lægger en konstant støvregn sin fugtige hinde over alle forhåbninger om et glimt af solen og varmen.

   Pontarlier – Lons le Saunier       80 km

Kulden var i nat så bedøvende, at den vækkede mig flere gange. Kl. fem om morgenen vågnede jeg for sidste gang, og lå døsigt i et stykke tid, og nød en morgentræt radioværts udsøgte valg af melankolske jazztoner. Regnen gav fra seks til syv sit besyv med, med en trommen så blid, at skulle jeg ikke selv trommes på, havde jeg fundet tid til at nyde dens insisterende våde drømme akkompagnant. Da jeg endelig stod op, måtte en skoldhed bruser arbejde i en halv time, før jeg følte mig bare nogenlunde klar til at kaste mig mod dagens dont. Morgenfrosten er stadig bidende, og med en hånd på styret og en i jakkelommen, besidder kravet om nye handsker endnu engang mine tanker. Men da jeg allerede efter en time havde cyklet så langt, at Jura bjergene havde spredt sig på horisontens vifte som et dejligt postkort, steg humøret og rejseglæden et par grader i takt med den langsomt stigende temperatur. På behørig afstand er de skam et smukt syn. Over tinderne, fra nord til syd, vælter sig i evig bevægelse et bælte af kulde og frost. Disse tåger falder i et med himmelens lavthængende skyer, og udvisker skellet mellem himmel og jord. Himmelen hænger lavt i dag, og efter at have gennemført dagens etape, mangler jeg stadig at finde et hul i skydækkets kapsel. Det er nu flere dage siden jeg sidst så det blå.    Hele dagen går det nedad, dog uden at vejret bliver spor bedre. I Lons le Saunier, hvor jeg efter endt måltid sidder på en lille cafe, regner det stadig. Jeg har ingen lyst til at tage tilbage til mit fugtige lille telt. Men i dag er vaskedag og nødvendigheder trænger sig på. Der er heldigvis vaskefaciliteter på campingpladsen, og det eneste rene jeg har tilbage er, ironisk nok, mine badebukser.