Månedsarkiv: februar 2003

Songpan

Byen Songpan ligger ca. ni timers buskørsel nord for provinshovedstaden i Sichuan, Chengdu. Herfra er det muligt at tage på rideture i den skønne natur i de omkringliggende bjerge. I Songpan er der flere konkurrerende hestetrek-arrangører, og det er med til at holde priserne på et acceptabelt leje. En hestetur koster ca. 60 kroner pr. dag, og inkluderer guider, telt og forplejning – plus en hest at ride på, selvfølgelig. Hestene er tamme, og selv utrænede ryttere, som jeg selv, kan tage på tur. Der er forskellige ruter at vælge imellem, alt fra to til syv dages trek. Man kan vælge at ride til et bestemt sted, hvor der er noget at se, eller man kan ride rundt i bjergene for at nyde naturen.

Vi valgte et tre-dages trek uden noget bestemt mål. Vi ville bare se naturen og bjergene. Og prøve at ride på heste, naturligvis, noget som min kæreste havde set meget frem til. Turen startede en tidlig morgen, og foruden os var fem andre udlændinge med. Der var hele tre guider til at holde styr på os og hestene, som foruden at skulle slæbe på os også bar telte og mad til tre dage. Vi red i ca. fire timer, før vi gjorde holdt. Først var vi lidt forvirrede, skulle vi virkelig allerede hvile for natten? Ja, det skulle vi, og det gik op for os at tre dage på hest altså ikke betød tre hele dage på hest. Det gjorde nu ikke noget, min bagdel var allerede godt øm, og hestene trængte tydeligvis også til at komme til kræfter, efter at have slæbt rundt på tunge udlændinge. Guiderne ville slå lejr lige midt på en temmelig beskidt græsplæne. Det var tydeligt at der havde været mange ture før os. Vi nægtede dog at bo i skidt og møg, og det endte med at guiderne tog os med op på en bjergskråning, hvor de slog lejr. Vores glæde blev dog hurtigt gjort til skamme, for guiderne fældede raskt væk mindst ti træer for at gøre plads til teltene. Ups. Vi ville jo bare se på naturen, ikke ødelægge den. Men sket var sket, og det var et pragtfuldt sted de havde valgt for os. Eftermiddagen var fri til at vandre rundt, og et stykke nede af bjerget fandt vi, til vores forbløffelse, en lille butik der solgte øl og cigaretter. For at råde bod på al det besvær vi havde været for guiderne, købte vi nogle flasker øl til dem. Det udviklede sig til en sen natteseance, hvor vi sad omkring bålet og delte øl og fortalte historier. Meget hyggeligt.

Dag to lignede den første. Jeg var blevet mere fortrolig med min hest, omend den havde en kedelig tendens til ikke at lystre. Men trods nervøse øjeblikke var jeg dog i stand til at nyde det hele. Endnu en gang slog vi lejr ikke langt over middag, og kunne igen bruge eftermiddagen som vi ville. Jeg brugte lang tid på at vinde min hests venskab ved at fodre den med brød, men den var ikke tilfreds. Måske var det brødet, som var næsten uspiseligt. Desværre var det hovedingrediensen i alle måltider på turen, men heldigvis blev der også lavet en vidunderlig kartoffelsuppe til, som vi levede af.

Dag tre skulle vi tilbage til Songpan, og et stykke af vejen red vi på en lille grusvej langs en flod. Her var nogle meget flotte broer, udsmykkede på tibetansk manér. Landskabet var det samme, granskov så langt øjet rakte, men ikke desto mindre flot. Vel tilbage i Songpan måtte vi tage til takke med et iskoldt brusebad, men det var bedre end ingenting efter tre dage til hest.

Songpan selv er en hyggelig lille by, og absolut værd at bruge en ekstra dag i. Der er et par templer man kan besøge, og nogle små butikker med souvenirs. Desuden er der en lille håndfuld cafeer, hvor man kan få masser af information om området.

Praktisk:

Man skal ikke bekymre sig om ikke at finde hestretrek-bureauerne, de skal nok finde en. Konkurrencen imellem dem er hård, og så snart man stiger af bussen står scouts fra bureauerne og forsøger at sælge dig en tur. Snus lidt rundt, og find ud af hvad der passer dig. 

Det kan være koldt oppe i bjergene, selv om sommeren, så sørg for at have varmt tøj med til nætterne i teltene. En sovepose ville være god at medbringe. Som sagt er maden ikke ligefrem inspirerende, men man kommer heller ikke til at dø af sult.

Et hestetrek kræver ingen forudgående kendskab til heste, så alle kan tage med. Hvis man gerne vil se den flotte natur, men ikke har lyst eller er i stand til at vandre selv, er et hestetrek således en god mulighed for at komme lidt væk fra byernes os og larm. 

Transport:

Man kan komme til Songpan med bus fra Chengdu, eller stoppe i Songpan på vejen fra Lanzhou til Chengdu (se artiklen “Hiking i Kina” for info om Lanzhou-Chengdu ruten). Busturen fra Chengdu tager ca. ni timer, og er en flot tur gennem de frodige dale. Både Chengdu og Lanzhou har fly- og togforbindelser til det meste af Kina.

 

Middelalderbyer og supermarkeder af fantasidimensioner

Chanas  –  Cruas     95 km

Vejret er nu fuldt som man forventer det af sydeuropa. Hele dagen har jeg fulgt Rhonefloden; en lang flad strækning, kun sjældent afbrudt af bakker. På begge sider af floden kaster bjergkamme sig mod himmelen. Den smule vind der er trængt igennem bjergpartierne, til Rhonedalens midte, selve floden, rammer mig i form af medvind. Hurtigere end jeg erindrer at have kørt hidtil, får jeg overstået dagens dont, og triller således dejligt tidligt ind i en gammel middelalderby; Cruas. Byen i sig selv virker ny og trist, domineret som den er af et kæmpe kalkbrud. Mest af alt ligner den på afstand et atomkraftværk, med alle arbejdernes hytter strøet omkring værket. Over byen ligger imidlertid ruinerne af en vaskeægte middelalderby. Hugget ud af klippen, har den overraskende flot overlevet tiden og historien gennem århundreder, og tjener i dag som et fantastisk mindesmærke om et anderledes, og for længst glemt, Europa. Denne gamle by er bygget som et fæstningsværk, måske en handelsstation fra dengang floden endnu var en vigtig handelskanal, og ser ud som om tiden har impregneret alle årenes rædsler i sine sten. En spøgelsesby med minder om pest og krige – men vel også glade bønder arbejdende uden kvoter over hovedet; om høstfester, romantiske duelkampe om liv og død og smukke møer. Selv må jeg have taget mig så medtaget ud som ruinen, for man lader mig sætte mit telt op gratis. “For dig, min ven,” eksklameres på gebrokkent engelsk, “er denne nat gratis!” Jeg takker ydmygt, slår teltet op, og begiver mig ud på natte sightseeing. Cruas er så fransk som noget kan være. I de snævre, små dunkle gader, der snor sig om “atomkraftværkets” ankler, lurer jeg på franskmændende bag deres halvt lukkede gardiner. Et skyggespil med et simpelt tema; byens familier samles om maden. Min idylliske forestilling om det franske hjemmeliv, elegant og puritansk, lykkeligt, ødelægges imidlertid af en grim lille øjebæ i hvert rum. En lille lysende lyseblå kasse dominerer hver en stue. Kassen er stuernes mest fremtrædne møbel, og næsten ingen steder ser jeg folk i konversation. Dette gør mig lidt trist, og giver efterstræbende plads til en følelse af ensomhed indeni. Jeg opgiver mit ulovlige, men underholdende, nattetogt, og går på restaurant istedet. Herinde snakkes og grines højlydt omkring mig. Langsomt aftager den tomme fornemmelse – dog kun indtil jeg tålmodigt konkluderer, at flere af disse grin går på min bekostning. Dog taler jeg ikke sproget, men meget kan læses i kropssprog og mimik, og mange ord er ens!! Naturligvis lader jeg som ingenting, spiser blot sluprende op, takker nej til kaffe, forlader stedet med et kynisk smil, drikkepengeskålen rungende tom.   

Cruas  –  Le Teil             25 km

Hen ad morgenen, før jeg har begivet mig afsted igen, mærker jeg i begge knæ, en vedvarende murrende fornemmelse. Fornemmelsen vokser til en følelse af smerte, efterhånden som jeg indtager de første fem kilometer. En reflektion tillader at se smerten an, hvem ved, måske forsvinder den, men sandheden gær dog hurtigt op for mig. Jeg kommer ikke langt i dag. Den nærmeste by er Le Teil. Allerede kl. 11 står mit telt under skyggen fra et træ, mens jeg, glad for den lille pause, trasker på tur til Montelimar. En stor by umiddelbart på den anden side af floden. Dagen bliver således opslugt af lidt hjemlig korrespondence, lidt hyggelæsning på en cafe, og en rum tid prøvende at finde vej ud af et supermarked jeg havde forvildet mig ind i. Netop dette indkøbscenter var ubestridt dagens store oplevelse! Hvilken størrelse! Hvilket afsindigt udbud af varer! Hvilken kollossal forbrugerfælde!: Da jeg først var kommet ind, kunne jeg, efter at have vandret rundt i et næsegrus beundring, dårligt forlade stedet uden en souvenier; jeg måtte have et eller andet; på en aller anden måde få afreageret over for den stigende købetrang der vældede op i mig. Men netop hvad skulle skilles fra dets brødre på hylderne? Da tilsyneladende alt blev solgt her, var valget ikke nemt. I dyb forbløffelse og barnagtig eufori vadede jeg formålsløst op og ned af de kulørte indkøbsalléer, for ved et tilfælde at havne i oste afdelingen. Denne afdeling var så stor som et lille supermarked i københavn. I desperation valgte jeg lidt gedeost, og fandt tilmed i hygiejneafdelingen en tube tandpasta jeg syntes adskilte sig nok fra de 66 andre mærker, til at jeg gad bruge den. Endelig ved betalings-kasserne som strækker sig fra horisont til horisont, indespærrende små hjælpeløse uniformerede frøkener, har i min kurv indfundet sig langt mere end jeg egentlig var kommet efter: gedeost, tandpasta, vin, rosiner, lighter, og blystifter til blyanten. Indkøbsparadis eller forbrugerfælde, hvem ved…hvem tør fælde dom over reoler der støtter mod loftet? Begejstret over igen at se den blå himmel, vel undsluppet butikkens sløvende muzak, opdager jeg pludseligt at begge knæ føles meget bedre; den konstante smerte er næsten væk.                                   Bare de nu også er ok i morgen, at dette kun har været en undtagelse der bekræfter mine knæs sunde og stabile tilstand. For ærligt talt, hvis der kommer problemer med dem igen, som der desværre har været før i tiden, kan jeg dårligt se hvordan jeg kan krydse Pyranæerne. Det er med en vis bismag af malurt at jeg konkluderer dette. Rødvinen er drukket og har gjort min sind tungt og døsigt, og en knugende bitterhed har svøbet sig om min forstand. Hvis nu knæene ikke er stærke nok, hvad så? Må jeg så opgive det hele? Trist inspiration til en lang nats mareridt.                                             

         

Boat Show 2003

I weekenden har alle bådinteresserede haft muligheden for at undersøge markedet i Fredericia.

Bådmessen er fyldt med både i alle størrelser, lige fra små joller til et par tusinde kroner, over smarte fiskebåde i 100.000 tusind kroner klassen, til de helt store som koster langt over en milion.

En af de spændende både som jeg stødte på til fiskeri er denne Olympic 500 cabin, som sælges komplet med en 115HK Suzuki motor. Her mener jeg at man for rimelige penge får et godt sæt som kan tilfredsstille selv vanskelige krav.

Et andet sæt jeg faldt over er dette som består af en stor Princess motorbåd og en tilhørende Jaguar. Jeg kender ikke den konkrete pris, men hvis man har råd, er det heller ikke det som er afgørende.

På messen er det ikke kun både det drejer sig om. Alle landets store grossister og forhandlere af bådeudstyr er der også, og Yamaha har som trækplaster placeret en 250 hestes påhængsmotor lige når man kommer til deres stand.

For dem som ikke nåede det denne weekend,er messen igen er åben fra torsdag den 27. februar til søndag den 1. marts.

Læs mere her: www.dmh.dk

Guide til Nationalparker i det sydvestlige USA

USA har et fremragende net af nationalparker, og i det sydvestlige USA omkring staterne Californien, Utah, Arizona, og Colorado finder man en stor koncentration af de flotteste parker. Mange kender nok Grand Canyon, men der findes faktisk parker der er på højde med eller overstråler Grand Canyon i naturlig skønhed.

Tager man udgangspunkt i eksempelvis Los Angeles, Californien eller Las Vegas, Nevada, vil man med en lejet bil kunne opleve de fleste af nedenstående parker på ca. 3 uger. På en tur i området vil man opleve en spændende variation af ørkenlandskaber, store kløfter, kæmpe træer, forstenede træer, stejle granit vægge, høje vandfald, ja, you name it. Området er desuden ideelt for aktiviteter såsom trekking, klatring, mountainbiking, white water rafting og 4wd.

Blandt mine favoritter er følgende parker:

Death Valley National Park

Stat: Californien

Varemærke: Ørkenlandskab, saltørken, sandørken, farverige klipper, ekstrem sommervarme

http://www.nps.gov/deva/index.htm

 

Joshua Tree National Park

Stat: Californien

Varemærke: Ørkenlandskab, Joshua træer, prærieulve, 4wd

 

http://www.nps.gov/jotr/index.htm

 

Yosemite National Park

Stat: Californien

Varemærke: knejsende granitklipper, betagende vandfald, kæmpe Sequioa træer, ekstrem klatring, rigt dyreliv (ex bjørne), fremragende trekking muligheder

http://www.nps.gov/yose/index.htm

 

Bryce Canyon National Park

Stat: Utah

Varemærke: Lyserøde kalkstenssøjler (hoodoos), imponerende erosionslandskab, gode treks

http://www.nps.gov/brca/index.htm

 

Arches National Park

Stat: Utah

Varemærke: Stenbuer, ørkenlandskaber, gode treks, erosionslandskab, flotte farver

 

http://www.nps.gov/arch/index.htm

Capitol Reef National Park

Stat: Utah

Varemærke: Waterpocket fold, (opfoldning af jordskorpen), wilderness, gode treks, ørkenlandskab

http://www.nps.gov/care/index.htm

Canyonlands National Park

Stat: Utah

Varemærke: Utallige store og små kløfter, fremragende trekking, 4 wd, wilderness, varieret ørkenlandskab, rafting

http://www.nps.gov/cany/index.htm

Zion National Park

Stat: Utah

Varemærke: Stejle klipper og kløfter, fremragende treks, flotte farver, erosionsfænomener, wilderness

http://www.nps.gov/zion/index.htm

Grand Canyon National Park

Stat: Arizona

Varemærke: Verdens største kløft, flotte farver, gode trekking muligheder, white water rafting

http://www.nps.gov/grca/index.htm

Petrified Forest National Park

Stat: Arizona

Varemærke: Forstenet træ, farverigt ørkenlandskab

http://www.nps.gov/pefo/index.htm

Mesa Verde National Park

Stat: Colorado

Varemærke: Cliff dwellings ( gamle indianer boliger på klippefremspring)

http://www.nps.gov/meve/index.htm

 

Alle ovenstående parker ligger i overkommelig afstand fra hinanden, en park, som ligger noget længere væk, faktisk i det nordvestlige USA, men som ikke må glemmes er

Yellowstone National Park

Stat: Wyoming og Montana

Varemærke: Geysere, varme kilder, rigt dyreliv (bl.a. bjørne og bisonokser), termale fænomener

http://www.nps.gov/yell/index.htm

 

Noget af det smukkeste overhovedet, men som ikke er nationalparker er:

Antelope Canyon

Stat: Arizona

Varemærke: Corkscrew canyon (meget snæver kløft, skruet som en proptrækker), utroligt farvespil, indianerkultur, ufatteligt smukt

http://www.antelopecanyon.com

Paria Canyon Vermilion Cliff’s Wilderness Area

Stat: Arizona og Utah

Varemærke: Første klasses wilderness trekking i snævre kløfter, proptrækker kløfter, farverige klipper, flotte sandstensaflejringer mm.

http://www.az.blm.gov/paria

 

Monument Valley

Stat: Arizona/Utah

Varemærke: Western landskab, flotte farver, indianer kultur, monolitbjerge, åbne vidder, hesteture

http://www.desertusa.com/monvalley

 

Litteratur:

Det sydvestlige USA bugner af nationalparker, nationale monumenter og nationale historiske steder, oplysninger kan findes På National Park Service’s hjemmeside

Andre gode links:


 

The American dream, live it out

Blanke sild og gode torsk

Nu er det næsten et år siden, at jeg sidst satte båden i vandet ved slæbestedet i Helsingør, og det var derfor med en vis kilden i maven, at jeg bakkede ned af rampen lørdag den 15. februar klokken 7.30.

Efter at vi havde fået båden i vandet, satte vi kursen mod Sverige, hvor turbådene lå samlet i en flok. Strømmen løb ikke ret kraftigt mod nord, og der blæste en let vind fra øst, så det var ikke så svært at styre fiskeriet. I løbet af formiddagen så vi en del buler, og vi fangede nogle torsk op til 6 kg, men omkring middag gik fiskeriet i stå og vi sejlede længere op nordpå, for at se om torskene var der. Heroppe var strømmen meget kraftig, og det var ikke muligt for os at finde nogle torsk, men der var meget store lodninger af sild, hvorfor vi fandt et par sildeforfang frem. Det gik meget hurtigt med at fange nogle sild, og det var meget flotte sild helt op til 35 cm. Resten af eftermiddagen brugte vi på at søge efter torsk, men uden resultat, hvorfor vi tog lidt tidligt ind, og kørte til vandrehjemmet hvor vi skulle overnatte.

Søndag morgen var vi første båd ved slæbestedet, og det betød at vi skulle salte rampen, inden vi kunne sætte båden i vandet. I nattens løb var vandet blevet “hårdt” og jeg vil gerne erkende, at det er lidt besværligt at vende båden, når der er 1cm is på overfladen. Vi kom dog igennem isen og var klar til at fiske på de efterhånden kendte pladser da solen stille steg op over Helsingborg. Der blev allerede fra morgenstunden fanget nogle torsk på turbådene, og vi fik også hen på formiddagen, lidt gang i fiskeriet. Over middag skete det som skal til for at gøre en tur til Øresund perfekt. Tony havde fast fisk på, og efter en god fight kunne han holde årets første måler, på 11,2kg, op til fotografering.

Det blev efterfølgende til flere torsk på 1-2 kg.

Sidste på eftermiddagen kørte vi hjem, og en weekend med gode fisk og kanon vejr var slut.

Over jorden, under himlen

Vi er på vej til Jokhang, den vigtigste religiøse bygning i Tibet. På vejen går vi gennem nogle af de bevarede tibetanske bydele, som endnu ikke er revet ned og afløst af den triste kinesiske betonarkitektur. Overalt bliver vi mødt af duften af røgelse og ser de flot udsmykkede tibetanske bygninger, med smukke, klare farver og elegant udskårne dekorationer. Man kan nemt få følelsen af, at tibetanere er det mest elegante folkefærd i verden når man ser dem i deres prangende dragter. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, selv ikke på verdens tag, og vi bliver med et revet ud af vore romantiske forestillinger, da vi støder på et lille marked, med menneskelig afføring spredt ud over det hele. En lille dreng laver stort netop som vi passerer ham, og det syn, blandet med stanken fra det store fællestoilet, anfægter straks vores hidtidige opfattelse af tibetanere. Der findes altså også mennesker i dette land, som ikke bruger hele dagen på bønner og meditation. Men det er vel kun naturligt.

 

Barkhor Square

Foran Jokhang ligger Barkhor Square, en stor plads hvor gadehandlere og souvenirsælgere har slået boder op langs husmurene. I skyggen, skjult for den brændende middagssol, ligger pilgrimme og hviler mellem bønnerne. Der er en underfundig stemning af livlig markedsplads kombineret med religiøs, stoisk ro. Udenfor Jokhang er adskillige mennesker i gang med at udføre forskellige ritualer. Vi lister forbi og ind i det tyste indre.

Jokhang

Indenfor ser vi adskillige rum med bedeflag, røgelseskar og messende munke. Som i Potala er her en eventyrlig stemning. Der er meget at se, næsten for meget, og vi begiver os ud i en af de små åbne gårde for lidt frisk luft og en pause. Oppe på taget er der, i tråd med kinesisk turisttradition, en lille butik hvor man kan købe drikkevarer og snacks. Butikken består af rustent metal og plastik, og passer bestemt ikke ind i omgivelserne, men vi lader æstetik være for et øjeblik og nyder at skylle de tørre ganer med dåsecola, bragt hertil med bus hele vejen fra Golmud. Der er en fantastisk udsigt fra taget og vi nyder det.

 

Fra taget af Jokhang

Mens vi sidder og slapper af, kommer en kinesisk turgruppe op på taget. De skal også have noget koldt at svale sig på i varmen. Vi sludrer lidt med dem, og de lader forstå, at de synes Tibet er et ret tilbagestående sted. Men heldigvis er Kina jo ved at hjælpe tibetanerne med at udvikle sig. Lufthavn, veje, bygninger og meget andet bygger kineserne. Gad vide hvor mange af disse ting tibetanerne selv har bedt om? Men det lader virkelig til, at disse kinesere mener, at de hjælper tibetanerne, ikke ødelægger deres kultur.

 

Detaljer fra Jokhang – Bedehjul udenfor Jokhang              

Et besøg i Lhasa bør også indkludere et tur til Sera-klosteret, ca. fem kilometer fra centrum. Her er mulighed for at opleve munkene debattere religion. Ikke at man forstår noget som helst, men det er alligevel en oplevelse. Munkene i Sera debatterer på en meget speciel måde. Det foregår således, at mens en munk står op og fremfører sit argument, sidder tilhørene foran ham. Et argument afsluttes med et højt klask i hænderne, som for at drive pointen ind hos tilhørerne. Disse debatter finder sted i en åben gård, og det er næsten ikke til at få ørenlyd for larmen fra klappene. Men sjovt er det.

Munkene i Sera

En dag arrangerer vi en dagstur til Ganden Kloster, ca. 40 kilometer fra Lhasa. Vi er nødt til at leje en jeep, da de offentlige transportmidler er suspenderede efter den udenlandske protest mod Kina. Den trange jeep gør ikke turen specielt behagelig, men udsigten er umådelig flot. Vi kører et stykke tid gennem Lhasadalen, inden vi begynder at kravle op gennem bjergene til klosteret. Klosteret ser ikke specielt velbesøgt ud. Der holder kun en anden jeep på parkeringspladsen da vi ankommer. Vi ser da heller ikke andre turister mens vi er der, og det er en dejlig følelse at have sådan et pragtfuldt sted helt for sig selv. Munke ser vi faktisk heller ikke mange af, men det er vist fordi de er midt i en eller anden messe. Vi vandrer rundt på må og få og beundrer klosteret. Vi dumper ved et uheld ind i køkkenet, og får straks en lektion i, hvordan man laver man til flere hundrede munke. Det hele foregår med fagter, naturligvis, ingen her taler engelsk, og vi taler ikke tibetansk. Udenfor står en ung novice og rører langsomt rundt i en stor gryde. Novicen er ikke i stand til at forklare, hvad det er han laver, men jeg er heller ikke sikker på at jeg vil vide det. Det lugter fælt, og for en gangs skyld er jeg glad for, at vi ikke skal spise med. Jeg har tidligere forsøgt mig med både Tsampa, en slags dej lavet af karskt smør og salt, og tibetansk te, med nogenlunde de samme ingredienser, og det bekom mig ikke vel. Jeg vil normalt gerne prøve lidt af den lokale mad, men tilhænger af det tibetanske køkken bliver jeg aldrig. 

Ganden Kloster

Fra toppen af bakken bag klosteret nyder vi den mageløse udsigt over dale og bjerge. Det føles som om, at hvis vi strækker os, bare lidt, kan vi røre himlen. Vi er på det sted hvor jorden hører op og himlen tager over. Skyerne synes kun at være få meter over os. Der er langt højere steder i Tibet, men netop på dette sted føler man sig virkelig på verdens tag. Fantastisk. Også her i Ganden Kloster er en rute man kan vandre, mens man udfører sine daglige bønner. Vi tager en tur rundt, og ser nogle af de flotte motiver, der er malede på sten langs ruten. Foran og bag os traver pilgrimme hvileløst afsted i jagten på nirvana.

Motiv på sten, Ganden

På vejen tilbage til Lhasa kører vi forbi et lillebitte tempel ude midt i ingenting. Der er ingen mennesker omkring, og vi drister os til at kigge ind. Der er knapt nok plads til to ad gangen derinde, men trods størrelsen er udsmykningen den samme som i Potala og Jokhang. Udenfor står et lille stativ med tre bederuller på, i skærende kontrast til de kilometerlange ruter vi har set i Lhasa.

Pilgrim, Ganden

Vores tid i Tibet er slut, og en tidlig morgen kører vi til lufthavnen for at flyve til Chengdu. Vi vil altid mindes det farverige, eventyrlige og smukke Tibet, og sidder allerede og dvæler ved minderne da flyet tager os op over bjergene og ned i de frodige dale i Sichuan-provinsen. Ned til en helt anden verden. 

 

 

At rejse til Tibet

I modsætning til tidligere, hvor mulighederne for at rejse til Tibet var få, er der nu flere ruter at vælge imellem. Valgene står lige nu mellem fly, jeep eller bus, men om få år vil den kinesiske regering have færdiggjort en jernbaneforbindelse til Lhasa, og det vil uden tvivl lette rejsen for mange. Indtil da må man dog vælge en af de andre muligheder.

Med fly:

Man kan rejse til Lhasa med fly fra Chengdu, hovedstaden i Sichuan-provinsen i Kina. Billetterne er dyre, men dog et alternativ til dem som ikke vil ofre to eller flere dage i bus på at nå målet. Billetter kan bestilles hjemmefra hos et rejsebureau, eller købes i Chengdu. Der kan dog være ventetid i højsæsonen, som løber fra maj til september. Chendu kan nås med fly fra næsten alle steder i Kina, ligesom byen er forbundet til alle andre provinser med togforbindelser. Togturen til Chengdu fra Beijing tager ca. 35 timer.

Ud over Chengdu har Lhasa også direkte flyforbindelse til Kathmandu, og herfra videre til resten af verden.

Med jeep:

Sidste år blev det muligt at rejse fra Kunming i Kinas Yunnan-provins til Lhasa med jeep, gennem bjergene der skiller Tibet fra lavlandet i øst. Priserne er skyhøje, men sikkert pengene værd, da man kommer igennem dele af Kina og Tibet som tidligere har været off limits for udlændinge. Der skulle være mulighed for stop på turen, omend det muligvis er for et ekstra gebyr. Jeeps kan bestilles på Camellia Hotel i Kunming.

Kunming, som ligger i det sydligste Kina, kan ligeledes nås fra de fleste egne af Kina via fly eller tog. Desuden ligger byen ikke langt fra både den laotiske og vietnamesiske grænse, hvis man kommer derfra. 

Med bus:

Lhasa kan nås med bus fra Golmud i Tibets naboprovins, Qinghai. Turen kan tage alt mellem 28 og 80 timer, og er absolut ikke behagelig. Den er dog et billigt alternativ til de dyre flybilletter. Billetter til bussen kan kun købes på det officielle kontor i Golmud, og priserne varierer efter regeringens forgodtbefindende. Bussen kører, når den er fyldt op, hvilket kan tage fra en til flere dage. Golmud nås med fly, eller tog fra Lanzhou i Gansu-provinsen, hvorfra der er forbindelser til resten af Kina.

Man kan også tage bussen fra Kathmandu til Lhasa, eller kombinere bus og jeep. Efter at have krydset grænsen fra Nepal kan transport arrangeres i grænsebyen Zhangmu. Turen herfra til Lhasa tager ca. to dage. Der er dog masser af muligheder for at bryde turen op, og se noget af Tibet på vejen. Dette er nemmest hvis man tager bussen, idet jeepchaufførerne ofte hellere vil hurtigt til Lhasa og finde nye kunder. Priserne varierer.

Cykel:

Det er tilladt at cykle mellem Lhasa og Kathmandu, men man skal være i god form og velforberedt.

Andet:

Utallige historier florerer om rejsende, som har snydt checkpoints og hiket, cyklet eller tomlet til Lhasa fra forskellige dele af Kina. Generelt må dette frarådes, med mindre man er villig til at risikere at blive smidt ud af landet. Den kinesiske regering slår hårdt ned på udlændinge, som omgår loven.

Praktisk:

Det er bedst at rejse til Tibet i sommermånederne, hvor vejret er bedst og vejene åbne. Forår og efterår er også ok, mens vinteren som regel vanskeliggør ind- og udrejse. Om sommeren er det varmt om dagen og koldt om natten, så pak herefter. Højden kan blive et problem for nogle, men generelt kan de fleste klare Lhasas 3700 m.o.h. Ilt kan købes i Golmud til turen over passene, ligesom Holiday Inn i Lhasa har ilt til gæsterne.

For den kinesiske regering er Tibet et ydest ømtåeligt emne, og det frarådes på det kraftigste at udtrykke sig negativt om det kinesiske herredømme mens man er der. Det lyder som science fiction, men mange offentlige steder, som Potala og Barkhor Square, er videoovervågede. 

Og ellers er det bare at komme afsted!

Trekking i De Transylvanske Alper

I min juleferie skulle der ske noget ud over det sædvanlige. Jeg ville ud at trekke og klatre. Kravet var at det max måtte koste 10.000 kr. og der skulle være oplevelser og udfordringer. Derudover ville jeg have en guidet tur, da det var første gang jeg skulle i bjergerne.


Troels på toppen

Efter at have søgt længe på nettet og ved rejsebureauer efter gode steder blev jeg lidt mismodig. Indledningsvis kontaktede jeg firmaer i Chamonix. De virkede ikke særlig hjælpsomme og var ekstremt dyre. Jeg vendte herefter blikket  mod de tidligere østlande og endte med Rumænien. Folk var her ekstremt imødekomne og priserne var cirka en ¼ af priserne fra de traditionelle steder.

På nettet fandt jeg en guide, Iulian Cozma, som er 28 år, har klatret siden han var 11 år og har været professionel guide siden 1998. Han er ligeledes medlem Romanien MountainGuide Assosiation, som kun har 25 medlemmer, der alle er professionelle. Mit valg af guide viste sig hurtigt at være et godt valg, da Iulian er yderst kompetent. Ydermere er han en meget flink og behagelig person at være sammen med.

Turen bestod af 3 etaper: Første etape var et let trek, hvor jeg blev set an af guiden. Trekket startede med bjergveje, der snævrede ind og blev til små stier med gode stigninger, i alt 1400 højdemeter fordelt over 12-13 kilometer. Vi overnattede i et Chalette, som er en hytte med mulighed for overnatning og spisning. Dagen efter gik vi ned ad en ti kilometer rute, som så derfor også var væsentlig stejlere.


Her er udfordringer for alle

Anden etape var en 3 dages tur ind i Fâgaras Mountain Area. Området har 25 toppe med den højeste på 2545 meter. De sværeste var 5 B på den russiske skala (Højeste er 6 B). I Området er der ni Chalattes i varierende standarder.  Derudover er der jagt- og redningshytter, som kun kan benyttes med guide. I området er der 250 km lette trekkingruter. Alt i alt er der 450 kilometer ruter i området.

Første dag blev brugt til isklatring. Guiden instruerede mig på tre vandfald, hvor det højeste var ca. 30 meter. Alle nødvendige teknikker blev indlært og afprøvet. Det var hårdt, men skægt og udfordrende.

Anden dag skulle jeg nå min første top, Pactinul på 2399 meter. Turen startede ud med lettere trekking men endte med mixed klatring. Turen var hård, men fantastisk flot. Ikke en sky på himlen og lækker natur. Vi var på toppen 30 minutter, hvor udsigten og stilheden blev nydt i 10 graders frost. Nedturen gik over en 800-900 meter bjergkam til en sadel, hvorefter resten af turen var let klatring. Alt i alt en tur på 5 timer.

Tredje dag var jeg noget træt i min krop da jeg vågnede, men vejret var ligeså godt som dagen før, så derfor afsted det gik. Dagens top hed Capra, og var 2435 meter. Opstigning var tekninsk let, men fysik hård, da der var dyb sne. Vi kom op til en sadel og gik ned i en dal på modsatte side til et udkigspunkt. Derefter var det op til toppen. Som dagen før var det en fantastisk oplevelse at stå i stilheden og nyde den flotte natur.

Efter to dage med dårligt vejr, var det tid til tredje etape. Vi lavede endnu et 2-dages trek, hvor vi overnattede i en redningshytte. Om natten fik vi selskab af en ung gut, der havde brækket benet i et klatreforsøg, og derfor tilbragte natten i hytten, indtil redningsholdet kunne hente ham. Turen op og ned var den samme, 15 km. med 1100 højdemeter.

Dagene med dårligt vejr blev brugt til kanetur i de store skove, blandt andet ud til et kloster og ellers bare hvile og god mad hos Iulians mormor. Hun var helt hjemme i det rustikke rumænske landkøkken.

Facts:

For leje af udstyr, guide, overnatning og bespisning i bjergene i 9 dage kom jeg af med ca. 600 Euro, ca. 4500 kr.

Togbillet derned og tilbage: 3200 kr.

Priserne for Chalattes:

  • Overnatning 3-20 Euro.
  • Aftensmad eller frokost 1-4 Euro.

Hoteller i Brasov By (udgangspunkt for bjergene) fås fra 15 Euro pr dag. Et måltid på en restaurant 5 Euro og opefter.

Priser for køb af udstyr:

Pris eksempler:

  • Mammut Extreme XCR Jakke: 102 Euro.
  • Mammut Extreme bukser: 90 Euro.
  • Fleece: 40 Euro og opefter.

I området er endvidere mulighed for ski og snowboard. I sommer perioden er der rig mulighed for trekking og klippeklatring.

Historisk bouldering i Hueco Tanks

For cirka 34 millioner år siden skabte naturen et af verdens mest interessante boulderingområder i verden og placerede det midt i den Texanske ørken. Området kaldes i dag for Hueco Tanks, hvilket frit oversat betyder “Hul Bassiner”.

Det er netop Huecos huller og bassiner, der gør klippeformationerne til en så bemærkelsesværdige klatre-legeplads. Den geologiske forklaring er, at klipperne består af vulkansk porfyr, som oprindelig var omgivet af kalkstensmasse. Kalkstensmassen er langsomt eroderet væk og har efterladt en gigantisk bunke chokoladefarvede klippesten i de mest mærkværdige former og med de karakteristiske tusindvis af huller.
Som klatrer kan man naturligvis ikke andet end at glæde sig over alle de udfordrende hullerne, som nogle steder får klippen til at lige en mikrohullet havarti, andre steder en god gammeldags emmenthaler med store, dybe regelmæssige huller. 
Bassinerne, som er fordybninger i klippegrunden, har derimod glædet indianerstammer gennem tusindvis af år, idet de opsamler det sparsomme regnvand i ørkenen. Dette gør Hueco Tanks til et ikke alene fabelagtigt klatreområede, men også til et område af anseelig historisk interesse. Især Mescalero Apache stammerne har efterladt sig talrige beviser på deres eksistens i området i form af potteskår, bopladser og ikke mest hundredevis af fantastiske vægmalerier. Er man bare en anelse historisk eller geologisk interesseret er der derfor ingen grund til at kede sig på en hviledag!

Desuden er den historiske del af Hueco Tanks noget, man er nødt til at forholde sig til, hvis man har intentioner om at klatre der. På grund af sin historiske værdi er Hueco et fredet område, der i dag hører under Texas Wildlife Department. Det koster derfor 4 $ om dagen at klatre i området, ligesom man (kun en gang) også skal gennemgå en 20 minutters instruktion i, hvordan man forholder sig til området. Det er dog det hele værd.

Der er bogstavelig talt masser at tage fat på i Hueco Tanks. Primært i form af bouldering, men der findes også en del ruter. Blandt andet klassikeren “Sea of holes” (amerikansk 5.10), en lodret væg, der på grund af sine tætte små huller svarer meget godt til den tidligere beskrivelse af en havarti ost. Der er desuden talrige ruter på “Central Wall” i en til to etaper. Sværhedsgraden varierer fra 5.8 til 5.13 (amerikansk)
Mange af ruterne har dog kun få bolte og er en blanding af sports- og traditionel klatring. Det kan derfor være en god ide at medbringe udstyr til begge dele, hvis man vil klatre ruter i Hueco.

Mht. til bouldering er Hueco en gavepose, hvad enten man er til ti meters lodret powerklatring ved hjælp af lommer i hovedstørrelse eller til vandret klatring på “slopers”. Der er desuden masser af huler at klatre i samt overhæng en halv meter over jorden med ondskabsfulde “crimps” i Netto-pomfrit størrelse.
Graden af udfording varierer fra V0 minus til V15. Selv V0 er dog ofte både teknisk og styrkemæssigt ret svære, hvilket godt kan slå selv den mest ihærdige begynder ud. Et godt sted at starte for begyndere eller for folk der gerne vil bygge et hudlag op er “Warm up Boulder” eller “Small Potatoes”.
Klippen i Hueco er af en særdeles skarp natur, og det er de færreste, der slipper ud af Hueco uden mindst en seriøs “flapper” (Når huden på fingerspidserne skæres af og hænger i en flap). Masser af tape kan minimere flapperne, men forringer din evne til at holde fast på klassiske “crimp-roofs” som The Mushroom Roof (V8).

Der er for nylig blevet åbnet op for et helt nyt klatreområede i Hueco, kaldet “The Meadow”. Man kan finde det ved at gå op til toppen af North Mountain, indtil man ser “Mousie Adams” skrevet på væggen (grafitti har længe været en dårlig vane for besøgende i Hueco.) Her skal du kravle igenne en snæver og lidt besværlig passage, men derefter åbner der sig til gengæld et mindre klatremekka henlagt i solskin det meste af dagen uanset årstiden. Den bedste sæson for klatring i Hueco er fra oktober til april, hvor temperaturen er lav og friktionen er høj!

Skulle du have lyst til at læse mere om Hueco Tanks kan du kigge følgende steder:

“Hueco Tanks: Climbing and bouldering Guide”, skrevet af John Sherman
eller du kan gå til  http://www.drtopo.com/ , hvor du kan downloade en aldeles udemærket guide over linierne og ruterne i Hueco Tanks. Vejr og andet nyt fra Hueco kan du finde på:
http://www.huecotanks.org/newsindex.htm 
Billeder af stedet finder du her: http://www.aaaclimbing.com/climbhueco.htm

Hvordan du kommer dertil:
Hueco Tanks ligger som sagt i det sydvestlige Texas lige uden for grænsebyen El Paso. Er du alligevel i det nordlige Mexico, kan det være oplagt at smutte en tur over grænsen til Hueco. Man skal blot finde en bus mod Ciudad Juarez og krydse grænsen der.
Flyver du direkte fra Danmark, kan du vælge den nærmeste internationale lufthavn, som faktisk ligge i El Paso. Ellers ligger Phoenix lufthavn kun godt 7 timers kørsel derfra den er evt. er billigere at flyve til.

Når du først er kommet til El Paso har du flg. valgmuligheder for at komme til Hueco:
– Tag en taxa (50-60 dollars)
– Lej en bil (det kan anbefales at ha en bil)
– Ring til Rob på Hueco Rock Ranch (915 855 0142). Han kan hente dig i lufthavnen eller andetsteds i El Paso, hvis du vælger at bo på hans campingplads.

Hvor du kan bo:
Medbring et telt og bo på en af de omkringliggende campingpladser. Hueco Rock Ranch er der hvor de fleste vælger at bo. Her er der også værelser, du kan leje, men de er dyre. Du kan også campere på “Pete and Queta Country Store” (915 857 1135). Det koster omkring 5 US$ pr. nat at campere, og begge steder er omkring 5 km. fra Hueco Tanks Park, så du skal bruge en bil eller et lift for at komme ud at klatre. Det er dog som regel rimelig nemt at få et lift med andre fra campingpladsen.
Den sidste mulighed er at campere i selve Hueco Tanks Park. Her er smukt, du får de bedste badefaciliteter, og du bor midt i klatreområdet. Det koster 10 US$ pr. teltplads og det inkluderer adgangsgebyr for parken. Eneste minus er, at der er temmelig dødt om aftenen.

Skal du være i Hueco i længere tid kan det være en god ide at leje en bil, da Hueco er langt fra alting – også butikker der sælger mad.

Downhill Madness Mountainbiking

Introduktion: Er man typen, der elsker at få et adrenalin kick i ny og næ, så er mountainbiking i Bolivia lige sagen. Dette måtte jeg sande efter en forrygende mountainbike tur ned ad “verdens farligste vej” i maj 2002. Vejen har status som verdens farligste, da der ca. hver anden uge i gennemsnit er et køretøj, der vælter udover de stejle skrænter, der flankerer denne smalle vej. Ruten er hovedfærdselsåre mellem La Paz/højplateauet og den lavere Yungasregion/junglen, og standarden af veje i Bolivia er rystende dårlig skulle jeg hilse at sige. Cykelturen var på forhånd udset til at blive en af de største oplevelser på min Syd Amerika tur; som jeg var på i foråret 2002 med en studiekammerat.

Min rejsekammerats dagbogsbeskrivelse af turen: “Så er det tid til den med spænding ventede mountainbiketur ned af “verdens farligste vej”, der går fra et pas i 4700 meters højde lige nord for La Paz og til kun 1100 meter ved byen Yolosa. Næsten 4 km. højdeforskel på kun 60 km, så det er vel ikke mærkeligt, at vores turarrangør kaldte sig for “Downhill Madness”!

Her til venstre ses La Cumbre Passet, der er startsted for MTB-turen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De første ca. 20 km. er asfalterede med to spor og uden alt for farlige passager, så her kan vi virkelig få testet både mod og bremser. Man når uden problemer 50 km/t og kunne sagtens køre hurtigere, hvis man har modet ! De første 20 km. er derfor selvsagt overraskende (og ærgeligt) hurtigt overstået. Herefter er der en mindre stigning på 3 km. (turens eneste). 3 km. lyder måske ikke af meget, men i 3600 meters højde kan det sagtens være en ordentlig mundfuld !

Efter den korte stigning når vi det stykke, der må have givet vejen dens navn, her stopper asfalteringen og vejen fortsætter som enspors grusvej resten af vejen til Yolosa. Nu bliver det for alvor vigtigt at holde tungen lige i munden, der er mange ting at holde øje med, og ind imellem er det da også lige før man ikke helt har kontrol over situationen. Vi drøner nedad med vel en ca. 30 km. i timen, og ud af øjenkrogen aner man lige akkurat, at vejkanten munder ud i lodrette drops på op til 200-300 m, men da øjnene konstant er på vejen (for at være forberedt på sving, huller, store sten, hunde, lastbiler mm) fatter man vel aldrig helt, hvor tæt man er på engang imellem ! Vejen er desuden hovedvej mellem La Paz og lavlandet, og der er derfor relativ stor trafik med store lastbiler, hvilket selvsagt ikke er rart på en ensporet vej. Et par gange prøvede jeg at stå på en halv meters mellemrum mellem en lastbil og afgrunden mens den langsomt rullede forbi ! Ingen kom alvorligt til skade i vores gruppe, men det må nødvendigvis ske en gang imellem, når først man falder her er en cykelhjelm ikke til megen hjælp ! Udover det store adrenalinchok var det også fantastisk at opleve hvordan klimaet og landskabet ændrede sig dramatisk på de kun 3-4 timer turen tog, fra bjerge med sne gennem grønne subtropiske dale, til ægte tropisk varme i bunden.

Frokost

Teamet

I Yolosa ventede en kold øl og en bus til den nærliggende by Coroico, der har en fantastisk beliggenhed på en lille bakketop med udsigt til de grønne dale og høje bjerge”.

Praktiske oplysninger

Beliggenhed/ruteinfo: MTB-ruten starter fra La Cumbre Passet midt i Cordillera Real bjergkæden, 4730 meter over havet. Dette pas ligger ikke meget mere end én time til halvanden i bil nord for Bolivias hovedstad La Paz. Som beskrevet ovenfor starter turen på en god asfaltvej, men senere bliver ruten til en ensporet grusvej, der til tider er hugget ud i stejle klippeskråninger. Det er vigtigt at holde øjnene på vejen, da der er mange huller og sten.

Målgruppe: Næsten alle kan være med, bare man har modet. Der kører en guide forest og bagerst kører en føljevogn efter den sidste rytter. Der er plads til både hurtige og langsomme ryttere, da der er opsamlinger undervejs, hvor de hurtigere venter på resten af feltet. Gider man ikke mere, så kan man lade sig opsamle af føljevognen.

Transport: Jeg tror næsten alle laver turen med et turbureau, hvor transporten til startstedet og tilbage til La Paz selvfølgelig er med i turpakken, se herunder.

Turarrangører: I La Paz er der mindst 5 turselskaber, der arrangerer denne tur.

Den største turarrangør er Gravity Assisted Mountain Biking. Dette selskab er gennemsyret af professionalisme og styres mest af amerikanere, men grundlæggeren er New Zealænder. Udstyret er tip top, men turprisen er lidt dyrere end for de andre selskaber, omkring de 50-55$. Med i prisen er bl.a.transport til La Cumbre Passet, hjemtransport, cykel, cykelhjelm, cykelhandsker, gratis postkort, snacks, T-shirt mm, men tjek ovenstående hjemmeside for up to date information. Guiderne taler engelsk, og en føljevogn har ekstra cykler og reparationsgrej med.

Vi valgte i sidste instans Explore Bolivia Downhill Madness Mountainbiking, der er i en prisklasse lidt under Gravity Assisted MTB. Alt var dog i fineste orden. Udstyret var glimrende, og man kunne vælge mellem 3 forskellige cykler. Full Suspension (fuld affjedring), samt 2 forskellige frontsuspension (frontaffjedring) cykler. Jeg valgte en af de billigere cykler til 35$, men havde ingen problemer. Med i prisen er alt det samme som hos Gravity, og faktisk er der også frokost med i prisen.

Der er også mange andre fede ruter at vælge imellem i området omkring La Paz, bl.a. Zongo Valley, hvor højdeforskellen er hele 4300 meter. Det kan man da kalde downhill.

Sæson: Jeg ved, at Gravity Assisted MTB arrangerer ture året rundt undtagen i december og januar, hvor regntiden er på sit højeste. På det tidspunkt er det simpelthen for farligt at køre på mudrede grusveje langs farlige skrænter.

Udstyr: Turarrangøren står for cyklen og alt udstyr dertil. Da man starter i 4730 meters højde og slutter i 1100 meter skal man have tøj med til et par klimazoner. I starten er vinden meget kølig, men nede ved bunden kan der herske en næsten uudholdelig og fugtig tropisk varme. Tyndt lag på lag tøj er nok det bedste, og som tiden går, kan man lægge noget af sit tøj af i føljebilen. Briller er gode mod vinden og mod sprøjtende mudder. Man skal heller ikke tage noget tøj på, der ikke kan klare lidt mudder og støv. Der er høj risiko for at være lidt pløret ved turens endepunkt.