Schweiz og Jurabjergene

Freiburg (Tyskland) –  Lorrach (Schweiz)   60 km

Endelig ude af Tyskland. Men det går langsomt disse dage. For fjerde dag i træk bevæger jeg mig mindre end 100 km. Havde det dog ikke været for mine uheld, ville jeg have været så frisk som en fyrig ganger; men min ganger skranker fra tandhjulene, og mine ben er så fyrige som sprækkede, knastørre tændstikker. Jeg har tabt mig. Kroppens mosaik genspejler turens hårdhed. Et begyndende fuldskæg kærtegner kejtet mit ansigt. Hvor shortsene og t-shirten har tilladt solens stråler, er huden brun og sej som læder, resten er pinligt hvidt – i særdeleshed ballerne. Mærkværdigt udseende muskler har snoet sig om mine knæ, og armenes og benenes lyse hår lyver om hårrøddernes dunkle intentioner. Zebrafødder vidner om slidte sandaler, og afblegede shorts om en smal gardarobe. At jeg skiller mig ud er jeg ikke i tvivl om, da jeg dagen lang iklædes udforskende blikke fra mistroiske billister og fodgængere. Turen fra Freiburg til Lorrach var ingen stor oplevelse, vejret var atter dårligt. Kulde og regn kommer i en lind strøm fra sydøst; den selvsamme  retning jeg bevæger imod. En femdøgnsprognose afslører en efterårs- koldfront fra Jurabjergene, vestschweiz – jeg gyser ved mit snarlige komme dertil. I Lorrach har jeg en personlig kontakt, en ung trebørns familie, et hyggeligt hvilested for natten. Jeg tilbringer eftermiddagen med en omgang fodbold i en park med familiens tre sønner, og går ellers tidligt i seng med tanke på morgendagens ankomst til Schweiz og dets udfordringer.

Lorrach  –  Biel      105 km

Allerede tidligt på dagen stifter jeg bekendtskab med en knap så venlig side af alpernes land. Alperne er jeg heldigvis skånet for i første omgang, men der er bestemt andre bjerge i det lille rige i midten. Jeg passerer et enkelt af disse undervejs til Biel; en bagatel på 1140 m., vel ledsaget af en støt faldende temperatur jo højere jeg bevæger mig. Atter en dag uden problemer, gennem skønne landskaber, og endda, fra et land til et andet ved et enkelt tråd i pedalerne. Jeg styrer direkte mod mit hvilested for natten. Få kilometer inde i Schweiz får jeg imidlertid en ny rejseledsager; en kæde af bjerge så lang øjet rækker, tålmodigt, afventende, snoende sig langs vejen – den ved at den nok skal få sit bytte. Det er denne kæde jeg i morgen skal prøve kræfter med, min første alvorlige styrkeprøve, dog i dag intet andet end en flot udsigt. Efter seks timers ridt når jeg mit bestemmelsessted. Biel ligger nord for Bielsø, den ene af tre søer i -de tre søers land- som området så rammende er navngivet. Campingpladsen ved søen er 450 m. over havet, og ved aftentid går det op for mig, at her er de svale sommeraftener forlængst forbi. På vestbredden troner Jurabjergkæden mod solnedgangens bål af farver; et smukt syn som de urørlige klipper spreder sig under den hastigt fortonende himmel, flygtigt skitserede grå masser af skyer, der formålsløst tynger sig mod himmelhvælvets revner – de iturevede silhuetter af tinder mod natten. Da solen forsvinder endeligt, tager nattens bidende kulde livet i besiddelse. Jeg er endnu så langt nordpå at der tales tysk, men få kilometer herfra, advares jeg, dominerer det franske. Med et sprogkundskab begrænset til Abbas: voulez vous coucher avec moi, ce soir, forbereder jeg mig på det sproglige ingenmandsland, mine manglende franskkundskaber i morgen vil efterlade mig i. Skuttende i soveposen falder jeg i søvn til tanken om, hvorledes man spørger om vej på tegnsprog.