Månedsarkiv: januar 2003

Sløj weekend i Øresund

Fiskeriet i weekenden var præget af meget vind og ikke så mange fisk. De småbådsfiskere som jeg har talt med fortalte at der er kun fanget enkelte over 10 kg, og heller ikke ret mange små fisk.

På turbåden Susan, som normalt ikke dyrker bulefiskeri, har Anders Christensen fanget sæsonens indtil nu største torsk. Anders som normalt ikke er at finde med en fiskestang i hånden fangede en torsk på 23,75 kg og 123 cm.

Flere af turbådene melder om mange fisk oppe i vandet, hvilket ofte er ensbetydende med at det i løbet af kort tid giver et rigtig godt fiskeri.

Ottes dages ferie i Rheinland am Phalz

11/9 – 17/9 Speyer

Speyer bød på otte dages hvile. Otte dages veltrængt pause. En udsøgt chance for at lege turist; altså, på med vandreskoene, kameraet over skulderen, og derfra ud i det grønne. Speyer er en interessant by ud fra mange perspektiver; bortset fra sin idylliske beliggenhed, klods op ad Rhinen, den dominerende domkirke der troner over byens torv og kan ses flere kilometer væk, og statuer og monumenter der alle vidner om fordums storhed, har Speyer meget andet at byde på. Kulturen her er stærk og bliver holdt højt i hævd af såvel gamle som unge. Mellem markedsdage og ny-vin-fester slænger sig en kulturopfattelse, som uden at skele til alder eller herkomst, skaber et fælles begær for livslyst – sene aftenture på kroer, familiesamlende weekender på landet til landsbyfest, eller blot forsonende gåture langs byens gamle gågade, det industrielle centrum hvor paver og kejsere har måtte give vej for Clein og Levis. Det lokale cousine kan byde på mange delikatesser. Af de mere kendte er sauerkraut og varierende pølser selvfølgelig repræsenteret. Herudover kan opleves saumagen og leberknøddel, to typiske eksempler på Rheinland am Phalz’s kulinariske udfoldelser. Her spiser man dog ikke uden at drikke, måske ikke meget, men godt, og øllene er således i top ganske som såvel lokale hvid- som rødvine er oplevelser i sig selv.  Mens man således kan være sikker på positive oplevelser om aftenen, kan man jo udforske byen og selve området om dagen, om ikke andet da for at samle appetit. Imidlertid skulle det ikke være noget problem at finde dagsbeskæftigelser i byen. Udover et internationalt anerkendt museum, en domkirke med sammenlagt 14 afdøde kejsere og konger, samt et ikke angivet antal dronninger og biskopper og lign., ruinerne af 2000 år gammel jødisk helligdom, og resterne af den gamle bymur, sprudler egnen af uforglemmelige oplevelser. Fx. en tur tværs over Rhinen med en næsten antik båd, en cykeltur forbi nabobyens intimiderende atomkraftværk, eller en svævebanetur, 216 m. op af et lille bjerg, der tilgengæld kan tilbyde en helt enestående udsigt. Rheinland am Phalz har herudover mere end 300 middelalderborge og slotte, eller snarere ruinerne af disse, og siges at ligge på pilgrimsfærden til Santiago de Compostello.  Alt i alt en lille perle kultur og traditioner, i en af de skønneste dele af Tyskland. De otte dage jeg tilbragte i Speyer, og dermed alle de fantastiske personer jeg mødte, har gjort sit til at ændre min opfattelse af Tyskland, så jeg i dag betragter landet mere som en bror end som en fjern nabo, hvilket mange vel vil kunne nikke genkendende til. For mit eget vedkommende er det bestemt ikke sidste gang jeg har været i Speyer.      

18/9 Speyer – Bad Herrenalb 95 km.

Kl. 10 tager jeg med første tråd atter vejen i besiddelse. Foran mig venter 60 kilometer langs Rhinen mod Karlsruhe. Om forholdene for cyklister langs Rhinen i sydtyskland, er de samme hele vejen fra Nordsøen til Bodensø, ved jeg ikke. Men at man fra Weisbaden (omkring Frankfurt) til Schweiz finder en seks meter bred cykelsti, og næsten ingen anden trafik end snegle og pensionister, har jeg da lært.  Til den sikre følelse af flodens nærvær, dog gemt bag oversvømmelsesdigerne, kan man således følge floden i sit eget tempo. Faktisk ligger cykelstien på selve digerne, og havde floden ikke haft denne kedelige tendens, tvivler jeg da på at man overhovedet havde bygget en cykelsti der. Beruset af idyllen beslutter jeg at spise frokost på en lille fiskertræbro, der rager fra bredden langt ud i vandet i en lille sø beliggende ved Rhinen. Uden tanke på de hyppige oversvømmelser traver jeg friskt ud på broen. Halvvejs slår en tanke mig som et lyn. Er her oversvømmmelser, må altså også denne lille bro have været under vand!? Træværket er ganske rigtigt pilråddent, og broen vakler på usikre piller som var jeg pludselig i en Indiana Jones film. Jeg trodser dog faren og når den lille platform der troner for enden, jeg tager mig tid til min frokost, og vakler derefter forsigtigt tilbage. Det lille eventyr fortoner sig dog hurtigt i mine tanker efterhånden som jeg nærmer mig Karlsruhe. Den mægtige sorte skov, Schwarzwald, ligger blot 15 km syd for karlsruhe, og er således inden for umiddelbar rækkevidde. Som jeg på tiende km snegler mig op ad en uendelig bakke, har en ærgelig tanke bidt sig fast i mit sind; jeg græmmer mig at jeg har brugt mine mest hyldende gloser på steder så kedelige som Danmark og Schlesvig-Holstein. Hvordan kan jeg forsvare at have kaldt dem; vidunderlige, paradisiske, fantastiske? I sammenligning med resten af hvort snævre verdensdel er de intet, men allerede har jeg tildelt mine største adjektiver. Hvordan kan jeg nu yde Schwarzwald retfærdighed?  Lad mig med almindelige ord forsøge at beskrive hvad min betagelse druknede sig i; Uigennemtrængelig skov af løvstammer beskytter mig fra alle sider mod solen. Nu og da får jeg gennem kronernes hudtynde spind af blade et glimt af den blå himmel. Lysegrønne skjuler trætoppenes hvælving de omkringliggende bjerge. Fra de nedfaldne grenes skeletter, dækkende jorden som efter et vældigt slag, op langs de nøgne stammer, kærtegner luften skovens ro. I sollysets sporadiske stråler fastholder en stillestående vind, en tyk atmosfære af underkendelse af tidens gang. Som i en kæmpe hyldest til moder jord. Af hovedvejen som løber lidt længere nede af bjerget anes kun en svag brummen, civilisationens hvepserede. Dækket af træerne bliver den monotone lyd fra bilernes motorer nærmest et blødt akkompagnant til den bølgende natur. Den falder i ét med omgivelserne, der lader til at kunne neutralisere ethvert af nutidens forstyrrende elementer. Som når omgivelserne i sit bedøvende favntag skubber mig op ad en bakke, for på den anden side blot at kaste mig voldsomt af sig igen. Omend  hvor smukt dette område er, kunne det ikke undgå at tære på mig; dette mit første spøde møde med bjergene. Da jeg  hen på eftermiddagen når mit bestemmelssted, er jeg ved at segne af træthed. Benene værker, og jeg er dehydreret. Et lille fald i temperatuen, i overensstemmelse med stigningen i højden, slår de sidste kræfter af mig. Udmattet går jeg til køjs klokken ni.

Drømmen begynder. En rundrejse i Kina.

Selvom vi kun er få hundrede meter oppe, har jorden endnu ikke åbenbaret sig gennem det tætte skydække. Maskinen ryster og larmer, og min kæreste og jeg knuger hinandens hænder. Bare det nu går godt.

Vi er på vej til Kinas hovedstad, Beijing. Både min kæreste og jeg har rejst i Kina før, men denne gang er det anderledes. Vi skal gå på universitetet herovre, i en, efter kinesisk målestok, lille by ved Yangtzeflodens bred. Vi ved ikke meget om stedet, og er spændte på at se den by, vi i de næste måneder skal kalde vores hjem. Forinden er gået måneder med planlægning og et eksamensræs, som var ved at tage livet af os. På kun to uger har vi tømt vores lejlighed og været på en næsten ceremoniel afskedsturne rundt i Danmark hos familie og venner. Afrejsedatoen har hele tiden været en lysende markør, en gulerod til at få os til at bide tænderne sammen og kæmpe os gennem de forgangne hektiske måneder.

Nu sidder vi så endelig i flyet og beder til Gud, Buddha, Allah eller hvem der ellers måtte høre efter om at komme helskindede ned igen. Vi lider begge af rejsenervøsitet grænsende til flyskræk, og det tætte skydække uden udsigt til den frelsende lufthavn hjælper ikke. Vi hører landingshjulene gå, og pludselig, med et bump, er vi i Kina. Forløsningen er næsten til at tage og føle på. Nu er vi her, og forude venter to måneders ferie og rundrejse i Kina, inden vi skal starte på skolen i Wuhu.

Uden for lufthavnen venter endeløse rækker af små, røde taxi’er på kunder. Vi forklarer på gebrokkent kinesisk, hvor vi vil hen, og snart er vi på vej mod Beijing centrum. Vi stirrer trætte, men opmærksomme, ud af ruderne på vejen ind. Kina. Kina, med den underlige badeværelsesarkitektur, hvor ydersiden af bygningerne er beklædt med hvide gulvfliser. De mange skilte med skrifttegn, som vi endnu ikke forstår meget af. De mange mennesker. Vi når hotellet, et meget centralt placeret hotel ikke langt fra shoppinggaden Wangfujing og Den forbudte By, med værelsespriser der ikke slår budgettet i stykker. Går omkuld på sengene og hviler ud. Sightseeingen må vente til dagen efter.

den himmelske freds plads

        Den Himmelske Freds Plads

Dagen starter naturligt nok med Den Himmelske Freds Plads, hjertet af Beijing og Kina. Historiens vingesus er ikke til at tage fejl af, som vi står der på pladsen og tager det hele ind. Midt på den enorme plads står et monument til folkets helte, og rundt om ligger Den forbudte By, Folkets Hal, Maos mausoleum og det historiske musem. En imponerende samling pompøse bygninger med tydeligt kommunistisk præg af beton og rette linier. Rundt omkring vejer stolte, røde flag i den lette brise. På indgangen til Den forbudte By hænger et enormt portræt af Mao og skuer ud over pladsen. Mon ikke han ville vende sig i graven, hvis han så, at reklameskilte for Kentucky Fried Chicken og McDonalds nu kæmper med kommunistkinas stoltheder om turisternes opmærksomhed. ‘Liang kuai qian yi ping’ skriger en dame med en papkasse under armen, ‘to kuai stykket’. Hun sælger vand, og det har vi brug for i den bagende hede.                          

Vi fortsætter under Mao-portrættet og ind i Den forbudte By. Det ser ud som om det halve Beijing har fået samme ide. Der er mennesker overalt, men det kan ikke undgås i verdens folkerigeste nation. Den forbudte By er flot, rigtig flot, men det er alligevel svært at danne sig et godt indtryk af livet, som det var herinde, når man skal kæmpe om en plads ved vinduerne med hundredevis af andre turister. Velkommen til den kinesiske version af turisme. Kineserne er et rejseglad folkefærd, dog kun sålænge det foregår i den sikre anonymitet i store grupper. Måske er det en del af deres kommunistiske arv, eller måske er det bare fordi de er vant til mange mennesker. Uanset grunden, bevæger de sig alle omkring i brusende klumper, i sikkerhed under den obligatoriske gule kasket fra rejsebureauet og guidens flag og megafon. En meget støjende form for turisme, hvor der ikke er plads eller ørenlyd til et par tilfældige udlændinge. Men mange af kineserne er også kommet langvejs fra for at se nationens skatte, og vi resignerer og overlader vore pladser ved vinduet til næste bølge. Trods trængslen nyder vi nu alligevel at se Den forbudte By igen.

Den forbudte By                    Natmarked

Ude på Pladsen igen undgår vi med nød og næppe at blive kørt ned, da vi krydser den sekssporede boulevard i jagten på et toilet. Vi har fået fortalt, at boulevarderne i Beijing er lavet så brede, for at regeringen hurtigere kan sætte militæret ind, hvis der skulle udbryde optøjer på Den Himmelske Freds Plads, som det skete i 1989. Om det er sandt ved jeg ikke, men den voldsomme trafik hjælper i hvert fald til at holde menneskemængderne i god ro og orden på fortovene. Og hvis det ikke skulle være nok, er der altid en trafikpasser, let genkendelige i deres skriggule veste, på plads til at fløjte og råbe efter en. En tydelig påmindelse om, at vi er i et kommunistisk land, hvor der ikke findes arbejdsløshed. Alle skal og er i arbejde, om det så betyder at man skal opfinde flere jobs end der er brug for. Helt uofficielt, altså.

Toilettet er et flash-back til min første toiletoplevelse i Kina, i Kunming i Yunnan-provinsen. De såkaldte ståtoiletter kan jeg håndtere, men min blufærdighed har det hårdt med de åbne båse. Der er ikke døre for, og skillevæggene er meget lave. Der er ingen privatsfære. Det generer ikke kineserne, men de er heller ikke udsat for, at alle andre stopper op og studerer en indgående, mens man besørger. Dengang i Kunming blev jeg så befippet, at jeg ikke kunne gå på toilettet. Det var på busstationen, og der var vel omkring 50 båse i rummet. Folk sad og læste avis og røg, og tog sig ikke af alle de andre omkring dem. Det var for meget for mig, stadig en novice i kinesiske toiletbesøg. Denne gang i Beijing går det bedre, men jeg har det nu bedst med hotellets mere private toiletter. 

I sydenden af Pladsen ligger Qianmen, Front Gate. Den er en af de få bevarede dele af den gamle bymur, og står som et stolt vartegn og troner over de mange busstoppesteder. Vi går ikke op på porten, men går derimod rundt om den langs vejen. Her er masser af busstoppesteder, og hundredevis af passagerer, som venter på at komme med. Der er hegn mellem fortovet og vejen, og da en bus ankommer, bryder en verdenskrig ud. Passagerer i hobetal maser sig gennem passager i hegnet, springer over eller løber udenom. En voldsom kamp for at komme på bussen udspiller sig, og vi tror knapt vore øjne. To voksne mænd kommer i slagsmål om at komme først på, mens anskillige andre maser sig forbi dem, uden at ænse dem eller skænke dem en tanke. Det gælder om at komme først, ikke for at få en siddeplads, men for overhovedet at komme med. Det er måske den hverdag man lever med i Kinas store byer. Der er ikke plads til at tage sig af andre end en selv. Man vænner sig til at skulle kæmpe for plads, for rettingheder, vi i Vesten tager for givet. Man begynder at forstå, hvorfor den kinesiske regering har iværksat den stramme etbarnspolitik. Da bussen endelig kører videre er den fyldt til bristepunktet, og folk hænger ud af dørene for og bag.

Efter et hvil på hotellet går vi på jagt efter aftensmad. Til vores store glæde ser vi, at der ikke langt fra hotellet er opstillet dusinvis af vogne med mad i løbet af eftermiddagen, og alle sælger de en eller flere kinesiske delikatesser. Kokkekunst fra det meste af landet er repræsenteret her. Vi kaster os over stegte nudler og kød på spyd, men nøjes med at se på de mange boder med skorpioner, græshopper og biller. Det er maverne ikke klar til endnu. Men det vi får er lækkert og billigt, og det er meget underholdende at gå rundt og se, hvad de forskellige boder har at byde på.

Badaling                            Ming-gravene

De følgende dage går med sightseeing og afslapning. Vore kroppe og hjerner har stadig brug for tid til at vænne sig til, at der ikke længere stilles krav til dem. I et mageligt tempo ser vi Folkets Hal og Sommerpaladset samt flere andre seværdigheder. Sommerpaladset er fantastisk. Der var her kejserne tilbragte somrene, ved bredden af en svalende sø. Der er en fantastisk udsigt fra toppen af paladsets hovedbygning, som er bygget op ad en bakkeside, selvom det gør ondt i lungerne at se det tykke lag af smog, som ligger over byen. Men ovenpå det støjinferno som kendetegner alle store, kinesiske byer, er det dejligt at slappe af i fredelige omgivelser.

Folkets Hal er er enorm bygning, der rummer ti tusinde siddepladser i en stor hal. Alle pladserne vender mod et podie, hvorpå der står fem stole bag et bord. Det er herfra Kina regeres. De mænd, som sidder på disse fem stole, har indflydelse på og betydning for millioner af menneskers liv. Jeg får gåsehud på armene og har svært ved at tage øjnene væk. Det var her Mao sad. Det var her Deng Xiaoping sad. Det var her Jiang Zemin indtil 2002 sad og regerede Kina. Man skal være stille derinde, og der er en aura af respekt og magt i alle rum.

Vi skal naturligvis også se Den kinesiske Mur. Adskillige dele af Muren er nu åbne for turister. Badaling, som ligger tættest på Beijing, er en totalrenoveret del, hvor de fleste kinesere og udenlandske turgrupper tager hen, med alt hvad dertil hører af kulørte lamper og souvenirboder. Men Badaling er også den bedst renoverede del, så hvis man vil se Muren, som den så ud for mange hundrede år siden, skal man tage til Badaling. På vores sidste dag i Beijing tager vi derfor til Qianmen, lige syd for Den Himmelske Freds Plads, og finder en minibus der kører til denne del af Muren. Eller rettere: minibussen finder os. Det foregår ved, at bussen kører frem og tilbage langs fortovet, mens en sælger hænger ud af døren og brøler på kunder. ‘Badalin Changcheng, Badaling Changcheng’, hører vi en dame skrige, ‘Badaling lange mur’. Vi hopper på.  Efter godt en times kørsel er vi fremme. Nede fra vejen ser vi Muren i al sin pragt. Den ser imponerende ud, deroppe på bakkedragene. Som ventet er indgangen nærmest blokeret af souvenirboder og restauranter, men det gør faktisk ikke noget. Vejret er nemlig ringe, og vi er nødt til at købe en trøje til min kæreste, som fryser. Vi køber en lidet charmerende, rød sweatshirt med ‘I climbed the Great Wall’ trykt på maven. Ikke kønt, men effektivt mod kulden. Vi bestiger Muren, og imponeres over landskabet og det gamle Kinas byggekunst. Det er meget flot, og vi nyder det hele, trods regnvejr og smagløs udsmykning. Med jævne mellemrum er der placeret vagttårne, hvor vagterne dels sov, dels brugte som kommunikationssystem ved at tænde bål på taget. Dette varslingssystem kunne bringe bud om angreb fra fjerne egne og helt til Beijing i løbet af en enkelt dag. Det er tankevækkende, at muren aldrig er indtaget med magt, men gentagne gange faldt som følge af forræderi og bestikkelse. Vi tilbringer nogle timer på muren, før bussen går tilbage til Beijing.

Monument til folkets helte, Beijing

Vi er klar til at tage videre. Vi skal med toget til Lanzhou i Gansu-provinsen langt ude mod vest, som er et stop på vej til Tibet. Først skal vi dog på banegården og købe billetter. I Kina er det ikke bare noget man gør. Køerne er enorme, og snor sig som slanger fra skranken og ofte helt ud af bygningen. Da vi ankommer til stationen, ser vi hundredevis af mennesker, som har slået lejr udenfor afgangshallen. Unge, gamle, familier med børn og deres ejendele pakket i store lærredssække, alle venter de på at få billet væk herfra. På vej ind i den enorme billethal bliver vi passet op af adskillige billethajer, som alle har de bedste billetter til Shanghai, Xi’an og andre vigtige steder. Vi melder pas, og stiller os i stedet op bagerst i den lange kø. Det går nu rimeligt hurtigt fremad. Snart ser vi, at det skyldes damen i billetlugen, der som en matriarkalsk højesteretsdommer begunstiger køen billetter. Man siger, hvor man vil hen, og bliver straks svaret med enten ‘hvornår’ eller ‘har ikke’. Er svaret hvornår, kan man fortsætte sin bestilling. Får man, som de fleste i vores kø, at vide at der ikke er flere billetter til den ønskede destination, må man forlade køen. Den eneherskende matrone har ikke tid til ekstraspørgsmål, og uddeler dommen med lynets hast og skinger stemme gennem de skrattende højttalere. Der er ingen appelinstans. Lettere nervøse nærmer vi os lugen, og får også bestilt. Gudskelov, der er stadig billetter til Lanzhou. Det er først, da vi forlader hallen med billetterne i hånden, at det går op for os, hvor heldige vi har været. Vi havde tilfældigvis stillet os i den rigtige kø. Køerne er nemlig opdelt efter destinationer, og på tidligere rejser har vi prøvet at stå i kø længe, blot for at få at vide at vi skal to luger ned. Det havde vi glemt, men heldet følger de tossede, eller i dette tilfælde de uvidende.

At rejse med tog i Kina er næsten en turistattraktion i sig selv. Togene er meget lange, nærmest som rullende landsbyer, og kan som regel medbringe flere tusinde passagerer ad gangen. I egalitære Kina er der – lidt selvmodsigende – fire klasser et vælge imellem. Den billigste er hard seat, hvor man kæmper om en plads i vognen med alle de andre passagerer. Startskuddet går i afgangshallen når portene åbnes, og så går det vilde løb for at komme først ombord og få en plads. I teorien skulle alle have faste pladser, men mange kommer uden om dette ved at købe de billige ståbilletter, og hard seat er derfor ofte fyldt til bristepunktet. De dyreste billetter er til soft sleeper, hvor man får sin egen kupe med plads til fire, og kan lukke døren til gangen. 

I togene er man er sammen i tykt og tyndt, ofte i mange timer eller dage ad gangen. Der udvikler sig små samfund i toget, folk som hjælper hinanden og deler deres mad. Man spiser sammen, sover sammen og lider sammen. De tre bedste klasser er alle adgangsbegrænsede, men på hard seat lader det til, at alt og alle bliver lukket ind. Ofte er gangene ufremkommelige, fordi horder af mennesker uden pladsbillet slår sig ned i midtergangen, i rygerummene mellem vognene eller i ekstreme tilfælde på toiletterne. Ved af- og påstigning samles man foran dørene, og en voldsom kamp for at komme af eller på begynder. Her hjælper man kun sig selv. De fleste kinesere, der rejser med tog, har enorme mængder mad med. Det er som om de spiser for at fordrive tiden, og for at tænke på noget andet end den propfyldte togvogn de nu sidder i. Skulle man ikke have medbragt nok, kan man købe varm mad og dåsenudler hos togstewardessen, som med besvær maser sin vogn gennem menneskemængderne. Man kan også købe cigaretter, øl, risvin og snacks. Desuden står der overalt termokander med varmt vand, som man kan bruge til sin te eller nudler. Løber man tør for vand, kan man hente mere mellem vognene, hvor der er et kulfyr med en stor kedel med vand. Det er ganske gratis, og på nogle afgange kommer der endda folk rundt med vandet og skænker op. Togene er også en glimrende måde at komme i kontakt med kineserne på. De er nysgerrige efter at vide hvor man er fra, og er isen først brudt er man sikret uudtømmelig forsyning af mad, snacks og drikkevarer resten af turen. Man er sammen på rejse, og deler hvad man har. Og kineserne deler hjertens gerne.

Væbnet med vore billetter tager vi tilbage til hotellet og sover, inden vi næste dag skal forlade Beijing. Vi har set det vi gerne ville se, og føler ikke sorg over allerede at skulle afsted. Vi ved, vi nok skal vende tilbage til Beijing senere på året. Nu gælder det fantastiske oplevelser i Tibet.

Feriemesse 2003

Feriemesse 2003 i Bella Centeret 24 – 26 Januar

I år bliver det en rigtig spændende messe hvad dykning angår. Se bare nedenstående foredragsliste. Ud over dette vil der være mange forhandler, samt mange andre aktiviteter under hele messen.

Foredragstider

11.00 lørdag og søndag
Stig Severinsen
Fridykning på eliteplan

12.00 lørdag og søndag
Innes McCartney, UK
Ubåde

13.00 lørdag
Presidenten for “World Festival for UV. Pictures” i Antibes Daniel Mercier som bl.a. har dykket med gamle Cousteau.

13.00 Søndag
Timm Vladimir Dykkerrejser/Erhvervsdykning

14.00 lørdag og søndag
Peter Fjelsten
Huledykning/rekordforsøg

15.00 lørdag
Timm Vladimir
Dykkerrejser/Erhvervsdykning

15.00 Søndag

Kevin Gurr, IANTD UK
Brittanic Expd.+ xtremdykning

16.00 lørdag og søndag
Ole Skærbæk, Dykkersport
Dykning og karriere

17.00 lørdag

Kevin Gurr, IANTD, UK
Brittanic Expd. + Extremdykning

Flemming Leth deltager desuden på Dykkehistorisk selskabs stand – og
demonstrerer gammelt udstyr.

Se mere på:

www.ferie03.dk/Dykker

Vrag udstilling 2003 i Sønderborg

Dybbøl Forsamlingshus, Hørtoftvej 19, 6400 Sønderborg

Sønderborg dykkerklub afholder den 8-9 februar 2003 den 3. vrag udstilling i Danmark. Udstillingen er åben for alle udskillere, såvel private som klubber. Temaet for udstillingen vil være historien bag “forliset”. Udstillingen vil hovedsagligt repræsentere fund fra vrag der er yngre end 100 år, men der vil denne gang også blive forsøgt udstilling af ældre ting som effekter fra f.eks. stenalder, samt udstilling af modeller som viser udviklingen i dansk skibsfart gennem tiden. Det Sønderjyske område er kendt for de mange historiske vrag specielt fra anden 2. verden krig, og der være information om status for de seneste fund mht. ubåde og andet. Der vil være mange spændende ting at se, billeder fra de tidligere udstillinger kan ses på hjemmesiden: www.nuts.dk/vrag-udstilling-2000

Lørdag den 8. februar

kl  9.00 – Der åbnes for udstillere – for opsætning af stande

kl 11.00 – Udstilling åbnes for gæster

kl 17.00 – Udstilling lukkes for gæster

kl 19.00 – Fælles spisning & socialt samvær for udstillere til kl. ???

Søndag den 9. februar

kl. 10.00 – Udstilling åbnes for gæster

kl. 15.30 – Gave overrækkelse for det mest interessante fund

kl. 16.00 – Udstilling lukkes for gæster.

For tilmelding af udstillere skal ske inden den 22 januar 2003, for yderligere information kan Erik Larsen 27 22 20 25 (ela@image.dk) eller Lars Fogtmann 74 65 25 65 kontaktes. Entre til udstillingen vil være 35,- for voksne & 10,- for børn (u. 14 år). Information kan også hentes på Sønderborg Dykkerklubs hjemmeside http://www.ssk-dyk.dk informationen vil blive opdateret frem til datoen for udstillingen.

Kina – Riget i Midten

Da eunukken Zheng He i 1432 tog afsted på sin syvende og sidste søekspedition skulle det også blive sidste gang i adskillige århundreder, at Kina vendte blikket ud over landets grænser. I et forsøg på at mindske den barbariske, vestlige indflydelse nedlagde Mingkejseren forbud mod flere ekspeditioner, og alle søkort blev brændt. Kina lukkede sig ude af det voksende verdenssamfund, og i Vesten overhalede den teknologiske udvikling Kinas. Man regnede ikke længere med Kina som en magtfaktor, selvom nogle få fremsynede anede, at kejserriget kun sov rævesøvn. Napoleon advarede således verden om, at den slumrende drage ville vågne før eller senere.

 

tiananmen square, beijing

              Tiananmen Square, Beijing.

Nu er dragen vågnet. Siden markedsøkonomien blev frigivet sidst i halvfjerdserne, har landet ikke set tilbage. Økonomien er i rivende udvikling, og velstanden vokser dag for dag. Det er dog ikke kun økonomien der boomer. Turismen har også været i konstant fremgang i de to sidste årtier, og nu modtager Kina hundredetusindevis af turister hvert år. Ikke kun turgrupper, men også backpackere. Desværre kommer mange derfra med dårlige minder, og det er synd, for der er absolut grund til at besøge Kina. Landet har alt at byde på, fra megabyerne langs østkysten, hvor man kan se den rivende udvikling i skærende kontrast til den gamle kultur, til de enorme, tomme områder i de vestlige provinser som Tibet og Xinjiang. Bjerge og ørkener, tropiske regnskove og rismarker, små templer og hellige bjerge, århundreder gamle landsbyer og tårnende skyskrabere, hulekunst og fantastisk natur og hundredevis af andre ting som er værd at bruge lidt tid på. Og så er alle ‘must-see’ seværdighederne slet ikke nævnt endnu. Og selv om Kina modtager stadigt flere turister hvert år, er det ikke svært at slippe væk fra masserne. De fleste turister holder sig nemlig til de kendteste af Kinas mange seværdigheder, og man kan stadig finde steder hvor man, som turist, er helt for sig selv. Eneste problem kan være sprogbarrieren, men har man en god parlør og finder sin indre mimiker frem, kan alle

problemer løses.                      

    

 Taichi i Tiantan Park, Beijing De gule Bjerge, Anhui

Men hvor skal man tage hen? Kina er et enormt land, der måler godt syvtusinde kilometer fra øst til vest, og små firetusinde fra syd til nord. Med mindre man har et par år og en svulmende bankkonto til rådighed, er man nok nødt til at udvælge en håndfuld steder at besøge, alt efter hvad man er mest interesseret i at se. For førstegangsrejsende er Beijing oplagt. Her finder man Den Himmelske Freds Plads, Den forbudte By, Den kinesiske Mur og flere andre nationalklenodier, som man ikke må snyde sig selv for. Desuden er det billigst at flyve til Beijing, hvis man ikke kommer over land fra et andet asiatisk land. Ca. tusinde kilometer syd for Beijing ligger Shanghai, en fantastisk storby som huser mere end 17 millioner mennesker. Her kan man se de nyeste højhuse ligge side om side med gamle templer, og meget af den flotte franske kolonialarkitektur er stadig bevaret. Ikke langt fra Shanghai ligger både Suzhou og Hangzhou, som af kineserne kaldes de smukkeste byer på jorden. Fantastiske haver, kanaler og gammel arkitektur vidner om Kinas prangende fortid. Ikke langt herfra i Anhui-provinsen ligger Huangshan, De gule Bjerge, med deres enestående og spektakulære natur. Dybere inde i landet ligger den gamle kejserby, Xi’an, hvor Terracottahæren befinder sig. Dette fantastiske mesterværk, mindst ottetusinde lerfigurer i naturlig størrelse, er et mausoleum til kejser Qin Shihuang, som omkring år 200 f.kr. forenede Kina. Længere mod vest ligger Tibet, med det ubeskriveligt smukke Potala palads i Lhasa og de mindst lige så smukke bjerge. I de sydlige provinser Yunnan og Guangxi finder man farverige minoritetsgrupper og afsidesliggende landsbyer.  Der er mange steder at besøge, og naturligvis mange som ikke er nævnt her, så det er bare at få fat i en guidebog og begynde at planlægge. Stort set alle områder af Kina er åbne for turister nu, så med mindre man planlægger en meget radikal rejserute er der ingen forhindringer. De store byer, specielt på østkysten, er temmelig dyre at være i, men rejser man mest i områder med begrænset eller ingen turisme kan man sagtens klare sig med et budget der tåler sammenligning med Sydøstasien. Transport med bus eller tog er relativt billigt, mens det er temmelig dyrt at flyve. På lange stræk er det klart at foretrække at rejse med tog, da busserne ofte er ukomfortable og langsomme. Hotelpriser er ekstremt afhængige hvor i landet man er, men generelt bliver det billigere jo længere mod vest man kommer. Vejr og klima varierer meget mellem de forskellige egne af landet. Generelt er vejret bedst om foråret og efteråret, hvor behagelige temperaturer fremhersker. Sommeren er ofte ulidelig varm næsten overalt i landet, mens vinteren kan være barsk i nord, men med det store plus, at den kolde luft gør, at smoggen har lettere ved at forsvinde over Kinas storbyer. Nogle områder, som Tibet, kan kun med besvær eller slet ikke besøges om vinteren, ligesom de årlige oversvømmelser af Yangtzefloden gør, at områderne omkring floden kan være svære at rejse i i juli og august.

Gadehandler         Måneport         Suzhou

Der er mange muligheder for rejse til og fra Kina. Beijing, Shanghai og Hong Kong har alle forbindelser til Europa og mange destinationer i resten af Asien. Den transmongolske jernbane, med endestation i Beijing, er også en mulighed. Der er færgeforbindelser til både Korea og Japan. Over land kan man nu rejse fra Kazakhstan, Pakistan, Nepal, Mongoliet, Laos og Vietnam og rygterne svirrer om, at grænsen til Myanmar også vil blive åbnet i nærmeste fremtid. Der er således gode muligheder for at kombinere et besøg i Kina med videre rejse i Asien.

Et besøg i Kina bliver et kulturchok. Lydene og lugtene, sproget og maden, transporten og hotellerne og millioner af venlige mennesker, som alle gerne vil sige ‘hello’ og tage et billede af dig med deres baby på armen. Man vil ikke kunne undgå at lade sig påvirke af dette inferno af sanseindtryk, som ustandseligt vælter ind over en. En rejse i verdens folkerigeste land bliver en rejse man mindes for livet. God tur.

Hvorfor dykker vi…

I livets store eksistentialistiske spørgsmål er der nogle få tosser der som jeg, har deres prioritering helt klart lagt ud.

  1. Er der stadig liv i dankortet
  2. Er der tryk på flasken.
  3. Hvornår dykker vi

Sådan prioritering er nemt at overskue, den stammer fra tusinder af positive oplevelser med dykning både herhjemme og i udlandet.

Det lyder jo alt sammen meget flot, men prøv at stille dig selv spørgsmålet “hvorfor dykker jeg” og giv derefter et klart og præcist svar.

Man dykker fordi… Næh, måske ikke helt sådan… Øhh, jeg drømmer om… Hmm hvis vi nu siger … Jamen, giv mig lige 2 sekunder, så skal jeg nok…

Prøv selv, det er faktisk ikke så let som det umiddelbart lyder. I særdeleshed hvis du står for at skulle fyre den helt store salgs tale af overfor din kæreste eller bankrådgiver. Så er de ultimativt overbevisende argumenter langt væk.

Jeg begyndte at tænke over det spørgsmål, mens jeg læste en artikel i et blad der henvendte sig til instruktørerne i et stort uddannelses agentur. I den artikel filosoferede forfatteren over hvordan det kunne lade sig gøre at markedsføre koldtvandsdykning. Fordi som han opfattede dykning, så var det noget med rejser til troperne og slikke sol i overfladeintervallet.

Dykning forbandt han med ferie, små kølige forfriskninger og romantiske solnedgange. Men heldigvis havde han været så privilegeret at træffe nogle skandinaviske dykkere. Via dem fik han øjnene op for at de der dykkede regelmæssigt der, havde en eller anden udefinerbar entusiasme for selve det at dykke.

Og hvad er det så for noget, hvordan får man den entusiasme ? Det er jo ikke fordi at der er mangel på andre tilbud hvormed man kan bruge sin fritid.

Hvad får os til at køre til havnen, når der ellers ikke er et øje dernede. Slæbe udstyret ud af bilen og gå ombord i en lille båd, for derefter med et krigshyl at rulle bagover, ned i det kolde vand.

Er forklaringen den at vi nedstammer i lige linie fra vikingerne ? I deres mange kampe, må de jo have fået nogle uheldige slag oven i hovedet. Det kan jo være det der plager os, eller måske er forklaringen lidt en anden.

Grundliggende stammer min glæde ved dykning fra mange forskellige forhold i og omkring dykningen. Under mit Open Water kursus for 9 år siden, havde jeg som så mange andre en god instruktør. Der var tid til at få forklaret detaljer omkring sikkerhed, grundlæggende teori og han delte beredvilligt ud omkring nogle gode steder at dykke efter kursus.

Selve dykkeoplevelsen var ikke lige det der fangede mig under kursus, det ville være synd at sige at en sten, to grå fisk og lidt tangplanter havde en ophidsende effekt.

Mest af alt var det nok tanken om at jeg havde investeret 3500,- og yderligere nogle rare tusindkrone sedler på lidt abc udstyr og en uge af min ferie, der gjorde mig stædig nok til at komme igen. Det naturlige tilbud var at tage med på nogle af de turer som centeret arrangerede specifikt for de nyuddannede. Under disse turer og på det Advanced kursus der fulgte efter 2 mdr. var det at jeg begyndte at få øje på, at dette her var faktisk et udmærket tidsfordriv.

Som alting er, så skal man kravle før man kan gå og de ture som jeg var på dengang vil man i dag betegne som ganske almindeligt standardmateriale. Men det var alligevel det, som lagde kimen til en meget omfattende interesse der stadig er intakt i dag.

Jeg valgte ret hurtigt at blive professionelt involveret og gik virkeligt hårdt til den. Som nyuddannet Divemaster tog jeg alle de ture som jeg kunne komme i nærheden af. Da jeg blev instruktør fortsatte det i samme stil. Det var pragtfuldt, men gav efter noget tid ikke så stor glæde længere fordi det var jo altid de samme 10-15 dykkersteder man benyttede.

Sådan er der mange der møder deres første alvorlige krise, de har passeret den første indledende tid og føler nu at de har prøvet det meste.

Ja, man har jo både haft elever og dykket på Thistelgorm – hvad mere kan der være tilbage at udforske ?

Hvis alt hvad man foretager sig i sin dykning drejer sig om kun de samme ting eller steder, så er det vel ikke så mærkeligt at nogle vælger at sætte udstyret til salg.

For lad os se det i øjnene, entusiasmen for enhver aktivitet forsvinder hastigt hvis man aldrig dyrker det der er sjovt. Hvordan gør man det sjovt igen, eller hvad nu hvis du endnu ikke har haft lejlighed til at få alle disse fede oplevelser, hvordan kommer du så i gang.

De kommer ikke springende af sig selv, det er en ting som jeg har erfaret. Den løsning med at sætte sig hen i et hjørne af klublokalet eller dykkercenteret og så vente på at der er en der serverer en færdigpakke med flotte oplevelser, giver ikke gevinst så tit.

Nå ja, ingen regel uden undtagelse, men grunden til at jeg bare skulle møde op iført dykkerudstyr og et stort smil, var at jeg tilfældigvis havde størstedelen af en årsløn investeret i undervandskamera og en bred erfaring i at bruge det. Så med mindre at du lige render ind i en lidelsesfælle der skriver artikler, men kronisk mangler undervandsbilleder, så er sandsynligheden for det, ikke så stor.

Så er der den gode gamle med manglende tid og overskud. Indrømmet hvis jeres nyfødte lige er blevet diagnosticeret med kolik og dermed forsvinder de næste 3-4 måneders nattesøvn. Så kan det være svært at finde overskuddet til dykning, når man konstant går rundt med høreværn og sorte rander under øjnene.

Men i de fleste situationer er det fordi at man simpelthen mangler inspiration til lidt fornyelse. Ja, det kan godt være at ved at prøve noget nyt, så risikerer man at komme på et grusomt kedsommeligt dykkersted. Men hvo intet vove, intet vinde.

En af de måder som der kan søges lidt inspiration på, er bl.a. ved at kigge på vrag.dk . Der er ærlige “forbruger oplysninger” på et websted der hverken forsøger at sælge udstyr eller nyreligiøse livsfilosofier.

Nogle af de beskrevne steder har du måske allerede dykket, men at læse en beretning om et dyk fra en anden vinkel end hvad du selv gjorde, giver lyst til at gå tilbage og kigge nærmere på vraget igen.

Det er i forbindelse med sådanne turer, ud og søge oplevelser i Østersøen, Kattegat eller Nordsøen, at du bliver klar over omfanget af dykning.

Planlægningen, forberedelsen med at samle deltagere, stå op kl. 10 minutter i morgengrim, sejladsen til dykkestedet mens man forsøger at få en lur. Endelig kommer selve dykningen man har ventet på, strække de dyrebare minutter man er nede. Bagefter står den på pral og overdrivelser på vejen hjem. Dette ser måske ud som en masse arbejde for kun lidt belønning, men de fælles oplevelser er det, der gør forskellen.

På vejen hjem er der ofte tid til at filosofere lidt over at hvis de nye dykkere kunne se hvad vi lige har set, så ville der aldrig være én der lagde finnerne på hylden.

Deri må man desværre sige at vores hobby er grundlæggende uretfærdig. I starten har man voldsom energi, men ikke nok erfaring til at kunne få de guddommelige oplevelser. Det kræver faktisk en vis grad af stædighed at blive ved med at dykke.

Måske dykker man kun almindelige stranddyk og små vrag på nemme dykkersteder. Men det der håbes på at se hver gang man hopper i vandet er, et kæmpestort og intakt vrag, gerne med et par halvt åbne skattekister…

Det er vel ikke nogen hemmelighed at det kun er de færreste nemt tilgængelige dyk der kan opfylde dé forventninger. Efterhånden som tiden går og man har besøgt de samme 3 forkølede fladfisk for 117’ende gang, kommer man til konklusionen “der er intet spændende ved at dykke i Danmark”

Og liiige på det punkt har man lavet sin dykkerkarrieres største fejltagelse.

Som en kvindelig dykker engang udbrød efter et dyk “man skal kysse mange frøer, før man finder en prins – det gælder også i dykning” Vi fik os et godt grin, men måtte give hende ret.

Hvis du er ny dykker og bliver frustreret over at dykningen ikke straks er verdensklasse, så vent – udhold pinen indtil din kapacitet er stor nok til du også kan komme med der, hvor det er virkeligt flot.

Hvis du er rimeligt erfaren, så kig lidt længere end din egen dykkeromgangskreds, de flotte steder er derude. Vi laver ingen billede manipulation, den nordiske dykning er rigtig nok.

Så hvorfor dykker jeg, de fleste andre som jeg kender, og tager også gerne med på de mindre inspirerende dyk ?

Jeg mener, hvis man nu ved hvordan en stor saftig T-bone steak smager, hvorfor går man så på McDonalds ?

Ganske simpelt fordi nogen gange er der fantastiske oplevelser fra den mest uventede kant.

For nyligt skulle jeg med en kammerat ud på træningsdykning. Han havde lige bestået sit rebreather kursus og nu gjaldt det om at erhverve sig noget erfaring på maskinen.

Det betød at vi skulle ligge på lavt vand i en evighed, mens han pillede ved sit legetøj der havde kostet 3 gange så meget som min udrangerede kassevogn.

Han er en god kammerat, så jeg sagde pænt ja til at tage med, mens jeg i mit stille sind overvejede om det kunne lade sig gøre at snuppe en halv time på øjet når vi først lå i vandet.

Vi besluttede os for at mødes ved Kronborg hullet i Helsingør, et ganske almindeligt sted der bliver brugt af de lokale butikker og dykkerklubber til at lave grunduddannelse af deres elever. Da vi ankom, kiggede vi som god skik nu er, først en smule på forholdende. Der var tilsyneladende rimeligt pænt, så vi blev enig om at skyde et par billeder, sådan… bare lidt for sjov.

Første gang vi stak hovedet under, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Der var 20 meters sigt og det mest fantastiske farvespil i den tang der lå overalt.

Vores lille “pligtdyk” blev til årets foreløbigt bedste lægtvands session. Der var fisk, farver, sigt, liv og glade dage.

I løbet af de næste par dage havde jeg yderligere 6 timers bundtid der.

Så derfor er det værd at snuppe et dyk, selv om det måske ikke lyder så fantastisk spændende før man hopper i. Det kan det jo være at det er ét af de dyk man husker, mens mange af de andre bare får lov at fortabe sig i glemslens tåger.

For at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål, så ville mit svar være noget i retningen af:

Der er sammenhold og gode venner.

Der er mystik og eventyr, nogen gange endog spænding.

Du møder nye folk, der er ligeså entusiastiske som dig selv.

Der er flotte naturoplevelser og vrag.

Der er udfordring for udforskningstrangen.

Der er den pragtfulde fornemmelse af ikke at have spildt sit liv foran fordumnings kassen, med en dåseøl i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden.

Forhåbentlig er der andre der mener det samme. Hvis man skal erkende sig som tosset, er det jo sjovere at være flere om det.

Bulefiskeri på Øresund

Fredag nat kl. 3. drog 20 forventningsfulde lystfiskere fra Vejle til Helsingør for at sejle med det gode skib M.S. Nadia der ligger til kaj ved Kronborg. Vi trak et nummer, så vi kunne gå om bord i god ro og orden og finde vores plads.
M.S. Nadia er et lille hurtig skib med en god maskinkraft, så det kan hurtig flytte sig fra sted til sted. Man kunne nok ønske sig lidt mere plads til at bevæge sig på, så de 20 personer vi var, finder jeg som max.

Bulefiskeri er specielt ved at man sejler og opsøger de torsk der står i buler (torsk der har samlet sig).Så skal man bare være klar til at droppe sin pirk når skipper ringer, for det skal ske samtidig.

Sker det ikke samtidigt tager ens pirk en forkert bane og tager de andres line. Dermed risikere du at ødelægger de andres og dit eget fiskeri. Mange gange har du kun 3 – 4 træk med pirken før du er drevet over torskene, og så skal de søges på ny.
Fiskeriet kan virke stressende, giv dig tid til at tage en pause i fiskeriet og spring et par træk over til en kop kaffe og en bid brød.
Jeg vil foreslå at du fisker med 500 eller 400g pirke og ingen ophænger, for hvis du fanger de andres line går der for megen tid med at filter ud. Du kan bruge en gummimark i toppen af pirken, line tykkelsen skal være en 0,60 – 0,70, og helst et multi hjul og en ret svær pirkestang
Dagens resultat: 75 torsk hvor de 14 var over 10 kg. Og den største var på 17,5 kg og blev fanget af undertegnede.

Backpacker Top 10 lister

Jeg er faldet over en sjov backpacker side, hvor friluftsfolk har udviklet adskillige nyttige og sjove top ti lister. 2 eksempler er vist herunder, men læs videre på

http://gorp.away.com/gorp/interact/topten/archive.htm

Top Ten Ways to get Lost

10) Sit in the passenger seat of any vehicle and keep your mouth shut while your wife drives someplace she hasn’t been before. -Doug Butt

9) Go on a five day backpacking trip through Arizona’s primitive hiking trails in the middle of July and say, “TOPO MAPS?!!! I don’t need no stinkingTOPO MAPS!” -Urban Bear R.F

8) Pretend to be blind. Take a dog that has no business guiding you. -Greg

7) Head off for a weekend of camping and paddling on that great river you remember from your youth. You don’t need a map, its only been 20 years. -John Conover

6) Follow your “natural” sense of direction. -spencer

5) Trail tiny chunks of raw hamburger to follow back when done hiking (especially effective in bear country!). -Lyn L.

4) Use the “official” map issued by the Okefenokee National National Wildlife Refuge as you attempt to canoe through the Okefenokee Swamp. -Art Denney

3) Depend on moss to grow ONLY on the north side of trees in the Olympic National Park. -Molphi

2) Rely on your brand new GPS unit to get you in and out of the woods on a 5 day trip (but forget the owners manual and spare batteries at home). -deepwoods

1) Depend on markers five feet high when seven feet of snow has fallen. -Mike Paggioli

Top Ten Pickup Lines on the Trail

10). “Confucious say: ‘ If man and women camping, have one intent.” -Chip

9). “You are definitely in stage 3 hypothermia- take off those wet clothes and get into my sleeping bag.” -Bob

8). ” If you look this good after three days on the trail, I GOTTA see you when you step out of the shower.” -sharky

7). “Are you performing a mating ritual, or did you just step in a hornets nest?” -Marica Walker

6). “Care to turn my two-man tent into a once-in-a-lifetime experience?” -LJ Jones

5) “Is that a water bottle in your pocket, or are you just glad to see me?” -Monica

4) “That sweaty bandana on your head really sets off your eyes.” -D. Juan

3) “I make a mean tofu jerky… care to try some?” -Jane

2) “Pardon me, do you have any Grey Poupon?” -Billy Zane

1) “If the tents a rocking, don’t come a knocking.” -Clint Chandler

Så er det blevet tid til Stortorsk

Der er flere muligheder for at se hvordan issituationen ser ud i de danske farvande, og allerede nu er der flere steder hvor det er lukket af is.

Søværnets Operative Komando har en hjemmeside hvor det er muligt at læse om ismeldinger. http://www.sok.dk

Danmarks Meteorologiske Institut har en god side som på et kort viser issituationen. http://www.dmi.dk/vejr/index_isprognoser.html

Helsingør Nordhavn som er den mest benyttede havn for dem som fisker efter torsk i Øresund, har som noget helt nyt installeret et webkamera, hvor man løbende kan se hvad der sker i havnen. http://www.helsingor.dk/nordhavn/