På vej til verdens tag

Ens bevægelser bliver akkompagneret af små, stødvise rystelser. Vi er i gang med at hælde vand op til nudelsuppe, men fylder ikke folieboksen op til randen. Det ville gøre det umuligt ikke at spilde. ‘Duo dao yi dian ba’, siger damen vi har sludret med, ‘hæld dog mere op’. Beskeden er ikke til at tage fejl af. Mere vand giver mere mad, men vi tænker ikke på den måde i vores overflodssamfund. Men for at føje damen hælder vi mere vand op. Selvfølgelig spilder vi, ud over det hele. Ikke desto mindre ler damen glad. Hun ser det vist lidt som sin pligt at hjælpe os. Pyt med lidt vand på gulvet.

Vi er ombord på toget fra Beijing til Lanzhou, og har de sidste 16 timer, siden vi forlod Beijing, delt bås med den hjælpsomme dame og hendes familie. Turen til Lanzhou varer ca. 35 timer, har vi fået at vide. I øjeblikket befinder vi os et sted i det enorme område mellem Den gule Flod og Yangtzefloden. Selv om Kina er et stort land, er der tegn på bebyggelse med jævne mellemrum. Men der er selvfølgelig også langt over en milliard mennesker i dette land. Det er faktisk en meget behagelig rejse vi er på, omend toiletterne er begyndt at lugte lidt og bestemt ikke ser så pæne ud, som da vi kørte fra Beijing. Stewardessen kommer forbi med jævne mellemrum, og vi skynder os at købe snacks, så vi har noget at byde vore rejsefæller. Noget at gengælde deres hjælpsomhed og imødekommenhed med.

Cykeltaxier venter på kunder i Golmud

Næsten helt nøjagtig 35 timer efter at vi forlod Beijing ankommer vi til Lanzhou. Jeg forbløffes igen over den præcision togene i Kina åbenbart har, specielt efter at have rejst i Indien. Det er dejligt at være fremme, men selvom vi helst bare ville kravle i seng på et pænt hotel skal vi videre. Jeg har tidligere, godt to år tidligere, været i Lanzhou, hvor jeg tilbragte to dage i byen. Det er absolut ikke den mest inspirerende af Kinas storbyer, og jeg husker mest besværet med at komme væk derfra. Derfor har vi på forhånd besluttet at forsøge at komme med et tog videre med det samme, til den noget mindre by Xining i Qinghai-provinsen. Der er heldigvis ikke problemer med at få billetter. Xining ligger kun fire timer væk, og vi køber derfor hard seat-billetter. Ventetiden fordriver vi på en lille cafe udenfor togstationen, da vi ikke har lyst til at vandre rundt med vores rygsække. Det er først senere på turen at vi lærer at benytte de geniale bagageopbevaringsrum, der findes på enhver kinesisk banegård.

På vej til Xining falder vi hurtigt i snak med vore medpassagerer. Vi forsøger i hvert fald at kommunikere. Vi taler stadig meget lidt kinesisk, og det er tydeligt at det frustrerer kineserne omkring os, at vi ikke kan mere. Det er ikke hver dag de har mulighed for at tale med en udlænding.

Madtelt i Xining

Da vi ankommer til Xining konsulterer vi guidebogen, og finder hurtigt et hotel tæt på banegården. Vi checker ind, og løber straks spidsrod mellem hinanden for at komme på toilettet. Vi har tydeligvis fået et eller andet vi ikke kunne tåle. Efter at jeg, bogstaveligt talt, har fyldt toiletskålen op, kan jeg ikke skylle ud. Vi henvender os i receptionen, som tilbyder os et andet værelse. Da vi flytter vores bagage, ser vi en mand, som er på vej til vores tidligere værelse. Idet han passerer os tager han en lang gummihandske, som fortsætter helt op til albuen, på. Der er ingen tvivl om hvad han er blevet sat til. Sikke et job! Efter dette lille intermezzo går vi ud for at finde noget at spise. Langs vejen står adskillige telte, hvor man kan købe kaorou, kød stegt over åben ild, og vi beslutter at smage. Inde i teltet sidder to Hui, en af Kinas mange minoriteter, og laver mad. Til deres overraskelse er det dog ikke kødet vi er mest begejstrede for, men derimod deres fantastiske brød, som er krydret med chili, og en hel del andre krydderier vi ikke lige kan sætte fingeren på. Det smager fabelagtigt. Vi bestiller nogle brød til turen i morgen, og betaler. Et par kroner skal de have, og atter undres jeg over, at det overhovedet kan betale sig at drive forretning i Kina.

Næste dag skal vi tidligt op, for vi skal ud og se Qinghai-søen, Kinas største sø. Vi skal med en rejsegruppe derud, for der går ikke offentlige transportmidler til søen. Men oh gru, turen tager over syv timer, og selvom vi stopper for at få frokost, er det alligevel lang tid at sidde i en trang bus. Derfor er skuffelsen da også det større da vi ankommer, og ser et landskab der kunne være vadehavet i Danmark. Oven i købet regner det, noget som skal vise sig at holde stik for næsten alle de steder vi skal besøge i de kommende to måneder. I det mindste har turen til søen været flot, og vi forsøger at holde humøret højt. Det kommer dog på endnu en prøve, da vi hele vejen tilbage til Xining skal høre karaoke-musik. Guiden vil også gerne have os til at synge, men vi takker pænt nej.

           

 Qinghai-søen                 Lille pige fra Golmud

Vel tilbage i Xining får vi købt billetter til Golmud, hvorfra man tager bussen til Tibet. Den 16 timer lange togtur går med at se ud af vinduerne på det stadig goldere landskab, samt at prøve at ignorere lugten fra en papkasse under sædet, som indeholder en ubestemmelig slags kød.

Da vi ankommer til Golmud bliver vi hentet på stationen af en repræsentant for busselskabet, som absolut ikke tillader anden transport til Tibet end med bus. Officielt fordi man ikke vil udsætte udlændinge for farer, uofficielt fordi regeringen vil have kontrol med, hvem der tager dertil. Der er også kun et hotel i Golmud der accepterer udlændinge. Der er i det hele taget en meget stram kontrol med udlændinge, der gerne vil til Tibet. Indtil for ganske nylig var der kun tre tilladte måder at rejse til Tibet på: at flyve fra Chengdu, at rejse over land fra Kathmandu, og at tage bussen fra Golmud. Mange backpackere kan fortælle historier om, hvordan de har forsøgt at snyde kontrollen, men vil man ikke risikere at blive smidt ud af landet, er det bedst at følge reglerne. Priserne er skyhøje, 1600 kroner for turen fra Golmud til Lhasa. Damen på billetkontoret forklarer, at det er fordi billetten inkluderer en tre-dages tur i Lhasa, men det reelle forklaring er vist en anden. Vi har hørt at et par udlændinge ugen forinden havde smuglet pro-tibetanske flag med ind, og havde demonstreret for et frit Tibet foran Potala-paladset. Derfor har den kinesiske regering nu strammet kontrollen med udlændinge. Det har også udmøntet sig i, at man nu skal betale 100 kroner pr. dag man vil opholde sig i Tibet, samt at man allerede i Golmud skal bestille videre transport fra Lhasa. Efter at have regnet på budgettet, må vi skære det planlagte ophold ned fra tre uger til kun syv dage, desværre. Vi bestiller samtidig en flybillet fra Lhasa til Chengdu. Pokker stå i det, alt, hvad vi havde planlagt, må laves om.

Markedet i Golmud

I hotellets reception møder vi Mr. Jia, som i de følgende to dage viser os Golmud, og tager os med hjem til middag. Han taler flydende engelsk, og vil gerne have at vi øver lidt med hans børn, en søn og to piger. Den ene pige er handikappet, og derfor var han tilladt at få et barn mere. Da det også blev en pige forsøgte han og hans kone igen, og endelig blev det en dreng, som de fleste kinesiske forældre ønsker. Drengebørn sørger nemlig for at hædre forfædrene, og det er meget vigtigt i Kina. Mr. Jia måtte betale en bøde for at have overtrådt loven om etbarnspolitikken. Goldmud er et temmelig uinspirerende sted, og uden Mr. Jias underholdning havde de to dage været meget kedelige.

      

Baozi og chili på markedet

På andendagen i Golmud er bussen endelig fyldt op, og vi er klar til at tage til Tibet. Min kæreste og jeg, samt en lille håndfuld andre udlændinge, bliver kørt til busstationen i minibus, for at sikre at vi ikke stikker af og prøver at komme ind i Tibet på anden måde. Først på eftermiddagen stiger vi ombord på dobbeltdækkerbussen, efter at være blevet forsikret, at turen kun tager 28 timer. Turen skulle nu komme til at forløbe lidt anderledes end busselskabets repræsentanter havde fortalt os…