Ottes dages ferie i Rheinland am Phalz

11/9 – 17/9 Speyer

Speyer bød på otte dages hvile. Otte dages veltrængt pause. En udsøgt chance for at lege turist; altså, på med vandreskoene, kameraet over skulderen, og derfra ud i det grønne. Speyer er en interessant by ud fra mange perspektiver; bortset fra sin idylliske beliggenhed, klods op ad Rhinen, den dominerende domkirke der troner over byens torv og kan ses flere kilometer væk, og statuer og monumenter der alle vidner om fordums storhed, har Speyer meget andet at byde på. Kulturen her er stærk og bliver holdt højt i hævd af såvel gamle som unge. Mellem markedsdage og ny-vin-fester slænger sig en kulturopfattelse, som uden at skele til alder eller herkomst, skaber et fælles begær for livslyst – sene aftenture på kroer, familiesamlende weekender på landet til landsbyfest, eller blot forsonende gåture langs byens gamle gågade, det industrielle centrum hvor paver og kejsere har måtte give vej for Clein og Levis. Det lokale cousine kan byde på mange delikatesser. Af de mere kendte er sauerkraut og varierende pølser selvfølgelig repræsenteret. Herudover kan opleves saumagen og leberknøddel, to typiske eksempler på Rheinland am Phalz’s kulinariske udfoldelser. Her spiser man dog ikke uden at drikke, måske ikke meget, men godt, og øllene er således i top ganske som såvel lokale hvid- som rødvine er oplevelser i sig selv.  Mens man således kan være sikker på positive oplevelser om aftenen, kan man jo udforske byen og selve området om dagen, om ikke andet da for at samle appetit. Imidlertid skulle det ikke være noget problem at finde dagsbeskæftigelser i byen. Udover et internationalt anerkendt museum, en domkirke med sammenlagt 14 afdøde kejsere og konger, samt et ikke angivet antal dronninger og biskopper og lign., ruinerne af 2000 år gammel jødisk helligdom, og resterne af den gamle bymur, sprudler egnen af uforglemmelige oplevelser. Fx. en tur tværs over Rhinen med en næsten antik båd, en cykeltur forbi nabobyens intimiderende atomkraftværk, eller en svævebanetur, 216 m. op af et lille bjerg, der tilgengæld kan tilbyde en helt enestående udsigt. Rheinland am Phalz har herudover mere end 300 middelalderborge og slotte, eller snarere ruinerne af disse, og siges at ligge på pilgrimsfærden til Santiago de Compostello.  Alt i alt en lille perle kultur og traditioner, i en af de skønneste dele af Tyskland. De otte dage jeg tilbragte i Speyer, og dermed alle de fantastiske personer jeg mødte, har gjort sit til at ændre min opfattelse af Tyskland, så jeg i dag betragter landet mere som en bror end som en fjern nabo, hvilket mange vel vil kunne nikke genkendende til. For mit eget vedkommende er det bestemt ikke sidste gang jeg har været i Speyer.      

18/9 Speyer – Bad Herrenalb 95 km.

Kl. 10 tager jeg med første tråd atter vejen i besiddelse. Foran mig venter 60 kilometer langs Rhinen mod Karlsruhe. Om forholdene for cyklister langs Rhinen i sydtyskland, er de samme hele vejen fra Nordsøen til Bodensø, ved jeg ikke. Men at man fra Weisbaden (omkring Frankfurt) til Schweiz finder en seks meter bred cykelsti, og næsten ingen anden trafik end snegle og pensionister, har jeg da lært.  Til den sikre følelse af flodens nærvær, dog gemt bag oversvømmelsesdigerne, kan man således følge floden i sit eget tempo. Faktisk ligger cykelstien på selve digerne, og havde floden ikke haft denne kedelige tendens, tvivler jeg da på at man overhovedet havde bygget en cykelsti der. Beruset af idyllen beslutter jeg at spise frokost på en lille fiskertræbro, der rager fra bredden langt ud i vandet i en lille sø beliggende ved Rhinen. Uden tanke på de hyppige oversvømmelser traver jeg friskt ud på broen. Halvvejs slår en tanke mig som et lyn. Er her oversvømmmelser, må altså også denne lille bro have været under vand!? Træværket er ganske rigtigt pilråddent, og broen vakler på usikre piller som var jeg pludselig i en Indiana Jones film. Jeg trodser dog faren og når den lille platform der troner for enden, jeg tager mig tid til min frokost, og vakler derefter forsigtigt tilbage. Det lille eventyr fortoner sig dog hurtigt i mine tanker efterhånden som jeg nærmer mig Karlsruhe. Den mægtige sorte skov, Schwarzwald, ligger blot 15 km syd for karlsruhe, og er således inden for umiddelbar rækkevidde. Som jeg på tiende km snegler mig op ad en uendelig bakke, har en ærgelig tanke bidt sig fast i mit sind; jeg græmmer mig at jeg har brugt mine mest hyldende gloser på steder så kedelige som Danmark og Schlesvig-Holstein. Hvordan kan jeg forsvare at have kaldt dem; vidunderlige, paradisiske, fantastiske? I sammenligning med resten af hvort snævre verdensdel er de intet, men allerede har jeg tildelt mine største adjektiver. Hvordan kan jeg nu yde Schwarzwald retfærdighed?  Lad mig med almindelige ord forsøge at beskrive hvad min betagelse druknede sig i; Uigennemtrængelig skov af løvstammer beskytter mig fra alle sider mod solen. Nu og da får jeg gennem kronernes hudtynde spind af blade et glimt af den blå himmel. Lysegrønne skjuler trætoppenes hvælving de omkringliggende bjerge. Fra de nedfaldne grenes skeletter, dækkende jorden som efter et vældigt slag, op langs de nøgne stammer, kærtegner luften skovens ro. I sollysets sporadiske stråler fastholder en stillestående vind, en tyk atmosfære af underkendelse af tidens gang. Som i en kæmpe hyldest til moder jord. Af hovedvejen som løber lidt længere nede af bjerget anes kun en svag brummen, civilisationens hvepserede. Dækket af træerne bliver den monotone lyd fra bilernes motorer nærmest et blødt akkompagnant til den bølgende natur. Den falder i ét med omgivelserne, der lader til at kunne neutralisere ethvert af nutidens forstyrrende elementer. Som når omgivelserne i sit bedøvende favntag skubber mig op ad en bakke, for på den anden side blot at kaste mig voldsomt af sig igen. Omend  hvor smukt dette område er, kunne det ikke undgå at tære på mig; dette mit første spøde møde med bjergene. Da jeg  hen på eftermiddagen når mit bestemmelssted, er jeg ved at segne af træthed. Benene værker, og jeg er dehydreret. Et lille fald i temperatuen, i overensstemmelse med stigningen i højden, slår de sidste kræfter af mig. Udmattet går jeg til køjs klokken ni.