De sorte bjerge

Bad Herrenalb – Scharpbadt     70 km

En rigtig møgdag. Fra start til slut en af de dage der bare skal overstås. Jeg vågner sent med ondt i højre håndled og venstre ribben. Og begge ben, naturligvis. Det er koldt så højt oppe, og 200 m inde i dagens rute, støder jeg frontalt på et bjerg, der bogstaveligt tager pusten fra mig. Dog med sølle 70 km foran mig idag, påtager jeg mig en ubekymret mine, altimens jeg hvæsende og prustende kravler op af stigningerne. Jeg følger en cykelsti i skoven belagt med store sten. Vegetationen er skiftet fra bøg til gran, og temmeligt hurtigt bliver min astma ubønhørligt provokeret af alle de døde grannåle omkring mig. Astmaen går imidlertid over, i skarp modsætning til bjergene. De næste fire timer bestiger jeg således endnu tre bjerge, og det sidste og højeste bestiger jeg endda to gange: ved foden af den grønne klippe øjner jeg en cykelsti, og efter i fire timer at have cyklet side om side med bilerne på hovedvejen, er lidt plads da kun en kærkommen forandring. Denne skovsti snor sig som en ubeslutsom slange, krydser flere gange sit eget spor, og ender efter en halv times lidelser i en ubamhjerteligt stejl stigning. Da jeg endelig står ved hovedvejen igen, dog denne gang på toppen af bjerget, spørger jeg for en sikkerheds skyld en hvilende billist, om dette nu også er vejen til Scharpbadt. Han ser op og ned af mig med en bekymret mine, og fortæller at vejen deler sig halvvejs oppe af bjerget, og at jeg desværre er havnet på den forkerte. Forbandende mit uheld suser jeg tilbage ned igen, ad vejen denne gang!, opmærksom på at finde den rigtige frakørsel, suser og suser, lige indtil jeg atter stå ved foden, hvor jeg fyrre minutter tidligere fandt denne cykelsti til helvede. Forvirret, men med en bange anelse, spørger jeg et postbud om hvorledes jeg kommer til Scharpbadt. Han peger venligt i den retning jeg kommer fra, og forklarer efter mine protester, at det helt sikkert er den eneste mulige rute.  Den hvilende billist havde altså spillet mig et puds. Mens jeg så langsomt som en fodgænger atter kravler op på toppen, forbereder jeg en tale til billisten, denne satans yngel. Først vil jeg skælde ham huden fuld, derefter smide sten efter ham og hans bil. Da jeg atter står på toppen, er han heldigvis væk. Heldigvis, fordi jeg selvfølgelig ikke ville have kylet sten efter ham, og derved var faldet i egen agtelse, og heldigvis fordi jeg næppe havde fundet pusten til rigtigt at hidse mig op – og sådan noget skal nu engang gøres ordentligt.     Med blot 15 km igen har en suppetyk tåge lagt sig over landskabet, og idet jeg når en meget stejl, meget lang nedstigning, bryder et voldsomt uvejr ud. Med begge håndbremser konstant i bund, kun i stand til at se de modkørende bilers mosemændsagtige lygteøjne 50 m fra mig, triller jeg nervøst nedad. Regnen tager til i styrke, vejen er blevet glat som is, og bange for mit helbred finder jeg læ og venter på at det værste er overstået. I ly af regnen spiser jeg lidt mad og læser tankeløst i vejkortet. En halv time efter styrter regnen fortsat mod jorden. Jeg beslutter mig at fortsætte, og finder regntøjet frem. Da jeg imidlertid vil befri mit regnslag fra sin praktiske lille nylonpose, folder sig til min store overraskelse en plastic indkøbspose ud. Instinktivt overvejer jeg om jeg kan iklæde mig posen, men slår i samme sekund tanken hen. Jeg må hjemmefra have mistaget posen for regnslaget, og altså kun iført regntætte bukser, og en absolut ikke vandtæt vindjakke, begiver jeg mig igen på dagens problemlagte spor.

Da jeg når Scharpbadt regner det stadig, og da camping i sådan et vejr er umuligt, ihvertfald ret ubelejligt, indlogerer jeg mig på et lille hyggeligt gæstgiveri. Så snart pengene har skiftet hænder, holder regnen op! Atter forbandende mit uheld sætter jeg mig på cyklen for at finde et sted at stille min sult. Efter fire kilometer eksploderer mit bagdæk. Dækket var åbenbart tyndslidt langs fælgen og besluttede sig at give op. Således knækket trasker jeg tilbage til gæstgiveriet, skubbende min cykel, min tålmodighed, og lysten til at fortsætte, fire km op ad bakke.   

Scharpbadt – Freiburg: 85 km.

Med reserveslangen i brug cykler jeg ganske langsomt mod Wolfach, undervejs mod Freiburg. Jeg er blevet informeret at i Wolfach ligger en cykelforretning hvor jeg kan købe et nyt dæk. Imidlertid er de 15 km imellem Scharpbadt og Wolfach 4 km for langt, for reserveslangen eksploderer også, og uden at gide at lappe den vader jeg til butikken. Igen skubbende min cykel. Først lykkes det mig dog at fejllæse vejskiltene, og gå tre km i den forkerte retning. Tre km frem, tre km tilbage, samt de oprindelige fire km, giver ialt ti km! Inden jeg er kommet ordenligt igang med dagens program, er jeg allerede lidt træt. I butikken ordnes mit lille problem dog hurtigt, så jeg uden yderligere tekniske indsigelser kan bevæge mig mod Freiburg. undervejs skal et lille bjerg først passeres, men vejret er flot og klart, og turen ud af Schwarzwald er skøn. Schwarzwald er tysklands største turistattraktion; hver lille by består af lige mange privathuse og hoteller – og dertil hørende souvenirshops. Er økonomien stram, men rejselysten intakt, er Schwarzwald absolut et besøg værd. Det smukke landskab virker direkte lindrende på sjælens halten, og gider man ikke gå for meget, kan man altid tilbringe dagen henslængt i en af de mange varme lokale kilder. Freiburg er også en dejlig oplevelse. Den gamle del af byen er sammenstykket som var den en engelsk slotslabyrint, af hyggelige kastaniedækkede alléer, og smukke gamle murstenshuse. Overalt ligger legefærdige brune kastanjer. Var man bare ti år igen!                Værende en universitetsby sprudler byen af ungt liv; søde unge piger med glimt i øjet og unge fyre med skæve fisurer, geleen glinsende i solskinnet. Jeg havde på forhånd fået en kontakt i freiburg og tilbragte aftenen med perlende lokal hvidvin, beroligende hjemlig konversation (krydret med talrige sproglige misforståelser), samt, vigtigst; en god lang nat i en blød seng!