Månedsarkiv: januar 2003

På vej til verdens tag

Ens bevægelser bliver akkompagneret af små, stødvise rystelser. Vi er i gang med at hælde vand op til nudelsuppe, men fylder ikke folieboksen op til randen. Det ville gøre det umuligt ikke at spilde. ‘Duo dao yi dian ba’, siger damen vi har sludret med, ‘hæld dog mere op’. Beskeden er ikke til at tage fejl af. Mere vand giver mere mad, men vi tænker ikke på den måde i vores overflodssamfund. Men for at føje damen hælder vi mere vand op. Selvfølgelig spilder vi, ud over det hele. Ikke desto mindre ler damen glad. Hun ser det vist lidt som sin pligt at hjælpe os. Pyt med lidt vand på gulvet.

Vi er ombord på toget fra Beijing til Lanzhou, og har de sidste 16 timer, siden vi forlod Beijing, delt bås med den hjælpsomme dame og hendes familie. Turen til Lanzhou varer ca. 35 timer, har vi fået at vide. I øjeblikket befinder vi os et sted i det enorme område mellem Den gule Flod og Yangtzefloden. Selv om Kina er et stort land, er der tegn på bebyggelse med jævne mellemrum. Men der er selvfølgelig også langt over en milliard mennesker i dette land. Det er faktisk en meget behagelig rejse vi er på, omend toiletterne er begyndt at lugte lidt og bestemt ikke ser så pæne ud, som da vi kørte fra Beijing. Stewardessen kommer forbi med jævne mellemrum, og vi skynder os at købe snacks, så vi har noget at byde vore rejsefæller. Noget at gengælde deres hjælpsomhed og imødekommenhed med.

Cykeltaxier venter på kunder i Golmud

Næsten helt nøjagtig 35 timer efter at vi forlod Beijing ankommer vi til Lanzhou. Jeg forbløffes igen over den præcision togene i Kina åbenbart har, specielt efter at have rejst i Indien. Det er dejligt at være fremme, men selvom vi helst bare ville kravle i seng på et pænt hotel skal vi videre. Jeg har tidligere, godt to år tidligere, været i Lanzhou, hvor jeg tilbragte to dage i byen. Det er absolut ikke den mest inspirerende af Kinas storbyer, og jeg husker mest besværet med at komme væk derfra. Derfor har vi på forhånd besluttet at forsøge at komme med et tog videre med det samme, til den noget mindre by Xining i Qinghai-provinsen. Der er heldigvis ikke problemer med at få billetter. Xining ligger kun fire timer væk, og vi køber derfor hard seat-billetter. Ventetiden fordriver vi på en lille cafe udenfor togstationen, da vi ikke har lyst til at vandre rundt med vores rygsække. Det er først senere på turen at vi lærer at benytte de geniale bagageopbevaringsrum, der findes på enhver kinesisk banegård.

På vej til Xining falder vi hurtigt i snak med vore medpassagerer. Vi forsøger i hvert fald at kommunikere. Vi taler stadig meget lidt kinesisk, og det er tydeligt at det frustrerer kineserne omkring os, at vi ikke kan mere. Det er ikke hver dag de har mulighed for at tale med en udlænding.

Madtelt i Xining

Da vi ankommer til Xining konsulterer vi guidebogen, og finder hurtigt et hotel tæt på banegården. Vi checker ind, og løber straks spidsrod mellem hinanden for at komme på toilettet. Vi har tydeligvis fået et eller andet vi ikke kunne tåle. Efter at jeg, bogstaveligt talt, har fyldt toiletskålen op, kan jeg ikke skylle ud. Vi henvender os i receptionen, som tilbyder os et andet værelse. Da vi flytter vores bagage, ser vi en mand, som er på vej til vores tidligere værelse. Idet han passerer os tager han en lang gummihandske, som fortsætter helt op til albuen, på. Der er ingen tvivl om hvad han er blevet sat til. Sikke et job! Efter dette lille intermezzo går vi ud for at finde noget at spise. Langs vejen står adskillige telte, hvor man kan købe kaorou, kød stegt over åben ild, og vi beslutter at smage. Inde i teltet sidder to Hui, en af Kinas mange minoriteter, og laver mad. Til deres overraskelse er det dog ikke kødet vi er mest begejstrede for, men derimod deres fantastiske brød, som er krydret med chili, og en hel del andre krydderier vi ikke lige kan sætte fingeren på. Det smager fabelagtigt. Vi bestiller nogle brød til turen i morgen, og betaler. Et par kroner skal de have, og atter undres jeg over, at det overhovedet kan betale sig at drive forretning i Kina.

Næste dag skal vi tidligt op, for vi skal ud og se Qinghai-søen, Kinas største sø. Vi skal med en rejsegruppe derud, for der går ikke offentlige transportmidler til søen. Men oh gru, turen tager over syv timer, og selvom vi stopper for at få frokost, er det alligevel lang tid at sidde i en trang bus. Derfor er skuffelsen da også det større da vi ankommer, og ser et landskab der kunne være vadehavet i Danmark. Oven i købet regner det, noget som skal vise sig at holde stik for næsten alle de steder vi skal besøge i de kommende to måneder. I det mindste har turen til søen været flot, og vi forsøger at holde humøret højt. Det kommer dog på endnu en prøve, da vi hele vejen tilbage til Xining skal høre karaoke-musik. Guiden vil også gerne have os til at synge, men vi takker pænt nej.

           

 Qinghai-søen                 Lille pige fra Golmud

Vel tilbage i Xining får vi købt billetter til Golmud, hvorfra man tager bussen til Tibet. Den 16 timer lange togtur går med at se ud af vinduerne på det stadig goldere landskab, samt at prøve at ignorere lugten fra en papkasse under sædet, som indeholder en ubestemmelig slags kød.

Da vi ankommer til Golmud bliver vi hentet på stationen af en repræsentant for busselskabet, som absolut ikke tillader anden transport til Tibet end med bus. Officielt fordi man ikke vil udsætte udlændinge for farer, uofficielt fordi regeringen vil have kontrol med, hvem der tager dertil. Der er også kun et hotel i Golmud der accepterer udlændinge. Der er i det hele taget en meget stram kontrol med udlændinge, der gerne vil til Tibet. Indtil for ganske nylig var der kun tre tilladte måder at rejse til Tibet på: at flyve fra Chengdu, at rejse over land fra Kathmandu, og at tage bussen fra Golmud. Mange backpackere kan fortælle historier om, hvordan de har forsøgt at snyde kontrollen, men vil man ikke risikere at blive smidt ud af landet, er det bedst at følge reglerne. Priserne er skyhøje, 1600 kroner for turen fra Golmud til Lhasa. Damen på billetkontoret forklarer, at det er fordi billetten inkluderer en tre-dages tur i Lhasa, men det reelle forklaring er vist en anden. Vi har hørt at et par udlændinge ugen forinden havde smuglet pro-tibetanske flag med ind, og havde demonstreret for et frit Tibet foran Potala-paladset. Derfor har den kinesiske regering nu strammet kontrollen med udlændinge. Det har også udmøntet sig i, at man nu skal betale 100 kroner pr. dag man vil opholde sig i Tibet, samt at man allerede i Golmud skal bestille videre transport fra Lhasa. Efter at have regnet på budgettet, må vi skære det planlagte ophold ned fra tre uger til kun syv dage, desværre. Vi bestiller samtidig en flybillet fra Lhasa til Chengdu. Pokker stå i det, alt, hvad vi havde planlagt, må laves om.

Markedet i Golmud

I hotellets reception møder vi Mr. Jia, som i de følgende to dage viser os Golmud, og tager os med hjem til middag. Han taler flydende engelsk, og vil gerne have at vi øver lidt med hans børn, en søn og to piger. Den ene pige er handikappet, og derfor var han tilladt at få et barn mere. Da det også blev en pige forsøgte han og hans kone igen, og endelig blev det en dreng, som de fleste kinesiske forældre ønsker. Drengebørn sørger nemlig for at hædre forfædrene, og det er meget vigtigt i Kina. Mr. Jia måtte betale en bøde for at have overtrådt loven om etbarnspolitikken. Goldmud er et temmelig uinspirerende sted, og uden Mr. Jias underholdning havde de to dage været meget kedelige.

      

Baozi og chili på markedet

På andendagen i Golmud er bussen endelig fyldt op, og vi er klar til at tage til Tibet. Min kæreste og jeg, samt en lille håndfuld andre udlændinge, bliver kørt til busstationen i minibus, for at sikre at vi ikke stikker af og prøver at komme ind i Tibet på anden måde. Først på eftermiddagen stiger vi ombord på dobbeltdækkerbussen, efter at være blevet forsikret, at turen kun tager 28 timer. Turen skulle nu komme til at forløbe lidt anderledes end busselskabets repræsentanter havde fortalt os… 

Lysekil

400 km nord for Helsingborg, ved udmundingen af Gullmars fjorden, ligger den lille by Lysekil, som hvert år besøges af mange hundrede dykkere. Mange af disse er danske dykkere, som har en eller flere årlige ture derop.

Vi har den store RIB-gummibåd med og vores første dyk går til Guldskær i skærgården ud for Lysekil. Tanja og jeg ruller baglæns i vandet, som så ofte før. Vi finder hinanden og svæver nedad gennem det øverste springlag, som er en anelse plumret. Pludselig på 5 meters dybde, er vi igennem, hvor det kolde vand og den gode sigt møder os. 12 meter kan vi se, da vi fortsætter mod bunden 10 meter under os. Vi afbalancerer os lidt over bunden og er allerede omgivet af bergylter og blåstak.

På trods af det øverste springlag, står sollyset fint ned gennem vandet og rammer den grusede bund. Et fantastisk panorama i grønne, brune og lilla farver. Høje klipper med masser af bevoksning og mindre flader med fint grus. Den typiske svenske skærgård. Jeg gør mit kamera klar og søger over mod et mindre klippefremspring. Jeg håber at kunne få et godt billede af en hummer og har udset mig et lovende hul. Vi nærmer os forsigtigt og kigger ind, desværre er det en nitte, to taskekrabber kigger på os, som om vi havde forstyrret deres formiddagshvil.

taske krabbe

 

Jeg tager alligevel et billede for at have noget på filmen inden vi svømmer videre. Tanja har fundet en tangnål, som hun ivrigt viser frem. Tanja er god at have med, når man fotograferer. Hun har den tålmodighed og opmærksomhed der skal til, når man er buddy med en fotograf.

Vi svømmer videre og kommer ud over en kant, der lokker os ned ad en lodret klippe side. Vi har aftalt max 21 m, og her stopper vi og studerer klippen. Søanemoner sidder smukt fordelt over hele fladen og enkelte sønelliker, i hvide og gule farver, svajer dovent i den svage strøm. Langsomt søger vi opefter, stadig på udkig efter hummer. Men i år er det vist krabbens år. I hver eneste sprække finder vi store fede taskekrabber, nok til at lave aftensmad til en hel dykkerklub. Søpindsvin er her også i alle farver fra sart hvid til krads lilla og en enkelt søsol bevæger sig langsomt henover klippen, mens den grådigt høster alt på sin vej.

Tanja gør tegn, vores tid er ved at være brugt og vi er kommet op til det grumsede, men varme, overfladevand. Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi bryder overfladen. RIB’en er lige ved siden af, mandskabet har fulgt vores bøje og få minutter efter er vi oppe i båden og atter på vej ind mod Lysekil, hvor næste hold er ved at være klar til deres dyk.

Se mere på http://www.lysekil.se/

Lystfiskeri på TV3

Nu er der blevet flere muligheder for at læse nyheder om lystfiskeri uden at skulle på internettet. Tekst-tv på TV3 har ligesom TV2 også nogle sider hvor der skives om jagt og fiskeri.

Der er stor lighed med siderne på TV2 og de ligger også fra side 630 og fremefter. De første sider indeholder nyheder om kyst & fjord – å & bæk – hav & trolling samt P&T og sø. De efterfølgende sider indeholder annoncer fra grejbutikker og forskellige fisketure.

Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke hvem der opdaterer siderne, men der er meget stor lighed i indhold og annoncører med det tidligere tekst-tv på TV2. Det passer også meget godt med at TV2 har skiftet redaktion på deres sider, så det nu er Danmarks Sportsfiskerforbund som leverer materiale til TV2.

Schweiz og Jurabjergene

Freiburg (Tyskland) –  Lorrach (Schweiz)   60 km

Endelig ude af Tyskland. Men det går langsomt disse dage. For fjerde dag i træk bevæger jeg mig mindre end 100 km. Havde det dog ikke været for mine uheld, ville jeg have været så frisk som en fyrig ganger; men min ganger skranker fra tandhjulene, og mine ben er så fyrige som sprækkede, knastørre tændstikker. Jeg har tabt mig. Kroppens mosaik genspejler turens hårdhed. Et begyndende fuldskæg kærtegner kejtet mit ansigt. Hvor shortsene og t-shirten har tilladt solens stråler, er huden brun og sej som læder, resten er pinligt hvidt – i særdeleshed ballerne. Mærkværdigt udseende muskler har snoet sig om mine knæ, og armenes og benenes lyse hår lyver om hårrøddernes dunkle intentioner. Zebrafødder vidner om slidte sandaler, og afblegede shorts om en smal gardarobe. At jeg skiller mig ud er jeg ikke i tvivl om, da jeg dagen lang iklædes udforskende blikke fra mistroiske billister og fodgængere. Turen fra Freiburg til Lorrach var ingen stor oplevelse, vejret var atter dårligt. Kulde og regn kommer i en lind strøm fra sydøst; den selvsamme  retning jeg bevæger imod. En femdøgnsprognose afslører en efterårs- koldfront fra Jurabjergene, vestschweiz – jeg gyser ved mit snarlige komme dertil. I Lorrach har jeg en personlig kontakt, en ung trebørns familie, et hyggeligt hvilested for natten. Jeg tilbringer eftermiddagen med en omgang fodbold i en park med familiens tre sønner, og går ellers tidligt i seng med tanke på morgendagens ankomst til Schweiz og dets udfordringer.

Lorrach  –  Biel      105 km

Allerede tidligt på dagen stifter jeg bekendtskab med en knap så venlig side af alpernes land. Alperne er jeg heldigvis skånet for i første omgang, men der er bestemt andre bjerge i det lille rige i midten. Jeg passerer et enkelt af disse undervejs til Biel; en bagatel på 1140 m., vel ledsaget af en støt faldende temperatur jo højere jeg bevæger mig. Atter en dag uden problemer, gennem skønne landskaber, og endda, fra et land til et andet ved et enkelt tråd i pedalerne. Jeg styrer direkte mod mit hvilested for natten. Få kilometer inde i Schweiz får jeg imidlertid en ny rejseledsager; en kæde af bjerge så lang øjet rækker, tålmodigt, afventende, snoende sig langs vejen – den ved at den nok skal få sit bytte. Det er denne kæde jeg i morgen skal prøve kræfter med, min første alvorlige styrkeprøve, dog i dag intet andet end en flot udsigt. Efter seks timers ridt når jeg mit bestemmelsessted. Biel ligger nord for Bielsø, den ene af tre søer i -de tre søers land- som området så rammende er navngivet. Campingpladsen ved søen er 450 m. over havet, og ved aftentid går det op for mig, at her er de svale sommeraftener forlængst forbi. På vestbredden troner Jurabjergkæden mod solnedgangens bål af farver; et smukt syn som de urørlige klipper spreder sig under den hastigt fortonende himmel, flygtigt skitserede grå masser af skyer, der formålsløst tynger sig mod himmelhvælvets revner – de iturevede silhuetter af tinder mod natten. Da solen forsvinder endeligt, tager nattens bidende kulde livet i besiddelse. Jeg er endnu så langt nordpå at der tales tysk, men få kilometer herfra, advares jeg, dominerer det franske. Med et sprogkundskab begrænset til Abbas: voulez vous coucher avec moi, ce soir, forbereder jeg mig på det sproglige ingenmandsland, mine manglende franskkundskaber i morgen vil efterlade mig i. Skuttende i soveposen falder jeg i søvn til tanken om, hvorledes man spørger om vej på tegnsprog. 

Kend din modstander

I øjeblikket sørger vejret for at det kun er de mest ihærdige, der bevæger sig ud til vores kyster med en fiskestang i hånden. Nogle har dog draget fordel af vejret og den kendsgerning at vores søer blev dækket af så tykt et islag, at der rent faktisk var muligt at dyrke lidt isfiskeri. Torskefiskeriet i vores bælter og sunde har været svingende og jeg har ikke selv fået taget mig sammen til at tage af sted. Men grejet er blevet klargjort og står parat til at rykke ud, så jeg kan love læserne en snarlig rapport. Hvad skal man så bruge tiden til? Hvis ikke tiden bruges bag fluestikket kunne man jo studerer ens modstandere i deres eget miljø.

Et godt kendskab til, hvad man er oppe mod er nøgle til alt succes. Danmark er begavet med indtil flere akvarier, hvor man kan få et nøje indblik i fiskenes adfærd under vandet. For lidt tid siden besøgte jeg fjord og bælt i Kerteminde, der beskriver livet i vores fjorde og bælter. Ud over at vise fisk i alle størrelser og udformninger, er centeret helt specielt ved at det har to Marsvin. Hvilket er det eneste sted i Danmark, hvor disse kan opleves i fangenskab. Mange har sikkert oplevet disse små hvaler på en kysttur, men her kan man se deres akrobatik under og over vandet på en måde man ikke ser ved kysterne. Alt i alt en god oplevelse for hele familien.

God fornøjelse

Karsten

www.gounderwater.com

Kilimanjaro, Toppen af Afrika

 “De forsvandt en lille smule foran mig, men så gik det op for mig, at de havde nået kraterranden. Jeg kunne se dem deroppe, der var ikke så langt. Jeg kæmpede mig derop, mens de andre stod og heppede. Det var en stor lettelse at nå op til randen i 5700 meters højde. Følelserne væltede op inde i mig. Tårerne piblede frem, jeg var utroligt lykkelig, snøftede af glæde. I horizonten kunne man se, at solen snart ville stå op. Det var et utroligt flot syn” ( uddrag fra min dagbog den 31. juli 2000)

Kunne du tænke dig at få samme oplevelse, så læs videre her ….

kilimanjaro en tidlig morgenstundKilimanjaro

Info om Kilimanjaro: Kilimanjaro er en kæmpemæssig “sovende” vulkan, der samtidig er Afrikas højeste punkt med sine 5896 meter. Vulkanen ligger 3 grader syd for ækvator i det nordlige Tanzania op til grænsen mod Kenya. Kilimanjaro massivet har en udstrækning på 40*60 km eller hvad der svarer til arealet af London. Vulkanen rejser sig næsten 5000 højdemeter fra de omkringliggende sletter og er et af de højeste fritstående bjerge i verden. Kili, som vulkanen populært kaldes, er nemlig ikke en del af en bjergkæde, men rejser sig abrubt op fra den flade savanne, og dette er et fantastisk syn. Massivet har 3 topområder. I vest Shira ridge på ca. 4000 meter, i øst det teknisk svære Mawensi (5149 meter) og i midten cirkelrunde Kibo, hvor det højeste punkt, Uhuru Peak (5896m), findes.

Ruter mod toppen: Kilimanjaro er et yderst populært bjerg at bestige, og masseturismen er over det. Dette skyldes nok bjergets status som det højeste i Afrika, men også det faktum, at bjerget er et af de højeste i verden, som kan bestiges uden hjælp fra reb eller kendskab til teknisk bjergbestigning. Der er tale om ren vandring.

Der er mange ruter op til toppen. De fleste starter fra bjergets sydside omkring byen Moshi (Machame, Umbwe, Mweka, Maua og Marangu ruterne) Fra vest kan man tage Shira plateau ruten og fra nord Rongai ruten. Uanset hvilken rute man vælger, er der typisk omkring 4000 højdemeter eller mere der skal overvindes. Højdesyge (se længere nede) er derfor en stor risiko på Kili. Det mest fascinerende ved bestigningen er nok de forskellig klima- og florazoner, som man passerer. Man starter i fugtig tropisk regnskov, der når op til ca. 3000 meter. Her er det varmt, og shorts og skjorter vil være foretrukket. Er man heldig, ser man måske et par aber. Næste zone er fra ca. 3000-4000 meter. Skoven stopper, og spredte buske og hede tager over. Man når her typisk op over det skydække, der kan ligge over regnskoven. Der er mere vind og det bliver mærkbart køligere i skyggen. Det er stadigt lunt i solen. Fra 4000-5000 befinder man sig i en højalpin ørken, der mest af alt er præget af blokmarker af vulkansk materiale. Et par enkelte hårdføre blomster kan ses hist og her. Ækvatorsolen er stadig lun om dagen, men temperaruren falder lynhurtigt, når solen går ned, og så bliver det hundekoldt. Fra 5000 meter og opefter er det nærmest arktisk. Vegetation er en mangelvare, men gletschere trives, selvom de er kraftigt på retur. Vinden er bidende kold, og luften er typisk kold, tør og klar.

Den nemmeste og mest populære af ruterne er Marangu ruten, der også populært går under navnet “coca cola ruten”. Omtrent 80% benytter sig af denne rute, hvor man kan overnatte i hytter undervejs. Ved hytterne kan man også købe drikkevarer, deraf nok navnet coca-cola ruten. På de andre ruter er telt den overvejende overnatnings-form. De fleste organiserede ture ad Marangu er på kun 5 dage, dette giver en meget ringe akklimatisering, og derfor er procentdelen af trekkere der når kraterranden meget ringe. Det må derfor anbefales, at man mindst bruger 6 dage på turen med eksempelvis 2 overnatninger ved Horombo hytten 3800 meter over havet. Denne rute når kraterranden ved Gillman’s Point (5685m), hvorfra det endnu tager 2 timer på kraterranden at nå Uhuru Peak (5896m). Mange orker ikke dette, og Gillman’s Point bliver for dem det endelige mål.

Marangu ruten, højdeprofil

Starter 2000 meter over havet

3900 højdemeter til toppen

Kibo hytten, 4700 meter, er sidste lejr før toppen

 

 

 

Kilde: Lonely Planet, “Trekking in East Africa”

 

Machame-Mweka ruten er måske den næstmest besøgte rute, og er i hvert fald i nyere tid blevet mere og mere populær. Opturen foregår af Machamestien, mens nedturen foregår ad Mwekastien. Da denne rute er lidt mere krævende end Maran-guruten, bliver den også af nogle kendetegnet som “Whiskey ruten” i kontrast til den mere overrendte coca cola rute. Turen tager mindst 6 dage, så der er en bedre akklimatisering end på Marangu, og chancen for at nå Uhuru Peak er større. Stien rammer også kraterranden tættere på Uhuru Peak end tilfældet er med Marangu. Ruten er også meget afvekslende, og på dag 3 og 4 vandrer man nærmest rundt om Kibo toppen fra vest mod øst i en god akklimatiseringshøjde på ca. 4000-4500 meter. 5. dagen (topdagen) er dog meget hård, idet man skal 1300 højdemeter op til Uhuru, hvorefter man typisk går hele 2900 højdemeter ned til Mweka campen. Det er normalt at starte fra Barafu campen ved midnats tid og nå kraterranden til solopgang kl.06. Uhuru Peak indtages omkring kl 7 eller 8, og man er først nede ved Mweka campen omkring kaffetid.

Machame-Mweka ruten, højdeprofil

Starter i 1800 meter

4100 højdemeter til toppen

Barafu campen i 4600 meter er sidste lejr før toppen

 

 

Kilde: Lonely Planet “Trekking in East Africa

 

Læs om de andre ruter i “Trekking in East Africa” eller søg via nettet.

Sæson: Tørtiderne juni-oktober eller januar-februar er bedst.

Praktiske oplysninger:

Organisering: Treks op på Kilimanjaro skal organiseres i samarbejde med et turselskab, hvilket gør bestigningen til en noget bekostelig affære. Det er ulovligt selv at tage udfordringen op uden brug af guide og bærere.

Af danske rejsebureauer, der har Kilimanjaro på programmet kan bl.a. nævnes:

Albatros Travel, Topas, Livingsstone Safaris og Scantantours.

I år 2000 var jeg med til at organisere en tur til Kilimanjaro. Jeg kan personligt bedst lide selv at opsøge lokale turselskaber, hvilket er noget billigere end at vælge en pakkeløsning med et dansk selskab. Det kræver dog en del research, men dette hører med til den sjove planlægning af en større tur. Internettet har bestemt gjort turplanlægning meget nemmere, og søger man f.eks på Kilimanjaro og touroperators eller Kilimanjaro og travel agents, så får man en masse brugbare sider. Vi brugte Sunny Safaris, som vi var godt tilfredse med.

Oplysninger kan bl.a. hentes via Tanzania tourist office, eller internetsiden budgettravel, hvor der bl.a. er lister over turoperatører mm.

En standard Kilimanjaro bestigning af 5-6 dages varighed koster i omegnen af 600-700 US $ per person. Maranguruten er den billigste rute. Man kan nok finde noget billigere priser, men pas på, kvaliteten kan svinge meget. Denne pris dækker for det meste alt; transport til/fra bjerget, trekkingtilladelser, lønninger, mad mm. Tjek altid omhyggeligt hvad en pris dækker, drikkepenge er ikke inkluderet i prisen.

Hver opmærksom på, at bærere og guider forventer en stor tipping (drikkepenge) efter turen er overstået. Mange vil forsøge at snyde dig, ved at virke meget skuffede omend beløbet måske er passende. Snak med turselskabet om passende tipping før afgang til Kili, eller snak med andre grupper om deres tippingniveau. Vores bærere og guider var noget negative med den tipping de fik, selvom den var af normal størrelse. Som tommelfingeregel bør tippingen være 10% af den samlede trekkingudgift. Dette beløb deles så mellem bærerne, kokken og guiden. Kokken forventer normalt mere end bærerne og guiden bør have den største tipping. Husk under alle omstændigheder at tippe, de lokale får en ringe løn, og de arbejder hårdt. Lonely planets “Trekking in East Africa” har gode afsnit om tipping og turpriser.

Litteratur: Lonely planet har 2 bøger som jeg kan anbefale. Det drejer sig om lp “Tanzania” og lp “Trekking in East Africa”.

Ellers har Nordisk Korthandel flere velegnede bøger og også kort.

På min personlige hjemmeside, kan man læse om min bestigning i år 2000, der foregik i samarbejde med De Studerendes Vandreklub. Der er billeder fra turen, og så er der også en detaljeret beskrivelse af bestigningen, som foregik af Machame-Mweka ruten. Beskrivelsen indeholder bl.a. mine personlige tanker og overvejelser under opstigningen, og der er også en del informationer om bl.a.højdesyge.

Shira camp

Højdesyge: Kilimanjaro er som nævnt ikke et teknisk svært bjerg at bestige, men som følge af den store højdeforskel mellem bund og top er man meget udsat for højdesyge. Højdesyge kan ramme alle uanset hvilken form man er I. Der er store individuelle forskelle på, hvordan man kan klare den tynde luft, og det er ikke til på forhånd at sige, om en person vil få problemer eller ej.

Hvad er højdesyge så?

Det er kroppens reaktion på det mindre iltindhold i luften jo højere man kommer op. På toppen af Kilimanjaro er der halvt så meget ilt som ved havniveau. Hvis man ikke langsomt vender sig til højden (akklimatisering), kan kroppen ikke følge med, hvilket kan føre til døden. Akklimatisering er en proces, hvor kroppen gennem langsom opstigning vænner sig til iltmangel. Dette sker f.eks. ved øget vejrtrækningsfrekvens, så der kommer mere ilt til lungerne. Ydermere vil der dannes flere røde blodlegemer, der mere effektivt transporterer ilt rundt i blodet.

En tommelfingerregl siger, at man højst må sove 300-500 meter højere end dagen før, for at opnå en god akklimatisering. Dette er et problem på Kili, da campene ofte ligger 800-1000 højdemeter fra hinanden. Kroppens første tegn på iltmangel giver sig til kende ved hovedpine, utilpashed, svimmelhed, søvnløshed, kvalme og appetitløshed. Dette er en mild form for højdesyge, og disse symptomer går ofte over i løbet af natten eller hvis man bliver en ekstra dag i samme højde.

Begiver man sig videre opad kan disse symptomer udvikle sig til opkast, gangbesvær, koordinationsvanskeligheder, tør hoste mm. Her er der kun en medicin der virker, gå ned, ned, ned. Det kan ikke siges nok gange, hvor vigtigt det er at komme ned i lavere højde, når symptomerne forværres. I værste fald kan man få væskeansamlinger i hjernen og væskeansamlinger i lungerne, to potentielt dødelige former af højdesyge.

Forebyggelse af højdesyge sker bedst ved akklimatisering, indtagelse af rigelig mængder væske og ved kulhydratrig kost. Et lægemiddel med navnet Diamox kan indtages ved akuthøjdesyge samtidig med nedstigning. Nogle læger anbefaler ikke Diamox som forebyggende medicin, da advarende symptomer måske sløres. Mere farlige symptomer kan derfor pludseligt dukke op uden varsel.

Udstyr: Det er vigtigt at have meget varmt tøj med og en varm sovepose. Over de 3500 meter er der typisk frost om natten, og på den sidste etape mod toppen vandrer man om natten, så man kan stå på toppen ved solopgang. -10 til -15 grader om natten er helt normalt lige før solopgang.

Vigtigste udstyr, tjekliste:

  • Varmt tøj, lag på lag er bedst, eks. uldent undertøj under fleece under vind og vandtæt yderskal
  • Shorts og skjorte i regnskoven på de nedre skråninger
  • Elefanthue eller lignende, hovedet er en vigtig del at holde varm
  • Solide og varme vandrestøvler
  • Vandrestave, især gode i den sumpede regnskov
  • Pandelampe/lygte til vandring om natten, + mange ekstra batterier
  • Solbriller og kasket mod den stærke tropesol, samt solcreme med høj faktor
  • Varm sovepose, komforttemperaur på -10 grader eller mere
  • Varme handsker
  • Drikkedunke

Drennan Cup 2003

Fiske-feber skal i 2003 arrangerer Drennan Cup og de har til hensigt at give konkurrencen et gevaldigt løft. Det er første gang at fiske-feber skal arrangerer en konkurrence, men det er helt sikker at de skal nok klare opgaven. Præmiesummen er på over 50.000 kroner, og til de tre vindere er der grej for mere end 10.000 kroner, hvilket viser hvor seriøst konkurrencen køres.

Konkurrencen er for alle som kan lide at fange store ferskvandsfisk, og følgende arter deltager: Aborre, brasen, gedde, græskarpe, gråskalle, karpe, karusse, rimte, rudskalle, sandart, suder og ål.

Konkurrencen løber fra 1/1 til 1/12 2003 og indtil 1/4 – 2003 kan fisk fanget efter 1/1 – 2003 tilmeldes  med tilbagevirkende kraft. Derefter skal fangstrapporterne være redaktionen i hænde senest 1 måned efter fangsten.

Der kan læses mere om konkurrencen og stillingen på: www.drennan.dk

Konkurrencen arrangerer i samarbejde med:

   

De sorte bjerge

Bad Herrenalb – Scharpbadt     70 km

En rigtig møgdag. Fra start til slut en af de dage der bare skal overstås. Jeg vågner sent med ondt i højre håndled og venstre ribben. Og begge ben, naturligvis. Det er koldt så højt oppe, og 200 m inde i dagens rute, støder jeg frontalt på et bjerg, der bogstaveligt tager pusten fra mig. Dog med sølle 70 km foran mig idag, påtager jeg mig en ubekymret mine, altimens jeg hvæsende og prustende kravler op af stigningerne. Jeg følger en cykelsti i skoven belagt med store sten. Vegetationen er skiftet fra bøg til gran, og temmeligt hurtigt bliver min astma ubønhørligt provokeret af alle de døde grannåle omkring mig. Astmaen går imidlertid over, i skarp modsætning til bjergene. De næste fire timer bestiger jeg således endnu tre bjerge, og det sidste og højeste bestiger jeg endda to gange: ved foden af den grønne klippe øjner jeg en cykelsti, og efter i fire timer at have cyklet side om side med bilerne på hovedvejen, er lidt plads da kun en kærkommen forandring. Denne skovsti snor sig som en ubeslutsom slange, krydser flere gange sit eget spor, og ender efter en halv times lidelser i en ubamhjerteligt stejl stigning. Da jeg endelig står ved hovedvejen igen, dog denne gang på toppen af bjerget, spørger jeg for en sikkerheds skyld en hvilende billist, om dette nu også er vejen til Scharpbadt. Han ser op og ned af mig med en bekymret mine, og fortæller at vejen deler sig halvvejs oppe af bjerget, og at jeg desværre er havnet på den forkerte. Forbandende mit uheld suser jeg tilbage ned igen, ad vejen denne gang!, opmærksom på at finde den rigtige frakørsel, suser og suser, lige indtil jeg atter stå ved foden, hvor jeg fyrre minutter tidligere fandt denne cykelsti til helvede. Forvirret, men med en bange anelse, spørger jeg et postbud om hvorledes jeg kommer til Scharpbadt. Han peger venligt i den retning jeg kommer fra, og forklarer efter mine protester, at det helt sikkert er den eneste mulige rute.  Den hvilende billist havde altså spillet mig et puds. Mens jeg så langsomt som en fodgænger atter kravler op på toppen, forbereder jeg en tale til billisten, denne satans yngel. Først vil jeg skælde ham huden fuld, derefter smide sten efter ham og hans bil. Da jeg atter står på toppen, er han heldigvis væk. Heldigvis, fordi jeg selvfølgelig ikke ville have kylet sten efter ham, og derved var faldet i egen agtelse, og heldigvis fordi jeg næppe havde fundet pusten til rigtigt at hidse mig op – og sådan noget skal nu engang gøres ordentligt.     Med blot 15 km igen har en suppetyk tåge lagt sig over landskabet, og idet jeg når en meget stejl, meget lang nedstigning, bryder et voldsomt uvejr ud. Med begge håndbremser konstant i bund, kun i stand til at se de modkørende bilers mosemændsagtige lygteøjne 50 m fra mig, triller jeg nervøst nedad. Regnen tager til i styrke, vejen er blevet glat som is, og bange for mit helbred finder jeg læ og venter på at det værste er overstået. I ly af regnen spiser jeg lidt mad og læser tankeløst i vejkortet. En halv time efter styrter regnen fortsat mod jorden. Jeg beslutter mig at fortsætte, og finder regntøjet frem. Da jeg imidlertid vil befri mit regnslag fra sin praktiske lille nylonpose, folder sig til min store overraskelse en plastic indkøbspose ud. Instinktivt overvejer jeg om jeg kan iklæde mig posen, men slår i samme sekund tanken hen. Jeg må hjemmefra have mistaget posen for regnslaget, og altså kun iført regntætte bukser, og en absolut ikke vandtæt vindjakke, begiver jeg mig igen på dagens problemlagte spor.

Da jeg når Scharpbadt regner det stadig, og da camping i sådan et vejr er umuligt, ihvertfald ret ubelejligt, indlogerer jeg mig på et lille hyggeligt gæstgiveri. Så snart pengene har skiftet hænder, holder regnen op! Atter forbandende mit uheld sætter jeg mig på cyklen for at finde et sted at stille min sult. Efter fire kilometer eksploderer mit bagdæk. Dækket var åbenbart tyndslidt langs fælgen og besluttede sig at give op. Således knækket trasker jeg tilbage til gæstgiveriet, skubbende min cykel, min tålmodighed, og lysten til at fortsætte, fire km op ad bakke.   

Scharpbadt – Freiburg: 85 km.

Med reserveslangen i brug cykler jeg ganske langsomt mod Wolfach, undervejs mod Freiburg. Jeg er blevet informeret at i Wolfach ligger en cykelforretning hvor jeg kan købe et nyt dæk. Imidlertid er de 15 km imellem Scharpbadt og Wolfach 4 km for langt, for reserveslangen eksploderer også, og uden at gide at lappe den vader jeg til butikken. Igen skubbende min cykel. Først lykkes det mig dog at fejllæse vejskiltene, og gå tre km i den forkerte retning. Tre km frem, tre km tilbage, samt de oprindelige fire km, giver ialt ti km! Inden jeg er kommet ordenligt igang med dagens program, er jeg allerede lidt træt. I butikken ordnes mit lille problem dog hurtigt, så jeg uden yderligere tekniske indsigelser kan bevæge mig mod Freiburg. undervejs skal et lille bjerg først passeres, men vejret er flot og klart, og turen ud af Schwarzwald er skøn. Schwarzwald er tysklands største turistattraktion; hver lille by består af lige mange privathuse og hoteller – og dertil hørende souvenirshops. Er økonomien stram, men rejselysten intakt, er Schwarzwald absolut et besøg værd. Det smukke landskab virker direkte lindrende på sjælens halten, og gider man ikke gå for meget, kan man altid tilbringe dagen henslængt i en af de mange varme lokale kilder. Freiburg er også en dejlig oplevelse. Den gamle del af byen er sammenstykket som var den en engelsk slotslabyrint, af hyggelige kastaniedækkede alléer, og smukke gamle murstenshuse. Overalt ligger legefærdige brune kastanjer. Var man bare ti år igen!                Værende en universitetsby sprudler byen af ungt liv; søde unge piger med glimt i øjet og unge fyre med skæve fisurer, geleen glinsende i solskinnet. Jeg havde på forhånd fået en kontakt i freiburg og tilbragte aftenen med perlende lokal hvidvin, beroligende hjemlig konversation (krydret med talrige sproglige misforståelser), samt, vigtigst; en god lang nat i en blød seng!

Forsøg på Nordisk rekord i Bella Centeret.

Under feriemessen i Bella Centeret vil Anders Larsen forsøge at sætte ny nordisk rekord i at opholde sig under vand.


Anders Larsen

Anders Larsen går under vandet fredag d. 24 januar kl. 1200 og kommer først op af vandet igen søndag d. 26 januar kl. 1630. Så har han opholdt sig under vandet i 52 timer og 30 minutter. Den nuværende rekord er på 52 timer, 4 minutter og 11 sekunder.

Projektleder er Flemming Thyge fra Thyges dykkercenter. Et 12 mand stort supportteam overvåger Anders under hele forløbet. De skal dels overvåge Anders’ tilstand undervejs, og dels skal lave en række forsøg, der skal belyse menneskekroppens reaktioner under tryk i længere tid.

Der vil under forsøget være mulighed for at tale med Anders via en mikrofon. Endvidere vil der være mulighed for at deltage i en række konkurrencer hvor man bl.a. kan vinde dykkerudstyr, dykkerkurser og DYK-abonnementer.

Læs mere på DYK’s hjemmeside.

Mere end 35 målere i går

Fiskeriet tirsdag den 21. januar 2003 blev den bedste dag indtil nu på Øresund. Så vidt vides blev der fanget målere på alle de turbåde som fisker bulefiskeri, og ikke uventet blev Nadia topscorer med 19 målere. Nadia har nu rundet 100 målere i 2003 og ligger med 104 målere suverænt på førstepladsen i konkurrencen blandt turbådene.

Bonito som fangede 8 målere har ialt 54, Sværd fangede 9 målere og har ialt 42 og Arresø fangede 3 målere og har ialt 17 målere.

Det bliver spændende at se om det gode fiskeri fortsætter, og vejret de næste dage ser ud til at blive godt.

Torsdag
Skiftende, under 6 m/s, senere omkring nord, op til ca. 10 m/s.

Fredag
Skiftende, 3 til 8 m/s.

Lørdag og søndag
Omkring sydvest, 8 til 13 m/s.

I weekenden kommer der noget vind men, jeg de småbådsfiskere som jeg kender skal nok være på sundet.