Månedsarkiv: december 2002

Downhill Madness Mountainbiking

Introduktion: Er man typen, der elsker at få et adrenalin kick i ny og næ, så er mountainbiking i Bolivia lige sagen. Dette måtte jeg sande efter en forrygende mountainbike tur ned ad “verdens farligste vej” i maj 2002. Vejen har status som verdens farligste, da der ca. hver anden uge i gennemsnit er et køretøj, der vælter udover de stejle skrænter, der flankerer denne smalle vej. Ruten er hovedfærdselsåre mellem La Paz/højplateauet og den lavere Yungasregion/junglen, og standarden af veje i Bolivia er rystende dårlig skulle jeg hilse at sige. Cykelturen var på forhånd udset til at blive en af de største oplevelser på min Syd Amerika tur; som jeg var på i foråret 2002 med en studiekammerat.

Min rejsekammerats dagbogsbeskrivelse af turen: “Så er det tid til den med spænding ventede mountainbiketur ned af “verdens farligste vej”, der går fra et pas i 4700 meters højde lige nord for La Paz og til kun 1100 meter ved byen Yolosa. Næsten 4 km. højdeforskel på kun 60 km, så det er vel ikke mærkeligt, at vores turarrangør kaldte sig for “Downhill Madness”!

Her til venstre ses La Cumbre Passet, der er startsted for MTB-turen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De første ca. 20 km. er asfalterede med to spor og uden alt for farlige passager, så her kan vi virkelig få testet både mod og bremser. Man når uden problemer 50 km/t og kunne sagtens køre hurtigere, hvis man har modet ! De første 20 km. er derfor selvsagt overraskende (og ærgeligt) hurtigt overstået. Herefter er der en mindre stigning på 3 km. (turens eneste). 3 km. lyder måske ikke af meget, men i 3600 meters højde kan det sagtens være en ordentlig mundfuld !

Efter den korte stigning når vi det stykke, der må have givet vejen dens navn, her stopper asfalteringen og vejen fortsætter som enspors grusvej resten af vejen til Yolosa. Nu bliver det for alvor vigtigt at holde tungen lige i munden, der er mange ting at holde øje med, og ind imellem er det da også lige før man ikke helt har kontrol over situationen. Vi drøner nedad med vel en ca. 30 km. i timen, og ud af øjenkrogen aner man lige akkurat, at vejkanten munder ud i lodrette drops på op til 200-300 m, men da øjnene konstant er på vejen (for at være forberedt på sving, huller, store sten, hunde, lastbiler mm) fatter man vel aldrig helt, hvor tæt man er på engang imellem ! Vejen er desuden hovedvej mellem La Paz og lavlandet, og der er derfor relativ stor trafik med store lastbiler, hvilket selvsagt ikke er rart på en ensporet vej. Et par gange prøvede jeg at stå på en halv meters mellemrum mellem en lastbil og afgrunden mens den langsomt rullede forbi ! Ingen kom alvorligt til skade i vores gruppe, men det må nødvendigvis ske en gang imellem, når først man falder her er en cykelhjelm ikke til megen hjælp ! Udover det store adrenalinchok var det også fantastisk at opleve hvordan klimaet og landskabet ændrede sig dramatisk på de kun 3-4 timer turen tog, fra bjerge med sne gennem grønne subtropiske dale, til ægte tropisk varme i bunden.

Frokost

Teamet

I Yolosa ventede en kold øl og en bus til den nærliggende by Coroico, der har en fantastisk beliggenhed på en lille bakketop med udsigt til de grønne dale og høje bjerge”.

Praktiske oplysninger

Beliggenhed/ruteinfo: MTB-ruten starter fra La Cumbre Passet midt i Cordillera Real bjergkæden, 4730 meter over havet. Dette pas ligger ikke meget mere end én time til halvanden i bil nord for Bolivias hovedstad La Paz. Som beskrevet ovenfor starter turen på en god asfaltvej, men senere bliver ruten til en ensporet grusvej, der til tider er hugget ud i stejle klippeskråninger. Det er vigtigt at holde øjnene på vejen, da der er mange huller og sten.

Målgruppe: Næsten alle kan være med, bare man har modet. Der kører en guide forest og bagerst kører en føljevogn efter den sidste rytter. Der er plads til både hurtige og langsomme ryttere, da der er opsamlinger undervejs, hvor de hurtigere venter på resten af feltet. Gider man ikke mere, så kan man lade sig opsamle af føljevognen.

Transport: Jeg tror næsten alle laver turen med et turbureau, hvor transporten til startstedet og tilbage til La Paz selvfølgelig er med i turpakken, se herunder.

Turarrangører: I La Paz er der mindst 5 turselskaber, der arrangerer denne tur.

Den største turarrangør er Gravity Assisted Mountain Biking. Dette selskab er gennemsyret af professionalisme og styres mest af amerikanere, men grundlæggeren er New Zealænder. Udstyret er tip top, men turprisen er lidt dyrere end for de andre selskaber, omkring de 50-55$. Med i prisen er bl.a.transport til La Cumbre Passet, hjemtransport, cykel, cykelhjelm, cykelhandsker, gratis postkort, snacks, T-shirt mm, men tjek ovenstående hjemmeside for up to date information. Guiderne taler engelsk, og en føljevogn har ekstra cykler og reparationsgrej med.

Vi valgte i sidste instans Explore Bolivia Downhill Madness Mountainbiking, der er i en prisklasse lidt under Gravity Assisted MTB. Alt var dog i fineste orden. Udstyret var glimrende, og man kunne vælge mellem 3 forskellige cykler. Full Suspension (fuld affjedring), samt 2 forskellige frontsuspension (frontaffjedring) cykler. Jeg valgte en af de billigere cykler til 35$, men havde ingen problemer. Med i prisen er alt det samme som hos Gravity, og faktisk er der også frokost med i prisen.

Der er også mange andre fede ruter at vælge imellem i området omkring La Paz, bl.a. Zongo Valley, hvor højdeforskellen er hele 4300 meter. Det kan man da kalde downhill.

Sæson: Jeg ved, at Gravity Assisted MTB arrangerer ture året rundt undtagen i december og januar, hvor regntiden er på sit højeste. På det tidspunkt er det simpelthen for farligt at køre på mudrede grusveje langs farlige skrænter.

Udstyr: Turarrangøren står for cyklen og alt udstyr dertil. Da man starter i 4730 meters højde og slutter i 1100 meter skal man have tøj med til et par klimazoner. I starten er vinden meget kølig, men nede ved bunden kan der herske en næsten uudholdelig og fugtig tropisk varme. Tyndt lag på lag tøj er nok det bedste, og som tiden går, kan man lægge noget af sit tøj af i føljebilen. Briller er gode mod vinden og mod sprøjtende mudder. Man skal heller ikke tage noget tøj på, der ikke kan klare lidt mudder og støv. Der er høj risiko for at være lidt pløret ved turens endepunkt.

“Be ready for Downhill Madness, it’s a lifetime experience”

Langs Mexikos vestkyst

Bevæger du dig ned langs Mexikos vestkyst mellem Manzanillo og Lazaro Cardenas, kan du med al sandsynlighed finde dig din helt egen private paradisstrand.
Selv om området ikke optræder i guidebøgerne, er det absolut værd at udforske, og bevæbnet med telt, myggenet og en anelse kendskab til det spanske sprog er netop denne strækning et paradis for camping, bjergvandring, fiskeri og unikke natur- og dyreoplevelser. Nedestående artikel vil beskrive fire af kystens små ukendte strande; Colola, El Faro, Maruata og Manzanilla.

På ovennævnte cirka 300 km. lange kyststrækning finder du ingen store luksushoteller, vandscootere og larmende diskoteker. Kun små charmerende landsbyer, samt kilometervis af strand, skov, bjerglandskab og vildfarne æsler. Fra bittesmå  butikker kan du få diverse fornødenheder, og derudover kan du selv klatre op efter dine egne kokosnødder og fange dine egne fisk og hummere med hjælp fra de lokale fiskere. Selv tilbragte vi tre fantastiske uger på den 6 kilometer lange, øde strand, Colola, og derudover besøgte landsbyerne Maruata og El Faro og camperede yderligere nogle dage på en lille afsides strand ved navn Manzanilla.

Colola
“Colola” betyder på den lokale dialekt “gul skorpion”, hvilket man kan se en umiddelbar logik i, idet man på Colola strand møder temmelig mange af disse. De livsfarlige skorpioner, de utilregnelige understrømme samt strandens uvenlige, tornede vegetation gør, at Colola nok aldrig vil komme på listen over “paradisstrande”.  Men ser man bort fra det, er Colola helt unik. Ikke alene er den vidunderlig smuk, som den ligger omkranset af frodige bjerge og beboet af et mylder af farverige sommerfugle. Den er også en af verdens sidste ynglesteder for den udryddelsestruede sorte havskildpadde. Vores mål med opholdet på Playa de Colola var derfor netop at deltage i et projekt til skildpaddernes beskyttelse. Projektet ledes af den mexikanske organisation Vive Mexico, og opholdet skulle vise sig at være en helt unik oplevelse.

Arbejdet med skilpadderne foregår om natten og i de tidlige morgentimer, hvor man sammen med lokale “spejdere” (patruljeros) tilbringer timevis med at overvåge skildpadderne mens de graver deres redehuller og lægger deres æg. Bagefter bliver skildpadden målt og mærket, før den langsomt maver sig tilbage til Cololas frådende bølger. Vores opgave var desuden at grave æggene forsigtigt op og sikre at de blev transporteret til den nærmeste “vivero” – skildpadde vuggestuen – hvor æggene overvåges og beskyttes til de klækkes efter cirka 6 uger. Når æggene klækkes samles skildpadderne sammen og følges ned til vandet. Herfra må de små skildpadder klare sig selv.
Arbejdet med skildpadderne er tvingende nødvendigt, idet både skildpadderne og deres æg er eftertragtede som delikatesser og afrodisium. Og ender æggene ikke i hænderne på lokale æggetyve, så sidder hunde og rovfugle klar til at frådse i skildpadderederne, inden de nogensinde får en chance for at nå vandet.

Det er forbudt at opholde sig på Playa de Colola, hvis man ikke har til formål at arbejde med skildpadderne. Alle former for lys og larm er desuden forbudt på hele stranden, og overholder man ikke dette, kan man blive arresteret af det lokale politi, som hyppigt frekventerer stranden med meget store maskinpistoler! Det er muligt, at man kan få lov til at overnatte en enkelt nat i lejren, hvis man medbringer eget telt – men man kan ikke regne 100% med det. Det er heller ikke sikkert, at man får lov til at gå på standen om natten, hvor skildpadderne kommer. Det er derfor kun muligt at opleve skildpadderne på Colola, hvis man deltager i Vive Mexicos projekt.

Biologerne fra Vive Mexico er til stede på Playa de Colola cirka fem måneder om året, hvor de benytter sig af frivillig arbejdskraft til arbejdet med skildpadderne. Skulle man have lyst til at deltage i projektet, kan man kontakte Vive Mexico (www.vivemexico.org) eller Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark, som kan formidle kontakt. Det er ikke gratis at arbejde for Vive Mexico. Man betaler 210 US dollars ved ankomsten, men til gengæld er kost og logi inkluderet. Der vil også blive arrangeret diverse udflugter som f.eks. bjergvandringer eller ture til nærliggende strande om byer. Der er også mulighed for mindre spanskkurser hos den lokale skolelærer.

Det er nok vigtigt at tilføje, at forholdene i lejren er meget primitive, samt at arbejdet kan være hårdt. Der er hverken elektricitet eller rindende vand og den nærmeste telefon er 1.5 kilometer væk. Der er skorpioner og slanger i området, og hygiejnen kan halte en anelse, da det ikke er muligt at holde noget koldt eller 100% kakkerlakfrit. Desuden skal man at arbejde sammen med den lokale befolkning, hvilket kan være ganske svært, hvis man ikke taler spansk. Dog ikke så svært, at man ikke kan komme omkring det med diverse håndtegn og lyde.
Det er også vigtigt at bemærke, at Playa de Colola IKKE er en badestrand. Bølgerne er voldsomme og understrømmene dødsensfarlige, så hvis du vil bade og fiske, skal du tage til Maruata, Manzanilla eller El Faro.
Men, men… når alt dette er sagt, kan vi kun stærkt anbefale at deltage i Vive Mexicos skildpaddeprojekt. Man får en unik indsigt i området, fantastiske naturoplevelser og det er en god måde at lære det spanske sprog på.

Hvordan du kommer dertil:
Hvis du arrangerer et ophold med Vive Mexico, vil de give dig instruktioner i, hvordan du kommer dertil. Skulle du have lyst til at tage chancen på egen hånd og rejse dertil uden en aftale skal du fra Mexico City tage en bus til Morelia. Fra Morelia skal du tage en bus til Tecoman – der gaar kun en om dagen, kl. cirka 22.00. Med denne bus ankommer du kl. cirka 05.00 om morgenen i Tecoman. Fra Tecoman skal du tage en bus ad “highway 200” langs kysten mod “Maruata”. Bussen stopper flere steder, men kun hvis man beder om det, eller hvis der er folk, der skal samles op. Du skal derfor bede chauffoeren om at sætte dig af ved “Pueblo de Colola” eller “Campamente de Tortugas”. Men igen: husk på at du ikke kan campere på Playa de Colola, og der er ingen hoteller i landsbyen.
Der er dog til tider mulighed for at leje private huse i landsbyen.

El Faro, Maruata og Manzanilla:
Hvis du kan lide at have det hele for dig selv, så er El Faro, Maruata og Manzanilla uden tvivl noget for dig. El Faro er en relativt kedelig landsby der har en tilhørende meget smuk og yderst rimelig badestrand. Fra El Faro kan du med de lokale arrangere sejlture ud til små nærliggende øer, hvorfra du kan fiske, bade og snorkle (pas paa søpindsvin!). Du skal ikke forvente at se farverige koraller, men der er et ganske rigt fiskeliv og mulighed for at se havskildpadder.
Kan du ikke fange din egen aftensmad, eller er butikkerne lukkede, kan du gå ned til den fjerneste ende af stranden, hvor en lokal familie har en – absolut ikke iøjnefaldende – restaurant, som byder på fantastisk fisk. Blandt andet grillet red snapper, kæmperejer i krydret sovs, hummer samt den mexikanske specialitet “ceviche”, som er fisk marineret i chili, lime og koriander.
Der er mulighed for at campere på stranden, hvis du har dit eget telt med. Da vi var der, var der også et hotel, men det var ikke åbent, og det vides ikke, hvornår det er det! Selve El Faro by er en af de større landsbyer efter kysten, men den har ikke meget liv. Det skal dog siges, at vi var der i lavsæsonen, og vi forestiller os, at El Faro er noget livligere i sommerhøjsæsonen. Det gode ved at være der i lavsæsonen er til gengæld, at man har det hele for sig selv. Og det er stort set altid muligt at finde en jukebox der virker, samt en butik der sælger “Corona” eller “Sol” (den lokale øl).

Maruata er en charmerende lille landsby, der som de fleste af landsbyerne på denne strækning primært har huse bygget af træ og palmeblaede. Stranden er smuk og både bade- og snorklevenlig, og man kan campere direkte på standen for omkring 40-50 kr.
Går man ret igennem byen til den fjerneste ende af stranden finder man et større fiskerleje, samt – i højsæsonen – små restauranter.
Det er muligt at arrangere fisketure med de lokale fiskere, og man kan forvente at fange både red snapper, hummere og til tider tunfisk. Bådene kan som regel tage op til otte personer – prisen må man forhandle sig til med de enkelte.
Umiddelbart bag Maruata ligger de frodige grønne bjerge, og man kan spørge de lokale om forskellige ruter, hvis man har lyst til at bevæge sig den vej. Bjergvandringer er især en god ide, hvis man er interesseret i sommerfugle. Netop denne del af Mexiko (Michoacan) siges nemlig at være et af de steder i verden med flest forskellige sommerefuglearter.
Går man op i bjergene anbefales i høj grad at medbringe myggenet samt rigeligt med med myggespray. Området har efter sigende ikke malaria, men derimod to typer af “Dengue feber” som ikke er livsfarligt men kan være en kedelig oplevelse, der kan lægge ferien hen i febervildelser i op til flere dage.

I både El Faro og Maruata kan du få de fleste basale fornødenheder rundt omkring i butikkerne, og i skrivende stund er der også en telefon i begge byerne. Men det er også stort set så avanceret, som det bliver. Husk også at tage højde for den daglige siesta, der betyder at alt er som regel er lukket mellem 13-16.

 

Mellem Colola og Maruata ligger et utal af fantastiske øde strande uden tilstødende landsbyer. Det er svært at beskrive nøjatigt hvor de ligger, og de vil være lettest tilgængelige, hvis du selv er i bil langs kysten, så du selv kan udforske området. Den strand, vi boede på, hed Manzanilla (ikke at forveksle med storbyen Manzanillo) og enkelte buschauffører vil muligvis kende til den. Ellers er det bare at holde øjnene åbne – den ligger nede af en skrænt cirka 4 kilometer efter Colola landsby.

På strande som Manzanillo er det gratis at campere. Her kan du tilbringe stjerneklare nætter under åben himmel og tage din morgendukkert i det klare havvand – eller i sensommeren i de mange vandfald, der bruser ned af klippesiderne. Er du heldig kan du se havskildpadder der parrer sig – og er du en natteravn kan du måske endda se dem komme op på stranden og og lægge æg. Det sidste sker sjældent, men det skete for os på Manzanilla strand. En ubetalelig oplevelse. Hvis du camperer på disse strande, skal du derfor passe på, at du ikke lægger dig på skildpadderederne – du kan finde dem ved at holde øje med et hul og en forhøjning umiddelbart ved siden af hinanden. Husk at du skal medbringe alt selv, når du camperer her, og check badeforholdene så godt som muligt, da nogle af disse strande, som Colola, kan have meget farlige strømme. Spørg evt. i nærmeste landsby.

Hvordan du kommer til disse strande:
Ingen af de ovenævnte strande er beskrevet i de guidebøger, vi har kigget i, men du skal følge samme fremgangsmåde som hvis du skal til Colola. Alle strandede ligger mellem Tecoman og Lazaro Cardenas, og du kan bare bede buschaufføren om at stoppe.
Hvis du er i egen bil er det vigtigt at bemærke, at der er mange advarsler mod at køre ad “highway 200” om natten på grund af de mange “bandidos”. Det anbefales at køre i de lyse timer. Hvis du alligevel kører om natten, bør du ikke stoppe for nogen.
Tager du bussen skal du følge de samme instruktioner som for at komme til Colola bortset fra, at du skal fortsætte cirka fire-fem kilometer længere ned af kysten. Bed chaufføren om at sætte dig af ved Manzanilla, hvis han ved, hvor det er.

Banff Mountain Film Festival

Nu da jeg var så heldig at vinde fribilletter til Banff Mountain Film Festival på Base Camp, vil jeg da lige komme med et lille referat af aftenens begivenheder.

Foredrag af Klaus Becker-Larsen

Dette er manden, der som første dansker forsøgte at bestige Mt. Everest i 1951. Idag er Klaus 75 år gammel, men det var første gang han gav et offentligt foredrag om den i mange år hemmeligholdte ekspedition. Klaus er en mand med stort mod, der ikke tvivler på at kunne udføre, hvad der bliver lagt ham for hånden. I den første del af foredraget fortalte Klaus, hvordan han har fået disse evner. Det stammede fra dengang han var sabotør under Anden Verdenskrig, og derfor måtte udføre risikable aktioner og udvise stort mod.

Endvidere havde han under et besøg i Afrika, sat sig det mål, at fange den første slange han så. Han havde været lidt angst for slanger, men nu havde han sat sig for at komme over dette, og sådan gik det, hvilket er Klaus i en nøddeskal. Dette er svaret til alle de interessede, som har undret sig over hvorfor Klaus turde give sig i kast med et så vanskeligt bjerg som Everest uden at have den rigtige bjergmæssige baggrund for det.

I starten af 50’erne gik normalruten mod Everest’ top fra Tibet siden, men i denne periode var Tibet også besat af Kina og lukket for turister. Så ikke nok med at Klaus skulle give sig i kast med verdens højeste bjerg, han skulle også undgå at blive opdaget af de kinesiske besættelsestyrker. Fra Indien gik hans tur gennem Nepal og over et pas til Tibet. Undervejs gennem Nepal måtte han blandt andet udgive sig for at være korrespondent for at skjule sine hensigter. Men til Tibet nåede han, og med sine bærere nåede han op i 6800 meters højde på Everest. Vejret var blevet dårlig, og bærerne ville ikke videre. Klaus besluttede sig for selv at fortsætte, men i løbet af natten blev han syg og måtte opgive den videre færd mod toppen. Men uden diskussion en flot og frygtløs præstation af Klaus Becker-Larsen.

Filmprogrammet

6 af de bedste film fra årets Banff festival i Canada.

Film 1: “Urban Ape” (best short mountain film, 2002)

Lille film med klatreren Timmy O’ Neil, som klatrer på bygninger i sin hjemby; Boulder, Colorado, USA. Hans abelignende teknik er helt i særklasse, og han klatrer de mest utrolige steder, og uden reb. Flotte billeder og fantastisk præstation af Timmy.

Film 2: “Musashi” 2 canadiere har fundet en grotte i de Canadiske Rockies, hvor der er mulighed for blandet klatring både på klippe og is. I starten anså de grotten for nærmest umulig at klatre, men nu er de alligevel gået i krig med den. For det meste ser man de to klatre på undersiden af grottens tag, som fluer hænger de med hovedet nedad. De udviser en utrolig smidighed. De har udviklet deres udstyr, så det passer perfekt til miljøet, blandt andet har de påsat steigeisen under deres klatresko og også isøkserne er i specielt design.

Film 3: Paragliding Lille film med paragliding på højeste niveau. Rigtig god filmning, hvor man ser udøverne lave forskellige rotationstricks.

Film 4: “The Second Step” (Grand Price winner, vinderfilm i Banff 2002)

Man fristes til at citere Thomas Mygind: “Intet er umuligt for den som bærer viljen i hjertet”. Dette må være essensen af denne film. Australieren Warren Macdonald har efter en friluftsulykke fået amputeret begge sine ben. Alligevel vil han udrette det umulige. Han tager på vildmarkstur på Tasmanien iført benproteser og krykker med det mål, at bestige bjerget Federation Peak. Vi følger Warren og hans team mens de kæmper sig gennem det uvejsomme terræn på Tasmanien. Warren har en ufattelig vilje og tålmodighed, og han vil selv gøre det hele, selv klatring. De små benproteser giver ham flere problemer i det svære terræn, men giver man ham tid nok, så synes han at kunne klare næsten det umulige. Efter godt en månedes strabadser når Warren sit mål, og kan juble over sin fantastiske præstation. Det er en film, der virkelig varmer i hjertet, en livsbekræftende historie.

Film 5: “Eiger B.A.S.E” 2 Schweizere med nogle sjove navne udfører base jumps fra den frygtelige Eiger bjergvæg i Schweiz. Den ene Schweizer har fået syet en speciel dragt, som skulle give ham en bedre flyvning med lavere hastighed. Dragten er konstrueret på en sådan måde, at der er stof mellem hans ben og mellem hans arme, så han får en større overflade og dermed friktion.

Film 6: “The Yenisey River Expedition” En perfekt film at slutte en god aften af med. En utrolig sjov og spændende film om 2 canadiere og en australier, der vil rafte Yenisey floden fra sit udspring i Mongoliet til udløbet i Barents havet, Rusland. Undervejs kæntrer de blandt andet i deres raft, og mister deres film. Den ene af gutterne sætter lynsnart sin lille kajak i floden for at eftersøge den vandtætte filmsæk. De to resterende prøver at redde de andre ting, og det lykedes dem at minimere tabet af materiale. Først hele 12 dage senere støder de igen på deres kammerat mange kilometer nedstrøms. Han har i de 12 dage overlevet uden udstyr, men med hjælp fra den super venlige lokalbefolkning langs floden, og vigtigst af alt, han fandt filmene!!

Senere på turen i Rusland støder en australier mere til teamet, og de udskifter deres gummibåd med en russisk robåd, der med de lokales hjælp bliver sat i stand. En russisk pige er især behjælpelig i arbejdet, og hun inviteres af de 4 gutter med på båden i et par uger. Hun siger ja tak, og får med den lejlighed indsigt i den vidunderlige mandehørm, der altid opstår, når drenge er på eventyr.

Efter flere måneders sejlads når de 4 frem til Yenisey flodens udløb efter en opslidende, men temmelig sjov tur.

——————————————

Dette års vindere i Banff

København var første stop på Banff Mountain Film Festival World Tour.