Grand Canyon

Grand Canyon; hvem kan sige disse to ord uden at få et drømmende blik i øjnene ? Nej vel !. Med alle de superlativer man har hørt om denne mægtige kløft, kan det vel næsten kun blive en skuffende oplevelse for en førstegangs besøgende eller hvad? Dette er selvfølgelig individuelt, men de 3 gange jeg selv har besøgt stedet, er jeg ikke blevet skuffet. Kan man abstrahere fra masseturismen, lever Grand Canyon efter min mening helt klart op til alle de positive tillægsord, som er blevet påhæftet dette magiske sted.

Her på siden har vi to rejsende (Stine Bjerre Herdel og Daniel Smith), der skriver om deres tur jorden rundt. Grand canyon indgår også i deres rejseplaner, og det skal blive spændende at høre, hvilket syn de har fået på kløften, når de kommer dertil. Dette indlæg er tænkt som en appetitvækker, så interesserede selv kan komme afsted og få syn for sagen. Jeg kan kun opfordre til, at du på et eller andet tidspunkt for set dette naturvidunder. Beretninger og billeder kan sige meget, men slet ikke alt. For at få den optimale oplevelse, skal man se det med egne øjne, mærke suset, og dette gøres bedst ved at vandre ned til Coloradofloden i bunden af kløften.

Et citat fra Politikens Turen går til USA skildrer dette meget godt. “At se Grand Canyon fra kanten er som at opleve København fra toppen af rundetårn. Hvis man virkelig ønsker at opleve Grand Canyon, er der kun én vej – nedad” – omend udsigten fra kanten selvfølgelig også er storslået.

grand canyon

Info om Grand Canyon: Kløften regnes for den største i verden, og har en længde på ca.450 km., en bredde på op til 30 km. , og en dybde på op til 1900 meter. Der findes kløfter som er dybere eller bredere i verden, men ingen med så stor udstrækning som Grand Canyon. På nummerpladerne i Arizona, USA står der; “The Grand Canyon State”, så er ingen i tvivl om, hvor i verden man finder dette berømte “hul”.

Geologi: Udover selve størrelsen er det mest imponerende ved Grand Canyon farverne og klipperne. At kigge udover kløften er som at slå op i en geologi bog. Ingen andre steder kan man så tydeligt se de forskellige lagserier af klippelag, og næsten 2 milliarder års geologisk historie er eksponeret i kløften, hvilket er enestående. Gnejsen lige over Colorado floden er 1,7 til 2 mia. år gammel, noget af det ældste man kan opleve på jorden. I mange af lagene kan man desuden finde marine fossiler, hvilket fortæller, at disse lag er aflejret på bunden af et tropisk ocean. Dette kan jo være svært at forstå idag, hvor Grand Canyon er en ørken, der ligger langt fra noget ocean, men geologien lyver ikke.

Selve kløften er et skoleeksempel på rindende vands massive erosive kræfter, og Colorafloden har ikke været alene om bedriften, omend det er den største erosions-agent. Coloradofloden har stået for uddybning af kløften, mens utallige sidevandløb har forøget bredden. Geologer anslår idag, at Grand Canyon ikke er meget ældre end 6 millioner år, og derfor meget yngre end de klipper hvori kløften er skabt. Det er samtidig mest sandsynligt, at uddybningen er sket i en kombination af regional opløftning af klippelagene og Coloradoflodens nedadrettede erosion. At floden skulle have skåret sig de hele 1500 meter ned fra et niveau på 2200 meter til 700 meter uden opløft er ikke sandsynligt.

Service centre: Omkring 90 % af turisterne ser kløften fra The South Rim (sydkanten), mens de resterende tager til The North Rim. Der er hele 400 km. i bil mellem South Rim og North Rim , mens vandreturen på tværs af kløften er på 35 km. Grand Canyon Village på sydkanten er en meget udviklet turistby, hvor man kan finde det hele; camping, hoteller, butikker osv, mens nordkanten er lidt mindre udviklet. Efterhånden er det blevet noget af en opgave at klare presset fra 5 millioner besøgende hvert år. Der bliver gjort en stor indsats for at kontrollere masseturismen, og man har fornyligt indført shuttlebusser til de bedste udsigtspunkter på sydkanten. Om sommeren er det derfor ikke muligt at besøge disse udsigtspunkter i egen bil, man må tage bussen.

Vandreruter til bunden: Der er mange stier i Grand Canyon, men den mest benyttede er korridor stien Kaibab Trail, der forbinder nordsiden med sydsiden samt Bright Angel Trail, der går fra sydsiden og ned til coloradofloden.

South Kaibab Trail: Stien starter i 2200 meters højde ved Yaki Point lidt øst for Grand Canyon Village, South Rim. Ruten er meget stejl, men giver den bedste udsigt over kløften, så den er bedst at gå nedad. På denne sti er der kun lidt over 10 km. ned til coloradofloden i 730 meter og 11 km. til Bright Angel Campground, der ligger på den nordlige side af floden. Man krydser floden via en hængebro. Regn med ca.4 timer til campingpladsen. Der er intet vand langs stien, og meget lidt skygge , hvilket også favoriserer stien som nedgangssti. Husk hat med skygge og mindst 4 liter vand, i hvert fald om sommeren, hvor temperaturen nærmer sig de 50 grader i skyggen nede ved floden. Der findes 2 toiletter på ruten, det første ligger 400 højdemeter nede ved Cedar Ridge . Der afgår bus fra Canyon View Information Plaza og til stiens Trailhead (stiens begyndelsespunkt). Herunder et billede fra stien, taget en varm sommerdag i år.

Bright Angel Trail: Denne sti starter i nærheden af Bright Angel Lodge i den vestlige del af Grand Canyon Village, South Rim. Stien starter i 2100 meter, og der er omtrent 15 km. ned til Bright Angel campingpladsen i bunden. Da der er mere skygge på stien, mulighed for at få vand flere steder, og da gennemsnitshældningen er mere moderat end South Kaibab, er Bright Angel en bedre sti at gå opad. Midt på stien ligger også Indian Garden campingpladsen, hvis man ikke orker at gå op på en dag. Der er toilet og vand 1 1/2 mile nede, 3 miles nede, og ved Indian Garden, som ligger ca. 7,5 km fra toppen. Regn med at opturen tager omkring 6-7 timer. Floden krydses via en anden hængebro, Silverbridge. Herunder ses øvre del af stien. Fra Indian Garden går stien ned i slugten til venstre for Plateau Point, hvilket ikke er aftegnet her.

North Kaibab Trail: Eneste sti fra The North Rim og ned til de to krydsende hængebroer over coloradofloden. Fra The North Rim er der en del længere ned til floden end det var tilfældet fra The South Rim. Turen til floden er på hele 23 km. , men der er mulighed for at overnatte midtvejs på Cottonwood campground.

—————————————————————-

Advarsel: Det må på det kraftigste frarådes, at gå ned til floden og op samme dag. Dette er selvsagt sindsygt i sommervarmen. Grand Canyon er en ørken, og der er meget lidt skygge i den bagende sommervarme.Overnat i bunden på campingplads eller i hytte/sovesal på Phantom Ranch. Eller lav en mindre dagstur lidt ned i kløften, eksempelvis til Cedar Ridge af South Kaibab Trail, eller til Indian Garden af Bright Angel Trail. Ca. 250 vandrere må hvert år hentes ud af kløften med støtte fra Rangere, så kend dine grænser. På et bjerg er det normalt ingen sag at gå ned, når man er træt, men i en kløft, skal man altså stejlt opad, når ens kræfter er ved at slippe op.

—————————————————————-

Praktiske oplysninger

Priser og trekkingtilladelse: Det koster 20$ for en bilfuld at køre ind i Grand Canyon Nationalparken, og billetten er gyldig i 7 dage. Har man i sinde at besøge flere Nationalparker i USA kan det betale sig at købe et National Park Pass til 50$, og det gælder et helt år.Vil man overnatte i telt nede i kløften skal man anskaffe sig et Backcountry Permit (trekking tilladelse), der koster 10$ samt 5$ per person per nat. Det er kun tilladt at campere på etablerede teltpladser. Det kan være nødvendigt at booke mange måneder i forvejen, hvis man vil være sikker på en plads i højsæsonnen (april-november).

Ansøgning om Backcountry Permit sendes per post eller faxes til: Backcountry Office (fax 928-638-2125), PO Box 129, Grand Canyon, AZ 86023, USA. Læs videre på denne internetside , hvor man kan læse om permit procedurer og udfylde et ansøgningsskema. Kommer man uden permit kan man henvende sig til ovennævnte kontor, og måske være heldig at få et permit eller også komme på en venteliste.

I bunden kan man som nævnt overnatte på Bright Angel Campground, hvis man har et permit, eller også kan man overnatte på Phantom Ranch. Det kan også være nødven-digt at booke lang tid i forvejen, hvis man ønsker at bo på Ranchen. De fleste trekkere bor på Bright Angel, mens folk på mulddyrstur har købt en pakke, der også inkluderer overnatning på Phantom Ranch. Camping er klart billigst. Phantom Ranch har et lille hyggeligt opholdsrum, hvor man kan købe snacks, øl og også aftensmad, og bor man på campingpladsen er man også velkommen.

Sæson og klima: Grand Canyon National Park er åben året rundt, men der er mest pres på i sommermånederne. Om sommeren er der meget varmt i bunden, i nærheden af de 50 grader, så det er en svedig oplevelse. Foråret og efteråret er bedste trekkingtid. Om vinteren kan der falde meget sne på The Rim og et stykke ned i kløften. Der er ofte omkring 15 grader varmere i bunden end ved toppen.

Litteratur: Lonely Planet “Southwest” er meget god, ellers er der massevis af informationer på Grand Canyon National Parks hjemmeside.

Nordisk Korthandel har ligeledes mange gode bøger.

Flyforbindelse: Parken ligger kun ca. 450 km. fra den Internationale lufthavn i Las Vegas, Nevada eller Phoenix, Arizona. Ellers kan Los Angeles, Californien eller Denver, Colorado være en mulighed. Flypriser svinger jo meget nu om dage, men det koster ca. 5000 kroner for en returbillet.

god fornøjelse!