Schleswig – Holstein

Fredag 30/8

Tönder – Scharfstedt 134 km

Paa forhaand havde jeg planlagt at campere i Heide, 106 km fra Tönder, men skaebnen ville det anderledes. Hvor jeg havde regnet med at tilbringe fem timer paa turen, kom jeg til at bruge det dobbelte. Klokken 7 om aftenen rullede jeg ödelagt ind paa pladsen hvor mit telt nu staar, og efter et langt bad, og et varmt maaltid paa en landevejsbevaertning, er jeg nu parat til at fortaelle min historie: Ualmindeligt groggy vaagnede jeg tidligt, til enhver campers mareridt; öspjask regnvejr. Selvom regnen stoppede inden jeg endnu var staaet helt op, var teltet gennemvaadt, og jeg selv ville blive sölet til i mudder allerede inden morgenmaden. Et hurtigt toiletbesög og to haandmadder senere, var jeg paa cyklen. Det var allerede sent, 8.45, men blot et kvarter senere havde jeg krydset den efterladte graensepost, og knapt inde i Tyskland, stödte jeg frontalt ind i en stiv vestenvind, der viste sig at vare ved det meste af dagen. Allerede da vidste jeg at mindst en time maatte laegges til den planlagte tid. For at naa Heide maatte jeg imidlertid gennem to byer; Husum og Tönninger. Nok saa praktiske tyskerne ellers er af ry, afslörer de paa et afgörende punkt hvilket kaos der hersker i deres overordnede sans for orden og struktur.. Deres byer er saa sindrigt bygget op, at er man först kommet ind, kan man lige saa godt opgive at finde ud igen. I begge byer maatte jeg lede efter vejskilte i evigheder, og laegge öre til utallige, fuldstaendigt uduelige og uforstaaelige, forklaringer om höjre- og venstresving, som hver gang ledte mig fluks tilbage til labyrintens hjerte.Da jeg endelig kunne laegge anden by bag mig, var jeg mere end to en halv time efter timeplanen, og hvad vaerre var begyndte vinden at tage til, ved at relancere sig som hovedvind, altsaa blaesende den stik modsatte retning af hvor jeg ville hen. Endelig naaede jeg Heide kl.16, og efter hurtigt at have konstateret at her ingen campingpladser var, fandt jeg addressen paa et ungdomsherberg. Herberget var imidlertid nemt at finde, saa jeg burde have vidst at noget maatte stikke under. En venligt udseende mand byder mig indenfor, og vi kaster os ud i en sindsoprivende samtale paa tysk:

jeg: jeg er idag kommet hertil fra Danmark, men ser at her ingen campingpladser er. Maaske kan du hjaelpe mig?
Han: Nej, Camping er desvaerre forbudt!
Jeg: Nej, jeg mener, maaske kan jeg sove her?
Han: Nej! Camping er forbudt i hele Heide, ogsaa her. Jeg:Undskyld, du misforstaar, jeg vil gerne sove her. (da jeg ikke kunne huske hvad – seng – hedder paa tysk, aframmer jeg med haenderne konturerne af en seng. Desvaerre misforstaar han, og tror at jeg afbilleder et telt). Han(forstaaende, dog ogsaa lidt irriteret):Selvom dit telt er lille, kan du ikke sove her. Du kan finde en campingplads i Scharfstedt, 28 km herfra! Der kan du sove.Jeg(efterhaanden febrilsk, kommer jeg til ivrigt at raabe ham op i hovedet da jeg indser en anden indgangsvinkel): Jeg vil gerne have et vaerelse!
Han:(knap saa venlig laengere, kigger han lakonisk op og ned ad mig):Aah. Desvaerre. Man skal vaere medlem! (herefter fölger en lang redegörelse for reglerne for vandrehjem i Tyskland. Altimens kan jeg maerke min sindstilstand give efter for kroppens traethed, manifasteret i en stor klump i halsen, og en ubehagelig, naesten uimodstaaelig trykken i öjnenes taarekanaler. Havde jeg vaeret en lille dreng havde jeg graedt nu, men jeg er jo stor og staerk og voksen, og holder derfor igen med alt jeg har. Intensivt stirrende i gulvet, koncentreret om i det mindste at opretholde et minimum af respekt om min person, lader jeg ham snakke faerdig, nikker derefter forstaaende som han afvaebnende klapper mig paa ryggen, og i samme bevaegelse skubber mig ud af doeren. Et skarpt farvel efterfoelges af lyden af en smaekkende doer. Omtaaget vakler jeg hen til min cykel, og saetter mig demonstrativt langsomt, lidende op. Jeg har ondt af mig selv. Mens jeg koerer ud af byen, mod denne campingplads 28 km vaek, farer tankerne gennem hovedet paa mig; han var sikkert baade boernelokker og voldtaegtsforbryder konkluderer jeg, og ioevrigt gad jeg slet ikke sove paa hans dumme herberg. Han skulle have et ordentligt lag taesk, hvaeser min indre stemme, som nu efterhaanden har faaet luft for det vaerste. Knuden i halsen er forlaengst forsvundet, og mens mine tanker langsomt lyser op, gaar det op for mig at jeg koerer i jurassic park. Godt nok er dinosauerne udskiftet med prikkede koeer, men landskabet lader ikke meget tilbage at oenske, iforhold til selv den afrikanske savanne. Markerne her ligger brak, og elimineringen af dette sterile indtryk, kombineret med bakkerne, de spredte grupper af traeer drysset over de aabne vidder, faar mig til helt at glemme at jeg koerer i nordtyskland. Intet er altsaa saa galt, at det ikke er godt for noget. Jeg ved jeg vil sove godt og tungt i nat. Jeg vinker tjeneren over, betaler min regning, saetter det sidste punktum, og tager tilbage gennem moerket til min plasticiglo.

Loerdag 31/8

Scharfstedt – Bremervörde 110 km

Doedtraet fra i gaar, kravlede jeg noget modvilligt ud af soveposen i morges. Kl. 7.30 var alt pakket, og i selskab med en naergaaende flue og en ensomt galende hane, noed jeg min efterhaanden ret ensformige morgenmad. Da jeg ikke kan have meget mad med mig af gangen, fordi jeg ikke kan holde det koldt, maa jeg tage til takke med det praktiske; kogte aeg, rugbroed, makral i tomat, Buko ostetrekanter osv. I dag slap alt heldigvis op, og jeg kan nu kaste mig over noget nyt; en ny slags smoereost, en anden slags rugbroed, maaske sardiner i tomat… Morgenmaden gjorde dog hverken til eller fra; mine ben foeltes som traestykker. Uden endnu at have besluttet hvorhen dagen skulle bringe mig, trillede jeg ombord paa en lille faerge, for at krydse den flod jeg havde sovet ved, en biflod til Elben. Paa den anden bred afsloerede et kig i kortet at Elben selv, kun var 50 km vaek. Den skulle altsaa krydses idag. Og naermeste campingplads paa den anden side, var 60 km inde i landet…110 km med oemme ben!! Men hvorfor ikke, de ville jo sikkert live op i loebet af dagen, taenkte jeg. Forkert igen. De livede aldrig op. De blev blot stoet vaerre. En tur der, inkl.faergeoverfart, ikke skulle have taget mere end seks en halv time, kom til at vare ni en halv. Vaer opmaerksom paa den halve time, den bliver ikke talt med fordi jeg er specielt pedantisk , men fordi selv minutterne taeller paa saadan en dag. De tre extra timer var ikke udelukkende benenes skyld, men snarere en kombination af traethed og modvind. Vel placeret paa en graesk restaurant skriver jeg disse sidste linier. Traetheden er naesten overvaeldende, og koekkenet tager sig usaedvanligt god tid. Dette maaltid er saa meget et maaltid, som en beloenning, og har bare at vaere godt. Det har vaeret den drivende kraft i min maalrettethed om at overleve i dag. Men selvom det bare er noget tzazikibras, har jeg naeppe energi til saa meget som at skaenke det en tanke.