Saltstraumen 2002

Årets sommerferie vil være kraftigt præget af fiskeri, da jeg sammen med familien og nogle venner kører nordpå.

Målet er Saltstraumen som ligger 1200 km nord for Oslo og der blev sidste år fanget flere helleflynder på mellem 15 og 45 kg. af et hold danske lystfiskere. Det er helt klart muligheden for at fange en helleflynder som trækker mest, men også naturen bliver helt sikkert en stor oplevelse.

Det sidste stykke tid er gået med at lave forfang, støbe pirke og lodder samt gøre fiskegrej og båd klar til afgang og på fredag den 5. juli går turen mod nord. Vi forventer at ankomme til Saltstraumen sidst på lørdagen og så skal den næste uge bruges i området.

Fiskeriet deroppe er meget specielt fordi strømmen kan løbe med over 20 knob, hvilket betyder at det praktisk kun er muligt at fiske i et par timer omkring strømskift. Der fiskes med pirk/wobler efter sej og torsk og der fiskes med agn efter havkat, brosme og helleflynder. Der er meget gode muligheder for at fange sej på 3-7 kg. og enkelte større med de største over 15 kg. Fiskeriet efter helleflynder kræver meget mere tålmodig, og der er langt mellem fiskene.

Vi er 2 både som tager afsted, og hvis vejret bliver flot, tager vi sikkert et par dage til Røst, hvor der hver dag fange utroligt mange sej over 10 kg. Alt dette kan du læse mere om her på siden, hvor der dagligt vil blive rapporteret om fiskeriet og turen.