Havfiskeri på det gule rev

Den årlige tur på Det gule rev med Thailand i dagene omkring Grundlovsdag, blev i år til en 40 timers tur fra natten mellem mandag og tirsdag til onsdag eftermiddag. Det var min fætter Jakob fra Svendborg, som havde inviteret mig og hans kammerat Jakob med. Efter køreturen til Hanstholm fik vi os hurtigt indlogeret på skibet, og fandt nogle gode fiskepladser nede ved siden af styrehuset. Klokken 24.00 var der afgang, og vi lagde os til at sove.

Klokken 6.00 blev vi vækket, og fiskeriet på det første vrag kunne begynde. De fleste fiskede med pirk, og der blev fanget enkelte fisk, men ingen store. Sådan fortsatte det på de næste vrag, og det var først omkring middag der kom nogle gode fisk ombord. Vi var nået langt til havs, og flere var begyndt at fiske med agn, det var der nogle Langer som ikke kunne stå for. Der blev fanget flere mellem 5 og 7 kg og fætter Jakob fangede dagens største på 10,3 kg.

Der blev ikke fanget ret mange torsk, og turens største nåede ikke de magiske 10 kg. men vægten stoppede ved 9,8 kg. Om aftenen sejlede vi til et vrag som tidligere har givet mange Havkatte, og det var spændende at se om de var hjemme i dag. Der var en som havde nogle muslinger pakket i hårnet med, hvilket er Havkattenes livret og det gav hurtigt gevinst i form af en havkat. Der blev fanget rigtig mange torsk på 2-5 kg af dem som fiskede med pirk, men jeg satsede 100% på havkat. Det gjorde min fætter også, og endnu engang var det ham som trak det længste strå, han fik nemlig en havkat på 6,8 kg.

Fiskeriet stoppede klokken 22.00 hvor vi fik vores velfortjente varme mad. Efter aftensmaden gik vi til køjs, og skipper begyndte at sejle mod Hanstholm. Vi havde ca. 12 timer sejlads hjem, og de første 7 timer blev overstået medens vi sov. Klokken 5.00 var vi ved et vrag, hvor der desværre var en erhvervsfisker som havde sat garn, hvorfor vi ikke kunne fiske der. Vi sejlede derfor til det næste vrag, men der var ikke ret mange fisk. Sådan foregik resten af dagen med at vi sejlede mod havnen, og fiskede på de vrag og stenknolde skipper havde position på undervejs. Der gav ikke ret mange fisk, kun nogle torsk og sej på 1-3 kg.

Da vi kom i havn klokken 16.00, ventede der os en lang køretur, og det var dejligt med en afbrydelse i Skive, hvor vi spiste burgere hos McDonald. Jeg kom selv i seng lidt efter midnat, for de fangede fisk skulle fryses da jeg kom hjem. Til næste år håber jeg på lidt flere fisk over de magiske 10 kg, og jeg glæder mig allerede til en tur igen med gode fiskekammerater.