Foredragsholderen: Judith Petersen

Vildmarkseventyr

Judith har siden hun var teenager drømt om klodens mangfoldige muligheder for oplevelser. At det skulle blive naturen hun kastede sin kærlighed på var lidt af en tilfældighed. Hun var som 20 årig taget til USA på sin første længere rejse alene. Her besøgte hun en ven i Los Angeles og i en biograf så de en film om verdens næstehøjeste bjerg K2. Den film blev blev et vendepunkt på en mere radikal måde end hun nogensinde havde forestillet sig, da hun efter at have set den synes at hun “måtte finde ud af hvad hun ville med sit liv”. En stor og ikke nødvendigvis nødvendig beslutning at ligge på sine egne skuldre. Nogle dage senere tog hun som følge af dette til Yosemity National park og var på sin første vandretur – 4 dage alene, med for lidt mad og dårlige sko og rygsæk. Men synes alligevel, at det hun havde fundet her havde en helt særlig klang af at være

i live. En guided tur med minivan og en gruppe, hun havde booket hjemmefra, førte hende op til en ranch i Nordcanada- som ejes af et ægtepar. Hun vendte efter endt trek tilbage dertil og endte med at blive et år, til hendes visa udløb.

Teenagepigen der gik til fester og købte modetøj med sine venninder var efter en månedtid den eneste tilbage af staben, da sommersæsonen sluttede. Mens temperaturen aftog fodrede hun de 50 slædehunde med frossent kød, som blev hugget i stykker med en økse og hjalp tilmed stedets 30 heste der skulle fodres, fanges om morgenen og bjerge af efterladenskaber fra dyrene der skulle samles. I løbet af efteråret flyttede hun på opfordring af ejerne ud i en uisoleret “hytte”, der der ikke var noget egnet opholdssted til hende på ranchen for vinteren. Hun fik sit eget hundeteam til at køre frem og tilbage til arbejde hver dag. Efterhånden lærte at køre det og være “topdog”. Alt brændehugning fandt sted med en økse og drikkevand var smeltet sne. I januar skulle nogle nye heste ægteparret have købt, ud i bjergene hvor resten af ranchens heste overvintrede. De nye heste skulle også lære at overleve som vilde heste, grave i sneen efter græs. Men Judith skulle bo ved dem i en teltlejr ti kilometre fra ranchen” living by a campfire” og fodre dem med havre for at mildne overgangen. Efter tre gange at havde redet dem derud over en frossen sø sammen med den ene af ejerne – Ian, blev hestene endelig dernede. Judith levede to en halvuge sammen med to af sine slædehunde ( den ene har hun endnu) under den åbne subarktiske himmel, der var sort og overstrået med stjerner det meste af tiden. Gik ture, så på nordlys, fodrede dyrene, varmede sig ved lejrbålet i temperaturer ned til – 40 c.

Om sommeren var hun guide på timesture med turister og medhjæper på overnatningsture og fleredagesture med pakheste. Her fik hun de færdigheder hun fik brug for da hun det følgende år kom tilbage til Yukon og endte med at leje to heste at en naboranch og drage med sin lederhund – Piggy  ud i den Yukonske vildnis, med en pelsjægerhytte flere hundrede kilometre væk som destination. For at ” se om hun kunne finde meningen med livet”, uden nok proviant og intet kompas. For på ranchen brugte de ikke kompas da de kun færdes på velkendte spor og spejder havde hun aldrig været…

Vandring- og kanoture i Skandinavien samt møde med anderledes kulturer og mennesker i Asien (Thailand, Cambodia, Indien, Kina, Mongoliet) og en enkelt afstikker til Egypten er det også blevet til. Hun tror på at praktisk talt alle muligheder står åbne får os, det er bare et spørgsmål om hvad vil vælger at prioritere og bruge vores energi på – “vi kan mere end vi tror”. De små ting ligenu – et smil, en kop varm te er også noget hun har lært at sætte mere pris på.

Læs mere om foredraget…