Der er også andet end Havørreder!!!

Der er også andet end havørreder!!!

Sensommer og efterår forbindes af mange lystfiskere med havørredfiskeri. Både ved kysten, men i særdeleshed også i vores mange åer rundt om i landet. Denne tradition har fået en anden, men ikke mindre spændende fisk, til at glide lidt i baggrunden. For på trods af det nære slægtskab mellem hav- og bækørreden er der tale om noget meget forskelligt fiskeri.

 

Bækørred                 Havørred

De to fisk, som for så vidt godt kan have de samme forældre, lever to meget forskellige liv. Havørreden fortrækker efter en kort opvækstperiode til de salte vande og kan har opnå en anseelig størrelse. Den får den velkendte sølvblanke krop med sorte pletter strøet ud over siden. Bækørreden lever hele sit liv i åen og får en mere gylden farve. De sorte pletter er blandt med kraftige røde pletter, der kan få en til at undre sig over, hvordan den kan være så svær at spotte. I åen opnå ikke samme størrelse som i det salte miljø og en fisk på 40 cm. må siges at være en pæn fisk. En anden og væsentlig forskel på de to er at havørreden tager så godt som igen føde til sig når den besøger vores åløb, mens bækørreden grådigt guffer i sig af den ting som kommer flydende forbi. Dermed skulle det jo også være nemmere at fange den, men det er en påstand den erfarende bækørredfisker kun kan ryste på hovedet af.

I sensommer kan man opleve et fantastisk fiskeri efter disse sky bækørreder. Langs åbreden kan man høre den karakteristiske lyd af syngende græshopper og det er netop disse små springfyrer, der kan få selv den mest sky bækørred til at glemme alt omkring sig. Når en uheldig græshoppe havner i vandet, sparker den kraftigt med bagbenene for at komme om af det fremmede element, men netop denne kamp, der er med til at få de vagtsomme bækørredøjne til at fokuserer på den lille fyr. Et øjeblik efter forsvinder den i kaskader af vand.

Nogle gange har jeg oplevet, at en ørred har sprunget fri af vandet og landet på græshoppen, for at tage den, når den er kommet under vandet. Sker det under fluefiskeriet skal man, selvom det er svært, vente nogle sekunder med at give tilslag. Kan man styre nerverne, varer det ikke længe før linen strammes op og så er det, at tilslaget skal falde.

Sten Ulnits har i sin bog: Imitationer, beskrevet dette fiskeri samt forskellige fluemønstre, der alle er særdeles velfangede og bogen er derfor et godt udgangspunkt, hvis man vil forsøge sig.

God fornøjelse til dem der vil prøve lykken

Karsten Justesen