De første bjerge

Tirsdag 3/9

Ehlershausen – Hannover

En meget kort dag. Efter at vaere punkteret umiddelbart inden Hannover gider jeg ikke koere laengere. I mangel paa et sted at campere, finder jeg et ungdomsherberg, lader mig indregistrere og faar i modgift et medlemskort, til Europas samlede herberg. Haha, pas paa for her kommer endnu en drikkende og stoejende dansker, promille paa ti og en halv, uden respekt for andre end sig selv. hvilket desvaerre er en tom trussel, for som saedvanligt raekker min energi kun til en enkelt oel i baren og en kort sludder med en ung praest, hvorefter jeg gaar paa hovedet i seng. I en seng der vel at maerke koster tre gange saa meget som at campere! I gennemsnit ligger priserne for de tyske ungdomsherberg paa 130 – 170 kr per nat. Det kan bestemt betale sig at slaebe rundt paa et telt!

Onsdag 4/9

Hannover – Hardegsen 110 km.

Vejrudsigten for idag havde ikke vaeret god, saa det var med bange anelser, jeg havde trukket gardinerne for i morges. Men vejret var fint, og blev bare bedre og bedre, efterhanden som dagen dtrakte sig over for- og eftermiddag. Mine ben var, efter den egentlig ret belejlige pause, saa gode som nye, og fra förste traad til sidste, steg mit humör ligeledes fra morgenens flade dösighed, til de sene eftermiddags lyksalighedens timer. De tyske byer kan som tidligere naevnt, vaere svaere at finde ud af. Saa da jeg efter halvanden time kom til dagens förste, spurgte jeg efter saedvane efter vej hos de förste de bedste. Som taget direkte fra en Storm P. tegning, manifesterede dagens förste quizofre sig i et aeldre venindepar, hvilende paa en baenk i den förste morgensol. Den ene aeldre og mere rynket end den anden, udgjorde de saa iöjnefaldende et makkerpar, at jeg naesten betvivlede deres aegthed. Efter den saedvanlige introduktion ( undskyld, jeg skal til…, kan De vise mig vej? ), var de som aeldre er flest; naermest komisk forhippede i deres iver efter at hjaelpe. Desvaerre var de uenige om hvilken vej ville vaere den hurtigste. Den mindste ( en lille prop med hareskaar og Orla Frösnapper-naese ) fik dog efter totalt ensidig konsultation, med sin ballontykke veninde med porcelaensskaer, gennemtrumfet, at den den letteste vej ville vaere; ..”hvis bare De körer ud af hovedvejen, og saa drejer til höjre over en bro ved jernbanen, som De egentlig burde krydse over skinnerne, De kan jo tage tage cykelen paa nakken, saa ung og staerk som De ser ud, ja De minder mig saamaend om mit barnebarn, omend han er lidt höjere, skal De derefter gennem en lille skov, som (stemmen saenkes til en fortolig hvisken) detet egentlig er forbudt at köre igennem, men det burde De nu, det er saa meget hurtigere, hvorefter De vil komme direkte ud til vejen De leder efter!! Inderligt forvirret takkede jeg mange, og körte vinkende vaek under endnu en byge af venligt formanende gode raad. Blot 500 meter efter saa jeg et skilt, som pegede den direkte linie til Bundesstraße 3 an, netop som jeg havde opgivet alt haab om at finde den. Saadan krydres min dag dag med underholdende smaa indslag, der alle gaar det hele lidt mere taaleligt, og knap saa ensomt.

50 km syd for Hannover naaede jeg en lille bakke, der sin beskedne störrelse til trods, vil indtage en plads i min hukommelse, som hele projektets vendepunkt; paa toppen ventede mig et syn, der var saa uventet at jeg fik et lille chok, jeg tror hjertet snöd sig gennem et slag eller to, for i horisonten havde rejst sig, en hel haer af smaa bjerge. Pludselig antog dagen en noget mere alvorlig karakter, dette ville blive min förste styrkepröve! I to timer cyklede jeg mod bjergene, og uden egentlig at komme meget naermere, voksede bjerge stöt op omkring mig, paa begge sider af vejen. Snart fik jeg fornemmelsen af at köre i en slugt. Som tiden gik blev slugten smallere, for tilsidst at munde ud i et fuldstaendig bjergdaekket landskab. Jeg maatte nu pröve mine kraefter af. Efter at have besteget de förste to, naturligvis respektfuldt langsomt (jeg er köbenhavner, og ikke meget vant til stigninger af nogen art), og efter i fulde drag at have nydt de kilometer lange nedkörseler, indsaa jeg at dette var hvorfor jeg var taget afsted. Hvilken frydefuld fornemmelse at vaere her, helt alene, i den skönneste natur. Mit hjerte jublede i pulsens galop, og mellem bögetraeer paa en bjergskraaning, under fri blaa himmel, maatte jeg give luft for et tarzanskrig, der til min store glaede i nogen sekunder gjaldede fra vaeg til vaeg i dalen, inden underdanigt at dö hen. Paa toppen af sidste og höjeste bjerg, dagens tredje, befandt sig dagens maal. gen dtrakte sig over for- og eftermiddag. Mine ben var, efter den egentlig ret belejlige pause, saa gode som nye, og fra förste traad til sidste, steg mit humör ligeledes fra morgenens flade dösighed, til de sene eftermiddags lyksalighedens timer. De tyske byer kan som tidligere naevnt, vaere svaere at finde ud af. Saa da jeg efter halvanden time kom til dagens förste, spurgte jeg efter saedvane efter vej hos de förste de bedste. Som taget direkte fra en Storm P. tegning, manifesterede dagens förste quizofre sig i et aeldre venindepar, hvilende paa en baenk i den förste morgensol. Den ene aeldre og mere rynket end den anden, udgjorde de saa iöjnefaldende et makkerpar, at jeg naesten betvivlede deres aegthed. Efter den saedvanlige introduktion ( undskyld, jeg skal til…, kan De vise mig vej? ), var de som aeldre er flest; naermest komisk forhippede i deres iver efter at hjaelpe. Desvaerre var de uenige om hvilken vej ville vaere den hurtigste. Den mindste ( en lille prop med hareskaar og Orla Frösnapper-naese ) fik dog efter totalt ensidig konsultation, med sin ballontykke veninde med porcelaensskaer, gennemtrumfet, at den den letteste vej ville vaere; ..”hvis bare De körer ud af hovedvejen, og saa drejer til höjre over en bro ved jernbanen, som De egentlig burde krydse over skinnerne, De kan jo tage tage cykelen paa nakken, saa ung og staerk som De ser ud, ja De minder mig saamaend om mit barnebarn, omend han er lidt höjere, skal De derefter gennem en lille skov, som (stemmen saenkes til en fortolig hvisken) detet egentlig er forbudt at köre igennem, men det burde De nu, det er saa meget hurtigere, hvorefter De vil komme direkte ud til vejen De leder efter!! Inderligt forvirret takkede jeg mange, og körte vinkende vaek under endnu en byge af venligt formanende gode raad. Blot 500 meter efter saa jeg et skilt, som pegede den direkte linie til Bundesstraße 3 an, netop som jeg havde opgivet alt haab om at finde den. Saadan krydres min dag dag med underholdende smaa indslag, der alle gaar det hele lidt mere taaleligt, og knap saa ensomt.

50 km syd for Hannover naaede jeg en lille bakke, der sin beskedne störrelse til trods, vil indtage en plads i min hukommelse, som hele projektets vendepunkt; paa toppen ventede mig et syn, der var saa uventet at jeg fik et lille chok, jeg tror hjertet snöd sig gennem et slag eller to, for i horisonten havde rejst sig, en hel haer af smaa bjerge. Pludselig antog dagen en noget mere alvorlig karakter, dette ville blive min förste styrkepröve! I to timer cyklede jeg mod bjergene, og uden egentlig at komme meget naermere, voksede bjerge stöt op omkring mig, paa begge sider af vejen. Snart fik jeg fornemmelsen af at köre i en slugt. Som tiden gik blev slugten smallere, for tilsidst at munde ud i et fuldstaendig bjergdaekket landskab. Jeg maatte nu pröve mine kraefter af. Efter at have besteget de förste to, naturligvis respektfuldt langsomt (jeg er köbenhavner, og ikke meget vant til stigninger af nogen art), og efter i fulde drag at have nydt de kilometer lange nedkörseler, indsaa jeg at dette var hvorfor jeg var taget afsted. Hvilken frydefuld fornemmelse at vaere her, helt alene, i den skönneste natur. Mit hjerte jublede i pulsens galop, og mellem bögetraeer paa en bjergskraaning, under fri blaa himmel, maatte jeg give luft for et tarzanskrig, der til min store glaede i nogen sekunder gjaldede fra vaeg til vaeg i dalen, inden underdanigt at dö hen. Paa toppen af sidste og höjeste bjerg, dagens tredje, befandt sig dagens maal; Hardegsen Campingplads. Med udsigt fra min teltplads, over disse vidunderlige grönne bjerge i hjertet af landet Hessen, strakte jeg mine ömme muskler. Lige saa fladt og friseret det nordtyske landskab virkede, saa bakket, spaendende og vildt, byder det sydtyske sig.