Månedsarkiv: september 2002

Efterårsmoden er gyldne farver

Det kommer lige pludselig. En morgen, man komme ud af sin lejlighed, kan man registrerer en speciel duft og kigger man sig omkring, får man øje på hundredvis af edderkobbelspind, der ellers normalt er skjult for det blotte øje. Efteråret er kommet. Trænerne iklæder sig deres efterårsgarderobe i gule, brune og røde farver. Det er de samme farver som sidst, men alligevel rammer de plet igen i år. Også havørrederne skifter deres ellers sølvblanke dragt ud med de moderigtige farver og tager på elskovsferie i vores ferske vande. Ligesom de gjorde sidste år og året før det og lige så sikkert er det, at lystfiskerne står parat med blink, fluer og orm i håb om at narre en af de elskovslystne ørreder til at hugge.

Ved vore fjorde og åbne kyster kan man frit boltre sig, når blot man har betalt det statslige fisketegn, men ved vandløbene er det en anden sag. Div. lystfiskerforeninger har lavet aftaler med lodsejerne om adgangen til åen og det er derfor nødvendigt at henvende sig i den lokale grejbutik for at købe et fiskekort. Der er stor forskel på, hvad man foretrækker. Nogle er mest til de åbne vider på kysten, men andre, jeg selv indbefattet, nyder den helt specielle charme det har, at gå ved det strømmende vand. Er men kendt ved åen kan man hurtig fiske hen over de kedelige stræk og komme hen til det sted, hvor den store huggede sidste år. Er man ny ved åen, er det en god ide at holde øje med de lokale. Man skal dog ikke forvente, at de afsløre alle hemmelighederne ved blot at føre en samtale med dem, men selv den mest drævende havørredfisker kan ikke lade være med at dvæle lidt længere ved de rigtige hotte spots og så er det blot med at have det i baghovedet til næste dag.

Den følelse det giver i maven, når fluen eller blinket første gang glider over i det dybe sving, er ubeskrivelig og på trods af efterhånden mange års fiskeri, har den ikke ændret sig siden jeg var knægt. Jeg får stadig den samme kriblende fornemmelse i maven, efterfulgt af et dybt sug når stangen bukker sammen og der er hug.

God fornøjelse til dem, der vil prøve lykken og husk så lige at tage et ekstra kig på de flotte farver som både havørrederne og den øvrige natur har iklædt sig til lejligheden.

Karsten Justesen

Foredragsholderen: Judith Petersen

Vildmarkseventyr

Judith har siden hun var teenager drømt om klodens mangfoldige muligheder for oplevelser. At det skulle blive naturen hun kastede sin kærlighed på var lidt af en tilfældighed. Hun var som 20 årig taget til USA på sin første længere rejse alene. Her besøgte hun en ven i Los Angeles og i en biograf så de en film om verdens næstehøjeste bjerg K2. Den film blev blev et vendepunkt på en mere radikal måde end hun nogensinde havde forestillet sig, da hun efter at have set den synes at hun “måtte finde ud af hvad hun ville med sit liv”. En stor og ikke nødvendigvis nødvendig beslutning at ligge på sine egne skuldre. Nogle dage senere tog hun som følge af dette til Yosemity National park og var på sin første vandretur – 4 dage alene, med for lidt mad og dårlige sko og rygsæk. Men synes alligevel, at det hun havde fundet her havde en helt særlig klang af at være

i live. En guided tur med minivan og en gruppe, hun havde booket hjemmefra, førte hende op til en ranch i Nordcanada- som ejes af et ægtepar. Hun vendte efter endt trek tilbage dertil og endte med at blive et år, til hendes visa udløb.

Teenagepigen der gik til fester og købte modetøj med sine venninder var efter en månedtid den eneste tilbage af staben, da sommersæsonen sluttede. Mens temperaturen aftog fodrede hun de 50 slædehunde med frossent kød, som blev hugget i stykker med en økse og hjalp tilmed stedets 30 heste der skulle fodres, fanges om morgenen og bjerge af efterladenskaber fra dyrene der skulle samles. I løbet af efteråret flyttede hun på opfordring af ejerne ud i en uisoleret “hytte”, der der ikke var noget egnet opholdssted til hende på ranchen for vinteren. Hun fik sit eget hundeteam til at køre frem og tilbage til arbejde hver dag. Efterhånden lærte at køre det og være “topdog”. Alt brændehugning fandt sted med en økse og drikkevand var smeltet sne. I januar skulle nogle nye heste ægteparret have købt, ud i bjergene hvor resten af ranchens heste overvintrede. De nye heste skulle også lære at overleve som vilde heste, grave i sneen efter græs. Men Judith skulle bo ved dem i en teltlejr ti kilometre fra ranchen” living by a campfire” og fodre dem med havre for at mildne overgangen. Efter tre gange at havde redet dem derud over en frossen sø sammen med den ene af ejerne – Ian, blev hestene endelig dernede. Judith levede to en halvuge sammen med to af sine slædehunde ( den ene har hun endnu) under den åbne subarktiske himmel, der var sort og overstrået med stjerner det meste af tiden. Gik ture, så på nordlys, fodrede dyrene, varmede sig ved lejrbålet i temperaturer ned til – 40 c.

Om sommeren var hun guide på timesture med turister og medhjæper på overnatningsture og fleredagesture med pakheste. Her fik hun de færdigheder hun fik brug for da hun det følgende år kom tilbage til Yukon og endte med at leje to heste at en naboranch og drage med sin lederhund – Piggy  ud i den Yukonske vildnis, med en pelsjægerhytte flere hundrede kilometre væk som destination. For at ” se om hun kunne finde meningen med livet”, uden nok proviant og intet kompas. For på ranchen brugte de ikke kompas da de kun færdes på velkendte spor og spejder havde hun aldrig været…

Vandring- og kanoture i Skandinavien samt møde med anderledes kulturer og mennesker i Asien (Thailand, Cambodia, Indien, Kina, Mongoliet) og en enkelt afstikker til Egypten er det også blevet til. Hun tror på at praktisk talt alle muligheder står åbne får os, det er bare et spørgsmål om hvad vil vælger at prioritere og bruge vores energi på – “vi kan mere end vi tror”. De små ting ligenu – et smil, en kop varm te er også noget hun har lært at sætte mere pris på.

Læs mere om foredraget…

De første bjerge

Tirsdag 3/9

Ehlershausen – Hannover

En meget kort dag. Efter at vaere punkteret umiddelbart inden Hannover gider jeg ikke koere laengere. I mangel paa et sted at campere, finder jeg et ungdomsherberg, lader mig indregistrere og faar i modgift et medlemskort, til Europas samlede herberg. Haha, pas paa for her kommer endnu en drikkende og stoejende dansker, promille paa ti og en halv, uden respekt for andre end sig selv. hvilket desvaerre er en tom trussel, for som saedvanligt raekker min energi kun til en enkelt oel i baren og en kort sludder med en ung praest, hvorefter jeg gaar paa hovedet i seng. I en seng der vel at maerke koster tre gange saa meget som at campere! I gennemsnit ligger priserne for de tyske ungdomsherberg paa 130 – 170 kr per nat. Det kan bestemt betale sig at slaebe rundt paa et telt!

Onsdag 4/9

Hannover – Hardegsen 110 km.

Vejrudsigten for idag havde ikke vaeret god, saa det var med bange anelser, jeg havde trukket gardinerne for i morges. Men vejret var fint, og blev bare bedre og bedre, efterhanden som dagen dtrakte sig over for- og eftermiddag. Mine ben var, efter den egentlig ret belejlige pause, saa gode som nye, og fra förste traad til sidste, steg mit humör ligeledes fra morgenens flade dösighed, til de sene eftermiddags lyksalighedens timer. De tyske byer kan som tidligere naevnt, vaere svaere at finde ud af. Saa da jeg efter halvanden time kom til dagens förste, spurgte jeg efter saedvane efter vej hos de förste de bedste. Som taget direkte fra en Storm P. tegning, manifesterede dagens förste quizofre sig i et aeldre venindepar, hvilende paa en baenk i den förste morgensol. Den ene aeldre og mere rynket end den anden, udgjorde de saa iöjnefaldende et makkerpar, at jeg naesten betvivlede deres aegthed. Efter den saedvanlige introduktion ( undskyld, jeg skal til…, kan De vise mig vej? ), var de som aeldre er flest; naermest komisk forhippede i deres iver efter at hjaelpe. Desvaerre var de uenige om hvilken vej ville vaere den hurtigste. Den mindste ( en lille prop med hareskaar og Orla Frösnapper-naese ) fik dog efter totalt ensidig konsultation, med sin ballontykke veninde med porcelaensskaer, gennemtrumfet, at den den letteste vej ville vaere; ..”hvis bare De körer ud af hovedvejen, og saa drejer til höjre over en bro ved jernbanen, som De egentlig burde krydse over skinnerne, De kan jo tage tage cykelen paa nakken, saa ung og staerk som De ser ud, ja De minder mig saamaend om mit barnebarn, omend han er lidt höjere, skal De derefter gennem en lille skov, som (stemmen saenkes til en fortolig hvisken) detet egentlig er forbudt at köre igennem, men det burde De nu, det er saa meget hurtigere, hvorefter De vil komme direkte ud til vejen De leder efter!! Inderligt forvirret takkede jeg mange, og körte vinkende vaek under endnu en byge af venligt formanende gode raad. Blot 500 meter efter saa jeg et skilt, som pegede den direkte linie til Bundesstraße 3 an, netop som jeg havde opgivet alt haab om at finde den. Saadan krydres min dag dag med underholdende smaa indslag, der alle gaar det hele lidt mere taaleligt, og knap saa ensomt.

50 km syd for Hannover naaede jeg en lille bakke, der sin beskedne störrelse til trods, vil indtage en plads i min hukommelse, som hele projektets vendepunkt; paa toppen ventede mig et syn, der var saa uventet at jeg fik et lille chok, jeg tror hjertet snöd sig gennem et slag eller to, for i horisonten havde rejst sig, en hel haer af smaa bjerge. Pludselig antog dagen en noget mere alvorlig karakter, dette ville blive min förste styrkepröve! I to timer cyklede jeg mod bjergene, og uden egentlig at komme meget naermere, voksede bjerge stöt op omkring mig, paa begge sider af vejen. Snart fik jeg fornemmelsen af at köre i en slugt. Som tiden gik blev slugten smallere, for tilsidst at munde ud i et fuldstaendig bjergdaekket landskab. Jeg maatte nu pröve mine kraefter af. Efter at have besteget de förste to, naturligvis respektfuldt langsomt (jeg er köbenhavner, og ikke meget vant til stigninger af nogen art), og efter i fulde drag at have nydt de kilometer lange nedkörseler, indsaa jeg at dette var hvorfor jeg var taget afsted. Hvilken frydefuld fornemmelse at vaere her, helt alene, i den skönneste natur. Mit hjerte jublede i pulsens galop, og mellem bögetraeer paa en bjergskraaning, under fri blaa himmel, maatte jeg give luft for et tarzanskrig, der til min store glaede i nogen sekunder gjaldede fra vaeg til vaeg i dalen, inden underdanigt at dö hen. Paa toppen af sidste og höjeste bjerg, dagens tredje, befandt sig dagens maal. gen dtrakte sig over for- og eftermiddag. Mine ben var, efter den egentlig ret belejlige pause, saa gode som nye, og fra förste traad til sidste, steg mit humör ligeledes fra morgenens flade dösighed, til de sene eftermiddags lyksalighedens timer. De tyske byer kan som tidligere naevnt, vaere svaere at finde ud af. Saa da jeg efter halvanden time kom til dagens förste, spurgte jeg efter saedvane efter vej hos de förste de bedste. Som taget direkte fra en Storm P. tegning, manifesterede dagens förste quizofre sig i et aeldre venindepar, hvilende paa en baenk i den förste morgensol. Den ene aeldre og mere rynket end den anden, udgjorde de saa iöjnefaldende et makkerpar, at jeg naesten betvivlede deres aegthed. Efter den saedvanlige introduktion ( undskyld, jeg skal til…, kan De vise mig vej? ), var de som aeldre er flest; naermest komisk forhippede i deres iver efter at hjaelpe. Desvaerre var de uenige om hvilken vej ville vaere den hurtigste. Den mindste ( en lille prop med hareskaar og Orla Frösnapper-naese ) fik dog efter totalt ensidig konsultation, med sin ballontykke veninde med porcelaensskaer, gennemtrumfet, at den den letteste vej ville vaere; ..”hvis bare De körer ud af hovedvejen, og saa drejer til höjre over en bro ved jernbanen, som De egentlig burde krydse over skinnerne, De kan jo tage tage cykelen paa nakken, saa ung og staerk som De ser ud, ja De minder mig saamaend om mit barnebarn, omend han er lidt höjere, skal De derefter gennem en lille skov, som (stemmen saenkes til en fortolig hvisken) detet egentlig er forbudt at köre igennem, men det burde De nu, det er saa meget hurtigere, hvorefter De vil komme direkte ud til vejen De leder efter!! Inderligt forvirret takkede jeg mange, og körte vinkende vaek under endnu en byge af venligt formanende gode raad. Blot 500 meter efter saa jeg et skilt, som pegede den direkte linie til Bundesstraße 3 an, netop som jeg havde opgivet alt haab om at finde den. Saadan krydres min dag dag med underholdende smaa indslag, der alle gaar det hele lidt mere taaleligt, og knap saa ensomt.

50 km syd for Hannover naaede jeg en lille bakke, der sin beskedne störrelse til trods, vil indtage en plads i min hukommelse, som hele projektets vendepunkt; paa toppen ventede mig et syn, der var saa uventet at jeg fik et lille chok, jeg tror hjertet snöd sig gennem et slag eller to, for i horisonten havde rejst sig, en hel haer af smaa bjerge. Pludselig antog dagen en noget mere alvorlig karakter, dette ville blive min förste styrkepröve! I to timer cyklede jeg mod bjergene, og uden egentlig at komme meget naermere, voksede bjerge stöt op omkring mig, paa begge sider af vejen. Snart fik jeg fornemmelsen af at köre i en slugt. Som tiden gik blev slugten smallere, for tilsidst at munde ud i et fuldstaendig bjergdaekket landskab. Jeg maatte nu pröve mine kraefter af. Efter at have besteget de förste to, naturligvis respektfuldt langsomt (jeg er köbenhavner, og ikke meget vant til stigninger af nogen art), og efter i fulde drag at have nydt de kilometer lange nedkörseler, indsaa jeg at dette var hvorfor jeg var taget afsted. Hvilken frydefuld fornemmelse at vaere her, helt alene, i den skönneste natur. Mit hjerte jublede i pulsens galop, og mellem bögetraeer paa en bjergskraaning, under fri blaa himmel, maatte jeg give luft for et tarzanskrig, der til min store glaede i nogen sekunder gjaldede fra vaeg til vaeg i dalen, inden underdanigt at dö hen. Paa toppen af sidste og höjeste bjerg, dagens tredje, befandt sig dagens maal; Hardegsen Campingplads. Med udsigt fra min teltplads, over disse vidunderlige grönne bjerge i hjertet af landet Hessen, strakte jeg mine ömme muskler. Lige saa fladt og friseret det nordtyske landskab virkede, saa bakket, spaendende og vildt, byder det sydtyske sig.

Schleswig – Holstein

Fredag 30/8

Tönder – Scharfstedt 134 km

Paa forhaand havde jeg planlagt at campere i Heide, 106 km fra Tönder, men skaebnen ville det anderledes. Hvor jeg havde regnet med at tilbringe fem timer paa turen, kom jeg til at bruge det dobbelte. Klokken 7 om aftenen rullede jeg ödelagt ind paa pladsen hvor mit telt nu staar, og efter et langt bad, og et varmt maaltid paa en landevejsbevaertning, er jeg nu parat til at fortaelle min historie: Ualmindeligt groggy vaagnede jeg tidligt, til enhver campers mareridt; öspjask regnvejr. Selvom regnen stoppede inden jeg endnu var staaet helt op, var teltet gennemvaadt, og jeg selv ville blive sölet til i mudder allerede inden morgenmaden. Et hurtigt toiletbesög og to haandmadder senere, var jeg paa cyklen. Det var allerede sent, 8.45, men blot et kvarter senere havde jeg krydset den efterladte graensepost, og knapt inde i Tyskland, stödte jeg frontalt ind i en stiv vestenvind, der viste sig at vare ved det meste af dagen. Allerede da vidste jeg at mindst en time maatte laegges til den planlagte tid. For at naa Heide maatte jeg imidlertid gennem to byer; Husum og Tönninger. Nok saa praktiske tyskerne ellers er af ry, afslörer de paa et afgörende punkt hvilket kaos der hersker i deres overordnede sans for orden og struktur.. Deres byer er saa sindrigt bygget op, at er man först kommet ind, kan man lige saa godt opgive at finde ud igen. I begge byer maatte jeg lede efter vejskilte i evigheder, og laegge öre til utallige, fuldstaendigt uduelige og uforstaaelige, forklaringer om höjre- og venstresving, som hver gang ledte mig fluks tilbage til labyrintens hjerte.Da jeg endelig kunne laegge anden by bag mig, var jeg mere end to en halv time efter timeplanen, og hvad vaerre var begyndte vinden at tage til, ved at relancere sig som hovedvind, altsaa blaesende den stik modsatte retning af hvor jeg ville hen. Endelig naaede jeg Heide kl.16, og efter hurtigt at have konstateret at her ingen campingpladser var, fandt jeg addressen paa et ungdomsherberg. Herberget var imidlertid nemt at finde, saa jeg burde have vidst at noget maatte stikke under. En venligt udseende mand byder mig indenfor, og vi kaster os ud i en sindsoprivende samtale paa tysk:

jeg: jeg er idag kommet hertil fra Danmark, men ser at her ingen campingpladser er. Maaske kan du hjaelpe mig?
Han: Nej, Camping er desvaerre forbudt!
Jeg: Nej, jeg mener, maaske kan jeg sove her?
Han: Nej! Camping er forbudt i hele Heide, ogsaa her. Jeg:Undskyld, du misforstaar, jeg vil gerne sove her. (da jeg ikke kunne huske hvad – seng – hedder paa tysk, aframmer jeg med haenderne konturerne af en seng. Desvaerre misforstaar han, og tror at jeg afbilleder et telt). Han(forstaaende, dog ogsaa lidt irriteret):Selvom dit telt er lille, kan du ikke sove her. Du kan finde en campingplads i Scharfstedt, 28 km herfra! Der kan du sove.Jeg(efterhaanden febrilsk, kommer jeg til ivrigt at raabe ham op i hovedet da jeg indser en anden indgangsvinkel): Jeg vil gerne have et vaerelse!
Han:(knap saa venlig laengere, kigger han lakonisk op og ned ad mig):Aah. Desvaerre. Man skal vaere medlem! (herefter fölger en lang redegörelse for reglerne for vandrehjem i Tyskland. Altimens kan jeg maerke min sindstilstand give efter for kroppens traethed, manifasteret i en stor klump i halsen, og en ubehagelig, naesten uimodstaaelig trykken i öjnenes taarekanaler. Havde jeg vaeret en lille dreng havde jeg graedt nu, men jeg er jo stor og staerk og voksen, og holder derfor igen med alt jeg har. Intensivt stirrende i gulvet, koncentreret om i det mindste at opretholde et minimum af respekt om min person, lader jeg ham snakke faerdig, nikker derefter forstaaende som han afvaebnende klapper mig paa ryggen, og i samme bevaegelse skubber mig ud af doeren. Et skarpt farvel efterfoelges af lyden af en smaekkende doer. Omtaaget vakler jeg hen til min cykel, og saetter mig demonstrativt langsomt, lidende op. Jeg har ondt af mig selv. Mens jeg koerer ud af byen, mod denne campingplads 28 km vaek, farer tankerne gennem hovedet paa mig; han var sikkert baade boernelokker og voldtaegtsforbryder konkluderer jeg, og ioevrigt gad jeg slet ikke sove paa hans dumme herberg. Han skulle have et ordentligt lag taesk, hvaeser min indre stemme, som nu efterhaanden har faaet luft for det vaerste. Knuden i halsen er forlaengst forsvundet, og mens mine tanker langsomt lyser op, gaar det op for mig at jeg koerer i jurassic park. Godt nok er dinosauerne udskiftet med prikkede koeer, men landskabet lader ikke meget tilbage at oenske, iforhold til selv den afrikanske savanne. Markerne her ligger brak, og elimineringen af dette sterile indtryk, kombineret med bakkerne, de spredte grupper af traeer drysset over de aabne vidder, faar mig til helt at glemme at jeg koerer i nordtyskland. Intet er altsaa saa galt, at det ikke er godt for noget. Jeg ved jeg vil sove godt og tungt i nat. Jeg vinker tjeneren over, betaler min regning, saetter det sidste punktum, og tager tilbage gennem moerket til min plasticiglo.

Loerdag 31/8

Scharfstedt – Bremervörde 110 km

Doedtraet fra i gaar, kravlede jeg noget modvilligt ud af soveposen i morges. Kl. 7.30 var alt pakket, og i selskab med en naergaaende flue og en ensomt galende hane, noed jeg min efterhaanden ret ensformige morgenmad. Da jeg ikke kan have meget mad med mig af gangen, fordi jeg ikke kan holde det koldt, maa jeg tage til takke med det praktiske; kogte aeg, rugbroed, makral i tomat, Buko ostetrekanter osv. I dag slap alt heldigvis op, og jeg kan nu kaste mig over noget nyt; en ny slags smoereost, en anden slags rugbroed, maaske sardiner i tomat… Morgenmaden gjorde dog hverken til eller fra; mine ben foeltes som traestykker. Uden endnu at have besluttet hvorhen dagen skulle bringe mig, trillede jeg ombord paa en lille faerge, for at krydse den flod jeg havde sovet ved, en biflod til Elben. Paa den anden bred afsloerede et kig i kortet at Elben selv, kun var 50 km vaek. Den skulle altsaa krydses idag. Og naermeste campingplads paa den anden side, var 60 km inde i landet…110 km med oemme ben!! Men hvorfor ikke, de ville jo sikkert live op i loebet af dagen, taenkte jeg. Forkert igen. De livede aldrig op. De blev blot stoet vaerre. En tur der, inkl.faergeoverfart, ikke skulle have taget mere end seks en halv time, kom til at vare ni en halv. Vaer opmaerksom paa den halve time, den bliver ikke talt med fordi jeg er specielt pedantisk , men fordi selv minutterne taeller paa saadan en dag. De tre extra timer var ikke udelukkende benenes skyld, men snarere en kombination af traethed og modvind. Vel placeret paa en graesk restaurant skriver jeg disse sidste linier. Traetheden er naesten overvaeldende, og koekkenet tager sig usaedvanligt god tid. Dette maaltid er saa meget et maaltid, som en beloenning, og har bare at vaere godt. Det har vaeret den drivende kraft i min maalrettethed om at overleve i dag. Men selvom det bare er noget tzazikibras, har jeg naeppe energi til saa meget som at skaenke det en tanke.

Tre dage gennem Jylland

Tirsdag 27/8

Hedensted – Ribe 90 km

Som krusninger paa havet bölger markerne over den jyske hede. Efteraarsfarverne gör antrit til en storoffensiv, varslende vinter og död for det visnende graes, og de gulnede blade paa traeerne. Selvom vi endnu nyder godt af solen, synes sommeren ved et blik paa de endelöse gulorange marker, snart at vaere en saga blot. Selv solen bidrager til den melankolske stemning, naar den ved aftentid, som en krafteslös ildkugle, daler bag horisonten. En paamindelse om koldere tider og kortere dage, om vi vil det eller ej, med mindre vi da flyver sydpaa med de aarstidsregulerende fugle. I dag drog jeg fra Hedensted til Ribe. En dejlig tur, hvis höjdepunkt var, at jeg i benene intet maerkede til den lange dag i gaar. En smule regn truede godt nok med at ödelaegge dagen, men drev hurtigt over, hjulpet godt paa vej af en kraftig norden vind. I takt med at vejret blev bedre, udfoldede landskabet langs ruten sig saa smukt, at jeg til tider havde svaert ved at holde öjnene paa vejen.Ganske som dalen Vejle ligger i, byder en  overfart tvaers gennem jylland, paa et sandt paradis af skov og bakker. De 90 km var hurtigt overstaaet, og efter at have indlogeret mig paa den lokale campingplads, havde jeg god tid til et kig paa selve byen. Ribe er en ganske speciel oplevelse; med sine 1300 aar har den da ogsaa en meget personlig historie at fortaelle. En spadseretur gennem centrum, forbi domkirken og klosteret, öredövende omsust af historiens tunge vingeslag, sendte mig da ogsaa ydmygt i seng i mit lille telt; som en due der beskedent goer sig parat til natten, i toppen af et af kronborgs taarne.

Onsdag 28/8

Ribe – Tönder   50  km

För jeg satte mig pa cyklen, var jeg usikker paa hvor langt dagen ville bringe mig. Efter lange overvejelser havde jeg valgt at köre til Tönder frem for Sönderborg, men hvad saa derfra? Valget stod morgenen igennem helt aabent, skulle jeg overnatte i Tönder eller fortsaette til Tyskland. Egentlig ville jeg gerne til Tyskland, for de 50 km til Tönder virkede ikke af meget. Men paa den anden side havde jeg stadig danske kroner tilbage, og tanken om et fremmed land og sprog skraemte mig lidt. Selvom jeg ofte har vaeret i Tyskland, og tilmed har seks aars tyskundervisning i bagagen, virkede skridtet meget stort, ja , uoverskueligt. Det ville kraeve mental forberedelse at krydse graensen. Da jeg tilmed punkterede efter kun 10 kms körsel, var sagen helt klar. Dagens stop ville blive Tönder. En sidste nat i andedammen, hvor jeg trods alt ved hvad er hvad; hvor ß, og Z, og W ikke findes i hverandet ord, hvor vi ikke har startet en verdenskrig, hvor jeg grinende med campingmutter kan slynge en frisk bemaerkning over disken, uden at vaere haemmet ved tanken om grammatiske dispositioner. Og aller vigtigst; hvor supermarkederne förer Palettis blandede lakridsposer, uden hvilke jeg bliver syv aar gammel, urimligt uterlig, og generelt belastende.

Torsdag  29/8

Tönder – Hviledag

Da jeg vaagnede op i morges, kunne jeg ikke forlig mig med tanken om at skulle rykke mig saa meget som en centimeter. Saa efter meget kort morgenlig votering, besluttede jeg at köbe lidt slik for mine sidste kroner, sprede soveposen ud paa graesset under solen, og fordybe mig i min bog. Sikke en dejlig dag. Nu til aften kan jeg maerke hvordan mine enrgidepoter er blevet helt genopfyldt. Tyskland, kom an! Jeg er saa parat som jeg nogensinde bliver.

De første dage gennem Danmark.

Lørdag 24/8

København – Korsør 115 km (via Roskilde og Ringsted)

Saa starter vi. altsaa jeg. Fra noerrebro til storebaelt. Den eneste tanke mit hovede kunne rumme umiddelbart foer afgang, var enkel; er jeg mon blevet vanvittig? Men snart havde jeg lagt byen bag mig, og traadte i et roligt tempo Korsoer an, konstant lurende paa kroppens reaktion paa saa voldsom en forandring; fra en daglig nulpunkts aktivitet, til seks timers motion. Alle mistaenkelige lyde fra cyklen blev ogsaa noeje overvejet, men jeg naar Korsoer uden problemer, efter et langt kedeligt ridt over flade sjaelland. Det eneste der var noget vaerd paa ruten, var turene gennem Roskilde og Ringsted, to hyggelige byer, begge med et stejf af markant historisk betydning. Campingpladsen i Halsskov/Korsoer, koster mig 57 kr, den foerste af mange udgifter! Jeg fejrer den lykkelige start paa mit kostog med en pizza og en stor cola. Og gaar i seng uden at straekke ud. Ak ve!

Soendag 25/8

Korsoer – Faaborg 60 km (via Svendborg)

Jeg lagde for haardt ud igaar! Det burde jeg have vidst! De fynske veje, der ikke bestiller andet end at kravle op og ned ad bakker, har deres skoenhed til trods, efter blot 60 km revet gaarsdagens spinkle overmod fra mig. Turen isig selv var dog dejlig. Fyn er meget smuk, scenerisk foelte jeg mig hensat til Italien el. Frankrig, naar jeg med vejen snoede mig gennem smaa, af tiden glemte landsbyer. Eller naar jeg smertefuldt pustede ud paa en af de talrige bakker, med hele den sydfynske horisont under mig. Altsammen havde en bemaerkelsesvaerdig beroligende effekt, selvom jeg i forvejen ingen hastvaerk havde , hvilket benene bestemt heller ikke havde tilladt.

Mandag 26/8

Faaborg – Hedensted 135 km (via Assens)

Til Dansken som endnu ikke har oplevet Fyn, kan jeg varmt anbefale en ferie der. Hvis du nu alligevel sidder derhjemme paa din flade, og maaske glor lidt distraheret paa tossen droemmende om varmere og rarere steder, saa shanghai kaeresten til en tur Fyn rundt. Det kan goeres paa tre dage paa cykel, eller en enkelt i bil, men burde i sin enkle skoenhed og rene idyl, tillades en uges tid. En uges langsom hengivenhed til naturen og dialekten.

Hvor Faaborg til Hedensted var en hyggelig tur, stadig uden problemer, var Middelfart til Hedensted fantastisk. Mest betaget var jeg af turen til Vejle. Ikke fordi byen var vanvittig interessant, men hvilke omgivelser! Vejle ligger gemt vaek fra resten af verden i en vidunderlig dal, beskyttet af en braemme af skov, og to djaevlebakker. Bakkerne gjorde mig en smule nervoes for min videre faerd til Alperne og Pyranaerne, for foej hvor var de stride. Men det skal nok gaa, jeg skal bare have lidt mere tid. Da jeg endelig naaede Hedensted var jeg godt traet, og hvor godt mit foerste egentlige indtryk af jylland end var, blev jeg mere begejstret for det varme maaltid og den varme seng der blev tilbudt.

Der er også andet end Havørreder!!!

Der er også andet end havørreder!!!

Sensommer og efterår forbindes af mange lystfiskere med havørredfiskeri. Både ved kysten, men i særdeleshed også i vores mange åer rundt om i landet. Denne tradition har fået en anden, men ikke mindre spændende fisk, til at glide lidt i baggrunden. For på trods af det nære slægtskab mellem hav- og bækørreden er der tale om noget meget forskelligt fiskeri.

 

Bækørred                 Havørred

De to fisk, som for så vidt godt kan have de samme forældre, lever to meget forskellige liv. Havørreden fortrækker efter en kort opvækstperiode til de salte vande og kan har opnå en anseelig størrelse. Den får den velkendte sølvblanke krop med sorte pletter strøet ud over siden. Bækørreden lever hele sit liv i åen og får en mere gylden farve. De sorte pletter er blandt med kraftige røde pletter, der kan få en til at undre sig over, hvordan den kan være så svær at spotte. I åen opnå ikke samme størrelse som i det salte miljø og en fisk på 40 cm. må siges at være en pæn fisk. En anden og væsentlig forskel på de to er at havørreden tager så godt som igen føde til sig når den besøger vores åløb, mens bækørreden grådigt guffer i sig af den ting som kommer flydende forbi. Dermed skulle det jo også være nemmere at fange den, men det er en påstand den erfarende bækørredfisker kun kan ryste på hovedet af.

I sensommer kan man opleve et fantastisk fiskeri efter disse sky bækørreder. Langs åbreden kan man høre den karakteristiske lyd af syngende græshopper og det er netop disse små springfyrer, der kan få selv den mest sky bækørred til at glemme alt omkring sig. Når en uheldig græshoppe havner i vandet, sparker den kraftigt med bagbenene for at komme om af det fremmede element, men netop denne kamp, der er med til at få de vagtsomme bækørredøjne til at fokuserer på den lille fyr. Et øjeblik efter forsvinder den i kaskader af vand.

Nogle gange har jeg oplevet, at en ørred har sprunget fri af vandet og landet på græshoppen, for at tage den, når den er kommet under vandet. Sker det under fluefiskeriet skal man, selvom det er svært, vente nogle sekunder med at give tilslag. Kan man styre nerverne, varer det ikke længe før linen strammes op og så er det, at tilslaget skal falde.

Sten Ulnits har i sin bog: Imitationer, beskrevet dette fiskeri samt forskellige fluemønstre, der alle er særdeles velfangede og bogen er derfor et godt udgangspunkt, hvis man vil forsøge sig.

God fornøjelse til dem der vil prøve lykken

Karsten Justesen

Nordjysk Mesterskab i havfiskeri

Havfiskerklubben Snøren Gug holdt søndag den 25. august 2002 Nordjysk Mesterskab i havfiskeri fra Hanstholm Havn. Frederikshavn- og Skagen havfiskerklubber var med i dysten, som foregik på Det Gule Rev.

Der blev fanget mange forskellige arter og den største fisk blev en torsk på 13 kilo. Bonito blev bedste båd med 1040 point.

Skagen Havfiskerklub var helt suverene og tog alle præmier for både hold og individuelle. Nordjysk mester blev Hans Nelleberg fra Skagen, som også vandt for hold sammen med Hans E. Madsen.

Læs mere her: www.snoeren.dk

Saltstraumen 2002

Årets sommerferie vil være kraftigt præget af fiskeri, da jeg sammen med familien og nogle venner kører nordpå.

Målet er Saltstraumen som ligger 1200 km nord for Oslo og der blev sidste år fanget flere helleflynder på mellem 15 og 45 kg. af et hold danske lystfiskere. Det er helt klart muligheden for at fange en helleflynder som trækker mest, men også naturen bliver helt sikkert en stor oplevelse.

Det sidste stykke tid er gået med at lave forfang, støbe pirke og lodder samt gøre fiskegrej og båd klar til afgang og på fredag den 5. juli går turen mod nord. Vi forventer at ankomme til Saltstraumen sidst på lørdagen og så skal den næste uge bruges i området.

Fiskeriet deroppe er meget specielt fordi strømmen kan løbe med over 20 knob, hvilket betyder at det praktisk kun er muligt at fiske i et par timer omkring strømskift. Der fiskes med pirk/wobler efter sej og torsk og der fiskes med agn efter havkat, brosme og helleflynder. Der er meget gode muligheder for at fange sej på 3-7 kg. og enkelte større med de største over 15 kg. Fiskeriet efter helleflynder kræver meget mere tålmodig, og der er langt mellem fiskene.

Vi er 2 både som tager afsted, og hvis vejret bliver flot, tager vi sikkert et par dage til Røst, hvor der hver dag fange utroligt mange sej over 10 kg. Alt dette kan du læse mere om her på siden, hvor der dagligt vil blive rapporteret om fiskeriet og turen.

Havfiskeri på det gule rev

Den årlige tur på Det gule rev med Thailand i dagene omkring Grundlovsdag, blev i år til en 40 timers tur fra natten mellem mandag og tirsdag til onsdag eftermiddag. Det var min fætter Jakob fra Svendborg, som havde inviteret mig og hans kammerat Jakob med. Efter køreturen til Hanstholm fik vi os hurtigt indlogeret på skibet, og fandt nogle gode fiskepladser nede ved siden af styrehuset. Klokken 24.00 var der afgang, og vi lagde os til at sove.

Klokken 6.00 blev vi vækket, og fiskeriet på det første vrag kunne begynde. De fleste fiskede med pirk, og der blev fanget enkelte fisk, men ingen store. Sådan fortsatte det på de næste vrag, og det var først omkring middag der kom nogle gode fisk ombord. Vi var nået langt til havs, og flere var begyndt at fiske med agn, det var der nogle Langer som ikke kunne stå for. Der blev fanget flere mellem 5 og 7 kg og fætter Jakob fangede dagens største på 10,3 kg.

Der blev ikke fanget ret mange torsk, og turens største nåede ikke de magiske 10 kg. men vægten stoppede ved 9,8 kg. Om aftenen sejlede vi til et vrag som tidligere har givet mange Havkatte, og det var spændende at se om de var hjemme i dag. Der var en som havde nogle muslinger pakket i hårnet med, hvilket er Havkattenes livret og det gav hurtigt gevinst i form af en havkat. Der blev fanget rigtig mange torsk på 2-5 kg af dem som fiskede med pirk, men jeg satsede 100% på havkat. Det gjorde min fætter også, og endnu engang var det ham som trak det længste strå, han fik nemlig en havkat på 6,8 kg.

Fiskeriet stoppede klokken 22.00 hvor vi fik vores velfortjente varme mad. Efter aftensmaden gik vi til køjs, og skipper begyndte at sejle mod Hanstholm. Vi havde ca. 12 timer sejlads hjem, og de første 7 timer blev overstået medens vi sov. Klokken 5.00 var vi ved et vrag, hvor der desværre var en erhvervsfisker som havde sat garn, hvorfor vi ikke kunne fiske der. Vi sejlede derfor til det næste vrag, men der var ikke ret mange fisk. Sådan foregik resten af dagen med at vi sejlede mod havnen, og fiskede på de vrag og stenknolde skipper havde position på undervejs. Der gav ikke ret mange fisk, kun nogle torsk og sej på 1-3 kg.

Da vi kom i havn klokken 16.00, ventede der os en lang køretur, og det var dejligt med en afbrydelse i Skive, hvor vi spiste burgere hos McDonald. Jeg kom selv i seng lidt efter midnat, for de fangede fisk skulle fryses da jeg kom hjem. Til næste år håber jeg på lidt flere fisk over de magiske 10 kg, og jeg glæder mig allerede til en tur igen med gode fiskekammerater.