Månedsarkiv: juli 2002

Team Race 2002 i Skjern

AdventureGuides Dykredaktør var kommet i det helt forkerte element i weekenden 15-16 juni. Undertegnede havde nemlig tilmeldt sig med 3 andre til Team Race 2002. En hold konkurrence bestående af tømmerflåde- og gummibådssejlads, rapelling, kørsel i gokarts og en meget speciel forhindringsbane. Alt dette blev krydret med ca. 100 km cykling og 45 km løb.


Team Peak Performance

Der kunne deltages i herreklassen og mixklassen. Herreklassen blev vundet af Team Peak Performance i den imponerende tid 12 timer og 8 minutter. Team Harboe vandt mixklassen og skulle kun bruge 13 timer til at gennemføre konkurrencen der ellers var berammet til 24 timer. Til sammenligning brugte undertegnede og kollegaer 18 timer og 9 minutter. Billeder fra konkurrencen uploades snart, så kan du se en presset Dykredaktør. Endvidere kan du se mere på Team Race 2002.

 
Team Harboe

Ablahamn, Kullen

Hvad
Et rigtig godt naturdyk med mulighed for at se masser af fisk, krabber og hummer boltre sig i en flot vegetation. Også er det kun 2 timers kørsel fra København.

Hvem
De fleste kan dykke her. I skal dog være forberedt på at der kan være strøm.

Hvor


Hvordan

Parkere på p-pladsen overfor golfbanen. Gå ned af stien langs golfbanen og du er nu ved Ablahamn. Gåturen kan være lettere anstrengende, men der er selvfølgelig også den nemme løsning: Ta en arrangeret tur med et dykkercenter i en båd.
Det nemmeste dykning og bedste dykning får man ved at dykke ud langs klipperne. Når man når til spidsen, kan man krydse over til den anden spids og så dykke ind igen. Der er også mulighed for at dykke ud til 10 meters dybde og finde et flot Dropoff.
Vær opmærksom på bådtrafikken, husk overfladebøje.

Faciliteter
Luft kan påfyldes ved Bläckys Dykservice. Her kan der også købes billige detaljerede kort.

Rating
Ablahamn er flot naturdyk. Der skal arbejdes lidt for at komme i vandet. Men når man er nede på stenstranden kan man få en helt dag til at gå her med både dykning og afslapning i læ af de omgivne klipper. Ablahamn mangler måske det store sus, men får alligevel: 6½ Finner (af 10).

 

Saltstraumen 2002 del 2

14/7 2002. Sidste fiskedag.

Det blev en lidt stille sidste fiskedag, men torskene fik dog smag på
sildene igen, idet vi fangede en på 9,5 kg., samt 3 på 5 – 7 kg.
Det er søndag middag, og vi er nu på vej hjem, og kører på indlandsvejen i
Sverige ca. 800 km. fra Gøteborg, og skal sejle fra Gøteborg til
Frederikshavn mandag kl. 16.

13/7 2002 Speciel næstsidste dag.

Kl. er 11 lørdag formiddag, og vi er netop gået i gang med turens sidste fisketur.

Natten gav ingen fisk, torskene er åbenbart blevet træt af sild.

Vi havde en “spændende” oplevelse, idet der kom en lækat eller lignd. svømmende, som jeg filmede. Pludselig kravlede den op i båden, og ind i kahytten, hvor den gemte sig i skroget, og vi måtte bruge et par timer, på at få den gennet over bord, men den nåede heldigvis ikke, at gøre nogen skade.

12/7 2002. Regnvejr.

I nat fik Rene torsk på 12 kg. og havkat på 7 kg, desuden fik vi 3 torsk på 3 – 5 kg.

Efter natfiskeriet efter de store fisk, bruger vi 1 – 1½ time på at fange sild, som helt klart er det bedste at fiske med.

I formiddags fik Rene en torsk på 13 kg. (igen personlig rekord), jeg fik en på 13½ kg., desuden fik vi 2 på omkring 8 kg., så der er mange flotte fisk.

Det har regnet hele formiddagen, så vi var meget våde, da vi kom ind, men vejrudsigten til vores 2 sidste dage skulle være god.

11/7 2002. 4 sild gav 5 fisk!

Vi har fra de lokale hørt, at sild er det bedste at fiske med, og derfor prøvede vi med et sildeforfang. 1. kast gav 4 sild, men det var også alt, selv om vi fiskede efter sild 1 times tid.

De 4 sild gav 4 torsk og 1 sej, de største torsk på 8 og 14½ kg., så vi er tæt på kæmpen = 2 tal foran.

I formiddags fangede Rene en torsk på 7,5 kg., som var personlig rekord for torsk, jeg fik en på 8,2 kg. Men sejene er nu sporløst forsvundet.

Det er meget få helleflyndere der bliver fanget, vi er nok 30 både ude hver dag, og der er fanget ialt 2 i den sidste uge.

Strømmen er stadig meget stærk, og den laver nogle kolossale hvirvler, som nok er 2 meter dybe, så det virker lidt afskrækkende.

10/7 2002 15 knob strøm!!!!!

De sidste par dages fiskeri, har givet flest fisk, når vandet løb ind fra havet, hvorfor vi fisker mest ved indadgående strøm. Det betyder, der kan fiskes 2 gange i døgnet, og det er omkring midnat og middag.

Pga. månen er strømmen meget kraftigere nu (op til 15 knob), end den var for et par dage siden, og vi kan kun fiske et par timer ved hvert strømskifte.

I går først på natten fangede vi 10 sej, og denne gang var jeg heldig, og fik den største på 7 kg. Peter og Michael har fået en torsk på 11,7 kg.

Efter nattens fiskeri, sad vi på havnen, og nød solopgangen ved godt 2 tiden.

I formiddags fangede vi 5 sej på 2 – 5 kg., så der er nok af fisk, og vi håber stadig på kæmpen.

Saltstraumen 2002

9/7 2002 Familien passes.

Det er tirsdag eftermiddag. I går var vi i Bodø med familien, og vi skal nuhave familien med udpå en lille fisketur, inden det går løs i nat.

I går fiskede vi et par timer fra kl. 22 – 24, og Rene fik en flot sej på 13,6 kg. Vi havde dobbelthug, men min slog desværre af, den var også meget stor. Vi fangede desuden en halv snes sej på 3 – 6 kg.

Vi fandt et hul,der ergodt 100 m. dybt, som skal dyrkes lidt. Men det er meget strenge, blot at trække et 500 g. lod op, i særdeleshed når strømmen er meget kraftig.

8/7-02. Nyt fra natfiskeriet.

Natfiskeriet gik ikke helt som forventet (det er jo “kæmpen” vi er ude efter), men det er ikke første gang, at resultatet ikke lever op til forventninger i fiskeri.

Det blev til et par sej mere på omkring 6 kg.

Fiskene fanges på en 18 cm. rapalla wobler, som sænkes ned med et 500 g. blylod, når bundes rammes rulles der ind, og så sker hugget. Da der er fra 60 – 80 m. dybt, skal der arbejdes hårdt, så vi er noget trætte, men klar til igen i nat, at prøve lykken.

7/7-02. De første fisk

Klokken er 21,00 søndag aften, og vi er lige gået i gang med fiskeriet, som har vist sig at være bedst om natten. Nat er så meget sagt, idet det er lyst hele døgnet, solen er kun væk 1 times tid.

Jeg fisker sammen med Rene fra Silkeborg, og vi har fået sej på 4 og 6 kg, så det starter rigtig godt.

Michael og Peter fra Bellinge har netop nu hevet en torsk op på 15½ kg, og båden med Anders fra Fyns Trollingklub en sej på 19 kg. ganske flot!

Efter et par dage med meget regn, er vejret nu fint, så vi imødeser natten med spænding, men det skriver jeg nærmere om i morgen.

6/7-02. Så er vi på vej til Saltstraumen, og der er godt nyt.

Lørdag kl. 11 er vi nu16 timers kørsel fra Oslo, vejene er meget fine, og vi forventer, at nå Saltstraumen om et par timer.

Forventningerne er meget store, idet vi lige har fået en rapport fra “Odense fiskerne”, som i nat har fanget helleflynder på 22 kg., og sej over 10 kg.

Trekking i Indonesien


Bromo-vulkanen er en af de mest aktive i Indonesien.

Nogle af mine allerflotteste trekkingture har jeg foretaget i Indonesien. Mulighederne er utallige, men jeg vil her nævne to af mine favorit-ture.
Den ene tur er bestigningen af Bromo-vulkanen på Øst-Java.
 

Turen er ikke særlig krævende, fordi man kan køre det meste af vejen op til krateret, men både vulkanen og det omgivende landskab er fantastisk. Du kan læse mere i min illustrerede artikel om bestigningen afBromo på adressen:

http://home0.inet.tele.dk/ponty/javasol.htm

  Den anden tur er bestigningen af Rinjani-bjerget på øen Lombok (naboø til Bali). Den er mere krævende, for man skal gå det meste af vejen op til toppen, og bjerget er en hel del højere end Bromo. Bjerget er en ca. 3.700 meter høj vulkan, som ind imellem er aktiv. Nedenunder toppen ligger der en stor sø i 2.000 meters højde i bunden af et kæmpekrater – og inde i midten af søen ligger der en mindre vulkankegle!

 
Turen derop tager 3 eller 4 dage alt efter, om man vil helt op på toppen eller vil nøjes med at gå op til kratersøen. De fleste hyrer en eller flere bærere i landsbyen Senarú til at transportere telt, proviant, køkkengrej og lignende og vise vej.
Fra kraterranden på Rinjani-bjerget, Lombok, 2.650 meter o.h.

Men uanset hvordan man tilrettelægger turen, må den absolut frarådes i regntiden, som ligger ca. mellem oktober og marts.

Du kan læse mere i min illustrerede artikel om bestigningen af Rinjani på adressen:

http://home0.inet.tele.dk/ponty/indo-rej.htm

Artiklen handler om min rundrejse i Australien og Indonesien i sommeren 1998.

Og sidst, men ikke mindst: Indonesien er et fantastisk land! Befolkningen i Indonesien er utrolig venlig og gæstfri, og landet rummer et utal af livskraftige kulturer og religioner. De fleste indonesere er muslimer, men det er en mild form for Islam, som er meget forskellig fra f.eks. den, der praktiseres i de muslimske lande i Mellemøsten. Og som turist føler man sig velkommen næsten overalt på en rar og afslappet måde.

Nye verdensrekorder fra IGFA

Der er i det seneste nummer af International Angler, som udgives hveranden måned af IGFA, godkendt 18 verdensrekorder i klassen All tackle samt 21 lineklasse rekorder.

Ny lineklasserekord for Black Marlin:

På 8kg (16lb) line har Mike Levitt den 3/12-01 i Cairns, Australien fanget en black marlin på 286,21kg. Det giver et forhold mellem brudstyrke og vægt på fisk som er ikke mindre end 1:35.

Ny lineklasserekord for Salmon, Atlantic (landlocked), den laks som vi kender fra skandinavien.

På 3kg (6lb) line har Peter Prag den 24/9-01 ved Granvik i Vattern, Sverige fanget en laks på 8,13kg.

Sommerferien kan give et par flade

Sommerferie er familieferie og selvom mange af os går og drømmer om en norsk lakseelv, er det måske ikke lige det, den øvrige del af familien har til, at stå øverst på ønskeseddelen over sommerferiebeskæftigelser. Det er dog de færreste, der ikke kan finde glæde ved lidt medefiskeri efter fladfisk og det danske sommerland byder på rige muligheder for netop dette fiskeri.

Fladfisk kan fanges over alt. Moler og høfter tiltrækker altid mange lystfiskere, men også direkte fra stranden kan man opleve fint fiskeri. (Vælg dog nogle strand uden alt for mange badegæster). Fra land er det som regel skrubber og isinger man kan overlist, men er man så heldig, at have rådighed over en lille jolle, kan man, på det dybere vand, være heldig at komme i kontakt med Danmarks mest populære spisefisk nemlig rødspætten. Samtidig har man chancen for, at få en af de store pighvarrer, på krogen.

Det almindelige rødspætteforfang kan stadig fange fisk, men flere og flere går over til at forbedre dem med et spinderblad og nogle perler. Det tiltrækker opmærksomhed og øger fangstchancerne. Friske sandorm, er manges foretrukne agn. Andre sværger til børsteorm, også kaldet igler. De hænger bedre fast på krogen og varer derfor længere. I mangel på bedre kan man også bruge rejer, muslinger og sildestykker.

Hele redeligheden sendes nu ud over bølgerne og så er der blot tilbage at vente på de små nøk i stangspidsen, der sladrer om, at endnu en flad, er ved at blive snøret. Vil man optimerer sine fangst chancer yderligere spindes agnen ind i, et meget langsomt tempo. Det kan få selv de mest dovne fladfisk til at kaste sig over agnen.

God fornøjelse til dem der vil prøve lykken.

Karsten Justesen

Inspiration til sommerferien

Selvom temperaturen ikke vidner om det, er foråret kommet og lystfiskerne begynder at indfinde sig ved kysterne i jagten på de havørreder, der efter en vinterflirt i de ferske vande, igen er søgt ud til kysterne for at æde sig fede.
Ligesom havørredfiskeriet, for mange, er en del af forårsritualet, er det også ved denne tid, at man skal til at planlægge årets fiskeferie.

På vej mod nye eventyr

Med nabolande som Norge og Sverige ligger Danmark perfekt placeret for at enhver kan udøve den form for fiskeri, der har ens interesse. For mig er det bl.a. tørfluefiskeri efter ørred og stalling. Både Norge og Sverige kan tilbyde fantastiske muligheder for dette fiskeri og specielt Härjedalen i Sverige har givet mig nogle uforglemmelige minder.
Härjedalen er et naturreservat, der ligger ca. midt i Sverige og lige op ad grænsen til Norge. Det er nemt at komme dertil med bil, men nogle rejsebureauer laver også ture dertil. Fiskeriet foregår dels i strømmende vand dels i et enormt søsystem, der breder sig ud i området.
Som udgangspunkt til turen tager jeg altid via byen Tännäs. Svenskerne har modsat os danskere forstået at sælge lystfiskeri som en turistvarer og i Tännäs har de lavet et fiskecenter, der koordinerer fiskeriet i området. Her kan man købe fiskekort, hyre guider og få de sidste hotte tips om fiskeriet området.
Hvad enten man vil klare sig på egen hånd og bo i telt eller ønsker lidt mere ordnede forhold byder området på begge muligheder. I både Sverige og Norge gælder “alle mands rette” hvilket i grove træk betyder at enhver har ret til at slå telt op og overnatte i det fri. Dette er en billig løsning og giver fordelene i at man kan flytte hen til der, hvor fiskeriet er bedst. Hvis man er mere til hytte ferie er der også fine muligheder for det. Rundt om i området er der forskellige hyttecentre, hvor man for billige penge kan leje hytter.
Området byder på fiskeri efter et bred udsnit af vores almindelige ferskvands fisk. Selv har jeg haft fornøjelsen af at fange ørred, stalling, rødding, helt, gedde og aborre. Min interesse har dog hovedsagligt været rette mod de første tre. Når man køber fiskekortet medfølger et oversigtskort, der beskriver hvilke fisk, der kan fanges, hvor og det er altid en god ide at studere det lidt nærmere. Området er specielt kendt for nogle enorme stallinger.

Stallingerne i området kan opnå en god størrelse

De fleste forbinder stallingen med strømmende vand, men her traffes stallingen også i søer og fiskeriet kan være utroligt spændende. Min egen personlige rekord fra området er en stalling på 54 cm. Med hensyn til fluevalg har jeg haft gode erfaringer med vårflueimitationer. Nogle ordentlige krabater bundet på en streamerkrog str. 8 eller 10.
Fiskeriet foregår ved at man holder øje med ringende fisk. Når en fisk er spottet forsøger man at beregne dens bane og lægger så fluen ud ca. en halv meter foran den. Chancerne for hug forbedres, hvis man nøkker fluen ind i små nøk, der få fluen til at hoppe hen over overfladen og derved minder ufatteligt meget om de naturlige insekter.

Er der ingen ringende fisk må man fiske blind-fiskeri. Teknikken er den samme, har forsøger man blot at affiske et område, hvor man ikke på forhånd har set fisk.
Fiskeriet kan fint udøves fra land, men man få lidt længere rækkevidde med et fartøj af en eller anden slags. Kanoer kan lejes i området, men en medbragt Belly Boat giver ikke kun et fornøjeligt fiskeri, men også et god mobilitet.

En fisk har en særlig plads i mit hjerte og det er røddingen. Den har et farve spil der kan konkurrere med de mest eksotiske fisk og en fight vilje, der kan måle sig med en vild steelhead. Det er en koldvandsfisk og som så ikke en decideret tørfluefisk, men på visse tidspunkter kan de traffes i overfladen, hvor de jager den overflod at vårfluer der klækkes i løbes af sommeren.

Et lille udpluk af de anvendte fluer

Som skrevet kan de fanges på tørflue og teknikken så som tidligere skrevet, men der ud over er det en god ide at have et par nymfer i flueæsken, der kan imiterer døgnfluen i larve eller puppe stadiet. Det kan give fisk, hvor intet andet virker.
Det er selvfølgelig ikke kun fluefiskeri der dur. Faktisk plejer jeg når jeg sejler fra sted til sted at have en orange rappala wobler hængende en 10-20 meter bag båden. Det giver i ny og næ en fisk og jeg har fået flere gode ørreder på den måde. Jeg er sikker på at, hvis man udviklede denne teknik lidt ville fangsterne kunne forbedres betydeligt. Til stallingerne har små sølvfarvede spinnere vist sig at være gode. De store fisk lever ikke kun af insekter, faktisk har jeg også fanget stalling på en 7 cm. Wobler.
Til dem som vil camperer i området skal det nævnes at madlavning skal foregå på trangia eller en anden form for spritbrænder, da det ikke er tilladt at lave bål i området andre steder end på de udpegede bålpladser. Dette skyldes at området er et naturreservat og man ønsker at de træ der ligger i området skal have lov at ligge og rådne. Det kan måske virke lidt underligt, men det er blandt andet det rådne træ, der kommer til at udgøre en del af den muld nye træer skal gro i og samtidig giver det et fantastisk smukt landskab, der virkelig giver en fornemmelse af at være ude i vildmarken.
Slutteligt skal det nævnes at, vi snakker om Sverige og det er et vådområde, så tag for guds skyld myggebalsam med. Et myggenet kan også være en god ide, men det kan godt blive lidt irriterende at gå rundt med det en hel dag og så er balsam et godt alternativ. Selv bruger jeg en, der hedder “Jungle Olie” den kan af en eller anden grund (sikkert sundhedsmæssigt) ikke købes i Danmark. Hvad årsagerne til dette er, ved jeg ikke, men den er virkelig god og, hvis det skulle vise sig at den ikke er helt sund regner jeg ikke med, at jeg tage skade, når jeg kun bruger den et par uger om året. Under alle omstændigheder køber jeg altid et par flasker på turen derop. Så har jeg som regel også lidt til næste år.
Jeg håber dette kan give lidt inspiration til den kommende ferie. I hvert fald, Knæk og bræk med det, hvad enten ferien bliver herhjemme eller under nordlige himmelstrøg.

Links:

Tännäs fiskecentrum:
http://www.algonet.se/~tannas/

Alm. orientering om området:
http://www.fiske.jamtland.se/harjedalen.html

Hytte:
http://www.bokafjallen.se/fjallvattnet.html